Enhjørningens løfte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2013
  • Opdateret: 23 dec. 2013
  • Status: Igang
I et lille gråt land indrammet af skov bor Cashi sammen med sin lillesøster Willow. Myterne omkring hvad der befinder sig i skoven er mange, og den mest berygtede handler om enhjørningen Unico som kan snyde døden med hans blod. Da Willow en dag er ude og gå i skoven kommer hun så slemt til skade at kun Unicos blod kan redde hende. Men findes Unico overhovedet? Cashi sætter alt ind for at finde ham, så hun kan redde sin søster, og da det endelig lykkedes er hun ubeskriveligt lettet. Men prisen for at redde menneskeliv er høj - Unico bliver nødt til at tage liv for at redde dem, hvilket betyder at Cashi skal kæmpe for retten til blodet. Men hendes modstander er alt andet end hun havde forestillet sig og hun er langt fra den eneste, der vil gøre alt for at redde den hun holder af..

13Likes
11Kommentarer
285Visninger

2. Kapitel 1

Solnedgangen farvede himlen lyserød den morgen. Græsset vejrede i den blide vind, imens morgenduggen langsomt tørrede og fløj til himmels, hvor den kom fra. Det sted, hvor den nyfødte enhjørning lå, lyste op med et sølvfarvet skær imod den smukke morgensol, og da føllets mor, Fantasia, sendte sit karakteristiske vrinsk ud i skoven, der annoncerede den glædelige nyhed, var det som om, at hele den store skov sang. Ulvene hylede, bjørnene brølede og selv den mindste mus sendte en stille bøn af sted til den nyfødte enhjørning. Der summede af kraftig magi overalt, og alle dyrene i skoven havde for et øjeblik glemt alt om, hvad de foretog sig, for at kunne opleve den ubeskrivelige følelse.

      I en lille solid træhytte, ikke så langt derfra, kunne man endda høre en stille gråd, der klingede langt væk af ægte lykke. Troldmanden Grekus sad sagligt i sin stol, imens han læste højt fra en af de gamle lovbøger. Et vigtigt ritual, der skulle udføres. 

     ”Du magiske smukke skabning som denne dag er kommet til os. Må dit liv blive velsignet og enkelt, og må din vej aldrig blive snoet. Jeg beder til din lykke og visdom, og håber ydmygt at jeg måske kan få lov at opleve din store magt. Armen.”

     Da bønnen var sagt, tørrede han forsigtigt tårerne væk, og snøftede højt, hvorefter han ivrigt trak i sin varme pels, og stak sine fødder ned i skindstøvlerne som var uundværlige på en kold morgen som denne. Hans hår og skæg var stadig rodet efter den bratte, men dejlige, opvågning. Dette tog han sig dog ikke af. I stedet forsøgte han af alle kræfter at finde frem til, hvor lyden af det smukke vrinsk var kommet fra, og blev til sidst enig med sig selv om at gå imod vest, og op imod den lysning, hvor Fantasia normalt holdt til. Det var hans bedste bud, at hun befandt sig der. Hun havde jo heldigvis ikke nogen rovdyr at frygte, så hun havde ingen grund til at løbe ind imellem træerne for at skjule sig.

     Eller havde hun?

     De tre mænd, der kom gående fra nord med deres lange tunge spyd over skulderen kom ikke fordi de havde hørt det smukke vrinsk. Heller ikke fordi de ville se den lille nye enhjørning, eller fordi de overhovedet vidste noget om den lykkelige begivenhed. I stedet var deres hensigter meget mere grusomme, og uforudsigelige end man kan forestille sig. Grekus opdagede dem ikke, Fantasia frygtede dem ikke, og mændene havde intet, der stod vejen for dem. Intet andet end alvorligheden i den forbrydelse de havde planlagt.

     ”Jeg er altså ikke sikker på det her.” Den ene mand stoppede tøvende op og satte spyddet, der havde været badet i Tuniasaft fra sig. Tunia var den giftigste blomst i hele den store skov, og fandtes kun et sted. En enkelt dråbe af dens gift var dødeligt for alle. Selv enhjørninger, der ellers kunne overleve stort set alt. ”Hvorfor kan vi ikke bare tage bjørneskind med hjem?” spurgte han opgivende, selvom han egentlig godt kendte svaret.

     ”Fordi vi skal tjene penge din kujon. Nu holder du bare mund og følger med. Jeg gider ikke høre mere på dig, du valgte selv at gå med,” svarede den sorthårede mand der gik forrest. Vilnus hed han.

      ”Så kan jeg vel også vælge at gå tilbage.” Moslan stoppede helt op, og så trodsigt på Vilnus.

      ”Og afsløre os foran høvdingen, og alle hans vagter? Sig mig en gang, tror du jeg er dum eller hvad?”

     ”I finder jo alligevel ikke de enhjørninger. Vi har ledt i flere uger uden et eneste spor. Jeg skal nok holde på jeres hemmelighed, og lade jer fortsætte, hvis bare..”

     ”Nej, ikke tale om.” Vilnus vendte rundt, og pegede på ham med det dødsensfarlige spyd. ”Du følger med nu, og hjælper os. Du skulle have tænkt på at fortryde noget før.”

     Moslan gik frem igen uden at protestere yderligere, da han så alvoren i Vilnus’ øjne. Han var ikke i tvivl om, at hans rejsekammerat sagtens kunne finde på at gøre alvor af sine trusler, men han hadede sig selv noget så inderligt. Samvittigheden var langsomt ved at fortære hans frygt. Hvad var det dog han i sin desperation havde sagt ja til at gøre?

     Fantasia kunne mærke mandens tyngende fortvivlelse på lang afstand og undrede sig. Den triste følelse skilte sig bemærkelsesværdigt meget ud i skoven, der ellers summede af glæden over det nye liv. Hun så sig søgende omkring, men hun kunne ikke høre nogen komme, og besluttede så til sidst at det nok ikke var så vigtigt. Med et let prust slog hun derfor den ubehagelige fornemmelse væk igen, og betragtede i stedet sit lille smukke føl, der stavrende og usikkert forsøgte at få alle sine fire ben under kontrol, så han kunne stå op. Det var noget af det smukkeste hun nogensinde havde oplevet, og dét, at en hel masse af skovens dyr, pludselig havde samlet sig i kanten af den lille lysning for at dele synet, fik hende blot til at blive endnu mere stolt og glad. Alle elskede allerede det lille føl, men ikke nær så meget som hun gjorde. Det var som om hendes hjerte havde vokset sig større af ren kærlighed.

     Lyden af menneskeskridt fik hende til at se væk fra sit føl, og ind imod de tætte træer. En mand hun ikke kunne genkende kom til syne, og hun prustede undrende, men venligt. Det var mange år siden hun havde set andre mennesker end Grekus.

     ”Smukt!” udbrød Trod, som var den tredje mand i gruppen, tilfredst og sendte den store enhjørning et blik fyldt med ægte beundring. ”Moslan, du distrahere den, og så går jeg om bag den med spyddet. Bare sørg for, at den ikke ser mig når jeg hugger til. Så vil den ikke blive bange eller angribe.”

     Moslan nikkede sammenbidt, og adlød kommandoen uden at svare. Fantasia betragtede ham med sine smukke violette øjne, og trådte nysgerrigt tættere på. Moslan rakte prøvende hænderne ud efter hende uden helt at vide, hvad han skulle foretage sig.

     Midt i det hele stoppede Moslan dog pludselig helt op, og så rædselsslagent på Trod.

     ”Føllet!” råbte han fortvivlet. ”Det kan da ikke overleve uden sin mor? Det er jo helt nyfødt!”

     ”Vi er næsten for heldige,” svarede Trod koncentreret uden helt at høre efter, hvad det var Moslan sagde. ”To i én.”

     ”Tænk dog på, hvad du gør!” Moslan råbte så højt og bange, at Fantasia stoppede op, og vendte hovedet bagud imod Trod, der i allersidste øjeblik nåede at trække spyddet ned, så han ikke så truende ud.

     ”Den overlever ikke nej. Hvilket vil sige at vi får to skind med hjem. Nu gør du hvad du får besked på med mindre dit skind også skal hen over vores skuldre.” Trod forsøgte at lyde kommanderende og lederagtig, men Moslan så at han tøvede. Det lille føl var kommet stavrende hen imod ham, og snusede prøvende til spyddet, der stadig vendte ned imod jorden. Det trak sig hurtigt væk igen, og skar ansigt af den giftige lugt.

     Både Moslan og Trod var så opmærksomme på det lille charmerende føl, at de først opdagede hvad Vilnus foretog sig, da det var for sent. Et skingrende gruopvækkende vrinsk flængede luften, og på få sekunder var alle dyrene i kanten af lysningen flygtet ind imellem træerne. Moslan flyttede blikket, bange for hvad han ville se, og da den faldne enhjørningekrop fangede hans blik var det som om noget dybt i ham gik i tusinde stykker.

     ”Hvad i..!” Grekus kom forpustet løbende ud i lysningen, men det var for sent. Han tav brat da han så Fantasia ligge på siden i græsset med det giftige spyd stikkende ud fra siden.

     ”Det er sgu da godt, at nogen af os kan handle når det er nødvendigt.” Vilnus så sigende på den døende enhjørning. ”I to tumper er godt ikke til meget.”

     ”Hvem er han?” Trod nikkede imod Grekus som tilsyneladende havde glemt alt om, hvordan hans lemmer fungerede. Han var faldet sammen foran Fantasia med et tomt blik.

     ”Sikkert bare en gammel tosse, der troede at enhjørningen kunne blive hans nye hyggepony,” svarede Vilnus uinteresseret. Så vendte han sig imod føllet som nu stod og snusede til sin faldne mor. Det virkede ikke til at det forstod alvoren i det der lige var sket. ”Jeg må vidst hellere få gjort arbejdet færdigt her.” Han tog spyddet ud af hånden på den tavse Trod, og rettede det i mod det lille føl, som dårligt ænsede ham.

     ”Hvad er det i har gjort?!” Grekus fik igen styr på sig selv, kom på benene og gik truende over imod de tre mænd. Vilnus så ikke engang i hans retning, men både Trod og Moslan havde allerede en hvis respekt for ham efter at have hørt hans stemme, som var meget dyb og udstrålede utroligt meget styrke.

     ”Jeg synes du skal tage hjem nu, gamle mand. Så gør vi det her færdigt selv. Jeg er omringet af nok tumper.”

     ”Din usle lille..” Grekus’ vrede fik spyddet til at flyve ud af hånden på Vilnus. Han stirrede overrasket efter det et øjeblik, men fattede sig så.

     ”Nårh du er en troldmand. Sig mig en gang tror du at du kan skræmme mig med de der små tryllekunstner?” Han samlede spyddet op, og grinede overlegent. ”Du kan overhovedet ikke stille noget op. Jeg ved lige hvordan jeg skal blokere dig.”

     Grekus svarede ikke. I stedet lod han med lethed spyddet glide ud af hånden på Vilnus endnu en gang, og greb det selv i luften.

     ”Jeg synes du skal forklare mig, hvorfor du har begået denne utilgivelige forbrydelse,” sagde han tonløst, og så vurderende på den usle mand foran ham. Grekus mærkede at han også havde magiske kræfter, men slet ikke noget der kunne være truende. Han havde aldrig set hverken ham eller de to andre før, og han undrede sig oprigtigt over hvor de var kommet fra og hvad deres hensigt havde været. Forstod de sig overhovedet på enhjørningens mægtige magi og magt?

     Vilnus åbnede munden for at svare, men blev afbrudt af en svag og desperat vrinsken. Grekus glemte ham øjeblikkeligt, og vendte sig imod Fantasia som han indtil nu havde været sikker på var død.

     Men det var hun ikke. Ikke endnu i hvert fald. Hendes lille føl, der nu mestrede at stå på benene uden større besvær, stod ved sin mors hoved, og puffede til hende med et uforstående og bange udtryk i øjnene, imens den kom med nogle hvinende hjerteskærende vrinsk.

     Den kaldte på Fantasia, der dårligt havde kræfter til at svare. Håbløsheden i hendes blik var slet ikke til at tage fejl af.

     Grekus satte sig ned ved siden af hende, og føllet trak sig skeptisk og forvirret væk. Det var som om det havde forstået, at det var mennesker, der var skyld i at hans mor var kommet til skade. Det gjorde ondt på Grekus at se den lille skabning være så forvirret, og uvidende om sin skrækkelige start på livet. Han kunne slet ikke holde ud at tænke på, at den måske heller ikke ville overleve.

     Grekus satte ubevidst et beskyttende skjold op omkring sig selv og de to enhjørninger. Noget magi, der var så simpelt, at han gjorde det uden helt at bemærke det. Han ænsede heller ej Vilnus da han frustreret råbte op om, at hun nok skulle få ham, imens han forgæves forsøgte at gennemtrænge det stærke skjold. Heller ikke enhjørningeføllet, som nu pludselig var spærret inde under det beskyttende skjold, lagde han mærke til.

     Det eneste han havde øje for var den døende Fantasia, hvis livskraft langsomt sivede ud imellem hænderne på ham. Forgæves forsøgte han at redde hende, men så langt rakte hans evner slet ikke. Selv den stærkeste troldmand ville have haft svært ved at stille noget op. Spyddet sad sådan at det gjorde skade hvad end han trak det fri eller ej, og tuniasaften havde allerede nået at sprede sig alt for meget. Fantasia havde været dødsdømt i det sekund spyddet havde gennemboret hendes sølvskinnende pels.

     Grekus græd igen, men denne gang var det ikke af lykke. Med bristende hjerte gennemgik han alle sine dyrebare minder med Fantasia som nu aldrig ville blive flere. Det der stod stærkest var første gang han så hende.

     Det var en kold vinterdag, tre dage efter at han havde overtaget den gamle hytte som havde været et arvestykke fra hans onkel, der havde boet der hele sit liv. I hytten havde onklen efterladt en dagbog, der havde indeholdt beretninger om enhjørningerne, men Grekus havde ikke troet på dem før han havde mødt Fantasia selv. Ikke fordi der herskede tvivl om enhjørningernes eksistens, men mere fordi onklen var mere end kendt for alle sine vilde røverhistorier. Og enhjørninger var ikke et dyr du bare mødte på en skovtur. Man skulle vide, hvordan man skulle lede efter dem, og man skulle have visse evner inden for magiens verden.

     Grekus havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at han i en alder af blot 17 år ville kunne mestre sindet og ikke mindst magien til at finde og påkalde enhjørninger, men ikke desto mindre havde Fantasia vist sig for ham allerede efter tredje forsøg. Senere havde hun dog fortalt ham, at det mest havde været på grund af den tydelige genetiske linje imellem Grekus og hans onkel, ikke så meget fordi hans magi havde virket. Men det betød ikke noget.

      Fantasia kunne ikke tale, men alligevel var det som om Grekus altid forstod hende. Hun havde ikke engang forandret sig ret meget siden dengang. Hendes skinnende pels havde stadig den samme strålende glans, og hendes lange snoede horn var stadig syle spidst. Med sin evne til at leve i mere end 500 år ville hun have haft meget mere tid foran sig, hvis ikke det havde været for det giftige spyd. Den lange levetid var endnu et resultat af enhjørningernes store magt.

     Det var overvældende for Grekus at tænke på, at deres første minde sammen var mere end tyve år gammelt. Fantasia havde været en kæmpe del af hans liv i så mange år, og nu var det bare slut. Aldrig mere skulle de mødes om morgenen, og springe legesygt rundt i det dugvåde græs som to små børn. Aldrig mere skulle han opleve hendes galoperende hove henover engen, men værst af alt – Han ville aldrig få lov at opleve hende sammen med sit smukke nyfødte føl, som nu skulle vokse op uden en mor. Helt alene i den store verden, som nu pludselig var blevet et meget farligt sted.

     ”Pas på ham.”

     Grekus hørte hendes sidste ønske så tydeligt, at det gjorde ondt. Han så kort over på det lille ulykkelige føl og nikkede.

     ”Det lover jeg.”

     ”Tak.”

     Fantasia prustede en allersidste gang. Det var et hjerteskærende farvel, der fik det lille føl til at udstøde en skrigende og desperat lyd. Nu var der ingen tvivl om, at han udmærket vidste, hvad der foregik.

     ”Hvil i fred, min ven,” hviskede Grekus stille, og Fantasia åndede ud for sidste gang. Føllets desperate hvin var den sidste lyd hun hørte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...