Lost 2: Searching - One Direction

*Searching er 2'eren til Lost, læs den, før du læser denne.*
Efter sidste skoleår, hvor ting fandt sted, problemer blev forværret, og hemmeligheder blev afsløret, som en slags stopklods for tingene, skulle man tro, at Jessica Hayes kan gå en lysere tid i møde; nye veninder og venner, ny personlighed - at hun alt i alt kan være sig selv og give sig tid til at finde den person, hun egentlig er. Men selvfølgelig skal tingene ikke være for lette for stakkels Jess, og tingene vender sig til det dårlige, før det gode overhovedet kommer frem. Hurtigt går det op for hende, at det ikke bliver let at klare dette skoleår. Kærlighedsdramaer opstår på kryds og tværs af køn og grupper, skænderier finder sted og fører i værste fald til slåskampe, alt imens trusler og løfter bliver givet - og selvfølgelig kan Jess ikke komme udenom konsekvenserne af alle tingene, hendes liv bliver fyldt op med.

168Likes
157Kommentarer
13208Visninger
AA

16. I do not want to die inside just to breathe in. (Datid)

 

Plumb - Cut 

Jeg var ikke klar over, hvad det var, der var sket med mig, men jeg kunne ikke holde ud at være for mig selv. Der var noget i mig, der fik mig til at blive så bange, at jeg ikke kunne håndtere det, når jeg var alene hjemme. Som om, jeg bildte mig selv alt muligt ind, som ikke var der. Selvom jeg var klar over det, kunne jeg ikke skubbe det ud af min bevidsthed.

’Heldigvis’ for mig var jeg ikke hjemme nu, alene, men derimod var jeg i skole – ikke, at det gjorde det mere heldigt, men der var jeg i det mindste ikke ladt helt alene til mine tanker, men derimod mere til andres.

Jeg havde ikke fået snakket med Niall, siden vi havde lavet vores opgave færdig. For at være ærlig, vidste jeg ikke, om det var godt eller dårligt, for han snakkede ikke til mig, men på den anden side snakkede jeg jo heller ikke med ham, så det var vel helt fair.

Klokken ringede ud fra time, som jeg havde haft med Rebecca, og jeg pakkede hurtigt mine ting sammen for derefter at vente på Becca, som ikke var nær så hurtig. Jeg var jo tvangsindlagt til at vente på hende, kunne man sige.

Vi gik i stilhed hen ad gangen, før der blev råbt.

”Rebecca! Jess!” jeg stivnede automatisk, fordi der blev råbt mit navn, og det havde nok også noget at gøre med hvem, der råbte det. Harry – det ville jeg kunne høre alle steder. Jeg var overrasket over, at han rent faktisk også råbte på mig, for det var der ingen af de andre fra gruppen, der gjorde.

Vi stoppede op og ventede på, at han kom op på siden af os, og i stedet for at gå ved siden af Rebecca, som jeg fuldt ud havde regnet med, at han ville gøre, valgte han at gå ved siden af mig, så jeg gik i mellem de to.

”God time?” spurgte han og kiggede på skift på os begge. Okay, det var virkelig underligt, at han spurgte mig også. Da Rebecca ikke gjorde tegn til at ville svare, rømmede jeg mig.

”Den var okay – så god, som timer nu er, ikke?” jeg smilede prøvende og blev endnu engang overrumplet, da han smilede tilbage og nikkede lidt. ”Det har du ret i,” konstaterede han. Jeg kunne ikke andet end bare at stirre måbende på ham, for det her var simpelthen for underligt.

Harry opdagede vidst mit gennembordende, åbenlyst forvirrede blik, der var rettet mod ham, for han kiggede ned i jorden med det samme og sagde ikke mere hele vejen hen til de andre. Sært. Jeg blev allerede træt bare ved at se Lexie på lang afstand, og det viste sig, at det ikke blev bedre, når jeg kom derhen.

”Jessica! Jeg skal bruge dig til noget,” sagde Lexie med en skarp tone. Jeg rettede træt mit blik mod hende og hævede afventende et øjenbryn. ”Ja?” sagde jeg, da hun ikke fortsatte.

”Du har en opgave, okay, og den kan du godt gennemføre. Du skal få Niall med i den her gruppe,” det føltes som om, jeg var blevet slået, da hun sagde det, og jeg kunne ikke engang helt gennemskue hvorfor. Det var bare.. nej.

”L-Lexie, det kan jeg da ikke!” udbrød jeg panisk. Niall fortjente ikke at være med i det her. Lexie smilede hånligt. ”Ikke det?” hendes tone lød truende, og jeg sukkede. Det var bare ikke fair.

Svimmelheden tog over mig, da jeg kom til at tænke tilbage på en samtale mellem Angelina og Rebecca, jeg havde overhørt for et stykke tid siden.

Rebecca: ”Jeg tror, det er en rigtig dårlig idé,”

Angel: ”Nej, seriøst, du kan jo ikke bare bakke ud på den der måde. Fortæl mig en ting, Rebs. Hvem er det, du er forelsket i?”

Rebecca: ”H-hvad? Jeg aner simpelthen ikke, hvad det er, du snakker om. Jeg er ikke vild med nogen,”

Angel: ”Det lyder mere som om, du prøver at overbevise dig selv end mig. Kom nu med det, for helvede, jeg dømmer ikke, okay?”

Rebecca: ”Okay, det er Niall. MEN, der er sket nogle ting i fortiden, der gør-” ”Jeg ved sku godt, at Niall ikke er velset i den her gruppe, men lad mig fortælle dig noget: Hvis vi kan gennemføre det her, så kan jeg tilbyde dig, at jeg får Niall med ind i gruppen, så det er okay, hvis der er noget i mellem jer. Det lover jeg dig,”

Som jeg havde forudset i et godt stykke tid, var der virkelig et eller andet, der ikke stemte, for det her var for underligt. Rebecca og Angelina var ude på et eller andet, og det vedrørte Niall. Niall ville komme med i gruppen, hvis Rebecca hjalp Angelina med at gennemføre det. Men hvad var det? Jeg havde ingen anelse.

Der blev knipset foran mine øjne, og jeg fokuserede frem på Harry, der kiggede underligt på mig. ”Er du ok?” spurgte han så lavt, at der ikke var nogen, der kunne høre det. Jeg kiggede lidt på ham uden at svare, før jeg bare rettede mig mod Lexie.

”Fint, så gør jeg det. Men hvad end grunden til det er, så er den nok fuldstændig latterlig,” med de ord vendte jeg om og gik ud for at finde Niall. Problemet var så bare lige, hvordan fanden det skulle lykkedes mig at få ham overtalt til at være sammen med os.

Det var let nok at finde ham, for han stod oppe ved kantinen sammen med nogen af hans venner. De puffede til ham og nikkede i min retning, da de fik øje på mig. Niall vendte sig mod mig, og hans blik var mere køligt, end jeg havde regnet med, at det ville være.

”Hej Niall,” sagde jeg lavt, da jeg kom derhen. Jeg havde allerede dårlig samvittighed, og jeg vidste ikke engang, hvad det egentlig var, det helt gik ud på.

”Så nu kan du godt snakke med mig?” spurgte han spydigt. Det stak lidt i hjertet, at han snakkede sådan til ham. Hans to venner trak på smilebåndet over det, og jeg kunne ikke lade være med at himle med øjnene, før jeg tog fat om Nialls håndled og trak ham ud af køen.

”Ey, hvad sker der?” han trak sin hånd tilbage, så jeg automatisk gav slip på hans håndled.

”Jeg vil bare godt sige undskyld, okay? Jeg ved ikke, hvad der gik af mig her forleden, jeg har bare været i dårligt humør og været meget ved siden af mig selv..” det var lige før, at det ikke var en løgn, jeg fortalte ham, for jeg havde været meget ved siden af mig selv her på det sidste – alt andet ville være synd at sige.

Niall kiggede på mig. ”Ved siden af dig selv? Så meget, at du skulle være totalt.. uforskammet overfor mig og nægte at snakke med mig? Er du sikker på, at det ikke bare er din gruppe, der mener, at du skal holde dig væk fra mig, og nu når de ikke er her, så kan du snakke med mig?” hans øjne var kølige, men samtidig var det ikke gennemført, så jeg blev ikke såret. Jeg kunne konstatere, at han opførte sig sådan, fordi han var blevet såret.

”Jeg tror ikke, du ved, hvor meget jeg har.. altså.. jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det, men jeg har bare virkelig ikke haft det særlig godt de her dage, og folk har altså deres dage, hvor det sker.. Jeg kom faktisk for at spørge, om du kunne tænke dig at.. du ved.. ses med mig. Os. Her på skolen,” jeg turde ikke kigge ham i øjnene.

Han grinede. ”Det må være din spøg,”

”Nej..” jeg rystede på hovedet, ”det er det egentlig ikke, men okay.. hvis du siger det. Jeg ville bare gerne.. du ved. Okay, nu siger jeg det bare, lige meget hvor dumt det er: jeg føler mig tryg, når jeg er sammen med dig, og det ved du godt, at jeg ikke gør med dem. Som om du beskytter mig eller noget, og det ville bare være så fedt, hvis du gad være sammen med os, så jeg havde en, jeg var tryg ved,” jeg burde ikke fyre alt det her af, for det ville helt klart give det forkerte signal til ham om, at jeg var klar på at falde for hans fødder og var smaskforelsket, og det her.. var bare ikke tiden til det. Til mit forsvar blev jeg vel nødt til at tage alle kneb i brug.

Niall så overrasket ud over det, og det hårde blik var forduftet hurtigere, end det var kommet. Jeg bed mig i læben.

”Okay, det lød dumt, jeg ved det godt.. Bare glem det..” jeg kiggede kort op på ham, før jeg trådte to skridt bagud for at vende mig om og gå. Dog nåede jeg ikke så langt, før han greb fat i mig.

”Vent, Jess..” han så tøvende ud, før han nikkede lidt, nærmest for at overbevise sig selv, ”okay, jeg lover dig, at jeg vil give det en chance på en måneds tid, men hvis det ikke går, så gider jeg ikke. Okay?”

Jeg nikkede og kunne ikke lade være med at smile for mig selv.

”Okay,”

Det triste var, at jeg godt vidste, at når man først var inde i det, så kunne man ikke så let bare komme ud af det. Om jeg havde dårlig samvittighed? Ja, det kunne man vidst roligt sige.

 

***

 

Jeg vågnede op med et sæt midt om natten, og jeg kunne mærke, hvordan jeg svedte. Da jeg kiggede rundt i rummet, gik det op for mig, at jeg var faldet i søvn på sofaen, da jeg havde set tv. Mit blik gled hen på tv’et, der stadig kørte, og jeg ville ønske, at jeg ikke havde gjort det; i samme sekund, som jeg kiggede, blev der vist et lig, der lå på gulvet i en stue med blod over det hele, og efter at have set et par minutter for meget, kunne jeg konstatere, at det var en af de film, som jeg absolut ikke skulle se, hvis jeg skulle have nogen mulighed for ikke at være bange.

Okay, hvem prøvede jeg at snyde – for tiden havde jeg det jo som om, at der altid var nogen, når jeg var alene. Og ja, hvis I var i tvivl, så var jeg alene igen, fordi mine forældre var henne og besøge noget familie, men jeg skulle blive, ’fordi jeg ikke kunne gå glip af skolen’. Hmpf.

Det regnede udenfor, kunne jeg konstatere – og det blæste også, for det kunne jeg i hvert fald høre på den måde, mit hus knirkede, fordi det gav efter.

Og tror I, at det hjalp på min situation med at være bange? Nej.

Jeg fik taget mig sammen til at rejse mig fra sofaen og bevæge mig ud i gangen, hvor der var fuldkommen mørkelagt. Jeg fik sneglet mig ud i køkkenet uden at turde kigge bag mig, da jeg var utroligt bange for, at der var nogen.

En lyd, der kom ude fra entréen af, fik mig til at stoppe brat op, og jeg klemte hårdt om min mobil, som jeg havde i hånden.

Jeg var helt hundrede procent sikker på, at der var nogen ude i entréen.

”Mor?” råbte jeg med en rystende stemme, men der kom ikke noget svar. Imens jeg stod stivnet, bippede min mobil og indikerede, at jeg havde modtaget en besked. Jeg tjekkede den hurtigt, og det gjorde mig ubehageligt tilpas, da det var en besked fra min mor.

”Hej skat. Vi er hjemme om ca. en time. Håber, du hygger!”

Okay, så det kunne altså ikke være mine forældre, der kom hjem. Hvad var det så? HVEM var det så?

Hvis jeg havde været bange før, så var det ingenting sammenlignet med, hvad jeg var nu. Overhovedet. Der kom endnu en lyd, hvilket fik mig til at sætte mig på hug nede på gulvet, så jeg sad i skjul af bordet ude i køkkenet.

Min mobil lyste stadig op, og der gik det op for mig, hvad jeg kunne gøre. Derfor tastede jeg hurtigt nummeret til politiet, og tog min mobil op til øret. Den ringede kun kortvarigt, før der var en, der tog den.

”Det er alarmcentralen, hvad kan jeg gøre for dig?” blev der sagt. Det lød alt for højt i sammenligning med, hvor stille der var her – undtagen de lyde, der bevægede sig tættere og tættere på mig.

”Her er nogen. Der er nogen i mit hus,” hissede jeg panisk og kunne mærke tårerne presse sig på. Mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig. Damen omdirigerede mig med det samme til politiet, som var dem, jeg skulle snakke med.

Endnu engang forklarede jeg, at jeg var overbevist om, at der var nogen i mit hus.

”Hvor er du nu?” manden, som jeg nu snakkede med, prøvede at være beroligende, hvilket blot irriterede mig, for det her kunne ikke bare tages fucking roligt! Der var noget galt, for helvede da også.

”Jeg sidder i m-mit køkken. Kan I ikke godt bare komme?!” hviskede jeg snerrende.

”Jeg har sendt en patrulje ud til dig. De er der indenfor 5 minutters tid. Det, jeg skal have dig til at gøre nu, er, at forholde dig fuldstændig i ro, indtil der kommer nogen. Du skal gøre dig så ubemærket, som du kan. Okay?”

”O-o-okay,” stammede jeg og lagde på. Nu var det hele min krop, der rystede og ikke kun mine hænder. Jeg kunne ikke erindre, at jeg nogensinde i mit liv havde været så bange før. Jeg var 100 procent sikker på, at der var nogen. Ellers ville jeg ikke kunne høre alle de her lyde.

Aldrig i mit liv havde jeg følt fem minutter gå så langsomt, som de her gjorde. Hvis ikke jeg havde haft min mobil til at tjekke, ville jeg have gættet på, at der var gået mindst 20 min. Hvorfor personen, der var kommet ind i mit hus, ikke var kommet ud i køkkenet endnu, kunne jeg ikke forklare, men det var bare til mit held.

Pludselig bankede det voldsomt på døren, og det gav et kæmpe sæt i mig. Der var ingen tvivl om, at det måtte være politiet, men jeg turde ikke rejse mig for at åbne for dem. Og så var det, at døren blev sparket ind, hvilket fik mig til at give et skrig fra mig og den første tåre trillede ned over min ene kind. Jeg havde ellers lovet mig selv, at jeg ikke ville græde, for så følte jeg mig alt for svag.

Der gik to sekunder, før der var en politibetjent, der satte sig på hug ved mig.

”Er du okay?” han tvang mig til at kigge ham i øjnene, og jeg nikkede med gispende åndedræt. Han nikkede. ”Bliv der,” beordrede han mig. Som om jeg overhovedet kunne finde på at gøre noget andet; jeg var rimelig sikker på, at jeg ville falde med det samme, hvis jeg rejste mig: så meget rystede jeg.

Burde de ikke have fanget den person nu, som var her? Kunne han virkelig slippe væk? I samme sekund, som jeg tænkte det, kom politibetjenten tilbage, denne gang sammen med hans makker, som strøg noget hår om bag øret.

”Jessica, her er ikke nogen.” 

***

Jeg kan ikke undskylde nok for det her. Seriøst. Jeg har så dårlig samvittighed, fordi hvordan kan jeg lade der gå så lang tid, før I fik det her kapitel? Det værste er det hele er, at jeg endda har haft det liggende i udkast, jeg har simpelthen bare glemt det dag efter dag - blevet distraheret og kommet fra det. 

Det er jeg virkelig ked af. Jeg LOVER at det ikke vil ske igen. Jeg har det dårligt over, jeg altid skal være så dårlig til at skrive, når jeg virkelig elsker det. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst skrev noget, som jeg kan lide og ikke noget til en skoleopgave. Jeg savner det. 

Håber, I kan nyde det her kapitel alligevel, selvom der gik lang tid. Og dam dam dam, hvad tror I, der er sket med Jess, siden hun tror, at der er nogen? Var der nogen eller har der aldrig været nogen? Who knows? Hvad tror I? 

Mirah.x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...