Lost 2: Searching - One Direction

*Searching er 2'eren til Lost, læs den, før du læser denne.*
Efter sidste skoleår, hvor ting fandt sted, problemer blev forværret, og hemmeligheder blev afsløret, som en slags stopklods for tingene, skulle man tro, at Jessica Hayes kan gå en lysere tid i møde; nye veninder og venner, ny personlighed - at hun alt i alt kan være sig selv og give sig tid til at finde den person, hun egentlig er. Men selvfølgelig skal tingene ikke være for lette for stakkels Jess, og tingene vender sig til det dårlige, før det gode overhovedet kommer frem. Hurtigt går det op for hende, at det ikke bliver let at klare dette skoleår. Kærlighedsdramaer opstår på kryds og tværs af køn og grupper, skænderier finder sted og fører i værste fald til slåskampe, alt imens trusler og løfter bliver givet - og selvfølgelig kan Jess ikke komme udenom konsekvenserne af alle tingene, hendes liv bliver fyldt op med.

168Likes
157Kommentarer
13247Visninger
AA

11. Don't blow this, don't kill your future... (Nutid)

 

... Don't fool me, don't fool the one you love.

Urban Cone - Deja Vu

 

Mit hjerte banker hårdt i brystet på mig, mens jeg kæmper en indre kamp med min samvittighed. En indre kamp jeg har kæmpet lige siden Lexie blev bortvist. Jeg kæmper for at holde mit åndedræt i et roligt og afslappet tempo, men det er som om det ikke kan lade sig gøre. Det har måske noget at gøre med, at jeg er alt andet end rolig. 

Om lidt vil Harry ringe på. Han vil komme herop, han vil smile til mig og faktisk behandle mig ordenligt. Hvorfor er jeg så bange for det? 

Jeg føler et sug i hele min krop, da jeg bliver revet tilbage i et flashback, der har kørt på replay for mine øjne, lige siden jeg havde den samtale.

Jeg bankede stille på, og nåede at komme i tivivl om jeg skulle banke hårdere, i samme øjeblik som Angelina åbnede døren for mig. "Jess! Hyggeligt at se dig!" Den falske søde tone var næsten ligeså kvalmende som den parfume, hun havde på den dag. Jeg blev helt omtåget af den, da hun trak mig ind i et kram. 

"I lige måde…" Mumlede jeg sammenbidt, og sikkert så lavt, at det kunne have været lige meget. Angelina trådte til side, og jeg bevægede mig ind i den lille lejlighed, jeg efterhånden havde været i mange gange. Sidst jeg var her, havde jeg ændret mig. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville være iskold. Og det var den beslutning, der havde bragt mig tilbage dertil. 

Angelinas plan havde virket. Lexie var blevet bortvist. Det var et faktum, jeg stadig havde svært ved at forstå. Jeg kunne simpelthen ikke få det banket ind i hovedet. Lexie var væk, og havde efterladt en tom trone, Angelina havde været hurtig til at sætte sig på. 

Jeg fulgte efter hende ind i stuen, hvor vi begge satte os i hendes grønne fløjlssofa. Jeg ved faktisk ikke, om jeg ligefrem ville kalde den grøn. Mere… Brun-grøn. Sådan lidt smat. Lidt ligesom Harrys øjne… "Forresten, tak for hjælpen Jess," Angelina hev mig ud af mine tanker om Harrys øjne, og holdt sin hånd frem mod mig, som en opfordring til at jeg skulle give hende en high-five. Jeg valgte bare at stirre tomt på den, inden hun til sidst rullede med øjnene og sænkede den. "Er man blevet for sej til det nu, hva'?" 

Jeg sukkede stille over hendes dumme kommentar, og åbnede min mund for at sige noget, da det gik op for mig, hvor tør den var blevet. "Angelina, kan vi ikke komme til sagen?"

Endnu en gang grinede hun lidt over mig, og formåede faktisk at få mig til at føle mig ydmyget og dum. Allerede på det tidspunkt, var hun blevet uhyggeligt god til at fylde Lexies sko ud. "Jess, Jess, Jess… Jeg prøver bare at løfte stemningen lidt. Men okay, hvis du ikke vil fejre Lexies nederlag, vores sejr, så er det da fint med mig." Hun trak kort på skuldrene, inden hun lænede sig frem og tog det glas, der stod på det lave sofabord. Glasset efterlod et rundt aftryk i det mørke træ, og først da Angelina placerede glasset derpå igen, vred jeg mine øjne fra det. 

"Hvad var det nu, jeg skulle hjælpe dig med?" Før jeg nåede at svare, afbrød hun mig med et lille grin. "Nå jo, du ville blive kold, ikke? Fortrænge din samvittighed? Du er kommet til den rette, så meget kan jeg da sige." Foruroligende nok lød hun næsten helt stolt af sig selv, da hun sagde det sidste.

"Du kunne godt hjælpe mig ikke? Du ved, du lovede fakti-"

"Selvfølgelig kan jeg hjælpe dig, Jess! Vi havde en aftale, og jeg er ikke typen, der ikke holder, hvad jeg lover. Faktisk har jeg tænkt lidt over det, og er kommet frem til en plan, der vil være god for os alle. Eller næsten, men om der er en der ryger i svinget, og bliver lidt ked af det, er da en billig pris at betale, synes du ikke?" Hendes smil fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen, men for alt i verdenen ville jeg ikke vise, hvilken effekt hun havde på mig. Derfor nikkede jeg bare hurtigt, og erklærede mig enig med en lille, overbærende lyd. 

"Se, allerede nu er du godt på vej," Kommenterede hun kort, og nikkede anderkendende. "Okay, hvad kan give dig dårligst samvittighed?"

Der gik lidt tid, inden det gik op for mig, at hun faktisk forventede et svar. "Øhm… Når jeg gør noget forkert?" Det endte med at komme ud som et spørgsmål, og det kunne jeg vel kun give min usikkerhed skylden for.

"Noget forkert. Præcis. Sig mig nu: Hvad kunne du gøre, som ville være forkert?" Hendes luskede smil voksede sig større, da jeg tøvende gik i gang med at svare.

"Hvis jeg… Hvis jeg gjorde nogen fortræd?" Igen blev det et spørgsmål, og jeg kunne slå mig selv i hovedet.

"Og hvem har du lettest ved at gøre fortræd? Hvem har du såret gang på gang? Hvem kan du knuse så let som ingenting?" Jeg vidste, hvad hun ville have mig til at sige. Men fordi hun ikke kendte mig så godt, vidste hun ikke, at jeg faktisk havde let ved at såre alle. Det måtte være mit eneste talent: At såre folk. 

"Niall." Sagde jeg endelig, med en lav stemme, jeg alligevel prøvede at gøre bestemt. Angelina udstødte en lyd, der mest af alt mindede om lyden, når nogen svarer forkert i et quiz-show.

"Tæt på: Niall og Harry." Det var i det øjeblik, tvivlen for alvor voksede i mig. Hvad havde jeg gang i? "De er de eneste to, der betyder noget for dig. Benægt det ikke Jess, det er tydeligt for alle, uanset om du vil det eller ej. De er de eneste, der holder dig fra at være kold. De… holder dig varm," Hun klukkede lidt over sit eget ordspil, inden hun fortsatte, "Knus dem, og du knuser dine følelser for dem. Voila: Du bliver følelsesløs."

"Men-"

"Ikke noget 'men', Jess. Se på mig," Hun greb truende fat om min kæbe, og tvang mine øjne til at møde hendes, så jeg kunne mærke frygten snige sig ind på mig. "Du kan godt gennemføre det her. Det er det, du vil."

Det er det, jeg vil. Det er det, jeg vil. Tanken føltes rigtig, jo flere gange jeg tænkte den, og jeg prøvede at overdøve min samvittighed, der panisk skreg, at jeg skulle se at komme væk.

"Hvordan skal jeg… knuse dem?" Mine ord fik Angelina til at slippe sit tag om min kæmpe, og lyse op i et smil, der til forveksling kunne se ægte ud. Hvis det ikke var fordi, jeg kendte hende så godt, og at hun sekundet inden havde set alt andet end sød ud, ville jeg tro på, at det var ægte.

"Simpelt: Få dem til at knuse hinanden. Gør dem så jaloux, at de til sidst begge 'mister' dig. Forhåbentligt vil det være nok. Bare glem, at de har følelser. Glem alt, der er sket i fortiden. For du er jo ligeglad nu, ikke?"

Flashbacket slutter, og jeg kan mærke hvordan det langt fra hjalp på mine nerver. Jeg ryster lidt på hovedet over mig selv. Jeg er på vej væk fra alt, der føles rigtigt, og har bevæget mig derud hvor jeg ikke længere kan bunde. Men nu er det for sent at vende om, så jeg bliver nødt til at fortsætte med at svømme, til jeg igen kan mærke havbunden mod mine fødder.

Nej, hvor er du da bare poetisk, Jess! 

Stop med at tvivle. Kan du ikke huske hvad Angelina sagde til dig? Det her er det, du vil. De har selv været skyld i det!

Jamen-

Det er deres egen skyld! Harry vidste hvordan du havde det, og alligevel gjorde han ikke noget. Og Niall ville ikke tilgive dig, efter du havde gjort, hvad han bad om. Du var aldrig god nok til nogen af dem, vel? De fortjener det her! De fortjener selv at føle, hvordan det er at blive afvist og undertrykt. Hvordan det er at være magtesløs.

Hvordan det er at være mig… 

En summende lyd kommer fra dørtelefonen, så det giver et sæt i mig. Hurtigt kommer jeg på benene, og med et hjerte, der kører på højtryk, kommer jeg hen til dørtelefonen. Jeg er et øjeblik bange for, at jeg ikke kan få sagt noget, for min hals snører sig sammen, men alligevel formår jeg at sige et hej, da jeg tager telefonen mod øret.

"Hey Jess, det er mig. Harry," Det sidste skynder han sig at tilføje, efterfulgt af et lille grin, der går direkte i hjertet på mig.

"Kom bare op!" Min stemme lyder underligt lys, da jeg skynder mig at knalde røret på igen, og klikker på knappen, med den lille nøgle, så døren bliver låst op nede hos Harry.

Jeg sender mig selv et blik i spejlet, der hænger på væggen. Hvorfor skal mine øjne altid se så svage ud? Så lette at gennemskue… 

I dag ligner jeg faktisk mig selv, og ikke den dullede, populære Jess. Jeg har min bløde, grå trøje på, der vækker minder fra den morgen, hvor jeg endelig fik snakket med min familie om nogle af mine tanker. Den sender mig tilbage til den hyggelige morgenmad og den rare stemning, og giver mig en vis tryghedsfølelse. 

Jeg åbner min dør, og adrenalinen begynder at pumpe rundt i mig, da jeg kan høre hvordan Harry hurtigt går op ad trapperne. Jeg må ikke fucke det her op. Det må ikke gå galt.

Få det til at virke ægte. Spil et skuespil - det er du jo så god til.

Det, jeg er bange for, er, om det overhovedet bliver et skuespil i sidste ende…

"Hey," Siger en forpustet Harry, da han et øjeblik efter står foran mig. Han smiler skævt og jeg ved lige pludselig ikke hvad jeg skal gøre eller sige. Derfor ender jeg med bare at stå og kigge på ham, så han med et lille grin rømmer sig og kigger spørgende på mig.

"Sorry, jeg… Hej! Kom indenfor!" Jeg træder til side, så Harry kan gå ind i min entre, og lukker døren bag ham. Hans jakke er kold da den snitter min hånd, og det går op for mig, at jeg ikke har været udenfor hele dagen. Det er heller ikke fordi vejret er til det, men alligevel…

Jeg lader mit blik hvile på ham, mens han bakser lidt med at få overtøjet af. Hans bevægelser ser hektiske og næsten… nervøse ud. Er han nervøs?

"Får du set det hele?" Siger han drillende, og det går op for mig, at han er færdig med at få overtøjet af, og nu har opdaget min stirren. 

Tag dig sammen Jess.

Jeg skynder mig at få et kækt smil frem på læberne. "Ingen kommentar. Du har forresten glemt at lyne dine bukser."

Chokeret kigger Harry ned, men jeg når at grine inden, så han kigger irriteret på mig igen. Hans irritation virker dog ikke så stor, for han kan ikke lade være med at grine lidt. "Fuck dig."

"Fuck dig selv." Svarer jeg med et grin efterfulgt af et lille smil, der er så sødt, at jeg næsten selv får kvalme. Harry ser ikke ud til at gennemskue det, og da han vender sig om, for at gå ind i min stue, stopper jeg brat mit smil. Jeg kan mærke hvordan jeg rynker brynene, og mit hoved gør ondt. Hvorfor er det overhovedet, jeg gør det her? Jeg har ikke lyst til det på nogen måde, for jeg er jo kommet over ham… Er jeg ikke?

Jo jeg er. Og derfor føles det så underligt at gå tilbage til det - finde alle følelserne frem. Det værste er, at jeg hele tiden har i baghovedet, at han ender med at blive såret. Hvorfor skal det her gå ud over ham? Hvad har han gjort?

Er det ikke rettere sagt, hvad han ikke har gjort? Hvorfor sagde han dem aldrig imod? Han vidste, hvordan du havde det i al den tid, men var aldrig mand nok til at sætte en stopper for det. Selv nu, efter alt hvad der er sket, er han stadig en lille, falsk væsel. Han vil dig ikke noget godt Jess, han udnytter dig bare. Han venter på at kunne knuse dig igen. Vil du ikke komme ham i forkøbet? Vil du ikke knuse hans hjerte, ligesom han knuste dit? Han forstod jo ikke, hvorfor du sagde de ting, du sagde. Han har aldrig forstået dig Jess. Alt, han nogensinde har sagt til dig, har været løgn. Han vil ødelægge dig. Ligesom alle andre. Nu har du endelig chancen for at komme ham i forkøbet. Grib den chance.

Stemmen er så overbevisende, at jeg kan mærke alle de følelser, fra dengang, boble i mig. Jeg kan mærke skuffelsen, fra da han sagde vi var forbi. Jeg kan mærke usselheden, fra da han kiggede på mig med det blik, jeg ikke kan glemme foreløbigt. Jeg kan mærke vreden, gråden i halsen og ydmygelsen, fra dengang han afviste mit kys. Alle de følelser blander sig i mig, og overskygger min tvivl.

Jeg går ind i stuen og smiler hurtigt til ham, da jeg opdager, at han allerede har sat sig i min sofa. "Du føler dig vidst hjemme…" Mit grin tager til, da jeg lægger mærke til, at hans kinder faktisk bliver lidt røde i det. 

Jeg sætter mig ned ved siden af ham, og sukker stille. Et lille suk, der indeholder så meget mere, end hvad det lyder til. Ud af øjenkrogen kan jeg se, hvordan Harry kigger på mig. Jeg kan næsten mærke hvordan hans øjne, der har den samme farve som Angelinas sofa, glider over mit ansigt og suger hver lille detalje til sig. "Jess…?" Mumler han efter lidt tid, så jeg drejer hovedet. 

Hans grimasse er en underlig blanding af skyldfølelse, undren, og et smil. "Er det nu en god idé, jeg er her? Jeg mener, vi kunne komme i problemer, hvis de andre finder ud af, at jeg frivilligt har været sammen med dig…"

Kan du se, hvad jeg siger Jess? Han tør stadig ikke gå imod dem. Han tror, han er så stærk og selvstændig, men i virkeligheden er han bare ynkelig.

"Hm…" Jeg smiler svagt, inden jeg fortsætter. "Af en eller anden grund, tror jeg ikke, de har noget imod det…" Jeg fastholder hans blik, og lader ham finde sin egen mening i mine ord. Det, jeg rent faktisk mente, var, at Angelina nok vil sørge for, at det er helt ok - hvis nogen altså finder ud af det.

Vi sidder lidt og kigger hinanden i øjnene, inden han flygtigt fjerner sit blik. Ubevidst rynker han forvirret sine øjenbryn, mens han ser ud til at kigge på sine hænder. Jeg gad godt vide hvilke tanker, der løber gennem hans hoved lige nu…

"Hvorfor inviterede du mig egentlig herhen?" Ender han med at spørge, stadig uden at se op. Det er som om, alt, han siger, er overdrevet sårbart, så jeg overvejer mit svar i et lille stykke tid, inden jeg åbner munden.

"Fordi jeg savner dig…" Mine ord får ham til at kigge på mig igen, men denne gang er der noget forandret ved hans blik. Smilet, der vokser sig frem på hans læber, og får de karakteristiske smilehuller til at titte frem, er et smil, jeg ikke har set længe. 

Og selvom jeg nødigt vil indrømme det, mister jeg kontrollen over mig selv, og ender med at smile ligeså oprigtigt tilbage til ham. 

_____________________________________________________________________________________

Hey venner!

Så fik jeg lige skrevet et nyt kapitel - jeg troede faktisk, jeg havde et i udkast, men så gik det op for mig, at jeg var bagud.. hov

Jeg håber i kunne lide det! Skriv hvad i synes, ikke?

Og jeg håber ikke, jeg failede i at skrive datid (det er ikke min stærke side)...

 

Ønsk mig held og lykke, for fra i morgen til og med torsdag står det på terminsprøver, weehu:DD LML:DDDDDDD (er sarkastisk, hvis i ikke kunne fornemme det...)

xx Silke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...