Lost 2: Searching - One Direction

*Searching er 2'eren til Lost, læs den, før du læser denne.*
Efter sidste skoleår, hvor ting fandt sted, problemer blev forværret, og hemmeligheder blev afsløret, som en slags stopklods for tingene, skulle man tro, at Jessica Hayes kan gå en lysere tid i møde; nye veninder og venner, ny personlighed - at hun alt i alt kan være sig selv og give sig tid til at finde den person, hun egentlig er. Men selvfølgelig skal tingene ikke være for lette for stakkels Jess, og tingene vender sig til det dårlige, før det gode overhovedet kommer frem. Hurtigt går det op for hende, at det ikke bliver let at klare dette skoleår. Kærlighedsdramaer opstår på kryds og tværs af køn og grupper, skænderier finder sted og fører i værste fald til slåskampe, alt imens trusler og løfter bliver givet - og selvfølgelig kan Jess ikke komme udenom konsekvenserne af alle tingene, hendes liv bliver fyldt op med.

168Likes
157Kommentarer
13252Visninger
AA

9. I guess this is the end. (Nutid)

 

Miss Li - Is This the End

 

Det her føles forkert. Meget forkert endda. Som jeg står her og stirrer stift på de store, røde bogstaver, fortryder jeg inderligt, hvad jeg gik med til for en uge siden. 

'DØD OVER MR. WELLS ' står skrevet med rød maling, der er løbet, så det nærmest ligner blod. Nederst er der skrevet LXE, som Lexie plejer at underskrive ting med.  Sagen er bare den, at det ikke er Lexie, der har skrevet det, men derimod mig. Det var mig, der i går sneg mig ind på skolen og i mørket fik skrevet det henover den ene halvdel af skolens facade.

Jeg er ikke den eneste, der glor på det. Stort set alle står og kigger på det, mens de snakker om, hvem der mon har skrevet det, selvom de fleste udmærket godt er klar over, hvad LXE betyder. 

"Tror du, det er Lexie, der har gjort det?" Det gibber i mig, da jeg hører Harrys stemme ved siden af mig. Hurtigt drejer jeg hovedet, men han har stadig sit blik rettet mod muren. 

"Øh…" Siger jeg, selvom jeg ikke længere burde blive forvirret over, at han taler til mig. "Det ved jeg ikke. Det kunne godt ligne hende…"

"Det er jo lige det, det ikke kunne. Lex ville aldrig gøre sådan noget - i hvert fald ikke underskrive det. Det virker underligt…" Mumler han, og drejer sit hovedet, så mit blik bliver låst fast til hans. Han ser faktisk urolig ud, og jeg forstår ham ikke. Hvorfor bekymrer han sig overhovedet om det her? 

"Jeg er ligeglad, om det er hende eller ej. Der sker sikkert ikke noget alligevel…" Svarer jeg tomt, og får et sug i maven, fordi jeg ved, at der kommer til at ske noget. Jeg ved det, fordi det til dels er mig, der har gjort det. Ikke af fri vilje, men fordi det var det, Angelina manglede til at gennemføre sin plan. Når først den er lykkedes, vil hun hjælpe mig, så jeg kunne ikke være mere ligeglad med Lexie.

"Jeg synes stadig, det er mærkeligt…" Ender Harry med at mumle. "Vil du med hen til de andre?" Jeg er usikker på, om smilet, der skævt spiller på hans læber, er ægte eller ej, og vælger derfor ikke at tage hans udstrakte hånd, men bare nikke. Han skynder sig at tage sin hånd til sig, sikkert for at lade som ingenting, men jeg kan ikke undgå at lægge mærke til skuffelsen, der for et kort øjeblik brænder i hans øjne. 

Det giver mig en lyst til at gribe hans hånd og aldrig give slip. Det giver mig en trang til at have hans arm liggende trygt og beskyttende om mig.

Jess, stop med det der pis.

Undskyld, det er bare fordi-

Nej, det er ikke fordi noget. Du bliver nødt til at dræbe dine følelser for ham - tænk på hvor forfærdelig han og de andre har været mod dig. Hvorfor i alverden skulle den nye Jess kunne lide noget ved ham? Han betyder ingenting, og det bliver du snart nødt til at vænne dig til.

Jeg sukker tungt og lukker øjnene kort i. Det skulle jeg så ikke have gjort, for uden at kunne se, mister jeg hurtigt balancen i de høje stilletter, jeg valgte at tage på i dag, så jeg vrikker om på den venstre fod. En smerte skyder gennem min ankel, og jeg når ikke at reagere, før jeg vælter. Til mit held, er der en anden, der når at reagere, og mit hoved er så tæt på hans, at jeg kan mærke hans varme ånde mod mine læber. Mit åndedræt bliver hurtigere i takt med mit hjerte, og det føles underligt at være så tæt på ham.

"Er du okay?" Jeg elsker måden, hans stemme bliver hæs, når han snakker lavt. Nej Jess, du kan ikke elske noget som helst ved Harry. 

Jeg tager mig sammen, og vrider mig ud af hans arme, så jeg kommer på benene igen. "Tak. Jeg vrikkede bare om, det er fint nok nu…" Jeg sørger for at kigge alle andre steder, end på ham. Jeg kan mærke hvordan hans blik hviler på mig, men jeg nægter at møde det, for det ville bare bringe mere liv i de følelser, der ikke synes at ville forsvinde.

Vi når hurtigt hen til de andre, der alle står tavse, og de tænker sikkert alle over hvad, det er, der sker. Alle udover mig, Angelina og Rebecca. Jeg kan tydeligt se på Angelina, hvor spændt hun er på i dag, for et sejrsrigt smil bliver ved med at sidde på hendes læber. Selv da hun rømmer sig for at sige noget, kan hun ikke helt fjerne smilet. "Nu da alle er her, bliver jeg nødt til at spørge, om i kender til noget som helst, der har noget med hærværket at gøre…" Straks bliver alles blikke rettet mod Lexie, så Angelinas smil vokser lidt. 

Lexie ser forarget på os alle, med munden åben på vid gab. "Mener i det der? I tror ikke helt seriøst, at det er mig, der har været så uopfindsom, vel?"

"Det er jo din underskrift-"

"Come on, I ved sgu da, at jeg ikke ville gøre noget så plat!" Afbryder hun surt Louis, der hurtigt klapper i. En stilhed sniger sig ind på os, som Harry vælger at afbryde.

"Jeg tror på dig Lexie." Hans ord hænger i luften, og jeg flytter mit blik ned på mine fødder. Hvorfor støtter han hende?

"Også mig. Det er sikkert bare en eller anden førsteårs elev, der ikke kender reglerne endnu. Det skal han eller hun nok få lært hurtigt, bare rolig Lex." Siger Sarah, hvilket tydeligt signalerer, at hun ikke aner, hvem der i virkeligheden står bag. 

Da jeg retter mit blik op igen, møder det med det samme Angelinas. Hun blinker diskret til mig, inden hun igen åbner munden. "Du har sikkert ret, Sarah. Nå, skal vi ikke gå indenfor? Her er ret koldt…" Hun smiler sødt til Zayn, der hurtigt får lagt en arm om hende, for derefter at ae hendes arm, sikkert for at varme hende. Jeg når lige at lægge mærke til, hvor tydeligt det er, at hun ser frem til at komme indenfor, inden vi alle begynder at gå op hen mod trapperne, i samme sekund, som klokken ringer. Hele skolen bliver samlet til en stor klump, hvor alle maser og skubber, for at komme indenfor og nå til time. 

Jeg kan mærke hvordan min puls stiger, da dørerne bliver åbnet. Der lyder et skrig, der fortæller mig, at alle har set det. Folk begynder at mumle om, hvad der mon sker, og da det er klart, at de andre i vores gruppe også er nysgerrige, går der ikke lang tid, før folk har gjort plads til os, og vi også når ind på gangen. 

Fra en luftskakt hænger et reb, og forenden af det reb, er en dukke bundet fast, med en løkke om halsen. På dens ansigt er der tegnet to X'er som øjne og en nedadgående mund. Den er beklædt i et gammelt jakkesæt, Angelina havde liggende derhjemme. På maven af den, er der tapet et stykke papir fast, hvor vores skoleinspektørs navn, 'Mr. Wells', står skrevet med en sort sprittusch, så det er tydeligt, selv på afstand. Igen står LXE skrevet nederst i hjørnet, så alle for alvor begynder at glo i vores retning.

Angelina havde fået en af nørderne på skolen til at lave et system, der ville få dukken til at falde ned, når klokken ringede, så det ikke ville blive opdaget for hurtigt og taget ned af en lærer. Og effekten, det her har, må leve op til hendes forventinger, for nu lyser hendes øjne ligefrem af sejr. Gad vide om det kun er mig, der kan se det på hende…

"Jer," Lyder en voksen stemme, så vi alle 9 reagerer. Mr. Brown kigger strengt på os, og ved siden af ham prøver Mrs. Penson at få folk til at gå til time. Hun har taget en hue på, men jeg kan alligevel ikke lade være med at bide mærke i noget af hendes hår, der stikker ud. Det er faktisk blevet grønt. Ikke bare lyst med et grønligt skær, men helt igennem grønt. Jeg er næsten ved at udstøde et grin, men det havde været ekstremt dumt, situationen taget i betragtning. "I følger med mig til rektors kontor, nu." 

Normale mennesker ville nok gå med blikket rettet mod gulvet, mens de skammede sig over at blive sendt på kontoret, men for os er det helt anderledes. Vi går alle med et lille smil på læberne, mens vi kigger rundt på eleverne, der ikke kan tage blikkene fra os. Ærefrygten står malet i deres ansigter, og det er præcis det, vi vil opnå ved at tage det på denne måde. Hvis man virker ligeglad og iskold, får man respekt fra de andre elever.

Kun Niall går med blikket rettet mod jorden. Jeg kan se det, for han går lige foran mig, med hænderne i lommerne, og selv bagfra er det tydeligt, hvor meget han skammer sig. Mens vi går, sætter jeg farten op, så jeg kommer op på siden af ham. "Kig op, så bliver du ikke gjort til grin." Hvisker jeg lavt.

Jess, hvorfor fanden hjælper du ham? Det var ikke en del af planen!

Jeg ignorerer stemmen, og prøver i stedet at kigge venligt på Niall, da han tager hovedet op, og undrende kigger på mig. Et svagt smil kommer frem på min læber, og jeg kigger igen frem for mig. 

"Tak…" Mumler han lavt, men jeg fastholder mit blik på Mr. Browns nakke.

"Det var da så lidt. Trust me, hvis de ikke kan se på dig, at der er noget galt, tror de, at du er ligeglad." Jeg forbliver i et hviskende toneleje, men fortryder hvad jeg sagde, i samme øjeblik som Niall svarer.

"Er det dit trick?" Jeg kan høre i hans stemme, at han ikke taler om mit råd, men hentyder til, om det er det, jeg gør det generelt. At jeg gemmer mine følelser væk, så folk tror, jeg er ligeglad. 

Jeg vælger ikke at svare ham, og det passer mig fint, at vi lidt efter når hen til rektors kontor, som vi alle (bortset fra Niall og Angelina selvfølgelig) efterhånden har aflagt visit ret mange gange. 

Jeg lægger mærke til, at der er kommet et nyt billede på væggen, der forestiller en hund, da vi alle står i det sædvanlige rum. Foran os sidder rektor, også kendt som Mr. Wells og kigger skuffet på os. Hans blik glider over hver enkelt af os, som vi står på en række foran ham. Niall står ved siden af mig, og jeg kan mærke hvordan han krymper sig, da Mr. Wells når til ham.

"Hvorfor gjorde i det?" Spørger han, "Var det for sjov? For adrenalinets skyld?"

"Hvad er det, du hentyder til?" Spørger Rebecca ham iskoldt, men formår alligevel at lyde ekstremt uskyldig. Mr. Wells giver et lille suk fra sig, inden han langsomt begynder at massere sine tindinger.

"Det ved du, og jer andre, udmærket godt, Miss Turner. Fortæl mig, hvem der gjorde det." 

"Hvad får dig til at tro, det var os? Du har ingen beviser." Siger Zayn bestemt, så Mr. Wells et øjeblik ser mundlam ud.

"Niall Horan, ikke? Bror til William Horan? Dig burde jeg kunne stole på. Hvis du ved noget, så sig det nu." Jeg kan mærke hvordan Niall stivner, da hans navn bliver nævnt. Vi står så tæt, at jeg kan mærke hvordan hans hånd, der hænger ned langs hans side, let ryster, da han svarer, med en stemme, der lyder alt andet end nervøs.

"Jeg ved ingenting Mr. Wells." Rektor holder sit blik mistænksomt mod Niall et kort øjeblik mere, inden han igen flytter det, og Niall kan slappe af. Før jeg kan styre mig selv, har jeg taget fat i hans hånd og givet den et lille, beroligende klem. Han kigger på mig, men jeg ignorerer hans blik, og fjerner hurtigt min hånd igen. Selvom jeg ikke kigger på ham, kan jeg alligevel fornemme, hvordan han smiler for sig selv og svagt ryster på hovedet, ud af øjenkrogen. 

"Nogen af jer må have gjort det." Siger han, nærmest for at overbevise sig selv.

"Du kan se på vores hænder, at ingen af os har rød maling på fingrene. Altså, du er velkommen til at kigge i min taske, hvis det er." Angelina holder sin taske frem mod ham, og jeg ved allerede, hvad hun har gang i. Han tager imod den, og gennemsøger den hurtigt, mens han ligner en, der fik en genial idé.

"Må jeg lige have lov at tjekke alles tasker, tak?" Han kigger på mig, da han sige det, og jeg skynder mig at række ham den taske, jeg har haft over skulderen.

Han når cirka igennem halvdelen af taskerne, da han stopper op. Han sidder med Lexies taske, og et lille smil glider over hans læber, da han fisker en rød spraydåse op. "Miss Miller, kan jeg snakke med dig i enrum?" Han kigger direkte på Lexie, og det samme gør vi andre. 

Hun står med åben mund og kigger chokeret på ham. "Jeg… Det var ikke… Jeg aner ikke, hvor den kommer fra!"

"Sjovt, for der stod jo også LXE på hærværket, der udtalt giver dit navn… Men du får massere tid til at forklare dig nu, miss Miller. Kan jeg bede jer andre om at forlade lokalet nu?" Han kigger strengt på os andre, så vi med det samme adlyder, og stille bevæger os mod døren.

Da den er blevet lukket bag os, sænker stilheden sig for alvor over os. Gangene er tomme, og ingen af os siger noget, hvilket bare gør stilheden endnu mere massiv. Det løber mig koldt ned ad ryggen, da jeg kigger hen på Angelina. Hun mimer ordene 'vi vandt' til mig, og lægger denne gang overhovedet ikke skjul på smilet.

 

***

 

Vi sidder i stilhed, da det lige pludselig ikke kun er omkring vores bord, der er stille, men i hele kantinen. Jeg kan høre hvordan alle vender deres hoveder mod noget, og jeg kigger efter, hvad det er, de ser på. 

En underlig følelse spreder sig i mig, da jeg ser hende. Det er som om, hendes evige lys er blevet slukket, og hun nu bare ser bleg og vissen ud. Hendes ansigtsudtryk er ikke til at tyde, mens hun med hastige skridt nærmer sig vores bord.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, hvad jeg skal tænke, sige eller føle, men før jeg ved af det, står hun foran os, ved den tomme plads, hvor hun normalt skulle have siddet.

"Hvordan… Hvordan gik det, Lex?" Spørger Sarah lavt, og hvis der var stille før, ved jeg ikke, hvad der nu er. Aldrig før har alle kunnet holde kæft på samme tid, og det føles forfærdeligt. Det er kvælende, for jeg kan allerede nu se på Lexies ansigt, hvad der er sket.

"Jeg blev bortvist." De tre ord er ude, og et gisp går gennem rummet. Selvom det var det, opgaven lød på, kommer det stadig bag på mig, at Angelinas plan virkede. 

"Mener du det?" Spørger Harry forsigtigt, og hans stemme ryster lidt, mens man kan høre på ham, at han ikke vil tro det.

Hun nikker bare lidt, og fugter sine læber, der ikke længere har lip-gloss på, og derfor bare ser normale ud. Jeg får det dårligt og har det næsten som om, jeg skal kaste op. Hvorfor har jeg det sådan her? Er det… Skyldfølelse?

Jess, hvordan kan du have det sådan? Det er Lexie for God's sake. Den ondeste person, du nogensinde har mødt. Hun er den, der har gjort dit liv til et levende helvede. Og nu har du ondt af hende? Nu føler du, at det, du gjorde, var forkert? Du burde være glad Jess. 

Men se hende lige. Det minder mig om dengang, jeg havde sagt alt, hvor hun næsten var begyndt at græde. Jeg kan ikke lide tanken om, at hun faktisk har følelser…

"Men Lexie, det kan de da ikke bare…" Siger Zayn fortvivlet, men for en gangs skyld virker Lexie helt ligeglad med ham.

"Det kan de åbenbart. Hærværk og 'dødstrusler' bliver taget meget alvorligt. Også selvom den anklagede er uskyldig." Hun fastholder sit blik på Angelina, da hun fortsætter med at tale, "Men i skal vide, at jeg ikke gjorde det. Forhåbentligt vil i finde den falske, lille sno, der gjorde det, og udslette den." Hendes stemme bliver mere og mere indædt, og hun rykker ikke sit blik en millimeter fra Angelina, der bare sidder og ser falskt ked ud af det.

"Men…" Siger Louis, der heller ikke ser ud til at vide, hvad han skal gøre eller sige. "Hvad nu?"

"Nu? Nu siger jeg farvel og går." Siger Lexie, og flytter endelig sit blik, der har mistet alt sin glød. Hun ser fortabt ud, som hun kigger rundt på alle, og da ingen giver tegn til at ville rejse sig, og give et farvel-kram, sukker hun stille. Hun bider sig lidt i læben, mens hendes blik glider videre ud i salen. Til sidst kigger hun borende på mig.

"Pas godt på jer selv og hinanden, ikke?" Jeg nikker svagt, selvom jeg er i tvivl om, om det overhovedet er mig, hun snakker til. Det føles bare sådan, eftersom hendes matte blik er rettet mod mig. "Godt nok har jeg tabt, men skolen er stadig min, og det vil den altid være. Vi ses nok igen." Og med de ord, vender Lexie sig rundt og går mod udgangen, uden at kigge sig tilbage.

Hendes hæle klikker mod gulvet, og da dørerne lukker bag hende, er det som om, det først nu går op for alle: Lexie har lige forladt skolen for sidste gang. 

Og nu er titlen som skolens dronning blevet ledig…

___________________________________________________________________

Oh. My. God. HVAD SIGER I SÅ!?!?!?

Kommenter, kommenter, kommenter, for jeg er ved at dø af nysgerrighed over hvordan jeres reaktioner til dette kapitel er...!

 

Og undskyld den sene opdatering... jeg er simpelthen så forvirret og travl for tiden, at jeg glemte absolut alt om at skulle publicere, så det var først da mirah kaldte mig en abe (hun stavede dog forkert, så i stedet for "din abe" stod der "dinbabe" so basically kaldte hun mig en babe #SIRAH) at jeg huskede det... ups!

håber i kan tilgive mig...?

 

xx Silke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...