Min sjæl er blå?

Mads er et ungt geni, som oplæres af sin far. Pludselig begynder alting at gå galt, og han skal tilpasse sig nye rammer. Han får endda et kig ind i den spirituelle verden..

0Likes
0Kommentarer
76Visninger

1. fuck mit liv!

Mor havde en sort kjole med små fine mønstre på. Hun græd. Far stod ikke ved siden af mor, som han plejede. Han lå nede i kisten, med hans fineste tøj på. Han havde lukkede øjne, og når jeg spurgte ham om noget, så svarede han ikke. Jeg kiggede på mor, ”hvorfor svarer far ikke?” spurgte jeg, men mor ignorerede mig bare.

Jeg gik i tredje klasse, men jeg var en hel del klogere end mine jævnaldrende. Jeg kunne stadig ikke helt forstå at far ikke var her mere. Far og jeg havde brugt fire år på at terpe alle fag, man lærte i folkeskolen. Jeg var også begyndt at få fat i det med andengradsligninger, selvom far havde sagt at man først lærte det i ottende klasse. Min hjerne blev fyldt med informationer hele tiden. Far sagde altid at det var godt, at være velforberedt i enhver situation.              

Klokken var elleve. ”Godnat mor” sagde jeg. Jeg lagde mig i min seng, lukkede øjnene og prøvede at slappe af, som jeg plejede, men efter et stykke tid begyndte min puls at stige. Jeg mærkede en underlig følelse i mine tæer, som lidt efter spredte sig ud i kroppen. Det var som om min krop blev elektrisk og vægtløs, på samme tid. Pludselig blev alting sort, og jeg følte at jeg svævede. Jeg åbnede øjnene og fandt mig selv svævende over min seng, jeg fik et kæmpe chok, da jeg så at min fysiske krop stadig lå i sengen. Jeg kunne se, at jeg kun var lys. Et slags blåt lys, som var formet som min krop. Jeg kiggede rundt og jeg lyste bare alting op. Men det her kunne umuligt være en drøm for alting stod som det plejede, og det gør det aldrig i en drøm. Pludselig stod far foran mig. ”Er det virkelig dig, far?” spurgte jeg. ”Ja Mads, det er mig” sagde han. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne, i går lå han jo nede i kisten og nu stod han lige foran mig. En hel masse gik gennem hovedet på mig, der var så meget jeg gerne ville spørge ham om. ”Kan du ikke komme tilbage, jeg savner dig!” spurgte jeg. Og med det samme forsvandt ham, hans lysende krop blev til ingenting.

Næste morgen da jeg kom i skole, havde alle medlidenhed med mig. Det var lige til at brække sig over, de personer som førhen ikke kunne lide én, var åbenbart blevet ens bedsteven. 

Lærerne fandt hurtigt ud af at jeg kedede mig i timerne, og at jeg altid nåede at lave mine lektier i skolen. Jeg blev rykket fra tredje til femte klasse, men der var stadig ingen udfordring. Lærerne var meget fascinerede af, at jeg var så klog. Så for sjov, lod de mig være med til afgangseksamen for niende klasserne. Lærerne fik et chok. De fortalte mig at mit gennemsnit lå på 11,7. Jeg fik lov til at starte i ottende klasse, mens jeg kun var elleve år. På en måde var det ærgerligt at far ikke kunne se vores hårde arbejde give pote, men så tænkte jeg på hvad det var sket i nat.  Jeg var ikke ked af det mere, for far havde jo vist sig for mig, bare i en anden verden. Jeg vidste nu at far ikke var i den fysiske verden mere, men at jeg altid kunne tale med ham om natten, i den anden dimension. Jeg begyndte at læse dobbelt så meget og studerede seks timer dagligt, for at bevise overfor far, at jeg stadig ville fortsætte og forfølge min drøm. Jeg snakkede med far hver nat, jeg gav ham mine resultater på prøverne og fortalte ham om mine karakterer. Til gengæld gav han mig en masse gode råd. Jeg gjorde det i flere år. Jeg sagde det aldrig til nogen, folk ville tro at jeg var blevet sindssyg. Min store drøm var at blive fysiker og dele mine teorier med hele verden.

 Jeg var nu blevet fjorten år, og jeg var allerede i gang med mit andet år i gymnasiet. Det gik som smurt. Hver nat var det så virkeligt, men alligevel ikke, for hver morgen når jeg vågnede, var han der ikke. Det var noget der tog mig mange uger at komme mig over, men til sidst fandt jeg jo ud af at han altid ville leve i mit hjerte. Og det gør han stadig.

Det var den toogtyvende marts, jeg blev femten år. Der var gået fem år siden far døde. Fem fødselsdage uden ham. Jeg vidste godt at det aldrig ville blive ligesom som før, men jeg håbede lidt på at det ville ske.

Det var den femogtyvende juni og mit tredje år på gymnasiet var ved at være ovre. Tiden var godt nok gået hurtigt. Fuck jeg var spændt. Det var i dag jeg skulle have min hue. Jeg kiggede rundt og alle de andre studenter var en del ældre end mig. Det var underligt. Jeg lagde mærke til at alle andre end mig blev omfavnet af deres forældre. Jeg skannede hver eneste person med mit falkeblik, som jeg kaldte det. Jeg var agenten der skulle finde den manglende person, og ganske rigtigt så var mor ikke til stede. Hun var væk. Jeg forstod det ikke, hun havde ellers lovet mig at hun ville optage det hele med sit nye videokamera. Jeg blev bekymret. Jeg snuppede huen og begyndte at løbe hjemad. Vi boede kun to kilometer derfra, desværre var jeg i rigtig dårlig form, for da jeg var mindre havde jeg ikke tid til at rende rundt og spille fodbold med de andre drenge nede i gården, jeg skulle jo studere og læse en masse.                                                  

Det tog mig omkring seksten minutter. Endelig var jeg ved lejligheden, jeg svedte som et svin. Jeg prøvede at finde nøglerne nede i min alt for lille lomme, med mine alt for tykke fingre. Jeg fik nøglerne op ad lommen, låste op og åbnede døren. Da jeg kom ind ad døren fik jeg et chok. Mor lå i gangen, sammen med tre tomme pilleglas og en seddel hvor der stod, ”Kære Mads. Håber du kan tilgive mig. Knus mor.”                           

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...