Lost 2: Searching - One Direction

*Searching er 2'eren til Lost, læs den, før du læser denne.*
Efter sidste skoleår, hvor ting fandt sted, problemer blev forværret, og hemmeligheder blev afsløret, som en slags stopklods for tingene, skulle man tro, at Jessica Hayes kan gå en lysere tid i møde; nye veninder og venner, ny personlighed - at hun alt i alt kan være sig selv og give sig tid til at finde den person, hun egentlig er. Men selvfølgelig skal tingene ikke være for lette for stakkels Jess, og tingene vender sig til det dårlige, før det gode overhovedet kommer frem. Hurtigt går det op for hende, at det ikke bliver let at klare dette skoleår. Kærlighedsdramaer opstår på kryds og tværs af køn og grupper, skænderier finder sted og fører i værste fald til slåskampe, alt imens trusler og løfter bliver givet - og selvfølgelig kan Jess ikke komme udenom konsekvenserne af alle tingene, hendes liv bliver fyldt op med.

168Likes
157Kommentarer
13267Visninger
AA

20. And like a grain of diamond dust you float. (Nutid)

 

Glass in the Park - Alex Turner

 

”Harry!?” Udstøder jeg chokeret, da blomsterne ryger fra mit ansigt til gulvet. Der ligger de nu, splittede og ødelagte, hvor alle de sarte, lyserøde kronblade ligger spredt ud over det klistrede gulv. Det giver mig et sug i maven, da det strejfer mig, at de roser kunne have været til mig. Jeg får rystet tanken af mig, da adrenalinen tager over ved synet af Harry, der har taget fat i Nialls jakke og på den måde hiver ham op fra gulvet.

”Din usle undskyldning for et menneske!” Knurrer han ud mellem tænderne, mens han ryster lidt i Niall. Han ser både skræmt men også sur ud, og før jeg ved af det, har han rettet sit blik mod mig. Jeg kan ikke rigtigt tyde det, da han vender det mod Harry igen. Det ser ud til at han sukker, og da han uden besvær får vredet sig ud af Harrys greb, ser han nærmest rolig ud.

”Åh Harry dog…” Lyder det overlegent fra Niall, hvor et skævt og venligt smil bliver formet på hans læber. ”Har du helt seriøst ikke regnet det ud? Ja, jeg ved godt, du ikke er den skarpeste kniv i skuffen, men altså…” Der er et strejf af latter i hans ord, da han vender en forvirret Harry mod mig. ”Jess, jeg tænker, at I to lige skal have lidt fred til at snakke.”

Med de ord vender Niall sig rundt og prøver at skubbe sig forbi den klump af nysgerrige folk, der blev tiltrukket af Harrys udbrud. Jeg står lidt og ved ikke rigtigt, hvad jeg skal stille op med den næsten grædefærdige Harry. Selvom han prøver at skjule det, er det ikke svært at se det triste og skuffede i hans øjne, og som han står der, ligner han en lille hundehvalp, hvilket får mit hjerte til at krølle sig helt sammen. ”Harry, jeg-”

”Er du klar over, hvor forfærdelig du er?” Afbryder han mig, med en stemme der lyder langt mere skrøbelig, end han sikkert havde tænkt sig. Det er ikke ligefrem nogen nyhed, hvilket han også burde vide, eftersom jeg brugte en stor del af min ”afsløring” over højtalerne på at redegøre for alle, hvor forfærdelig jeg er. Men det, at han minder mig om det, gør mig både sur og ked af det. ”Hvordan kunne du gøre det mod mig?”

Da går det op for mig, at han modtog mit kort om, om vi skulle følges herhen, og jeg er dog ikke dum nok til ikke at have en nogenlunde idé om, hvad der er sket. ”Harry, hør på mig-”

”Nej,” Endnu en gang afbryder han mig. Han tager to skridt i min retning, så der kun er et par centimeter imellem os. ”Nu skal du høre på mig.” Siger han bestemt og får sørget for, at jeg ikke kan kigge andre steder hen end på ham. ”Da jeg modtog kortet fra dig, var jeg ikke sikker på, hvad det skulle betyde. Jeg tænkte, at du nok ville rykke på det, hvis det var ment i alvor, for jeg havde ikke lyst til at gøre mig selv til grin ved at blive udstillet af dig,” Han holder en pause og kigger rundt, sikkert for at sørge for, at ingen lytter med. ”Men da du ikke gjorde det, blev min tvivl kun større; Hvad hvis nu, du ville have, at jeg skulle bevise for dig, at jeg ville det, ved at det var mig, der kom til dig? Jeg brugte hele natten på at tænke over det, Jess. Hele natten! Og da det så blev morgen, blev det klart for mig, at jeg elsker dig. Jeg elsker dig…”

Hans ord får tårerne til at stige i mine øjne, som jeg hurtigt får rettet mod gulvet. Hvordan kan han stå og sige det til mig? Hvordan kan han få sig selv til det? Hvis jeg havde dårlig samvittighed før, ved jeg slet ikke, hvad følelsen, der nu spreder sig i mig, er. Jeg har kvalme over mig selv. Vil han have mig til at svare på det?

Med et lille suk fortsætter han og ser en anelse skuffet ud. ”Jeg ville bevise min kærlighed for dig på en ordentlig måde, for indtil videre har mine kærlighedserklæringer ikke endt specielt godt… Derfor sørgede jeg for at købe en stor buket roser og gøre mig flot for din skyld. Jeg glædede mig så meget til at se dit udtryk, når jeg ringede på døren for at hente dig. Desværre var det ikke dig, der åbnede. Og så stod jeg der foran din far og skulle forklare, hvad det var, jeg lavede der. Og ved du hvad, han fortalte mig? Han fortalte, at du allerede var taget af sted med en ’anden ung fyr’. Er du klar over, hvor dum jeg følte mig?” Ordene flyver ud og rammer mig fra alle sider. Mit blik, der stadig er rettet mod gulvet, fanger blomsterne. De ser så smukke ud. Tænk at han købte dem til mig… ”Og så finder jeg så ud af, at du er taget af sted med ingen mindre end ham.” Det sidste spytter han ud, og først der får jeg samlet modet til at kigge ham i øjnene.

Det grønne hav er i et stormvejr af følelser, og jeg føler, at jeg drukner bare ved at kigge ind i dem. ”Jeg kom her ikke med Niall, Harry.” Er det eneste, jeg får sagt. Han ser for et kort øjeblik forvirret ud, som om ingenting giver mening længere, men de rynkede bryn er hurtige til at rette sig ud.

”Jeg er ligeglad Jess…” Konkluderer han og prøver at forholde sit udtryk i neutrale folder, som om intet af det her rørte ham eller havde gjort det på noget tidspunkt. ”Du er jo syg.” Siger han så, præcis som Niall havde sagt til mig på gangen. Jeg er syg. Syg af alting, men ingen vil hjælpe mig, fordi jeg selv har sørget for det. Min underlæbe begynder at bævre ved hans ord, men det ser ikke ud til at have nogen påvirkning på ham, at jeg er ved at græde. ”Jeg ved godt, jeg har været en del af mange fucked up ting selv, men når du blander følelser ind i det Jess… Så er det altså bare sygt.” Forklarer han, så en tåre glider ned ad min kind og sikkert hiver noget af min makeup med sig. ”Og det værste er, at jeg, på trods af det, ikke kan stoppe med at elske dig.” Han kigger indtrængende på mig og lader mig rigtigt mærke alle hans følelser, inden han vender sig rundt og efterlader mig tilbage, ligeså ødelagt og splittet som roserne på gulvet.

 

***

 

Jeg føler mig ved siden af mig selv og helt udbrændt, da jeg står ved siden af Liam i mængden af de andre fra skolen. Hele aftenen blev ødelagt af Harry og Niall, og det er virkelig gået op for mig, at jeg aldrig skulle være dukket op. Hvorfor besluttede jeg mig overhovedet for det? Hvorfor har jeg ikke lært af mine utallige fejl?

Alles blikke er rettet mod den lille scene, hvor et hvidt spotlight nu lyser den op. Deroppe står de nominerede til ballets konge og dronning. Også mine øjne er rettet mod dem, men det er som om, jeg ser det hele fra en anden vinkel. Det føles i hvert fald ikke som om, det er mig, der kigger, men mere som om jeg er en tom skal, der bare står og langsomt rådner.

Jeg prøver at fokusere på dem, der spændt står deroppe. Alle smiler lidt og betragter publikum, mens de prøver at se så tiltalende ud som muligt. Den eneste forandring er den kolde luft mellem Louis og Sarah, der uheldigvis blev placeret ved siden af hinanden. Vinderparret, der nu ikke længere er sammen, står begge med et tomt smil og triste øjne. Jeg svæver ud af min krop og hele vejen op til dem, så jeg kan fornemme Sarahs rystende hænder og Louis’ besværerede åndedræt. I et flygtigt øjeblik kigger de mod hinanden. Deres øjne mødes, og hvis jeg ikke ser syner, bliver smilet mindre tomt. Da de kigger ud igen, sukker de begge som for at skulle få nogenlunde styr på sig selv.

Selvom jeg sådan ønsker at Louis og Liam kan være sammen uden at skulle lægge skjul på deres følelser for hinanden, gør det ondt at se Sarah og Louis ved siden af hinanden. Jeg har aldrig været en stor fan af deres forhold, men som de står der, ser de underligt triste ud, som om de mangler hinanden. Det ser forkert ud, at de ikke holder i hånden og selvsikkert smiler til hinanden. I stedet står de akavet ved siden af hinanden, og virker ikke til at vide hvad de skal gøre af deres blikke.

Og det er min skyld. Det var til det bedre for dem begge, nok mest Louis, men samtidigt føles det forkert. Sarah havde jeg faktisk næsten glemt. Hun har bare været i baggrunden og egentlig ikke gjort mig det store. Det er først nu, hvor hun står på en scene med hundredevis af øjne rettet mod sig, at jeg virkelig kan se hende. Hendes afblegede hår har fået mørke rødder, og selvom hun har prøvet at dække det, kan jeg svagt skimte en blå-lilla farve under hendes øjne. Også de ser udkørte ud, som om hun hverken får søvn eller ro. Hun slår blikket ned og børster blidt sin mørkeblå kjole, sikkert bare for at give sig til noget.

”Liam…?” Spørger jeg stille, stadig med blikket limet fast til Sarah. Denne nye Sarah, som jeg aldrig før har opdaget, finder jeg utroligt fascinerende. Det er som om, hun lige har fået flere tusind nye nuancer.

Liam drejer hovedet mod mig, så jeg kan mærke hans blik hvile på mig. ”Hvad?”

”Jeg tænkte bare på, om Louis har sagt noget om Sarah… Du ved, har de overhovedet fået afsluttet alting ordentligt?” Spørger jeg undrende og vender mig langsomt mod Liam, så mit blik kan hvile på Sarah i så lang tid som muligt.

Da jeg kigger på ham, ser han underlig ud i hovedet. Han trækker lidt på skuldrene for at se ligeglad ud, men da han åbner munden, lyder hans stemme gennemsyret af irritation. ”Nej. Hun er ikke ligefrem det, vi snakker om. Jeg er ligeglad med den klamme… Undskyld, men hun har bare været så… Ulækker. Hun fortjente aldrig Louis.” Slutter han af.

Jeg har lyst til at sige til ham, at Louis da selv er ligeså klam, men lader være. Noget ved Liams blik beder mig om at holde munden lukket, fordi han ser ud til at fortrænge, hvad Louis gjorde mod Sarah. Måske tænker han, at hvis han bare skubber den viden allerbagerst i sit hoved, vil han glemme frygten om, at han vil gøre det samme mod ham. Derfor vælger jeg ikke at sige noget men blot smile svagt til ham og mumle et ”okay”.

Jeg når at vende mig mod scenen igen, i samme øjeblik som inspektøren dunker sin finger mod mikrofonen to gange, inden han tager den op til munden. ”Nu skal vi til det, I alle har ventet på…” Siger han og virker mindst ligeså spændt som resten af salen. Det skulle ikke undre mig hvis lærerstablen også synes, det er spændende, nu hvor Louis og Sarah ikke er sammen længere. Jeg er i hvert fald overbevist om, at de følger lige så meget med i, hvad der sker i vores lille kreds, som alle andre gør.

”Stemmerne er blevet talt sammen, og jeg står nu med henholdsvis navnet på kongen og dronningen i mine hænder,” Han vifter lidt med de to konvolutter, han har i sin ene hånd, så pøblen jubler og hujer. Jeg forholder mig stille, for jeg kan ikke helt se, hvad der er at klappe for lige nu. ”Er I klar!?”

Endnu en gang går folk amok og denne gang er lyden af hænder mod hinanden og tilråb endnu højere end før. Jeg føler mig ubehageligt til mode, da jeg spotter de andre. Harry, Niall, Rebecca, Zayn og Angelina. Den sidstnævnte kigger mod mig i samme øjeblik, men intet gys går igennem mig. Da går det op for mig, at hun ikke kigger på mig, men at Angelinas blik er rettet mod Liam. Et ildevarslende smil glider over hendes klistrede lipgloss-læber, inden hun vender sin opmærksomhed mod rektor igen. Alverdens faresignaler flyver igennem mig. Hvad er hun ude på?

”Vinterballets konge er i år…” Siger rektor gennemtrængende og river den første konvolut op. Han fumler lidt med papiret, og det føles som om, der går en evighed, før han fortsætter. Et let smil former sig, da han afslører det. ”Ingen mindre end Louis Tomlinson! Men havde vi forventet andet?” Det sidste griner han, inden han vinker Louis hen til sig.

Louis smiler stort og takker for stemmerne, men jeg føler, at jeg kan gennemskue ham, for indeni lader han til at være alt andet end glad for det.

Han får sin krone på, og jeg kan ud af øjenkrogen se Liam smile. Jeg smiler også lidt, for da de får øjenkontakt, bliver Louis’ smil større og ægte for en stund. Stemningen vender dog hurtigt til en spændt igen, da rektor atter får folks opmærksomhed. ”Og nu til årets dronning…”

Der bliver helt stille i salen, mens alle følger hver enkelt lille bevægelse, da rektor sprætter konvolutten åben. Sarah lukker kort øjnene oppe på scenen og ser ud til at mumle noget til sig selv. Jeg opfanger hvordan hendes fingre krydser sig, halvt skjult bag hendes kjole. Om det er fordi, hun håber på at vinde eller ikke at vinde, ved jeg ikke.

I mellemtiden har rektor fået foldet papiret ud. Uden at kigge på det, sætter han munden tæt ved mikrofonen. ”Dronningen er…” Han kører en stemning endnu mere op, så det er som om, tiden står stille i de få sekunder, det tager ham at læse navnet op. Et navn, ingen havde forventet. ”Liam Payne?”

Det kommer ud som et spørgsmål, og rektors buskede øjenbryn krummer sig undrende sammen. Han tager sig til hovedet og kigger ud på dem, der åbenbart skulle have talt stemmerne sammen. Det ser ikke ud til, at han får nogen forklaring på det mystiske navn, men det er nu heller ikke fordi, folks opmærksomhed ligger på ham. Næ, den er jævnt fordelt på en mundlam Louis, der hjælpeløst står på scenen og kan se på, mens spotlightet bliver rettet mod en ligeså hjælpeløs Liam. Jeg kan høre hans åndedræt, der bliver tungere og mere fortvivlet. Han ligner et dådyr, der stirrer lige ind i forlygterne på den bil, der er ved at køre det ned.

”Så kom I endelig ud af skabet! Lige tids nok til ballet.” Angelinas stemme er den første, der bryder stilheden, og hendes ord får Louis til at stivne oppe på scenen. Uanfægtet fortsætter hun, ”Lad os alle sammen give det royale bøsse-par en stor hånd!” Hun klapper i sine hænder, og hele salen bliver fyldt af hånende latter og stødende tilråb. Det giver genlyd i min øregang, og jeg griber hurtigt fat i Liams håndled og prøver at få ham til at kigge på mig for at forsikre ham om, at det ikke er Jordens undergang. Beklageligvis er jeg hverken hurtig eller stærk nok, for Liam begynder i samme sekund at masse sig igennem den tætte skov af ondskabsfulde grin. Jeg kigger op på scenen og når lige at opfange en grædende Louis, der styrter væk fra scenen, hvor han inden når at kyle sin krone mod gulvet, så den knækker over i to. Liam skynder sig den samme vej men har stadig svært ved at komme igennem mængden.

Med væmmelse siddende i hele min krop vender jeg mig mod der, hvor Angelina havde stået, men lige præcis hun står der ikke længere. I stedet står Niall og Harry og ser ud til at tale lavmælt til hinanden. Forvirret glor jeg bare på dem. Kan de ikke selv se, at det var helt forkert? Især Niall?

De kigger begge hen på mig, og da går det op for mig, at det er mig, de snakker om. Niall klapper venskabeligt Harry på skulderen, som var de gode, gamle venner. Han når kun at åbne munden for at snakke videre, da han bliver revet hen til Rebecca. Hun har et godt tag i Nialls blazer, og før nogen kan nå at reagere, har hun trykket sine læber hårdt mod hans.

Jeg svimler for et kort øjeblik, da jeg ser ham kysse med. Hvorfor sker alt dette oveni hinanden? Jeg føler, at jeg slet ikke kan følge med mere, og at alt går for hurtigt. Alt stikker og prikker i mig, da de igen trækker sig fra hinanden. Deres øjne mødes, og Rebecca smiler stort til Niall, der bare står og kigger lidt, som om han ikke helt opfangede, hvad der skete. Ved siden af griner Harry et grin, der ser ud til at være akavet. Som de står der ved siden af hinanden, går det op for mig, at jeg virkelig ikke er ligeglad. Jeg er alt andet end ligeglad med de to drenge. Men det, at jeg har ødelagt alle mine chancer, får mig kun til at falde dybere ned i det sorte hul, jeg allerede står i til knæene.

Midt i alt kaosset vender jeg mig rundt og er overbevist om, at jeg ser syner. Med selvsikre skridt og et smil, der matcher, går hun lige mod mig. Det lyse hår er ikke til at tage fejl af, og da hun står lige foran mig, er jeg ved at besvime. ”Hej Jess.” Først da hun siger mit navn på den måde, som ingen andre kan, tror jeg på, at det rent faktisk er hende.

Jeg åbner munden, men det er som om, min stemme er forsvundet. Det eneste ord, mine læber kan finde ud af at forme, er navnet på dette spøgelse fra fortiden, der nu står i alt sin frygtindgydende pragt foran mig. ”Lexie?”

 

________________________________________________________________

undskyld jeg publicerer så sent, men har været optaget af gym og introdage...

håber, i kunne lide kapitlet(?)

xx silke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...