Børn af Natten (one-shot)

Historien tager udgangspunkt i sangen Børn af Natten af Panamah, men er ikke en del af Inspireret af en Sang-konkurrencen. Amalie tager endnu engang ud for at feste i Københavns natteliv. Her møder hun tre andre som hun kommer godt ud af det sammen med, og, i håbet om at hun endelig har fundet nogle hun passer ind med, tager de ud i natten sammen. Men er disse tre, fremmede virkelig Amalies venner? Og vil deres aftentrip føre til svaret på det spørgsmål, Amalie har kæmpet med i så lang tid? Personerne er ikke medlemmerne af bandet, og historien ikke baseret på musikvideoen.

3Likes
6Kommentarer
500Visninger
AA

1. Børn af Natten

Halvdelen af mit tøj lå spredt ud over gulvet. Jeg stod og prøvede at finde et godt outfit til aftnens fest. Som jeg havde gjort næsten hver dag. I fem år.

Jeg var i min bedste alder. 20 år. Jeg havde fået dagene til at gå med dans, musik, fester og derefter tømmermænd, siden jeg var femten. Siden jeg forlod folkeskolen, faldt jeg ud af systemet. Jeg faldt ud af det sociale fællesskab. Samfundet. Jeg overlevede på frokostpizzaer og drinks. Min lejlighed blev betalt af mine forældre, som for længst havde opgivet mig, og min eks-kæreste, som havde ondt af mig. Og mange penge.

Siden ham havde jeg prøvet at finde kærligheden igen. Eller i det mindste bare nogle venner. Da jeg undgik gymnasiet, var jeg ikke klar over, at jeg dermed også undgik mit sociale liv og min mulighed for det de voksne kaldte "en regulær, basal fremtid". Det kunne have været min undergang. Jeg stod tilbage med en samling forskellige valg - de gik alle sammen ud på at undgå fremtiden. Jeg blev bange for mig selv. Og nu prøvede jeg så bare at finde en mening med det hele. I nattelivet. Hvilke andre muligheder havde jeg?

Jeg landede på en rosa top med en sølvglitret hals, et par hvide jeans og hæle. Det havde jeg også haft på for to uger siden. Jeg friskede looket op med en tynd linje af glitret øjenskygge, lige over vipperne, som var skjult under et massivt lag mascara. Lidt rosa pudder på kinderne, en lys lip-gloss og en skvæt parfume: så var jeg klar til at indetage festen.

 

Jeg ankom til diskoteket lidt over halv ti. Jeg viste mit pas, og blev lukket ind af en stum, stenhård udsmider. Der var allerede godt varmt i lokalet. Dansegulvet blev slidt op, og glassene klirrede ovre i baren. Jeg smilede for mig selv. Det her var mit liv. Det var ynkeligt, men jeg elskede det.

Jeg lod min slagplan gå i gang på dansegulvet. En række uhyre dårlige plastik-popnumre blev spillet, men det var alt sammen en del af spasen.

Efter godt tre kvarter på gulvet, trak jeg mig tilbage til baren, hvor en flot singlefyr, forhåbentlig kunne få øje på en desperat singlepige. Jeg skammede mig over at bruge et så gammelt, gennemskueligt trick, men skyllede skyldfølelsen i mig, med et glas. Egentlig hadede jeg det sprøjt, men igen: det var en del af det komplette billede. Og for den sags skyld også en del af min daglige kost. Den eneste faste føde jeg fik, var pizza fra den lokale.

Jeg betragtede mine nattefæller slå sig løs, mens jeg spottede efter nogle potentielle venner. Når man var nået så langt hen på aftnen uden at være kommet i snak med nogen mænd overhovedet, var vennefasen for længst indtrådt: den del af festen hvor det højeste man kan håbe på, er en gruppe nye venner. Jeg kendte efterhånden nattelivets uskrevne regler ud og ind, og begyndte at kigge mig om efter nogle jævnaldrende.

Heden var ved at blive for meget, og jeg måtte bestille noget vand. Jeg gik ud på toilettet for at fikse mig selv lidt op igen. Derude mødte jeg Hash-Hanna: en stakkel på 29, som levede et endnu værre liv end mig med hash og påvirkning hele tiden. Hun havde netop været ude og sniffe endnu en bane på toiletsædet. Da jeg forlod toilettet igen, blev jeg erstattet af en pige jeg ikke vil tro være ældre end mig, og som ikke nåede helt ud på toilettet før hun brækkede sig.

Jeg nåede op til baren igen. Klokken var lidt over elleve, da jeg kom i snak med en gruppe på tre: Thomas, Anders og Laura. Laura var den udadvendte, og egentlig hende jeg kom i snak med da hun præsenterede mig for de to andre. Anders var også meget snaksalig, men Thomas forblev i baggrunden.

"Vi snakkede om at tage lidt ud og se på byen i aften. Vil du med?"

 

Vi tog jakker på og forlod festen. Udenfor gjorde sommerbrisen København kølig, og jeg lynede min jakke. Efter diskoteket, føltes det, som at få kastet en iskold spand vand i hovedet.

Vi krydsede Dronning Louises Bro, og gik end ad Nørrebrogade. Vores selskab af Thomas og Anders fik fordrukne fulderikker til at holde sig væk fra Laura og mig. Vi nød synet af diverse barer og klubbers neonskilte, blandet med lyskrydsenes rød, gul, grøn. Gadelampernes orange skær gjorde vores skygger lange. Bilerne susede forbi os, og jeg ville ikke være andre steder lige nu.

Aftnen gik stærkt. Vi slendrede op og ned af Nørrebros bedste og værste gader, arm i arm. Det kan godt være at du har været i København, men der er intet der slår Nørrebro midt om natten. Det er som om alle der bevæger sig ud på den tid af natten, er en del af en intern fest. Der er ingen der ikke har det festligt. Nattelivet byder på meget mere end om dagen. Diskoteker, klubber og barer inviterer alle der vil med, ind for at danse og drikke til fest. Stemningen river en med, og strømmen gør det umuligt at svømme imod - hvorfor skulle man også? Det kunne godt være at jeg ville vågne med tømmermænd i morgen, men lige nu, bekymrede jeg mig ikke om det.

 

Jeg vågnede ved at solen strømmede ind ad et snavset vindue. Lyset skar i mine øjne, og jeg blinkede. Så snart jeg rørte på mig, trak jeg sløret fra en dundrende hovedpine, som splittede mit hoved. Nogen havde trukket et tæppe om mig. Trods hovedpinen, satte jeg mig op og så mig omkring.

Jeg var havnet på en sofa i en fremmed lejlighed. Nede på gaden herskede myldretrafikken. Jeg kiggede på uret, der hang på væggen. Den var kvart over tre om eftermiddagen. Altså måtte det være folk på vej hjem fra arbejde.

Jeg huskede ikke meget fra aftnen før, udover at jeg havde haft det godt. Nattelivet var mit eget lille fiks. Jeg kom væk fra mit liv, samtidig med at jeg var i det. Jeg havde aldrig været her før, men jeg havde været i situationen mange gange før. Og da jeg tænkte videre over det, gik det op for mig, at det egentlig var sådan her jeg gerne ville have mit liv. Hvorfor skulle jeg ellers opsøge diskoteker på stribe, aften efter aften?

Jeg gik ud i køkkenet. Laura rakte mig et glas vand og en hovedpinepille. Jeg tog imod det, og gik ind i stuen igen, for at sove videre. Og selvom trætheden sneg sig på mig, som en tyv i natten, og selvom min hovedpine overskyggede alt andet, havde jeg tænkt mig at tage ud igen i aften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...