Born To Die

Når noget er forudbestemt kan det ikke laves om, det kan 16-årige Ella ikke affinde sig med, da hun opdager en grufuld skæbne som venter hende, Er der overhovedet noget, som kan redde Ella fra den forfærdelige skæbne?, den skæbne som alle åbenbart kender til.

5Likes
5Kommentarer
582Visninger
AA

3. Run

Mørket omsluttede mig med det samme, og jeg følte mig straks mere tryg. Trygheden varede dog kort, da jeg lige pludselig hørte skridt. De var på vej op imod huset, jeg kastede mig ind i busken, som stod lige udenfor mit vindue, og bad til at hvem det end var der kom, ikke var på vagt. For så ville det her blive begyndelsen til enden på min flugt.

Skridtene stoppede foran hoveddøren, jeg kunne fornemme at personen så sig nervøst omkring, bange for at blive opdaget. Mine sanser var skærpede og jeg var i allerhøjeste alarmberedskab, den person kunne ende med at koste mig livet.

Personen bankede stille på døren, og ventede så, han eller hun trippede nervøst på stedet. Der gik ikke lang tid før døren blev revet op, og jeg kunne høre fars stemme,

”Hvad?” var det eneste han sagde, og fordi jeg kendte ham så godt, kunne jeg mærke at han havde sit irriterede blik på. Han var nok irriteret over at blive forstyrret imens han planlagde sin eneste datters død. Det ville også have pisset mig af.

”Er Ella her?” spurgte personen, jeg frøs på stedet, det var Lan. Men hvorfor kom hun hjem til mig? Vi havde jo aftalt at mødes ved hende. Mon Jade havde fortalt hende noget, det havde været en fejl af mig, at fortælle hende noget, jeg skulle have holdt det for mig selv.

”Hun er på sit værelse, kommer du for at hente hende?” spurgte han og sænkede stemmen ved den sidste del. Jeg kunne se at Lan nikkede,

”Det er ved at være tid, og måske er jeg bare paranoid, men jeg har altså en fornemmelse af at hun ved det” Lan havde også sænket stemmen, jeg fornemmede hvordan far kneb øjnene sammen,

”Og hvordan skulle hun have fundet ud af det?” han lød misbilligende,

”Det er bare en fornemmelse, altså tidligere i dag, var det bare som om, hun kunne se lige igennem mig” sagde Lan stille,

”Umuligt, globaskarne fjernede hendes evner, da hun blev født” hvæsede han, ”de kan ikke være vendt tilbage”, Lan så ned i jorden,

”Jeg er ked af det Larek, men det tror jeg at de er” hviskede hun, og havde fortsat blikket rettet mod jorden,

”Så har vi ventet for længe, det må gøres med det samme” sagde han lidt roligere og vinkede Lan indenfor. Det var min eneste chance, om under 2 minutter ville de opdage, at jeg var væk. Jeg løb så hurtigt, og lydløst, jeg kunne ned af stien. Jeg kunne ikke skifte skikkelse endnu, det var for risikabelt, far ville med det samme opfange lugten af forvandlingen.

Det er en evne man har som alfa, man kan opfange, når andre varulve i nærheden skifter skikkelse. Jeg løb og opfangede slet ikke at jeg var løbet mod dalen, og det var noget af en fejl. Da jeg kom nærmere kunne jeg se at flokken var samlet dernede. Et stort stenbord var stillet op i midten og rundt op stod der brændende fakler. Jeg gøs, alt det var stillet op for at dræbe mig. Jeg var nød til at vende om, men hvor skulle jeg løbe hen?

Lan og far var sikkert lige i hælene på mig, og hvis jeg løb ned i dalen, ville jeg aldrig komme derfra igen. Jeg blev mere og mere desperat, jeg så mig forvildet omkring, og besluttede til sidst at jeg måtte løbe nede i kanten af dalen. Hvis jeg kunne komme ind imellem træerne ville jeg være mere i sikkerhed, og jeg ville kunne skifte skikkelse.

Det var en risikabel plan, men det var den eneste mulighed jeg havde. Jeg bevægede mig langs skyggerne, og hver gang nogen kiggede i min retning, stod jeg musestille og prøvede at falde i med skyggerne. Omsider nåede jeg hen til træerne, men jeg var knap nok kommet ind mellem træerne, da fars stemme buldrede gennem dalen,

”Hun er flygtet” han lød rasende, ”og nu skal hun for alt i verden findes”, jeg kiggede ud mellem træerne, flokken så forvildet på hinanden,

”Hun skal findes i live” sagde han lidt lavere, ”det er altafgørende”. Flokken begyndte at skifte skikkelse, klar til at jage mig, så jeg måtte se at få benene på nakken, ellers ville jeg ende på bordet, og det var nok det sidste jeg havde lyst til.

Jeg skiftede selv skikkelse, far ville nok ikke opdage min forvandling, når lugten blandede sig med de andres. Jeg vendte mig hurtigt væk fra dem og løb alt hvad jeg kunne, det var det gode ved at løbe som ulv, jeg kunne bevæge mig lynhurtigt.

Jeg var hurtigt ude på den anden side af træerne og ude i det fri. Det var ikke så sikkert at løbe i det fri, jeg ville blive opdaget med det samme. Men jeg var for bange til at tænke rationelt, adrenalinen pumpede i mit blod og gav mig kræfter til at sætte farten op.

Inden længe ville jeg nå bjergene, og der ville være mere sikkert. I hvert fald hvis jeg undgik globaskarne, og hvis jeg alligevel skulle støde på nogen, så måtte jeg sætte min lid til, at jeg kunne løbe fra dem. Faktisk så regnede jeg med at løbe ind i dem, med alt det uheld jeg havde været ude for, ville det nemlig ikke undre mig.

Landskabet var øde, der voksede ingen ting i det område. For mange år siden havde der været en krig mellem os overnaturlige, landskabet var aldrig blevet det samme igen. Da jeg var lille fortalte mor mig historier om, hvor flot landskabet havde været engang, om hvordan det havde lignet elverdalen. Jeg ville ønske at det stadig så sådan ud. Der var noget foruroligende ved at løbe i det golde landskab, som om faren lurede lige om hjørnet.

Mine muskler begyndte at gøre ondt, jeg vidste ikke, hvor længe jeg ville kunne holde ud. Jeg var ikke vandt til at løbe i så lang tid af gangen, jeg var mildes talt i forfærdelig form, især når man tænker på at jeg er ulv.

Jeg åndede lettet op, da jeg nåede foden af bjergkæden. Jeg havde brug for hvile og bjergene gav mig lige den der ekstra tryghed, fordi jeg vidste at man ikke sådan lige kunne se mig. Jeg satte farten ned og kiggede mig om efter et sted, hvor jeg kunne sove. Det skulle helst være et sted, hvor globaskarne ikke lige kom rendende, for de ville sikkert give far besked om hvor jeg var.

Jeg skiftede til menneske skikkelse igen, jeg trængte til at gå på to ben igen. Jeg vidste ikke hvad klokken var, men jeg havde en fornemmelse af, at jeg havde løbet længe. Fornemmelsen blev forstærket, da jeg kort tid efter opdagede at himmelen begyndte at lysne. Jeg skulle finde et sted at sove hurtigt.

Jeg legede med tanken om at løbe videre, men jeg havde ikke kræfterne til det. Mine muskler gjorde ondt, og min mave knurrede. Smerten i maven blev forværret, da jeg kom til at tænke på, at jeg aldrig ville komme tilbage, jeg skulle aldrig se mor igen, og heller ikke Jade. Jeg havde svært ved at savne far og Lan, jeg følte virkelig at de havde svigtet mig.

Et eller andet skarpt borede sig op i min fod. Jeg havde været så optaget af at flygte, at jeg ikke havde fået sko med. Jeg satte mig ned på en klippeblok, og vendte foden om, så jeg kunne se hvad der var sket. En skarp havde lavet en flænge under foden, det gjorde helt vildt ondt og det blødte. Men jeg havde ikke tid til at fokusere på smerten, jeg havde vigtigere ting at tænke på. For eksempel de stemmer, som jeg lige pludselig opfangede. De kom fra flere sider, jeg stivnede af skræk, tænk hvis det var globaskarne, som var ved at omringe mig.

Jeg smuttede hurtigt over til en stejl bjergside, hvor der gik en revne ind i siden, og klemte mig så langt ind i den som jeg kunne komme. Stemmerne nærmede sig, og nu kunne jeg også høre deres fodtrin,

”Larek er et fjols” hvæsede en stemme, det lød ikke som en rar person, ”hvordan kunne han lade tøsen slippe væk”. Stemmen var hæs og tilhørte tydeligvis en mand.

”Har han ikke fattet at hun skal ryddes af vejen?” brokkede en anden stemme, den lød også hæs, men der var også et eller andet sleskt over den, ”de varulve er ikke særlig kloge”, selv under de omstændigheder, blev jeg fornærmet over den udtalelse, hvad vidste han om varulve?

”Pigen må have været klog nok, ellers var hun jo ikke stukket af” vrissede den første stemme, den anden svarede ikke, han brød sig nok ikke om at blive sat på plads. Jeg kunne høre flere fodtrin der nærmede sig, og lidt efter kunne jeg også høre deres stemmer,

”Hun er ikke i det område vi har patruljeret” råbte en stemme, den lød ikke så hæs som de andres og den lød yngre, ”har i fundet noget?”,

”Ikke endnu” råbte den første af stemmerne tilbage, ”Draks gik i klippespalten”. Jeg pressede mig endnu længere ind i spalten, lige om lidt ville de opdage mig. Globaskaren, som åbenbart hed Draks, kom tættere og tættere på mit gemmested, han gik og mumlede for sig selv,

”Gør lige dit Draks, gør lige dat Draks” hvæsede han for sig selv, ”altid er det mig der skal gøre det beskidte arbejde, tøsen er her alligevel ikke”. En hånd blev stukket ind i klippespalten, mit hjerte hamrede på højtryk og jeg var næsten sikker på at han kunne høre det. Hånden kom længere og længere ind. Jeg stod med tilbageholdt åndedrag og trak maven så langt ind jeg kunne.

”Ingenting” råbte Draks lige pludselig, han var så tæt på, at jeg kunne lugte hans dårlige ånde. Den stank af forrådnelse. Hans skridt forsvandt ligeså stille og jeg kunne ånde lettet op, jeg havde været så sikker på at de ville finde mig.

Jeg satte mig ned på det fugtige klippegulv, og lyttede. Stemmerne forsvandt længere og længere væk, til alt held for mig. Jeg var sikker på at hvis det havde været en af de andre, som skulle kigge i klippespalten, så havde de fundet mig. Mit hjerte satte langsomt farten ned, og jeg begyndte at trække vejret normalt igen.

Jeg var sulten, men jeg var for træt til at jage, så det måtte vente til jeg havde sovet. I øvrigt var det også for farligt at jage, når globaskarne var i nærheden. Langsomt gled mine øjne i og søvnen overmandede mig.

♥♥♥

”Hvem er du?” lød en stemme ved siden af mig, ”og hvad laver du her”. Det gav et sæt i hele min krop, da jeg hørte den ukendte stemme. Jeg åbnede langsomt øjnene, og hvis jeg ikke havde været så chokeret, var jeg nok begyndt at grine. Foran, eller jeg skal måske sige over, mig svævede en lille alf, ikke meget større en min tommeltot. Selvom jeg havde gode sanser, kunne jeg ikke se om det var en pige eller dreng, på grund af mørket i spalten.

”Spørgsmålet er hvem er du?” svarede jeg næsvist tilbage, sådan en lille gnom skulle ikke hunse med mig,

”Du er ikke så lidt fræk” fnyste alfen, og baskede irriteret med sine selvlysende blå vinger, ”Jeg er Lillyana, og jeg kommer fra Alfeklanen på den anden side af bjergene”,

”Hvis du kommer fra den anden side af bjergene, hvad laver du så her?” spurgte jeg og rynkede panden, selv i mørket kunne jeg se at hun rødmede,

”Det kommer ikke dig ved, fortæl så hvem du er, ellers får du alfestøv ned af ryggen, og dét skal du ikke ønske dig” truede hun,

”Jeg fortæller dig det kun, hvis du sværger at du ikke siger at du har set mig, til nogen” mumlede jeg irriteret, men jeg turde ikke snakke alt for grimt til hende, for alfestøv var ikke noget man havde lyst til, at have ned af ryggen. Det kløede som ind i helvede og huden blev helt grøn, der hvor det ramte,

”Jeg siger ikke et ord, men kom nu til sagen” sagde hun utålmodigt,

”Fint, jeg hedder Ella og jeg kommer fra kobbelet ovre ved elverdalen” mumlede jeg så stille, at jeg var i tvivl om, om hun overhovedet hørte det. Hun tøvede før hun sagde noget igen,

”Så du er hende ulven, som stak af?” spurgte hun, jeg nikkede, mit rygte var altså løbet mig i forkøbet, ”er det rigtigt at du forrådte din flok?” blev hun ved,

”Hvad?” råbte jeg og tog mig øjeblikkeligt til munden, ”det var snarere dem der forrådte mig” sagde jeg lidt lavere, og så fortalte jeg hende om ofringen, det var lidt af et sats at fortælle en fuldstændig fremmed om det, men jeg havde ikke rigtig noget at tabe.

”Ved du hvad?” sagde jeg, da jeg var færdig med at fortælle, ”det var hyggeligt at møde dig, men jeg må altså videre”. Lillyana så skeptisk på mig,

”Det mener du ikke, bjergene vrimler med globaskarer, de finder dig på ingen tid, vent hellere til det bliver mørkt”. Hun forstod det ikke, jeg var nød til at komme videre, jeg skulle om på den anden side af bjergene, så hurtigt som muligt. Hvis jeg bare kunne finde elverne havde jeg måske en chance.

”Jeg bliver nød til at tage af sted nu, jeg har intet valg” sagde jeg og rejste mig, mine ben var helt stive af at side ned så længe,

”Men hvorfor? Du har vel ikke noget du skal nå” sagde Lillyana spørgende,

”Hvis min far kommer i nærheden, kan han mærke hvor jeg er, og der er ikke så mange flugtmuligheder lige her” svarede jeg og begyndte at mase mig ud af spalten.

”Jeg tager med dig” sagde hun og fløj efter mig, vi kendte ikke hinanden og alligevel ville hun hjælpe mig, og det var selvom jeg havde en fornemmelse af at hun ikke kunne lide mig.

”Fint, men hvorfor vil du med?”

”Så sker der noget spændende og vi skal samme vej alligevel” svarede hun kort, jeg fik mast mig ud af spalten og ud i dagslyset. Jeg kiggede på Lillyana, hun så ikke ud som jeg havde forestillet mig. Min forestilling om hende var at hun havde langt lyst hår og blå øjne, i virkeligheden havde hun sort hår og brune øjne, og så havde hun et smilehul i den ene kind. Hun var smuk.’’

”Hvad glor du på?” spurgte hun og viftede med sine små hænder foran mit ansigt, jeg rystede på hovedet og kom tilbage til mig selv igen,

”Ikke noget” mumlede jeg og begyndte at gå, ”jeg skifter skikkelse, så jeg kan ikke snakke med dig”. Hun sagde ikke mere fulgte bare efter mig, jeg kastede mig frem på alle fire, og skiftede til ulveskikkelse, jeg var nødt til at jage, ellers kunne jeg ikke holde til at løbe hele dagen og natten.

Lillyana var faktisk en god hjælp, hun fløj rundt, på jagt efter globaskarer, og hver gang hun så nogen sagde hun det videre til mig, så jeg kunne løbe en anden vej. Men selvom vi gjorde hvad vi kunne for at undgå det, skete det alligevel.

En pil borede sig ind i min skulder, jeg faldt til jorden, med det samme. Lillyana gik fuldstændig i panik og dryssede alfestøv ud over det hele,

”Hvad skal vi gøre?” hylede hun oppe fra luften, men jeg var i ulve skikkelse, så jeg kunne af gode grunde ikke svare hende. Jeg fik kæmpet mig på benene og satte tænderne i pilen, som jeg kun lige kunne nå. Jeg peb af smerte, men jeg havde ikke tid til at gøre noget ved det. jeg satte af sted i fuldt firspring, med en bange alf over mig, og sindssyge globaskarer i hælene.

Det havde været snevejr i bjergene, selvom det stadig var sommer, så der lå sne nok til at globaskarne kunne køre i slæder. Jeg kiggede mig hurtigt over skulderen, og lavede ulve versionen på et gisp, det var ikke normale hunde som trak slæderne, det var mit kobbel. Jeg tænkte med kvalme om Jade og Lan var iblandt dem.

”Drej til venstre her” råbte Lillyana ned til mig, og jeg prøvede at gøre som hun sagde, ”jeg sagde venstre din idiot, ikke højre”. Men det var for sent at vende om, så jeg fortsatte ad vejen til højre, og det var en kæmpe fejl, for da vejen endte, kunne jeg se at det var en blindgyde. Jeg standsede, hvad skulle jeg gøre?

Lillyana fortsatte med at skælde ud, men jeg lukkede hendes irriterende stemme ude, og prøvede at finde ud af hvad jeg skulle gøre. Men jeg havde ingen ide om det, den eneste vej væk fra gyden, var at blive fanget, og det havde jeg ikke lige lyst.

Globaskarne nåede ind til gyden, de sigtede på mig med deres pile, en af pilene dryppede af blod, mit blod. Jeg kunne mærke hvordan blodet fra mit sår i ryggen, løb ned af siden på mig, og ramte den hvide sne. Jeg lukkede øjnene og jeg kunne mærke panikken komme snigende.

Jeg hamrede forpoterne ned i jorden, jeg ville under ingen omstændigheder give op. Jeg ville ikke dø som 16-årig. Et ordentligt brag fik mig til at spærre øjnene op. Globaskarne blev smadret ind i klippevæggen,

”Hvordan gjorde du det?” måbede Lillyana, hvad mente hun med det, var det mig der havde gjort det? lige meget hvad havde jeg ikke tid til at finde ud af det, jeg spurtede bare videre, og denne gang tog jeg den rigtige vej.

Tog klipper længere fremme fungerede som en slags port, vi skulle igennem den for at komme ud i det fri igen. Problemet var bare at der stod tog vagter, eller de stod ikke, de sad på deres heste. Hvis de gav sig til at jage mig, ville jeg have et problem, for heste er hurtige. Jeg skiftede skikkelse, så jeg kunne snakke med Lillyana,

”Hvad gør vi Lilly?” spurgte jeg, hun stirrede på mig som om jeg var dum, det var ved at blive en dårlig vane, hun stirrede hele tiden på mig, på den måde.

”For det første: hvad var det du kaldte mig?” startede hun, ”og for det andet: så skal vi forbi de vagter, og den eneste måde at gøre det på er, at løbe lige igennem dem” afsluttede hun,

”Som svar på dit spørgsmål, så er Lilly et sødt kælenavn, som passer godt til dig, så det kalder jeg dig fra nu af, så det må du hellere lære at leve med” svarede jeg sødt, ”Og din ide stinker, de begynder at jage mig lige så snart de ser os”,

”Det er ligesom ideen med det, du skal bruge dine super kræfter en gang til” blikket en gang til,

”M-men jeg ved ikke engang hvordan jeg gjorde, hvis det da overhovedet var mig der gjorde det” stammede jeg og så fortvivlet på hende, det var jo ikke hende der ville ende som hakkekød, hvis planen gik galt,

”Visse vasse du finder nok ud af det” sagde Lilly bare og begyndte at flyve mod porten, hvis vi overlevede, ville jeg helt sikkert slå hende ihjel.

Jeg skiftede igen og satte i fuld spurt igennem porten, og for første gang fik jeg et glimt af globaskarne, de lignede overraskende meget mennesker, men de var mere behårede, og havde et mere råt udryk i ansigtet, og deres øjne var hule, de så rigtig skræmmende ud og jeg gøs.

De to globaskarer, som stod vagt, opdagede os selvfølgelig med det samme, og de satte efter os. Vejret uden for bjergene var bedre og solen skinnede. Jeg løb hen over en flot eng, med højt græs og ville blomster i alle regnbuens farver. Det mindede mig lidt om elverdalen.

Mit mål med løbeturen var at komme ud til havet, der vidste jeg at elverne holdt til. Hvis jeg bare kunne finde mine bedsteforældre, så ville alt sikkert blive godt, de ville ikke udlevere deres barnebarn til ofring, det håbede jeg i hvert fald at de ikke ville.

Jeg spurtede af sted så hurtigt jeg kunne, selv da mørket faldt på, og mine muskler smertede af træthed, blev jeg ved med at løbe. Flere pile blev skudt af sted, en af dem ramte kun en halv meter fra mig, det fik mig til at vakle, og det var nok for dem. Endnu en pil, denne gang snittede den siden på mig, så blodet sprøjtede ned på den frodige jord. Jeg hylede af smerte, hvis jeg havde været et menneske havde jeg holdt mig selv for munden, mine hyl kunne lede andre på sporet af os.

Natten gik hurtigt, jeg havde knap nok tid til at tænke på trætheden. Jeg måtte være på vagt hele tiden, ellers ville de ramme mig. Da det begyndte at lysne i horisonten, kunne jeg ane havet i det fjerne, jeg åndede lettet op, snart ville jeg være i sikkerhed, det var i hvert fald det jeg sagde til mig selv.

Lilly var virkelig sød, hun opmuntrede mig til at løbe videre, når jeg var ved at falde om af træthed, hun snakkede til mig, så jeg ikke fokuserede på sulten og trætheden, jeg havde ikke fået jaget, fordi vi selv var blevet jaget hele dagen, og natten med.

Jeg brugte mine sidste kræfter på at løbe opad en klint, som var den eneste vej ud til havet. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle finde elverne, måske ville de finde mig, det håbede jeg, for jeg havde ikke mere at give af.

Da jeg var halvvejs oppe, gav mine ben efter under mig, jeg kunne ikke mere, jeg havde brug for hvile Globaskarne nærmede sig, de havde hånlige smil på læben, og de stirrede på mig med deres hule øjne. De så ikke spor udmattede ud, så vidt jeg vidste, var de nogle af de mest magtfulde skabninger, lidt ligesom warlocks.

”Gør det nu Ella” hviskede Lilly, hun var også bange det var tydeligt, men hun kunne i det mindste flyve fra dem, den mulighed havde jeg ikke. Gøre hvad hvæsede jeg inde i mit hoved, hvad var det hun ville have mig til at gøre?

”Bare gør ligesom du gjorde sidste gang” blev hun ved, og så forstod jeg, hun ville have mig til at vælte dem omkuld, med mine evner, som jeg ikke vidste hvordan jeg skulle bruge. Jeg var efterhånden så bange, at jeg ville afprøve hvad som helst der måske ville hjælpe.

Så jeg gjorde som jeg havde gjort sidst, og lagde mine allersidste kræfter i, og hamrede poterne ned i joden. Jeg kunne ikke have forudset hvad der skete, det kunne ingen. Jorden rystede, ikke kun på klinten, men også nede på engen, jeg kunne se hvordan det helle vippede, det var forfærdeligt, og jeg var sikker på at jeg skulle dø.

Lige pludselig samlede kraften sig et sted, nemlig om globaskarne, deres atomer blev splittet fra hinanden, og så var der kun støv tilbage, der viste at de havde været der, støv og tog skrækslagne heste.

Jeg stirrede måbende på det jeg havde gjort, jeg havde dræbt to tænkende væsner, men jeg kunne ikke have dårlig samvittighed over det, for jeg vidste godt, at hvis det ikke havde været dem, så havde det været mig.

Jeg kom vaklende op at stå og kæmpede mig op til toppen. Jeg skiftede tilbage til menneske, da jeg var oppe. Kraften havde ødelagt mit tøj, så jeg stod splitter nøgen og kiggede ud over vandet, hvis jeg bare vidste hvor jeg skulle lede efter elverne, hvis jeg havde noget at gå efter.

Men det måtte vente, jeg var for træt til at tænke. Mine ben kollapsede under mig og jeg besvimede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...