Lost 2: Searching - One Direction

*Searching er 2'eren til Lost, læs den, før du læser denne.*
Efter sidste skoleår, hvor ting fandt sted, problemer blev forværret, og hemmeligheder blev afsløret, som en slags stopklods for tingene, skulle man tro, at Jessica Hayes kan gå en lysere tid i møde; nye veninder og venner, ny personlighed - at hun alt i alt kan være sig selv og give sig tid til at finde den person, hun egentlig er. Men selvfølgelig skal tingene ikke være for lette for stakkels Jess, og tingene vender sig til det dårlige, før det gode overhovedet kommer frem. Hurtigt går det op for hende, at det ikke bliver let at klare dette skoleår. Kærlighedsdramaer opstår på kryds og tværs af køn og grupper, skænderier finder sted og fører i værste fald til slåskampe, alt imens trusler og løfter bliver givet - og selvfølgelig kan Jess ikke komme udenom konsekvenserne af alle tingene, hendes liv bliver fyldt op med.

168Likes
157Kommentarer
13252Visninger
AA

18. Half alive and hypnotized... (Nutid)

 

... by an icy prince with guilty eyes.

Christina - Kitten

 

Jeg træder ind ad døren, så varmen, de svedende, dansende mennesker allerede har skabt, slår imod mig og skaber en kontrast til den kolde nat, jeg kommer fra. Mine sko er lidt for høje, og jeg føler mig som Bambi på isen, da jeg for hundrede syttende gang i aften er ved at vrikke om. Et suk forlader mine læber, da jeg lader mig føre hen til garderoben. Jeg udleverer min jakke og får med det samme overrakt en lille, lyserød seddel med et nummer på, jeg hurtigt stikker i min skuldertaske.

Jeg kigger ned ad mig selv. Mit had til vinterballet har vokset sig større sammen med min dårlige samvittighed, så det, at jeg nu står her i en tåbelig og alt for prangende kjole, virker helt igennem latterligt.

Jeg mærker en varm hånd på min skulder, der får mig til at give et spjæt fra mig. Et lille smil vokser dog frem på mine læber, da jeg vender hovedet mod min ledsager. Alt kulden forlader min krop og efterlader den varm og tryg. ”Er du okay Jess?”

Jeg nikker som svar, så han smiler tilbage. Jeg kan se på ham, at han stadig tvivler på min plan. Han er vel stadig i tvivl om, om denne aften kommer til at fungere, eller om det, at vi kom her sammen, vil skabe et unødvendigt kaos.

”Vi kan ikke takke dig nok.” Lyder det lavt fra min anden side. Hurtigt vender jeg hovedet væk fra Liam, der før havde min opmærksomhed, og kigger i stedet mod Louis. Hans blik ser sårbart ud, men samtidigt er der en glæde i de blå øjne, der ikke kan skjules på nogen måde.

Taknemmeligt kigger jeg på dem begge og stikker mine arme ind under deres, så jeg nu står imellem dem. Jeg spænder i mine albuer og smiler så. ”Selv tak.” Andet kan jeg ikke sige.

Og med de ord tager vi de første skridt ind mod gymnastiksalen, der nu er blevet forvandlet til et overflødelighedshorn af hjerteformede balloner og blå spotlights. Luften er tung af sved og parfume, og musikken lægger sig som et massivt tæppe over både elever og lærere. Langs væggene er der placeret stole til tørvetrillerne og de uheldige, der ingen date har. Pigernes kjoler kan deles ind under tre kategorier: De lidt for afslørende, de overdressede, og dem, der fandt en balance mellem de to ting. Personligt føler jeg mig dum i min lange, sorte kjole, men min mor tvang mig til at tage den på. Glimmeret, der er indprentet i stoffet, bliver genspejlet i det blå lys, så jeg nærmest fungerer som en discokugle, hvilket giver mig al den opmærksomhed, jeg egentlig ikke havde lyst til at få.

Jeg prøver at forholde mig positivt indstillet; Prøver at skubbe alt væk og bare nyde aftenen. Men det er svært, når mine to ledsager konstant minder mig om, hvad jeg har gjort. Denne gang har jeg virkelig dummet mig, og jeg har lyst til at bryde sammen. Det er som om, boblen er sprunget. Jeg er kommet ud af den sindssyge boble, der har holdt mig fanget og påvirket mig med syge tanker og fjernet min etik og morale. Og nu, nu kan jeg se, hvad jeg har gjort.

Min plan virkede jo harmløs, gjorde den ikke? At sætte Niall og Harry op mod hinanden, så de til sidst ville lade mig og hinanden være i fred, så jeg ville opnå total kulde i mit hjerte. Hvad kunne gå galt?

Alting. Alting kunne gå galt, men selvfølgelig havde jeg ikke forudset noget. I modsætning til Niall, der havde læst mig, allerede i planens spæde begyndelse.

”Du ser godt ud,” Smiler Louis, så jeg nikker og lader som om, det var mig, han talte til. I virkeligheden står en smilende Liam bag mig. Efter han hjalp mig, den dag, hvor jeg trippede fuldstændigt, har vi i al hemmelighed plejet vores venskab. Det var ham, der foreslog, at jeg tog med ham til ballet. Derefter supplerede jeg med, at det kunne blive en date for tre, så jeg kunne fungere som en undskyldning for, at Louis og Liam kunne følges. Det fungerede for alle, og selvom vores venskab stadig er skrøbeligt, føler jeg, at en hvis tillid er tilbage. Dog ikke helt fra Louis’ side. Jeg mistænker ham for stadig at hade mig, men alligevel opfører han sig, som han plejede at gøre for flere år siden – dog kun, når vi er alene.

Men det er vel til dels Liam, der har hjulpet mig til mere eller mindre fornuft igen. Han var modstander af min plan med Niall og Harry fra starten af, og selvom den haltende blev gennemført, lykkedes det ham til sidst at give mig dårlig samvittighed. På det punkt ved jeg ikke, om jeg er specielt taknemmelig. En manglende samvittighed var rar, og nu, hvor den er vendt tilbage, har jeg det, som om jeg konstant går på knust glas med bare fødder. Alt afspejler konsekvensen af noget, jeg har gjort, og hver gang jeg støder på noget af det, får jeg en splint i hjertet.

En ekstra stor splint sætter sig, da jeg i mængden spotter Niall. Klistret til hans arm står en smilende Rebecca, der hører under første kategori af kjoler. Hendes lyserøde, lille sag, sidder tæt og nedringet, og der er ikke ligefrem overladt meget til fantasien. Men selvom hun ser sådan ud, selvom han ved, hvor forfærdeligt et menneske hun er, lægger han armen om hende og hiver hende ind til sig.

Mit hjerte krøller sig sammen, og selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, er jeg jaloux. Den mest usle og dumme følelse i verdenen, som lige netop jeg ikke burde føle. Hele planen var jo at gøre Niall jaloux, og se nu her?

Sådan går det, når du stopper med at lytte til mig. Husk på Jess, du kan ikke flygte fra mig. Du kan ikke flygte fra dig selv.

Mine øjne klemmer sig irriterede sammen, da stemmen runger i mit hoved. Jeg får nærmest kvalme af den. Og som prikken over i’et, griner Becca sin klamme latter, der får Niall til at smile et af de smil, der kunne redde Jorden. Det giver mig om end endnu mere kvalme.

”Jess, vil du med hen og stemme?” Spørger Louis venligt og river mig ud af min trancetilstand. Jeg ryster den hurtigt af mig, inden jeg placerer blikket på ham. Han ser nypoleret ud, som han står der i sit lysegrå jakkesæt. Liam, der står ved siden af ham, holder sig til noget mere klassisk og enkelt i sort og hvidt. Hvis man ikke vidste det, ville man aldrig kunne regne ud, at de var sammen, men det hele ligger gemt i detaljerne: Varmen i de kærlige blikke, de sender hinanden, de matchende knappenålsblomster og måden, de siger hinandens navn på. Alt det får mig kort til at glemme, at jeg har haft sex med dem begge og oven i købet overværet dem være sammen. Sådan kan man også få spoleret et cute øjeblik…

”Åha, skal jeg virkelig? Vi ved jo alle sammen godt, at du bliver konge…” Jeg hæver øjenbrynene og kigger overlegent på Louis, der ikke helt kan skjule selvsikkerheden, da han prøver at modsige mig.

”Hver stemme tæller, og selvfølgelig skal du vinde. Jeg tror, kronen kommer til at klæde dig.” Liam jager blidt sin albue i siden på Louis, der udstøder et lille fnis, inden han blinker og betryggende kigger på ham. ”Men Jess, du er velkommen til at blive stående her og stirre på Niall.”

De kigger på hinanden med smørrede smil, som var de to små 12-årige piger, der ikke brugte deres fritid på andet end at fnise. Jeg skal til at protestere og sige dem imod, men de er allerede på vej hen mod bordet, hvor man kan stemme på, hvem der skal blive ballets konge og dronning. Louis er som altid nomineret – af en eller anden grund er han blevet den af de populære drenge, der altid bliver nomineret og altid bliver kåret. Højst sandsynligt på grund af hans forhenværende kæreste, Sarah, der vildt nok også stiller op i år. De plejede at være skolens par, men nu, hvor de ikke er sammen længere, bliver det spændende at se, hvem der bliver det royale par.

Tanken, om at jeg kunne være en total underdog og blive kronet, strejfer mig kort, men det ville nærmest være for ironisk. For helt ærligt: Hvorfor i alverden skulle nogen stemme på mig? Min status på skolen er for tiden udefinerbar – nogen hader mig, andre tilbeder mig, mens den sidste del er ligeglade. Tænk, at de er ligeglade. Dem kan jeg godt lide.

Mit blik glider automatisk hen til der, hvor Niall og Rebecca før stod. Jeg når knapt at opfatte, at hun står der alene, før en hånd tager fat om min arm. Det gør ikke ondt, men alligevel udstøder jeg et lille, anklagende ”av”, mens jeg vender mig mod Niall.

”Du ligner en discokugle.” Siger han uden så meget som at smile. Øjnene, hvis farve bliver mere blå på grund af lysene, flytter sig ikke fra mine. De stirrer bare.

Irriteret hiver jeg mig ud af hans greb. Jeg har en brændende trang til at sukke over hans kommentar, men må desværre give ham ret. Jeg ligner en freaking discokugle. ”Du formår da at få opmærksomhed. Flot.” Han klapper kort og sarkastisk i sine hænder, inden jeg afbryder det.

”Og også hej til dig,” Siger jeg, mens jeg fører hænderne om bag ryggen, hvor mine negle borer sig ind i håndfladerne. ”Hvad laver du her? Skal du ikke tilbage til din date?” Jeg nikker i retning mod Becca, men Niall ryster bare lidt på hovedet. Dog ikke som svar på mit spørgsmål, men nok rettere af mig.

”Hvor er han?” Jeg prøver uskyldigt at se uforstående ud, men det er Niall hurtig til at få afbrudt. ”Drop det der. Du ved, hvem jeg snakker om.” Jeg svarer ikke, men lader for første gang i samtalen mit blik glide væk. Sammen med det glider jeg tilbage til et scenarie, fortiden ikke en gang har opslugt endnu.

”Hey, Niall!” Sagde jeg højt og glad, da jeg spottede ham på den anden side af gangen. Han stod alene ved sit skab og var i gang med at lægge nogle bøger i sin taske, da jeg nærmede mig ham. Ved lyden af min stemme så han op og smilede kort. Dog var der noget underligt ved smilet, der allerede fik sveden til at forme sig i mine håndflader, før jeg åbnede munden og fortsatte. ”Fik du mit brev?”

Jeg hentydede til det brev, jeg havde lagt i hans skab, med et spørgsmål om, om han ville følges til vinterballet. Jeg glædede mig allerede ved tanken om, at idioten virkelig troede på lortet. Det ville føles så godt at såre ham, så jeg kunne opnå det kolde hjerte, jeg sådan følte, jeg havde brug for.

Niall nikkede som svar og hev det op af sin taske, hvor han viftede det mellem to fingre. Smilende pegede han på det med den anden hånd, og spurgte: ”Det her?” Jeg kunne med det samme genkende det sarte, lyserøde papir, jeg havde valgt at bruge, og nærmest dufte parfumen, der let var blevet sprøjtet på det for at skabe en illusion om, at jeg var en smaskhamrende forelsket skolepige. Det selv samme brev havde Harry også modtaget. ”Jeg vil pænt takke nej.”

”Hvad mener du?” Grinede jeg, fordi jeg troede, det var en joke. Kunne det være andet? Jeg mener, drengen havde jo tydeligt vist interesse i mig i så lang tid nu, så et nej var langt fra et muligt udfald.

”Jeg mener: Nej, jeg vil ikke følges med dig til vinterballet.” Smilet forsvandt, og da gik det op for mig, at det ikke på noget tidspunkt havde været ægte. ”Jeg ville have sagt ja, men så så jeg dig putte præcis samme brev i Harrys skab, og man skal jo ikke være atomfysiker for at regne ud, hvad du har gang i.” Roligt lagde han brevet tilbage i tasken sammen med resten af sine bøger, inden han igen kiggede på mig. ”Du er jo syg.”

Medlidenheden var ikke til at tage fejl af, og det ramte mig så hårdt i det hjerte, der ellers burde være koldt som is. Uden flere ord gik han og efterlod mig lamslået. Det eneste, jeg kunne trøste mig med, var, at planen til dels var lykkedes, for jeg havde fået ham til at afsky mig. Dog blev jeg i tvivl om, om det overhovedet var det, jeg ville. Og alle ved, at tvivl er et af de største tegn på svaghed.

”Det ved jeg ikke.” Svarer jeg endelig, da jeg med et gys kommer tilbage til nuet. Jeg prøver at være så kold som mulig, da jeg dog tøvende åbner munden igen, ”Hygger du dig med din date?”

”Hvem er du så kommet her med?” Spørger han undrende og taber for et øjeblik masken. Men fordi han undgår mit spørgsmål, vælger jeg at grave dybere.

”Nu var det mig, der spurgte dig om noget.”

Han åbner munden og lukker den så igen, sikkert for at tænke over, hvad han skal svare. Jeg forstår ikke helt, hvad det er, vi har gang i lige nu, men jeg synes efterhånden det er trættende, selvom det faktisk er mig, der gjorde kåd for den kolde samtale. ”Ja, det gør jeg overraskende nok. Det er meget let at være sammen med hende – ikke så kompliceret, uden drama og tvetydige signaler. Det er forfriskende.” Han spicer sit angreb op med et smil.

”Du ved, det er ikke specielt sundt at gå og være indebrændt.” Jeg kan mærke, at han begynder at irritere mig mere og mere. Men hvis jeg faktisk tog mig tid til at tænke mig om, ville jeg sikkert opdage, at jeg ikke er sur men ked af det. Det er min egen skyld, at jeg nu står her og er skydeskive, men jeg har vel til dels fortjent det.

”Siger du,” Er hans eneste svar, ”Og nu er det din tur til at svare: Hvem kom du her så med?” Han lægger armene over kors og ligner ikke just en, der har tænkt sig at rykke sig lige foreløbigt. ”Ikke at det spiller den store rolle.”

”Det må jo spille en rolle, siden du spørger,” Smiler jeg, ”Men for at svare, kom jeg her med Liam og Louis.”

”Liam…?” Han får næsten navnet galt i halsen. Han ser ikke helt ud til at kunne forstå noget som helst. ”Er du… Jeg mener, jeg troede, han hadede dig… I er ikke… Er I?”

Denne gang bobler et ægte grin op til overfladen, der mere kommer ud som et grynt end latter, mens jeg hurtigt ryster på hovedet. ”Vi er her bare som.. venner.” Forklarer jeg, og stemningen har lige pludselig ændret sig drastisk, som om hele den foregående samtale bare var kærligt dril mellem to venner. Desværre kan man ikke ligefrem kalde os det. Hvad vi er, ved jeg ikke helt. Vi er ligesom bare.

”Og Louis?” Han hæver det ene øjenbryn lidt og fugter kort sine læber, hvilket irriterende nok fanger mit blik. Synet af det får mig til at savne at blive kysset. Bare kærtegn i det hele taget føles som noget fremmed og urealistisk; Som en fjern drøm om noget, der ikke eksisterer.

Jeg vender tilbage til samtalen med en trist og tom følelse, der fylder mig. Kort stiger trangen til bare at gribe fat om Nialls kæbe og tvinge hans læber mod mine, men jeg knytter bestemt hænderne sammen, da det ville være alt andet end klogt. ”Han manglede nogen at følges med, nu hvor han ikke længere er sammen med Sarah, så jeg tilbød ham det. Jeg tænker, jeg er et godt og kontroversielt valg.” Sælger jeg mig selv med et lille smil, der overraskende nok bliver gengældt.

”Gid vi alle kunne være kommet med sådan en kontroversiel én, som dig. Du solgte det sgu meget godt…” Griner han og tager sin hånd om til nakken, mens han flygtigt skæver mod Rebecca, der nu står sammen med Sarah og Angelina. Det sender et gys igennem mig, da jeg ser dem, så jeg er hurtig til at vende tilbage til min og Nialls samtale.

”Jeg troede, du sagde, hun var ’forfriskende’,” Siger jeg, og prøver til sidst at parodiere Niall med en mørk stemme.

”Hun er lidt ligesom iste: Kold, forfriskende, lidt for sød og kedelig. Jeg er mere til noget alkohol – det er mere sjovt.” Han blinker drenget og lægger ikke skjul på, at han mener, jeg er alkohol. ”Dog vågner man op med nogle konsekvenser dagen efter – det sker ikke med iste…”

”Men er det ikke det værd?” Flyver det ud af munden på mig. Min stemme er lav men kæk, og jeg opdager til min store skræk, at jeg ubevidst er rykket tættere på ham. Hvorfor han ikke har trukket sig væk endnu, har jeg faktisk en idé om, for om han vil det eller ej: Én gang alkoholiker, altid alkoholiker.

”Det afhænger af så meget…” Svarer han lavt tilbage, og ikke en eneste gang flakker hans blik. ”Men for det meste jo. Der er bare det ved det, at jeg ikke har godt af det – jeg er sgu ikke helt god til at håndtere det…”

Det føles næsten som om, alt larmen omkring os er forsvundet. Som om stridsøksen blev begravet i metaforer. Hans smil er svagt, men det er der, og bare det gør mig varm indeni. Håbet spirer om en fremtid, der faktisk ikke ser så sort ud.

Det hele sker i slowmotion, da vi nærmer os hinanden. Før jeg ved af det, kan jeg mærke hans varme ånde tæt på mine læber. Jeg når dog ikke at lukke øjnene i, før han hårdt bliver skubbet væk. Den kortvarige boble af lykke bliver sprunget, og jeg når ikke at reagere, før Niall ligger på gulvet.

Det sidste, jeg registrerer, er et par velkendte grønne øjne omringet af brune krøller, inden mit syn bliver skygget af de blomster, jeg hårdt får tyret lige i hovedet.

______________________________________________________________

Hola!

Så er vi i gang igen! Hvad siger I? Glæder mig til at læse jeres reaktioner! Endelig skriv, hvad I synes :)

Håber, I har glædet jer mindst ligeså meget, som vi har, og at kapitlerne lever op til jeres forventninger...

Udover det kan I allerede se frem til i morgen, hvor endnu et kapitel bliver publiceret - yay!

xx Silke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...