Texting to Harry // One Direction

Historien handler om 18-årige Josephine, som bor i England sammen med sin Mor, Anne og sin lillesøster Phoebe. Josephine går i en helt normal High School, som de fleste andre teenagere.
I det hele taget er hendes liv ikke rigtig anderledes end andres. Man hvad sker der når hun begynder at skrive med en sød dreng, som hun har mødt på internettet?

20Likes
6Kommentarer
1065Visninger
AA

2. Kapitel 2.

Josephines synsvinkel:

Næste morgen vågnede jeg ved at min mobil vibrerede. Klokken var kun 9. Det kan godt være i ikke synes at det er tidligt, men helt ærligt venner? Det var jo lørdag!
Jeg havde fundet ud af at den der hjemmeside også havde en app, så den havde jeg selvfølgelig hentet. Så var det jo også en del nemmere at have sin mobil med sig, end sin computer.
Det var Harry der havde skrevet igen.

Harry:

Godmorgen søde ;)

Harry havde skrevet til mig igen. Jeg troede bare at vi lige havde skrevet sammen den aften, og så var det det. Men jeg er nu stadig lidt bange for at det er en eller anden gammel mand som sidder og skriver søde osv. til mig.

Mig:

Godmorgen Harry :)

Harry:

Jeg tænkte på om du egentlig er sådan fan af nogen? Altså, Justin Bieber eller.. One Direction? <3

Hm, det var da et lidt mærkeligt spørgsmål? Men altså hvad kunne der ske ved at jeg svarede ham?

Mig:

Altså, Justin Bieber er bestemt overhovedet ikke mig! Men jeg kan da godt lide One Direction. Vil ikke kalde mig directioner, men deres musik er da godt! :3

 

Harrys synsvinkel:

Okay, så hun var ikke en eller anden fuldstændig vanvittig fan, som ville gøre alt for at skrive med en som mig. Men jeg ville dog ikke fortælle hende at jeg var Harry Styles før jeg stolede 110% på hende. Tænk lige hvis hun gik ud og fortalte alle sine veninder hvad min profil hed? Nejnej, den går ikke.

Jeg kunne virkelig godt tænke mig at lære Josephine at kende. Sådan i virkeligheden. Men hvordan skulle det lige kunne lade sig gøre? Vi havde jo ikke sendt billeder til hinanden endnu, eller fået hinandens nr. Ikke at jeg gerne ville have hendes nr. vel. Det kunne jo være en eller anden gammel mand, der synes det er sjovt at skrive med teenagedrenge.

 

Josephines synsvinkel:

Jeg skrev med Harry det meste af formiddagen. Han havde jo alligevel vækket mig, så jeg kunne ligeså godt stå op. 

Pludselig fik jeg en besked fra min veninde Sophie. Vi havde i et stykke tid arbejdet lidt med at style hinanden. Og vi havde sendt nogle billeder ind til sådan et stylistbureau, eller hvad det hedder.

Sophie:

Jose! Du vil tro det her er løgn! Jeg har lige fået en mail fra det bureau vi sendte de der billeder ind til, og de har skrevet at de har et job til os! I London! Omg :OO <3

Mig:

OMG! Passer det!? ARGVFDHGD! Hvem skal vi være stylister for? :O

Sophie:

Det passer virkelig! Kan slet ikke fatte det. Jeg ved ikke hvem vi skal være stylister for. Der stod bare i mailen, at vi skulle møde dem imorgen kl. 12 i den store koncertsal i London!

Og der stoppede jeg i et kort øjeblik med at trække vejret. Vi skulle være stylister!? Måske for sådan en mega kendt én. Omg, det var ikke til at fatte! Men imorgen kl. 12? Havde jo ikke engang fået lov til at tage til London af min mor?

Mig:

Omg omg omg! Skriver senere Soph, skal snakke med min mor. <3

Jeg løb nedenunder, og fortalte min mor alt det Sophie havde skrevet. Hun vidste godt at vi havde sendt en masse billeder ind, men jeg tror sgu ikke hun havde regnet med at vi blev valgt. 

"Mor, må jeg ikke nok tage til London med Sophie? Vi skal jo mødes med dem vi skal være stylister for, og de har lejlighed og alt muligt klar til os!" spurgte jeg min mor, med de sødeste hundeøjne jeg kunne lave. Min mor var helt mundlam. Hun var stadig ikke kommet sig over at vi var blevet valgt som stylister.

”Jamen Jose, du er jo kun 18, kan du virkelig passe på dig selv?” sagde min mor, som stadig så sådan lidt halvskræmt ud i ansigtet.
”Selvfølgelig kan jeg det mor! Det er jeg helt sikker på!” sagde jeg og kiggede forventningsfuldt på min mor. Det ansigt blev hurtigt til hundeøjne igen, da jeg kunne se på min mor at hun var lidt i tvivl.
”Okay, så får du lov. Men du må love at passe på dig selv!” sagde min mor og lyste op som et juletræ. Hun så nogenlunde ud som mig, da jeg fik lov!
Hvor meget bedre kunne det lige blive? Skulle til London med min bedste veninde, være stylist, og slippe for skole! Omg, og vi skulle allerede af sted i morgen!
Hey vent.. I MORGEN!? Så skulle jeg jo ind og pakke med det samme!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...