Born To Die

Når noget er forudbestemt kan det ikke laves om, det kan 16-årige Ella ikke affinde sig med, da hun opdager en grufuld skæbne som venter hende, Er der overhovedet noget, som kan redde Ella fra den forfærdelige skæbne?, den skæbne som alle åbenbart kender til.

5Likes
5Kommentarer
609Visninger
AA

2. Secrets

Jeg satte mig op i sengen med et ryk og så mig forvirret omkring. Så åndede jeg lettet op, det var bare en drøm, min familie og mine venner havde ikke prøvet at slå mig ihjel. Sikke en lettelse. Jeg stod ud af sengen, jeg vidste at jeg ikke ville kunne sove igen, ikke efter sådan en drøm.

Jeg gik ned i køkkenet, og havde egentlig regnet med, at jeg ville have det for mig selv, men der tog jeg fejl. Mine forældre havde gang i en eller anden diskussion, da jeg kom ind, men jeg nåede ikke, at høre hvad den handlede om, for da de fik øje på mig, klappede de begge i. jeg så forvirret på dem, de plejede ikke at skjule noget for mig.

”Hvad diskuterer i?” spurgte jeg mistænksomt,

”Åh ikke noget vigtigt” svarede mor hurtigt, ”hvorfor er du så tidligt oppe Ella?”. Hun snakkede uden om, det var helt vildt tydeligt. Eller også var jeg bare paranoid efter min drøm, det var sikkert bare det,

”Jeg havde mareridt” sagde jeg hurtigt, jeg havde ikke lyst til at snakke om det, det havde virket så virkeligt,

”Om hvad dog?” lød det bekymret fra hende, jeg havde faktisk ikke lyst til at fortælle hende om det, men jeg kunne heller ikke lyve. Det var en af mors særlige evner, hun kunne se når folk løj. Hun var af elverslægt, hvilket altså vil sige, at hun var elver og ligesom alle andre elvere havde hun særlige evner.

”Bare noget med at jeg skulle ofres” sagde jeg hurtigt, det var delvist rigtigt, for det var ikke det eneste jeg havde drømt. Mor og far udvekslede blikke, selvom de ikke troede at jeg så det, så opdagede jeg det altså.

”Hvad er der?” spurgte jeg endnu engang mistænksomt,

”Det lyder som en skræmmende drøm, det er bare det” sagde mor hurtigt,

”Det er tæt på fuldmåne, måske er det derfor du har mareridt” lød det fra far, som sad og fjernede skidt under sine kløer. Altså, far var varulv, eller som han helst ville kalde det lykantrop. Han havde forvandlet min mor til varulv, så hun var altså både elver og varulv. Far var bare helt igennem varulv, både hans mor og far var varulve. Det betød også at han var født som alfa, så jeg er også alfa, men det var først senere at jeg skulle overtage ansvaret for kobbelet.

”Stop med at gøre det der i køkkenet” sagde jeg og stirrede på fars kløer, ”det er klamt”. Han trak straks kløerne ind. Jeg kunne mærke mors blik på mig, og far sad også og kiggede på mig, jeg følte at de ville have mig til at gå,

”Skal jeg gå eller hvad?” sagde jeg irriteret, det var starten på en møgdag.

”Mor og jeg har nogle ting vi skal snakke om, såå…” startede far, men jeg afbrød ham hurtigt,

”Jeg skal nok skride, jeg ved godt når jeg ikke er velkommen” jeg vendte hurtigt om og gik ud af døren. Det var lunt udenfor, så jeg ville nyde den sidste sommersol, efteråret var lige om hjørnet, og jeg hadede det, hvis det stod til mig, var det sommer hele året rundt.

Jeg gik mod Elverdalen, der boede ingen elvere der mere, ikke efter at varulvene overtog området, men dalen beholdt sit navn på grund af skønheden. Der var knæhøjt blødt græs, med et væld af vilde blomster, dalen var omgivet af træer, hvor man kunne gemme sig, Stedet passede virkelig godt til elvere.

Jade og Lan var allerede nede i dalen, da jeg kom derned. Jeg blev overrasket over at se dem, de var ikke typerne der stod tidligt op,

”Hvad laver i her så tidligt?” råbte jeg til dem, de kiggede begge op med et sæt, de havde ikke set mig komme, de tøvede lidt med deres svar, som om de ikke helt vidste hvad de skulle svare,

”Vi kunne ikke sove” sagde Jade til sidst. Jade og Lan var tvillinger, men man kan ikke sige at de lignede hinanden. Jade lignede deres mor, med sit bløde blonde hår og store blå øjne. Lan derimod lignede deres far, hun havde langt krøllet brunt hår, og store brune øjne. De var begge to højere end mig, men alligevel føltes det nogle gange som om jeg var den højeste, jeg ved ikke hvad det var, men deres blikke var så respektfulde, når de så på mig. Måske var det på grund af mine alfa gener, så det var naturligt for dem, at underkaste sig.

”Det ligner da ikke jer” sagde jeg drillende, men de grinede ikke som de normalt gjorde, når jeg drillede dem, de udvekslede bare blikke, samme slags blik, som mine forældre.

”Hvad er der galt?” spurgte jeg irriteret, havde jeg noget i ansigtet eller sådan noget, siden folk hele tiden udvekslede blikke, når jeg var i nærheden,

”Ikke noget” sagde Lan hurtigt, ”men hvad laver du her egentlig så tidligt selv?”, de kiggede begge nysgerrigt på mig,

”Mareridt” svarede jeg hurtigt, og gøs, pigerne lagde mærke til det,

”Et slemt et eller hvad?” spurgte Jade medfølende, jeg nikkede og fortalte dem om mareridtet. Jeg ville hellere fortælle mine veninder om det, end mine forældre. De udvekslede blikke igen, men sagde ikke noget, i hvert fald ikke om min drøm,

”Jeg bliver nød til at gå” sagde Jade hurtigt, og før vi kunne nå at sige noget, var hun væk. Jeg så forvirret på Lan,

”Hvad var der med hende?”

”Hør Ella, der er noget skidt under opsejling og det går hende på, men hun vil ikke fortælle mig hvad det er der kommer til at ske” sagde Lan hurtigt, og så sig febrilsk omkring,

”Hvad er det i skjuler for mig?” spurgte jeg og kneb øjnene sammen, hun kiggede alle andre steder hen end på mig,

”Ikke noget, hvad skulle det være?” hun trippede nervøst på stedet, ”jeg må finde Jade, ses” så var hun også væk, og jeg stod alene og forvirret tilbage. De skjulte et eller andet for mig, men jeg kunne ikke regne ud hvad det var.

Jeg gik langsomt tilbage til vores lille, men hyggelige, hus. Døren stod åben, da jeg nåede frem. Jeg kunne høre ophidsede stemmer derinde fra, da jeg kom tættere på, kunne jeg genkende stemmerne, det var mine forældres og Lans. Hvad lavede hun der?

Jeg smuttede ind af døren og ville gå ind til dem, og blande mig, men Lans ord stoppede mig,

”Det bliver nød til at være snart, vi kan snart ikke holde det hemmeligt mere, Jade er ved at gå til af dårlig samvittighed” sagde hun ophidset,

”Jeg ved godt at det er hårdt, men i har hele tiden vidst det” svarede far hidsigt, ”der er intet vi kan gøre, og intet vi har lyst til at gøre”, Lan gispede,

”Hvordan kan du sige det, hun er jeres datter”, de talte om mig, men hvad var det der skulle være snart, og hvorfor havde Jade dårlig samvittighed over det. Jeg frøs på stedet, det måtte være det dårlige som var under opsejling, det som Lan havde talt om.

”Globaskarne er enige i at det skal være snart” sagde mor træt, jeg spidsede ører. Globaskarne var en slags trolde, som boede oppe i bjergene, de blev ikke nævnt så tit, men jeg vidste at de havde enorm indflydelse nede ved varulvene,

”Er globaskarne indblandet” gispede Lan forfærdet, ”de er jo kun ude på ballade”, jeg kunne høre på fars stemme, da han svarede, at han var irriteret på hende,

”Du er kun 16 år, du ved ikke hvad du taler om, det her kommer også dig til gode” hvæsede han, og jeg kunne se for mig, hvordan hans øjne lynede.

 ”Ja men hvad med Ella, har du tænkt på det, det er hende det går udover?” spurgte Lan lige så ophidset,

”Den her aftale har været lavet siden Elaine blev født, vi har forberedt os på det i lang tid” sagde mor stille, jeg kunne kun lige høre hende,

”Vi fik hende kun fordi, globaskarne forsikrede os om at vi ville blive mere magtfulde af det” sagde far, det var en side af ham jeg ikke havde hørt før. Og hvad mente han med at de kun fik mig, på grund af globaskarne?

Det gjorde ondt at høre, jeg følte mig virkelig uelsket i det øjeblik, men det blev kun endnu værre af Lans næste ord,

”Det ved jeg godt, som du selv påpegede, så har vi vidst det siden vi var børn,” var der virkelig ingen der kunne lide mig, var de kun sammen med mig på grund af globaskarne?

”Kan i ikke genoverveje det?” blev Lan ved,

”Det er ikke en mulighed, ofringen er planlagt, og du og Jade, skal sørge for at hun er i dalen, hvor hun ikke kan flygte” sagde far hårdt. Der faldt tiøren, jeg skulle ofres, det var det der havde været planlagt siden jeg blev født. De havde aldrig elsket mig, i hvert fald ikke far, jeg ved ikke med mor, hun virkede ikke helt hut på ideen, i hvert fald ikke ud fra det jeg kunne høre.

”Lanice har jo ret Larek, vi kan ikke bare ofre vores eneste datter” sagde mor og lød helt skrøbelig, men far var hård,

”Der er ikke mere at sige, og hvis i siger noget til Ella, bliver i ofret sammen med hende, forstået?” han lød farlig, jeg havde aldrig set den side af ham, jeg troede virkelig at han elskede mig, men der tog jeg fejl.

Men jeg var dog sikker på, at Mor, Lan og Jade holdt af mig, ellers ville den diskussion slet ikke have været der. De sagde ikke mere, så jeg besluttede at gøre dem opmærksomme på at jeg var hjemme, de måtte selvfølgelig ikke hvide at jeg havde hørt det hele, så jeg ventede et par minutter, og gik så afslappet ind i køkkenet.

”Så er jeg tilbage” sagde jeg og smilede, ”hej Lan, hvad laver du her?” jeg prøvede at lyde glad og afslappet, men det var virkelig svært, når man vidste at de havde planer om at ofre mig. Ingen af dem sagde noget, de prøvede tydeligvis at vurdere om jeg havde hørt noget, men de kom vidst frem til at jeg ikke vidste noget, for de så alle ud til at ånde lettet op,

”Jeg ledte bare efter Jade, men hun er ikke her” sagde Lan og smilede, eller hun prøvede at smile, det blev mere til en eller anden grimasse. Jeg nikkede,

”Hun virkede oprevet tidligere,” sagde jeg samtykkende, ”hvad med at kigge i hulen, der tager hun altid hen når hun er oprevet”. Lan slog sig for panden og smilede til mig,

”Selvfølgelig, jeg tager derhen med det samme” og så var hun væk, for anden gang den dag. Jeg gik ind på mit værelse, jeg måtte pakke mine ting, det var den eneste mulighed. Jeg kunne ikke have så mange ting med mig, det var klart, for jeg ville flygte i ulveskikkelse, det var hurtigst. Jeg måtte skaffe det meste af det jeg havde brug for undervejs.

Jeg puttede min tandbørste i en lille pose, som jeg bandt om min ankel, jeg kunne ikke gå nogen steder uden min tandbørste, især ikke når jeg havde været en ulv. Jeg elskede at være en ulv, men følelsen på tænderne efter at man har jaget, er simpelthen bare for ulækker.

Jeg så mig hurtigt i spejlet, måske skulle jeg farve hår undervejs, så ingen ville kunne genkende mig. Mit dybrøde hår og grønne øjne, var rimelig afslørende, jeg havde nemlig fået min mors elver udseende. Selvom jeg vidste at det var dumt, så lagde jeg en seddel til min mor, men jeg lagde den selvfølgelig et sted hvor far ikke ville finde den.

Jeg skrev hurtigt, Undskyld mor, men jeg var nød til at komme væk, jeg ved det hele – E

Jeg lagde seddelen hvor den skulle være, men jeg besluttede, at jeg først ville flygte, når det blev mørkt, det var for risikabelt at gøre det i dagslys. Så i stedet tog jeg hen til hulen, hvor jeg regnede med at finde pigerne. På vej ud hørte jeg far sige til mor,

”Vi gør det i aften, giv Lanice og Jadana besked”. Shit jeg måtte virkelig se at komme væk,

”Jeg tager over til Jade og Lan, ses” sagde jeg og smuttede hurtigt ud af huset, som jeg havde regnet med, sad Jade og Lan i hulen, hulen var en lille hule inde i skoven, der havde boet en bjørn engang, men den var rejst for længst, eller også var den blevet ofret. Far måtte have været hurtig, for Lan sad med en brevdue i favnen og Jade sad med et brev, hun lignede en der havde grædt og da hun fik øje på mig blev det bare værre. Hun så virkelig ud til at have det dårligt, og jeg havde ondt af hende.

”Hvad er der galt Jadie?” sagde jeg og satte mig ved siden af hende, jeg havde lyst til at fortælle hende at jeg vidste det hele, fortælle hende at jeg stak af. Men jeg var ikke sikker på at det var en god ide, især ikke når Lan var der, hun havde godt nok sagt, at hun syntes, at det var en dårlig ide, men jeg havde en fornemmelse af at hun ville fortælle far det hele.

”Vil du med ned i dalen i aften? Jade og jeg tager derned” spurgte Lan, og smilede til mig, men jeg kunne ikke afgøre om det var ægte eller ej. Jeg smilede tilbage,

”Ja selvfølgelig, der er så flot om aftenen” svarede jeg, Jade hulkede højt, hun havde nok håbet at jeg ville sige nej. Jeg blev nød til at fortælle hende at jeg ville stikke af, det ville plage mig, hvis jeg ikke fortalte det til hende.

 Jeg gav Jade et knus, og lukkede øjnene,

”Måske bliver jeg alfa, måske er det sådan det kommer mig til gode” jeg så forvirret op,

”Sagde du noget?” spurgte jeg Lan, men hun rystede på hovedet, jeg var ellers sikker på at det var hende, der havde sagt det, det var i hvert fald ikke Jade,

”Hvordan er det mon at være alfa” jeg var altså sikker på at det var Lans stemme, men hun sad bare og stirrede drømmende ud i luften. Så slog det mig, det måtte være hendes tanker. Jeg kunne læse tanker, jeg havde evner, som min mor.

Jeg koncentrerede mig om jades tanker, jeg ville gerne vide hvad hun tænkte. Hvordan kan Lan tage det så roligt, når Ella ikke er her i morgen? Hvordan kan hun overhovedet hjælpe, jeg lægger mig syg, jeg vil ikke se det.

Jade snøftede beslutsomt, og sagde så,

”Jeg tager ikke med i aften, jeg føler mig lidt sløj”, Lan så rasende ud,

”Vi tager stadig derned ikke Ella, jeg vil virkelig gerne derned” sagde hun og lød helt desperat,

”Jeg ved ikke, måske skulle vi blive hjemme og passe Jade” sagde jeg og så bekymret på Jade, for hun så faktisk sløj ud.

”Please Ella, lad os tage af sted” blev Lan ved, jeg nikkede, og hun så virkelig lettet ud. Hun kunne jo heller ikke vide, at jeg ikke ville dukke op, ofringen ville ikke blive til noget.

”Skal vi så ikke følges derned?” fortsatte Lan, hun var virkelig ivrig, hun måtte virkelig ønske at blive alfa. Jeg troede ikke på, at hun ville blive alfa, men man vidste jo aldrig.

”Men jeg bliver nød til at gå nu, jeg har lige noget jeg skal ordne” og så smuttede hun igen, for tredje gang den dag. Så Jade og jeg sad alene tilbage, jeg overvejede at fortælle hende at jeg vidste det, men jeg var bange for, at hun måske ville sige det videre.

Jeg besluttede at fortælle det, jeg ville alligevel være væk om aftenen,

”Jeg ved det hele” sagde jeg til sidst, og kiggede på Jade,

”Ahva gør du” spruttede hun, ”men hvordan?” hun så helt forskrækket ud,

”Jeg overhørte en samtale” sagde jeg stille, og tog en håndfuld af skovbunden op i hånden, og lod det smuldre ud gennem fingrene,

Jade brød sammen igen, ”jeg er så ked af det Ella, vi skulle have sagt det til dig, men din far sagde, at hvis vi sagde noget, så ville vi blive ofret, så hvad sker der med os nu hvor du ved det” hun begravede ansigtet i hænderne,

”Jeg ved det ikke, du må bare lade som om du ikke ved noget” jeg kunne have sparket mig selv, jeg ville ikke have fortalt hende om min flugt,

”Ved noget om hvad?” spurgte hun selvfølgelig, jeg sukkede, jeg blev nød til at fortælle hende det,

”Jeg stikker af” sagde jeg tøvende, hun så helt glad ud et øjeblik,

”Jeg tager med” udbrød hun,

”Det kan du ikke, tænk på Lan, hun vil blive straffet for det hvis vi er væk” sagde jeg, det ville være fedt hvis hun var med, men jeg vidste at Lan ville blive straffet, hvis vi begge var væk, hun sukkede, men kunne godt se det fornuftige i det.

”Du må bare love at være forsigtig, de vil jage dig, når de opdager at du er væk”

”Det skal jeg nok, men du bliver nød til at tage ned til ofringen, ellers tror de at du har hjulpet mig” sagde jeg og gav hende et knus,

Vi fik endelig trukket os fra hinanden, og gik hver til sit. Jeg havde ting der skulle ordnes, før jeg kunne stikke af, plus at ingen måtte få mistanke. Så det ville ikke blive helt let. Jeg skyndte mig hjem, og selvom jeg prøvede ikke at se nervøs ud, så gik det ikke særlig godt. Mor ville med det samme opdage, at der var noget galt, og hende kunne jeg jo ikke lyve for. Så da jeg kom hjem, gik jeg direkte ind på mit værelse.

Jeg havde lagt min tandbørste frem, og hvis mor nu skulle komme ind, havde jeg fundet på en historie, som ikke var helt løgn. Jeg ville bare sige at jeg ikke skulle sove hjemme, og hun ville nok ikke bore mere i det, eftersom hun regnede med at jeg skulle dø samme aften.

Dagen gik ufattelig langsomt, og jeg følte mig som ét stort nervevrag. Hver gang jeg hørte en lyd fór jeg sammen, i frygt for at de ville hente mig før tid. Det er virkelig den længste dag, jeg nogensinde har oplevet. Men endelig faldt mørket på, og min flugt kunne begynde.

Jeg så mig en sidste gang rundt i det lille værelse, med de lyseblå vægge. Jeg ville komme til at savne det, det var helt sikkert, men jeg havde ikke andet valg end at flygte. Jeg tog en dyb indånding og sprang ud af vinduet, og lige ind i mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...