Lost 2: Searching - One Direction

*Searching er 2'eren til Lost, læs den, før du læser denne.*
Efter sidste skoleår, hvor ting fandt sted, problemer blev forværret, og hemmeligheder blev afsløret, som en slags stopklods for tingene, skulle man tro, at Jessica Hayes kan gå en lysere tid i møde; nye veninder og venner, ny personlighed - at hun alt i alt kan være sig selv og give sig tid til at finde den person, hun egentlig er. Men selvfølgelig skal tingene ikke være for lette for stakkels Jess, og tingene vender sig til det dårlige, før det gode overhovedet kommer frem. Hurtigt går det op for hende, at det ikke bliver let at klare dette skoleår. Kærlighedsdramaer opstår på kryds og tværs af køn og grupper, skænderier finder sted og fører i værste fald til slåskampe, alt imens trusler og løfter bliver givet - og selvfølgelig kan Jess ikke komme udenom konsekvenserne af alle tingene, hendes liv bliver fyldt op med.

168Likes
157Kommentarer
13218Visninger
AA

2. Doesn't matter if I shout or if I scream. (Datid)

 

Little Mix - Madhouse 

Jeg følte mig virkelig malplaceret og uvelkommen, da jeg satte mine fødder på skolens område. Det havde været skønt ikke at skulle tænke på det hele sommerferien – jeg havde virkelig nydt det, for det havde været sådan en befrielse ikke at skulle tænke på de andre og i det hele taget bare se dem. Nu var sagen bare den, at jeg skulle tilbage, fordi sommerferien ikke varer evigt, og jeg var 99% sikker på, at det ikke ville blive noget kønt syn. Det kunne det umuligt.

Skolen virkede om muligt endnu mere utiltalende, end den havde gjort sidste år, men jeg tvivlede ikke et sekund på, at det ikke var, fordi det var skolen. Det var de andre, jeg var stort set rædselsslagen for. De kunne gøre lige, hvad de ville, mod mig, for de havde magten.

Magten, som jeg havde afgivet min ret til, da jeg kom ud med alle de hemmeligheder, jeg havde båret på mig. Jeg havde troet, at jeg ville være meget mere lettet, efter jeg havde sagt det, men det havde ikke helt været sådan. Jo, ind i mellem slog det mig, at det var rart, at jeg ikke bar på alt det selv, men havde jeg ikke bare gjort det til et levende helvede for de andre?

Like I would care, det var bare dem, trods alt, og jeg var ikke på talefod med dem, men stadig. Jeg havde sagt, at Louis var biseksuel, og var det virkelig fair? Nu vidste alle det, og jeg var godt klar over, at der nok var nogen, der ikke var så glad for homoseksualitet på den her skole.

Jeg slog tankerne ud af hovedet, da et alt for velkendt syn mødte mig. Der, lige til venstre for mig, stod de alle sammen, som de havde gjort hver morgen gennem hele sidste skoleår: Lexie, Rebecca, Louis, Zayn, Harry og Sarah.

Hurtigt bøjede jeg hovedet ned mod jorden og satte farten op i håb om, at jeg bare kunne slippe forbi dem hurtigt. Dog lod det ikke til, at skæbnen var helt med mig.

”Jessica!” det var klart Lexies stemme, og som var jeg en hundehvalp, snurrede jeg rundt og kiggede lige hen mod dem. Til min overraskelse stod de fleste af dem med et smil på læberne, men fordi jeg trods alt kendte dem, kunne jeg godt se, at det var et falskt smil. De var ude på noget.

”Kom,” fortsatte Lexie og lavede et nik med hovedet som tegn til, at jeg skulle gå hen til dem. Hvilket selvfølgelig gjorde uden at sætte spørgsmålstegn ved det.

”Hva.. hvad så?” spurgte jeg med en alt for spinkel stemme, der også valgte at forråde mig, så jeg lød endnu dummere. Med et suk trak Lexie mig helt hen til dem, da jeg stadig stod i godt en halvanden meters afstand fra dem.

Nu begyndte jeg seriøst at undre mig over det her. Lexie begyndte at snakke: ”Okay, nu skal du høre her, Jessica. Der er en grund til, at vi snakker til dig nu, for som om vi vil gøre det af egen fri vilje efter det, du gjorde mod os, men det bliver vi nødt til, ok? Og det er bedst for dig, hvis du bare holder næbet lukket og lytter og derefter bare er enig med os, er det forstået?” hun kiggede strengt på mig, og jeg kunne ikke gøre andet end at nikke – jeg var alligevel helt mundlam, så det gav sig selv.

”Vi er kommet frem til den konklusion, at du bliver nødt til at være sammen med os. For vores omdømme. Hvad vil folk ikke tro, hvis vi ikke ses med dig mere? Så ved de jo, at vi kan blive væltet af pinden, og det vil vi ikke have, det ved du godt. Så du skal være sammen med os, selvom vi slet ikke kan lide dig. Undskyld, det lød underligt. Men du skal ikke tro, at vi på nogen måde tilgiver dig, for det er langt fra tilfældet,” afsluttede hun.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. En del af mig havde håbet, at det hele kunne være ligesom før, når jeg startede her igen, og nu havde jeg muligheden for halvt at få det. Men en anden del af mig havde også håbet på, at jeg endelig havde fået en mulighed for at kunne ’bryde fri’ fra det ’fangeskab’, jeg før havde været i, ved at være bundet sammen med dem, og nu var jeg her igen.

”Jess…ica?” jeg kunne let høre, hvordan Louis med nød og næppe nåede at få sagt hele mit navn – det lå vel for dybt i ham at skulle kalde mig Jess, for der var stort set ingen, der kaldte mig Jessica.

”Øh,” kvækkede jeg og ville ønske, jeg kunne slå mig selv, spole tiden tilbage og få sagt noget andet, ”det lyder fint,” var det næste, der så røg ud af mig, og jeg smilede akavet til dem. Ingen af dem svarede, og jeg vendte mig om.

”Makker, du ved godt, at du skal være sammen med os nu og ikke gå, ikke?” Bec-Rebecca greb min arm og trak mig tilbage, og endnu engang ønskede jeg, at jeg kunne slå mig selv. Hvordan kunne jeg på nogen måde være så dum at vende mig for at gå oven på det, de lige havde sagt? For helvede da også.

”Ups,” svarede jeg lamt, men der var ikke andet at sige. Og så stod vi der. I en akavet stilhed, indtil Zayn bragte et samtaleemne op om en fest, som jeg ikke havde været med i. Hele min sommer havde jeg været den mest asociale person, man kunne finde i miles omkreds.

Mit blik lod jeg glide rundt omkring over skolen, imens de andre snakkede. Jeg kunne ikke undgå at ligge mærke til, hvordan folk blev ved med at sende lange blikke hen til os. Det gjorde de altid, men der var noget anderledes over det den her gang, kunne jeg fornemme. Og selvfølgelig var det min skyld, for det var mig, der havde sagt alt muligt. Oh fuck altså.

Jeg fortsatte med at kigge rundt, indtil mit blik pludselig gled hen på en alt for velkendt person. Det gjorde praktisk talt ondt i mit hjerte at se ham her. Hvor ville jeg ønske, at han ikke var flyttet herhen. Så ville jeg ikke være nødt til at skulle se på hans blonde hår og de søde øjne eller høre hans irske accent i et flygtigt øjeblik, når vi passerede hinanden på gangene.

Hurtigt lukkede jeg øjnene i et par sekunder og vendte mig rundt. Der åbnede jeg dem igen, men det var ikke som om, at det ligefrem gjorde det meget bedre at kigge der, for gæt hvem, der mødte mit blik der? Liam.

Han stod mindre end 5 meter væk fra mig, og hans øjne lå gennemborende på mig. Det var ikke fair. Da det gik op for ham, at jeg stirrede igen, fik han hurtigt fjernet de store, brune øjne fra mig, og jeg bed mig i læben.

Jeg havde virkelig formået at få fucket mit forhold til alle op. Men hvorfor kom det bag på mig? Det burde det ikke, vel?

Flere gange kom jeg til at tænke på, hvad det var, jeg havde sagt. Lad os lave en liste:

Sarah havde været utro med Zayn og Harry.

Louis havde været utro med Zayn og mig.

Dermed også sagt, at jeg havde haft en trekant.

Louis var biseksuel.

Lexie var en bitch – som alle ved.

Jeg havde sagt, at Lexie var vild med Zayn og havde været det altid.

Jeg havde haft sex med Liam, min stalker.

Jeg havde fortalt sandheden om det, der var sket med Nialls bror.

Jeg havde forklaret om, hvordan Rebecca bagtale alle, alt efter hvilken person, hun var sammen med.

Jeg havde sagt, at Rebecca kunne lide Niall

Ja. Man kunne vidst godt blive enige om, at der var masser af grunde til at hade mig for det, jeg havde gjort, ikke? Jeg havde hængt dem alle sammen ud – bortset fra Liam og Niall, for ja.. de var ikke med i gruppen.

Klokken ringede og rev mig ud af mine tanker. Jeg kiggede hen på de mennesker, jeg nu skulle forestille at være venner med og sukkede indvendigt. Nu startede dagen med at skulle spille skuespil. Skuespil, som jeg ville skulle spille hver evig eneste skoledag i dette skoleår.

Jeg håber, du er en god skuespiller, Jess.

 

 ***

 

Det her var ulideligt. Intet mindre end ulideligt. Jeg havde aldrig i mit liv troet, at det kunne være så svært at spille skuespil, når det omhandlede, at jeg skulle lade som om, at de var mine venner.

Jeg havde været nødsaget til at grine af Lexie, når hun ikke havde sagt noget sjovt, eller være glad og give kram og dele smøger ud, når vi mødtes i pauserne. Alt sammen så folk ikke fattede mistanke.

Fantastisk, ikke? Bare super skønt, at det er sådan, når man er i skole. Dette er så det fantastiske, folk snakker om, når de godt vil opnå popularitet på deres skole. Rend mig i røven, det er det mest nederen, der nogensinde er sket for mig, og jeg ville ønske, at der var en måde, jeg kunne komme ud af det. Den mulighed havde Lexie og de andre allerede taget fra mig, da jeg kom her i morges.

Lige nu gik jeg side og side med Harry og tvang mig selv til at være glad. Folk vidste, at vi ikke var i noget forhold, for som om, at vi ville være det, men noget sagde mig, at folk troede, at vi ville finde sammen igen. Folk sendte i hvert fald blikke efter os, og i ny og næ hørte jeg også folk hviske.

"Oh my god, Harry Styles og Jessica Hayes går sammen igen!”

Jeg havde lyst til at råbe et eller andet til dem, men jeg vidste ikke hvad. Derudover var et også bedst for mig, hvis jeg bare holdt lav profil, og det ville ikke gøre andet end godt for populariteten, hvis der kørte romantiske ryger rundt; folk plejede at finde det meget interessant, når det foregik mellem os.

Imens vi gik ned af gangen, hørte jeg folk komme med forskellige udbrud i stil med: ”Det er Jessica.” ”Hvorfor ses de med hende?” ”Hvor er det fedt,” ”Jess er lidt underlig, men hun er cool.” ”Er det ikke bare respekt til hende, fordi hun sagde noget lort omkring de populære? Ikke, at hun er bedre – se hende lige. Hun kom garanteret kravlende tilbage og bad dem om at tage hende tilbage i gruppen.”

Det gjorde ondt på min stolthed, og det sårede mig, det måtte jeg indrømme. Men jeg måtte gøre, hvad der skulle gøres: tage Harry under armen og ignorere det; kigge frem mod min destination (og jeg anede faktisk ikke, hvor vi skulle hen) og se ud som om, ordene ikke sårede mig.

Imens vi gik, passerede Niall os. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på ham, og hans blik mødte mit. Aldrig havde jeg set så meget skuffelse i et blik. Jeg var godt klar over, at han nok havde forventet mere af mig efter det, jeg havde sagt – men så igen; hvordan kunne han dog det? Han burde vide, hvordan det var at være mig.

Men nej. Han var skuffet. Det gjorde endnu mere ondt at se en skuffet Niall, end det gjorde at høre folk snakke om mig.

Han himlede med øjnene og rystede på hovedet af mig, og det tog mig al min viljestyrke at kigge væk fra ham. Jeg måtte decideret tvinge mig til at gøre det.

”Ignorer ham,” lød det fra Harry. Det var så lavt, at ingen kunne høre det. Selv blev jeg overrasket, og hvis ikke det var, fordi vi gik midt i det hele, ville jeg nok have stoppet op og have spurgt ham om, hvorfor han snakkede til mig.

Det, der overraskede mig endnu mere, var, at det ikke lød som om, han mente noget ondt med det. Hvordan kunne man også mene noget ondt med de ord? Han prøvede simpelthen at ’hjælpe’ mig med det. Jeg var målløs.

Jeg lod som om, jeg ikke havde hørt det, for jeg var ikke klar over, hvad jeg skulle svare ham. Han skulle forestille at kunne lide mig, men han var ikke som de andre. Jeg havde også bidt mærke i, at han ikke, ligesom de andre, fjernede sig med afsky, hvis jeg strejfede dem eller var nød til at give dem et kram. Måske var..

Var det muligt? Kunne han stadig have nogle følelser for mig oven på det, jeg havde gjort? I realiteten kunne det godt være en mulighed.

Jeg slog tanken ud af hovedet, da vi kom ud i rygergården, hvor de andre, som normalt, ventede på os. Det, der undrede mig, var dog bare, at der stod en person der, som jeg ikke kendte. Og det, der undrede mig endnu mere, var, at denne person var en hun, og at hun stod og holdt Zayn i hånden.

”Og hvem er så det?” fløj det ud af mig til Harry. Han kiggede derhen og slog et klik med tungen uden at svare mig. Der røg idéen om hans kærlighed for mig så også. På den anden side kunne det også være, at han var ligeså meget i vildrede, som jeg selv var. Han slap min arm, og vi gik uden kontakt det sidste stykke derhen.

”Hey,” sagde han med et smil til dem, da vi kom derhen. Jeg gjorde ikke andet end at løfte øjenbrynene lidt som hilsen, for jeg gik egentlig ikke ud fra, at de ville hilse på mig.

Min teori om, at Harry ikke vidste, hvem det var, Zayn holdt i hånden, blev bekræftet, da han kiggede hen på hende med et spørgende blik.

”Okay, nu når alle er her,” Zayn lod sit blik passere over alle, endda også mig, ”vil jeg godt introducere jer for en, som jeg har glædet mig til at introducere for jer,” han smilede stort og hev pigen frem, ”Dette er Angelina,” han smil blev stolt, da han sagde det.

Jeg kiggede på pigen. Hun så sød ud, faktisk, med et sødt, genert smil og et par store, klar øjne. Hun havde tykt hår, kunne jeg ikke lade være med at bemærke.

”Okaaay?” lød det fra Lexie, som selvfølgelig ikke var begejstret for det her. Hvorfor skulle hun være det; hun var garanteret stadig hovedkulds forelsket I Zayn, for som om det nogensinde ville stoppe.

”Angelina her mødte jeg i starten af sommerferien, og nu er hun min kæreste. Hun er lige flyttet her til fra Kroatien (?),fordi hendes far er i militæret; de flytter meget,” imens han forklarede det, tog han Angelinas hånd og hev hende tæt på sig igen. Hun smilede stadig genert, og jeg skyndte mig at gengælde det.

”Men.. hvis I rejser meget, hvorfor er I så kærester? Det kan da ikke holde længe, hvis hun smutter tilbage til Kroatien eller et andet sted lige om lidt,” Lexie var hurtig til at sige det, som jeg tænkte. Dog kunne man høre, hvordan jalousien dryppede af hendes ord. Det var utroligt med hende.

Zayns blik blev iskoldt. ”De skal bo her i et godt stykke tid, og så når hun måske at blive gammel nok – og få råd -  til at kunne flytte hjemmefra. Eller hjem til mig,” han holdt endnu bedre om Angelinas hånd. Stakkels pige. Den måtte snart falde af.

Anyway, der var noget, der sagde mig, at Zayn selv også var ved at være træt af, at Lexie var vild med ham. Det var en start, måske kunne det føre til direkte had, som ville smitte til de andre? Jeg tvivlede på, det ville ske, men det var en dejlig fantasi.

”Fortæl noget om dig selv,” sagde jeg, da der blev helt stille. Og det var så første gang, jeg snakkede uopfordrede. De andre så ud som om, jeg havde sagt, at jeg havde myrdet nogen, og det var klart, fordi de forventede, at jeg ikke ville sige noget.

”Øhm.. okay. Jeg hedder Angelina og er 17 år gammel. Zayn sagde.. ligesom Zayn fortalte jer før, kommer jeg fra.. Kroatien, og min far er i.. øh.. militæret. Det er meningen, at jeg skal tage.. resten af min.. øh.. uddannelse her,” sluttede hun.

Jeg skulle virkelig tage mig sammen for ikke at kigge på hende med et hævet øjenbryn, for derefter at gøre det samme til Zayn.

Var det her virkelig Zayns kæreste? Det var Zayn, for fanden da. Pigen kunne ikke engang snakke helt engelsk – ikke, at det skulle bruges som noget dårligt, men det var Zayns kæreste. Kæreste. Kunne Zayn overhovedet have en kæreste? Plejede han ikke bare at have sex til højre og venstre?

Jeg var virkelig, virkelig i chok over det her. Det her var 1. Zayn, der havde fået en kæreste. Og 2. Angelina var da slet ikke hans type! Hun var så langt fra det, han normalt gik efter. Hvad havde han set specielt i hende?

Og nej, det var ikke dårligt ment, for ja, hun var virkelig køn, men det var som sagt bare ikke hans type. Overhovedet. Det var så langt fra. Hvor var jeg dog forbavset over det her. Virkelig meget.

Jeg var tæt på at trække Zayn til side og spørge, om han havde været på stoffer hele sin sommerferie igennem og fortsatte det nu.

”Fedt!” svarede jeg hurtigt Angelina, og hun smilede til mig. Jeg havde en elle anden fornemmelse af, at det ville blive en anelse svært for hende at falde til, men det ville jeg ikke gøre mig klog på. Hun virkede bare ikke umiddelbart som en af os-dem. Jeg var jo ikke en del af dem mere.

Lexie smilede falskt og gik hen til hende, blot for at tage hende under armen og væk fra Zayn.

”Fantastisk at byde dig velkommen. Vi må nok hellere starte med at forklare dig om, hvordan vores.. relationer,” hun kiggede hen på mig med dræbende øjne, ”til forskellige folk er her.”

--------------------------------------------------

Sorry, hvis der er nogen fejl, guys. Har rettet det sådan ok igennem, men min mor stresser mig med, at jeg skal hænge tøj op, så deeeeet. 

Men ja, her har I første kapitel, og jeg håber, I kan lide det! Jeg tror ikke, I drømmer om, hvor meget jeg har glædet mig til at komme ud med den her - har aldrig glædet mig så meget før, virkelig! 

Mirah.x  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...