Lost 2: Searching - One Direction

*Searching er 2'eren til Lost, læs den, før du læser denne.*
Efter sidste skoleår, hvor ting fandt sted, problemer blev forværret, og hemmeligheder blev afsløret, som en slags stopklods for tingene, skulle man tro, at Jessica Hayes kan gå en lysere tid i møde; nye veninder og venner, ny personlighed - at hun alt i alt kan være sig selv og give sig tid til at finde den person, hun egentlig er. Men selvfølgelig skal tingene ikke være for lette for stakkels Jess, og tingene vender sig til det dårlige, før det gode overhovedet kommer frem. Hurtigt går det op for hende, at det ikke bliver let at klare dette skoleår. Kærlighedsdramaer opstår på kryds og tværs af køn og grupper, skænderier finder sted og fører i værste fald til slåskampe, alt imens trusler og løfter bliver givet - og selvfølgelig kan Jess ikke komme udenom konsekvenserne af alle tingene, hendes liv bliver fyldt op med.

168Likes
157Kommentarer
13342Visninger
AA

5. A messed up kid with no ideals. (Nutid)

 

Phoenix - Long Distance Call

 

Jeg vader ind i stuen uden at hilse på min far og mor, men som noget, de har fået gjort til en selvfølge, kan jeg ikke gå uset forbi dem. "Jess? Hej skat, hvad så, fik i lavet jeres lektier?" Min mor smiler venligt til mig, og også min far løsriver sit blik fra fjernsynet for at sende mig et kort smil.

"Yes, lektier lavet." Jeg sender hende en thumbs up uden at gengælde smilet. Hun hæver undrende det ene øjenbryn, sikkert fordi hun lagde mærke til, at jeg kom til at snøvle lidt. Det er ikke fordi, jeg vil sige, jeg er fuld, men jeg kan da godt mærke noget af det, jeg fik indenbors, rumstere rundt i min krop.

"Har du drukket?"                                                                         

"Pfff, nej da. Men godnat, jeg er træt," Skynder jeg mig at sige for derefter at fake et gab. Desværre hopper min mor ikke ligefrem på den. Både hende og min far er blevet bedre til at gennemskue mig, efter skolen havde ringet til dem. Selvfølgelig havde de fortalt dem om, hvad jeg havde gjort, og lidt af det, jeg havde fortalt. For mig er det stadig en gåde, at jeg ikke blev bortvist. Det eneste jeg fik, var en advarsel og en gratis snak med skolepsykologen.

Jeg gumler ekstra meget på mit tyggegummi, i et håb om at der stadig er smag nok i til at dække min ånde. Til mit held var det begyndt at regne udenfor, så det meste af røg-lugten, der sad i mit tøj, er forhåbentligt blevet skyllet væk af efterårets tunge, kolde dråber. Min mor rejser sig og går hen til mig, sikkert for at lugte til mig. "Jess…"

"Jeg er altså virkelig træt mor!" Insisterer jeg og bakker lidt væk fra hende, så hun ikke når at få taget ordentligt fat i min arm.

"Jess, inden du går, så fortæl mig lige: Hvad var det for nogle lektier, du lavede? Ja, jeg synes ikke rigtigt, at du har nogle bøger med." Hun tager skeptisk hænderne i siderne, mens hendes blik analyserer mig.

Jeg tøver lidt. Hvad fanden skal jeg svare?

Hvad havde den gamle Jess gjort?

Hun havde fundet på en løgn, der ikke ville føre tilbage til hende…

"Jeg skulle hjælpe Angelina med matematik. En opgave, jeg har lavet i skolen." Jeg smiler selvsikkert til hende, så hun forhåbentlig ikke opdager min løgn. Hun fastholder stadig sit mistænksomme blik på mig, men sukker så stille. Smilet der spiller på hendes læber viser, at hun tror mig, og jeg kan mærke, hvor lettet jeg bliver.

"Hende Angelina… Hvordan har hun det? Det virker virkelig som om, hun er faldet godt til." Min mors smil når nu helt op til ørerne, mens mit eget bliver utroligt stift. Det er ikke ligefrem fordi, jeg har allermest lyst til at stå og hyggesnakke om Angelina med min mor…

"Hun har det godt." Jeg nikker lidt for at bekræfte det, inden jeg ser bedende på min mor. "Men må jeg ikke godt gå i seng nu? Jeg vil gerne have noget tørt tøj på og sove - jeg skal jo i skole i morgen…"

Hun tager min hånd og giver den et lille klem, inden hun smiler og nikker. "Selvfølgelig skat. Du er så fornuftig. Jeg er så stolt af dig…" Jeg smiler tøvende over hendes ord og sender hende et luftkys, inden jeg skynder mig ind på mit værelse.

Fornuftig? Hun skulle bare vide…

 

***

 

Med tandbørsten i munden, vrider jeg mig ned i mine stramme bukser. De er så stramme, at man næsten skulle tro det var løgn. Men da jeg endelig har fået dem på og, til mit held, stadig kan knappe dem, viser det sig at være besværet værd. Min røv ser god ud og mine ben lange og tynde. Jeg smiler lidt over mit spejlbillede. Jeg ligner… Jeg ved ikke hvad…

Du ligner den gamle Jess.

Præcis. Det er det, jeg gør. Udover de stramme bukser, har jeg også en utrolig kort, tynd strik på, der næsten afslører hele min mave. Den er lysegrå, og jeg har sørget for at tage en lyserød BH under, som man kan skimte igennem trøjen. På mine fødder tager jeg mine højhælede, lave støvletter på, der kun understreger det job, mine bukser gør.

Jeg skynder mig ud på badeværelset og lukker døren bag mig, så mine forældre ikke ser, hvad jeg har på. Jeg får spyttet tandpastaen ud, skyllet min mund og sat tandbørsten på plads, inden jeg stikker mit spejlbillede et selvsikkert smil og prøver at ignorere hvor sørgmodige mine øjne ser ud. Der er ikke tid til at se trist ud længere, for hvordan kan man være trist, når man er ligeglad? Ligeglad betyder at man intet føler, og det er det, jeg vil opnå. Jeg vil være følelsesløs og kold. Jeg vil være den, de altid har prøvet at få mig til at være - og så med lidt ekstra.

Jeg finder min makeup frem og begynder at lægge den. Mine øjne bliver indrammet af sort og mine læber bliver svagt røde, med lidt lipgloss over. Mens jeg står og studerer, om det ser fint nok ud, kan jeg ikke stoppe mit blik i at glide op til min pande.

Forsigtigt tager jeg mine fingre op til den, og lader dem glide over arret. Det føles stadig underligt glat i forhold til resten af min hud. Bare det at kigge på det, får en masse forskellige følelser til at løbe gennem mig. Det er et evigt minde om den aften, og det er som om, jeg ryger tilbage til den, hver gang jeg kigger på det. Jeg kan nærmest mærke den dunkende smerte og det klistrede gulv under mig.

Jeg ryster kort på hovedet for at få tankerne til at forsvinde. Den nye Jess hviler ikke i fortiden - hun lever i nuet og tænker ikke på fremtiden.

Jeg tager en elastik fra mit håndled og sætter mit hår op i en hestehale. "Kom så Jess, let the show begin…" Mumler jeg lavt til mig selv, og det er som om, det faktisk giver mig lidt selvtillid.

Efter at have kastet et sidste blik i spejlet, skynder jeg mig tilbage på mit værelse. Jeg tager min jakke, der ligger på sengen, på. Jeg var så smart at huske at lade den ligge herinde, så mine forældre ikke kan se mit valg af tøj. For det første ville de belære mig om, at jeg bliver syg af at have bar mave, så sent på året, og for det andet vil de synes, at det er alt for afslørende, hvilket det vel også er. Derfor lyner jeg min jakke, inden jeg tager min skuldertaske over skulderen og går ud i gangen. Målrettet går jeg mod døren, og til mit held undgår jeg min far, der står i køkkenet.

"Hej, hej, jeg smutter nu!" Råber jeg, og skynder mig at gå ud af døren og smække den efter mig, inden jeg bliver stoppet. Mine sko klikker mod trappetrinene, som jeg hurtigt skynder mig ned af.

Da jeg kommer udenfor, kan jeg mærke, hvordan den kølige luft alligevel formår at snige sig ind under min jakke og op til min bare mave, så jeg får kuldegysninger på armene. Jeg bider det i mig, for det kan jeg blive nødt til. Jeg har gået med bare ben på denne tid af året før, så nu må jeg stoppe med at være sådan et pattebarn.

Med hastige skridt begynder jeg at gå den sædvanlige vej mod skolen. Jeg kan mærke hvordan både varmen og spændingen stiger i mig, for hvert skridt jeg tager. No way back.

Det føles som om turen i skole gik hurtigere end sædvanligt, for før jeg ved af det, tårner den kedelige bygning sig frem for mine øjne, og flere og flere elever går ved siden af mig.

Jeg skynder mig at lyne min jakke op og krænge den af, så kulden for alvor tager fat i mig, men det er ubetydeligt, for det har præcis den virkning, jeg gik efter. Folk glor på mig, mens jeg går og gør mig umage med at svaje med hofterne.

"Er det Jess?"

"Hvem skulle det ellers være?"

"Se lige…"

Folks ord, jeg hører i forbifarten, forøger min selvtillid, så et overlegent smil automatisk vokser frem på mine læber. Jeg føler mig faktisk så godt tilpas, at jeg tilmed kan kigge hen på nogle førsteårselever og sende dem jeg-ved-jeg-er-bedre-end-jer-blikket. Deres reaktion giver mig en rus, jeg havde fortrængt hvordan føles.

Jeg sætter farten op, da jeg ser de andre stå ved det normale spot. Det er først, da jeg er nået helt hen til dem og åbner munden, at de reagerer. "Hey, hvad så?"

De glor måbende på mig, og jeg kan ikke helt gennemskue, hvad de tænker. Kun at de er overraskede. Harry åbner munden, som ville han sige noget, men ombestemmer sig og lukker den igen.

"Fryser du ikke, miss Whore-alot?" Ender Lexie med at sige. Hun kigger ondt på mig men for en gangs skyld stirrer jeg tilbage.

"Faktisk ikke. Undskyld hvis det distraherer dig fra at tørre dine tårer over, at du ikke var inviteret i går. Åh, er der ingen der har sagt det? Ja, vi var sammen uden dig i går. Det var så hyggeligt!" Jeg smiler stort til hende og slår en lille falsk latter op. Jeg kan tydeligt se hvordan det rammer Lexie, men det har hun bare godt af.

"Jessica-"

"Kald mig Jess." Afbryder jeg Zayn og retter mit iskolde blik mod ham. Et smil glider over mine læber, da jeg ser hvordan han krymper sig under mit blik. "Årh, du ser helt skræmt ud. Det skal du ikke være. Var det ikke dig, der sagde, at I savnede mig? I ved, gamle mig." Jeg slår et klik med tungen, mens jeg kigger lidt rundt på dem.

Mit blik låser sig ved Louis, der har sit blik rettet væk fra mig. "Hey Lou," Starter jeg, men han reagerer ikke. "Louis, jeg taler til dig. Løsriv dit blik fra drengene og kig lige herhen." Mine ord hænger i luften, og jeg fortryder dem. Det var ikke sødt sagt, specielt ikke, når jeg ved så meget om det…

Tag dig sammen Jess.

"Luk røven-"

"Ellers hvad? Jeg skal jo bare spørge din ekskæreste om noget?" Afbryder jeg dumt Sarah, så hun bliver mundlam. Mit blik bliver igen flyttet hen på Louis og endelig møder det hans. Han kigger såret på mig og jeg kan se hvordan han bider sig i inderlæben. Skyldfølelsen får en grim smag til at brede sig i min mund, som jeg forgæves prøver at synke. Hvorfor skal hans øjne også se så irriterende sårede ud?

"Jeg tænkte bare på, om vi ikke snart kan lave en prank? Jeg er frisk!"

"Ja, for det gik jo så skide godt, sidst du var med, ikke Jess?" Snerrer Rebecca og vrænger mit navn. Hun står tæt op ad Niall, der stadig ser ud til at være i chok over min opførsel.

"Nu skal du høre her, Becca," Svarer jeg og gør grin med hendes latterlige måde at få sagt mit navn på, "Hvis du ikke passer på, kan jeg gøre ting, der vil få dig til at ønske, at du bare havde holdt din kæft." Jeg hvisler det ud, så Rebecca prøver at se ligeglad ud men i virkeligheden bare lyser af ærefrygt.

"Hvad fanden går der af dig? Tror du virkelig, at bare fordi du kommer valsende i det der, og åbenbart er blevet rapkæftet, at du så lige pludselig har fået magt over os?" Angelina, der ikke har sagt noget før nu, kigger iskoldt på mig, og må for et øjeblik have glemt, hvor hun er og hvem hun står sammen med. Men for mig er det helt okay.

Jeg tager et skridt frem mod hende og knejser med nakken. "Det er ikke noget, jeg tror. Du sagde det jo selv i går: Jeg er ubetydelig. Hvis jeg er så ubetydelig, kan jeg vel ligeså godt være den person, i før prøvede at få mig til at være. Så må vi jo få at se, om i synes, jeg er så ubetydelig igen." Det målløse udtryk, der langsomt bliver malet i hendes ellers så perfekte ansigt, er mere værd end noget andet, og det får kun min selvtillid til at vokse, at hun ikke kan svare tilbage.

Skoleklokken ringer, og jeg tager et skridt bagud, stadig med blikket rettet mod Angelina. "Uh, og nu ringer klokken. Vi ses senere, ikke?" Uden at vente på svar, vender jeg rundt på hælen og går sammen med de andre elever ind på gangen. Jeg kan høre folks hviskende stemmer, når jeg går forbi dem, og jeg lader mig selv tabe min maske et øjeblik.

Selvom de spydige come-backs efterhånden ligger naturligt til mig, er det underligt at bruge dem igen. Det føles virkelig mærkeligt, som om… Som om det slet ikke er mig.

Men det er jo dig. Det er sådan, folk kender dig bedst.

Det er det vel… Men er det virkelig sådan, jeg vil huskes?

Jeg når ikke at tænke mere over det, før jeg står ved mit skab. Jeg får det åbnet og smider min jakke og taske derind. Min krop var på grænsen til at ryste, da jeg stod udenfor, men nu spreder varmen fra gangen sig og gåsehuden fortager sig så småt.

Med hovedet helt inde i mit skab, så alle får frit udsyn til min røv, når de går forbi mig på gangen, går jeg i gang med at finde de rigtige bøger. Selvfølgelig ligger mine historiebøger nederst, så jeg baksende må hive dem ud under vægten fra de andre. Jeg puster kort ud og nyder det beskyttende mørke, skabet giver mig, inden jeg trækker hovedet ud og igen må tage min overlegne maske på.

Til min overraskelse står Rebecca ved siden af mig og kigger afventende på mig. Med et øjenbryn hævet, kigger jeg fra bøgerne i hendes favn op til hendes øjne. De ser splittede ud, men samtidigt som om hun desperat prøver at holde fast i noget. Måske er jeg bare blevet lidt for analyserende…

"Hey," Siger hun og sender mig så et smil, der også ser ud til at komme bag på hende. Forvirret kigger jeg mig omkring og forventer at se nogen, der venter på at springe på mig, eller blot står og griner hånligt af mig, men intet ser mistænksomt ud.

"Øh…?" Får jeg mumlet, mens jeg stadig ikke helt fatter noget. Jeg har lige stået og disset hende. Hvad fanden laver hun her?

"Vi har historie sammen, husker du nok?" Hendes smil vokser sig større og hun udstøder et lille grin, jeg ikke har hørt fra hende i lang tid. Hun tager hurtigt sin arm under min, så vi går arm i arm, som var vi slyngveninder, og vi begynder at gå hen ad gangen.

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre eller sige, selvom jeg lige havde følt mig så selvsikker. Det her kom bare lidt… Bag på mig. Rebecca begynder at snakke om et eller andet ligegyldigt, præcis som hun plejede at gøre, hver gang vi var sammen, sidste skoleår. En nagende følelse begynder at sprede sig i mig, og jeg kan ikke gennemskue hvad hun vil.

"Hvad er det, du laver?" Hvisker jeg lavt, så det kun er hende, der kan høre det. Hun ryster kort på hovedet, så hendes bølgede hår ryger om på hendes ryg, og smiler så stort til mig.

"Hvad mener du? Jeg opfører mig bare normalt." Det sidste siger hun lidt lavere, og glimtet i hendes øje når jeg ikke at definere, inden det er forsvundet igen.

Nu ved jeg, hvad den underlige følelse i mig er. Det er tvivl.

Har jeg sat gang i noget, jeg ikke burde?

 

___________________________________________________________________________________

Håber i kunne lide det, og del endelig jeres tanker i en kommentar! I skal vide, vi læser dem alle, og undskyld at vi svarer så langsomt...

I morgen tager jeg på lejrskole (Jylland here I come), og får sjovt nok ikke skrevet noget (der er ikke en gang internet, wuhuuu...)

Men ja, håber i får en dejlig uge, mens jeg holder ud G! 

Ses,

xx Silke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...