Hate That I Love You - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2013
  • Opdateret: 21 okt. 2013
  • Status: Igang
19-årige Sarah Valerie Walker har ikke aldrig haft et nemt liv, med en stedfar der ikke behandler hende ordneligt og en mor, der er for blind til at opdage noget. Da hun en dag får tilbudt at tage med One Direction på tour, for at blive stylistassistent, ser hun straks chancen for at komme væk fra den forfærdelige tilværelse hun indtil nu har levet i.
Da hun møder drengene forelsker hun sig straks i deres venskab, og bliver helt overvældet over, at de inviterer hende med ind og behandler hende som en hver anden pige.
Men der er noget der ikke stemmer omkring Valerie, hun kan ikke finde ud af at sætte hår, lægge makeup eller noget som helst andet, og hun virker i det hele taget ret malplaceret i hele denne situation.
Samtidig med, at touren skrider frem, og spørgsmålet om hendes gøren på den hænger alle over hovedet, begynder hun lige så stille at udvikle lidt mere end venskabelige følelser for en, måske to, af drengene.

68Likes
104Kommentarer
4187Visninger
AA

11. 9. The City of Love, le Eiffel and a Beautiful Painting

 

Valeries synsvinkel:

 

”Liam, Valerie!”

Da vi trådte ind i tour bussen blev vi straks modtaget af Zayn og Niall, der kom hen for at give os et kram.

Der blev udvekslet lange kram mellem drengene selvom det kun var otte dage siden de sidste havde set hinanden, men det var nu ret sødt.

”Hvad så, har I haft en god uge?” spurgte Zayn os om imens vi bevægede os længere ind i bussen.

”Ja, det har været vildt hyggeligt” sagde jeg muntert og smed mig i sofaen bag i.

”Og vildt sjovt” tilføjede Liam med et glimt i øjet, ”Valerie gik ind i svømmehallen uden tøj på, og rørte ved en babylort!” skraldgrinede han. De andre lo også.

”Ej Liam, det er ikke sjovt!” protesterede jeg og slog ud efter ham. Han slog igen, og begyndte at kilde mig. Jeg var kilden.

”Liam stoooop!” hvinede jeg op og græd næsten af grin.

”Hej” lød pludselig. Vi stoppede med et vores slåskamp og kiggede op på Harry, der stod i døråbningen.

”Brow!” udbrød Niall og rejste sig op, for at give ham et kram. Det samme gjorde Zayn, og til sidst hoppede Liam ned af mig, han havde siddet på min mave og holdt mig fanget, og gav ham også et kram.

Jeg turde ikke rigtigt kigge på ham, så jeg blev bare siddende i sofaen, og skævede lidt til ham ud af øjenkrogen.

Alle drengene var ved at snakke om den foregående uge, men jeg mærkede og vidste, at Harrys blik hvilede på mig.

Jeg anede ikke, hvor meget han havde fortalt de andre drenge om os. Jeg gik sådan set ud fra, at de fortalte hinanden alt, men jeg havde slet ikke mærket på Liam, at vidste noget. Så jeg var faktisk lidt i tvivl.

”Så er det Europa venner!” lød det højlydt fra Louis, der netop nu var ankommet.

”Bon jour Paris, au revoir London” sagde Niall og gjorde honnør, hvorefter han gav Louis et kram. Efter alle drengene havde fået sagt hej, fik han øje på mig i sofaen.

”Valerie, hej, jeg havde slet ikke set dig!” udbrød han og gav mig et kram.

”Hej Louis!” sagde jeg og krammede tilbage, ”har du haft en god pause?”

”Ja, skøn, det var sjovt, på vej herhen kørte jeg forbi sådan en bus fyldt med nonner,” begyndte Louis, der altid havde titusinder ting at fortælle.

Jeg lænede mig afslappet tilbage i sædet, taknemmelig over, at Louis var kommet, og lyttede til hans underlige historie. Hele tiden kiggede jeg dog på Harry ud af øjenkrogen. Og Liam.

 

Liams synsvinkel:

Vores første destination i Europa var Paris. For at sige det lige ud, så elskede jeg Paris. Vi havde været der nogle få gange før, og det var altid en fornøjelse. Vi tog til Paris en dag før vi skulle optræde, så vi havde lidt tid til at kigge os omkring og opleve byen, jeg glædede mig sådan til at vise den til Valerie. Hun havde aldrig været ude af England før, så det sidste døgn havde vi ikke snakket om andet end alle de mange steder hun glædede sig til at se. Der var både Eiffeltårnet i Paris, kanalerne i Amsterdam, Tivoli i København og varmen i Italien.

Vi havde planlagt en nøje rute i Paris, og havde vidst også fået de andre med på den. Vi skulle helt sikkert se Eiffeltårnet, og op i det, hvis muligt. Derudover skulle vi også se triumfbuen og gå en tur ned af Champs-Elysées.

Jeg havde sovet det meste af turen derned, men vågnede nu ved Niall og Louis’ højlydte stemmer, der råbte ud i hele bussen at vi var ankommet til Paris.

Jeg åbnede øjnene på klem, og fik en pludselig trang til bare at blive liggende under dynen. Jeg orkede ikke at stå op nu.

”Liam!” lød det højt, hvorefter gardinerne ind til min køje blev trukket fra, og Niall grinede mig lige op i hovedet.

Jeg stønnede muggent og tog dynen op over hovedet.

”Sorry brow, men vi er der snart, prøv at kom med ud at se, når vi ankommer, du ved jo, at du elsker det” sagde han overbevisende og fik på en eller anden måde lokket mig væk fra min varme dyne og ud i bussen til et opstemt crew, der sang med på themesangen til Friends.

Valerie, Lou, Dan, Sandy, Ben og Zayn sad plantet foran fjernsynet og grinte, mens Louis, Niall og Josh hoppede rundt foran vinduerne og gættede på hvilken vej vi skulle for at komme til spillestedet.

”Godmorgen sovetryne” hilste Zayn mig, og klappede på pladsen ved siden af ham.

”Har I bare set Friends lige siden jeg lagde mig til at sove?” spurgte jeg ham mistroisk og slog mig ned ved hans side.

”Nej ikke mig, men Val, Sandy og Dan har lavet maraton, jeg tror snart de har set en hel sæson” grinte han og rystede på hovedet.

”Hey Zayn, undervurder ikke Friends, det er noget af det bedste tv, der nogensinde er lavet” sagde Valerie alvorligt og smilede så til mig, ”godmorgen Liam.”

”Eftermiddag” rettede jeg hende og smilede tilbage. Hun så sød ud, som han sad der med morgenhår og firkantede øjne, af at have stirret ind i en skærm de sidste fem timer. Hun havde svagt røde kinder, og så oprigtigt glad ud.

”Potato, potato” grinte hun og rettede igen opmærksomheden mod fjernsynet, hvor Ross højlydt skreg til Rachel, at de altså havde været på pause. Jeg mærkede det trække lidt op i mundvigene. Jeg elskede jo Friends.

”Payno kom og se!” råbte Louis til mig henne fra vinduet.

Jeg rejste mig op og gik hen til dem, ”hvad så?” spurgte jeg ham halvtræt.

”Var det ikke her vi var, sidst vi var her?” spurgte han mig og pegede ud af vinduet.

”Jo, det tror jeg” sagde jeg og nikkede, det lignede den restaurant, hvor Louis, Eleanor, Danielle og jeg selv havde spist middag sidst vi var i Paris. Det havde været den bedste aften.

Jeg skar en grimasse, det gjorde ondt at tænke på Danielle, det var ikke noget jeg havde videre lyst til, så i stedet vendte jeg om for at se Friends igen. Det var det eneste jeg orkede lige nu.

”Hey Liam,” hørte jeg Louis kalde endnu en gang bag mig.

”Hvad så?”

”Har du set Harry nogen steder?” spurgte han mig lavt.

”Øh nej, ikke siden jeg er vågnet” sagde jeg forvirret, jeg havde faktisk slet ikke tænkt over, at han ikke var her.

”Nåh okay, måske sidder han bare oppe foran og skyper med Anne eller sådan noget” sagde Louis og trak på skuldrene, ”jeg har bare ikke set ham i lang tid.”

”Jeg ved det ikke, jeg kan godt lige tjekke hvis det er” sagde jeg ligegyldigt, stadig dynget af trætheden fra før.

”Nej, nej, jeg tjekker bare selv” sagde Louis med et smil og klappede mig på skulderen, før han hoppe forbi mig ud mod chaufføren.

”Er der noget i vejen med Harry?” spurgte jeg Niall, der stod og snakkede med Josh ved vinduet.

”Jeg ved det faktisk ikke” sagde Niall og kiggede alvorligt på mig, ”han virker ikke helt som sig selv, jeg tror heller ikke ham og Val de snakker sammen længere, det er lidt underligt.”

Jeg havde faktisk godt lagt mærke til at Harry og Valerie ikke snakkede så meget sammen længere, eller faktisk overhovedet ikke. I starten havde de nærmest været best mates, jeg vidste faktisk slet ikke, hvad der var sket.

”Ved du noget? Du har jo hængt meget ud med Valerie” spurgte Niall mig og lagde hovedet på skrå.

”Faktisk ikke nej, jeg har ikke rigtigt tænkt så meget over det” sagde jeg ærligt og kunne pludselig mærke en klump vokse frem i maven. Var der noget galt her?

”Jeg tror Louis er gået ud for at finde ham” sagde Niall og trak på skuldrene, ”det skal nok gå” sagde han med et smil, ”se, se, se, der er Eiffeltårnet!”

 

Der gik ikke lang tid før vi ankom til arenaen, som vi skulle spille i. Vi blev modtaget af utrolig mange fans, der alle stod og skreg op af hegnene. Det var nu jeg blev glad for, at jeg allerede havde sovet, for man kunne umuligt falde i søvn i denne larm.

Jeg besluttede mig for at gå ind og se koncertsalen, så jeg hoppede ud af bussen, og blev overvældet af alle skrigene. Det havde altid samme effekt på mig.

Der var parkeret nogle lastbiler imellem os og fansene, så vi kunne få lidt privatliv. Det var nu meget rart, ellers ville det jo have været umuligt at forlade busserne.

På vej indenfor stak jeg hovedet forbi en af bilerne og vinkede til de omkring 500 piger, der allerede, et døgn før koncerten, var mødt op.

Da jeg trådte ind i varmen fik jeg øje på Harry lidt længere fremme, der stod og snakkede med to af vagterne.

”Hey Harry!” kaldte jeg og vinkede til ham.

”Hvad så Limse?” spurgte han mig drilsk. Han virkede da rimelig normal.

”Jeg ville bare lige høre om du var okay, Louis sagde, at du var forsvundet fra bussen og sådan, fik ikke helt fat i det hele” forklarede jeg ham, mens vi begyndte at gå helt ind i salen, for at få et overblik over det hele. Scenen var allerede ved at blive sat op. De var fandeme effektive.

”Det er fint, jeg sad bare lidt, du ved” forklarede han, men virkede dog lidt mere anspændt end fra fem sekunder siden.

”Og med hensyn til Valerie, jeg håber, at det var okay, at jeg tog hende med hjem” sagde jeg undskyldende.

”Jeg er bare glad for, at hun havde et sted, at sove” sagde Harry oprigtigt og smilede vemodigt til mig.

”Ja, I know, hey mand, er du sikker på, at du er helt okay? Du virker altså lidt trist” sagde jeg bekymret, og fik af en eller anden grund fornemmelsen af, at jeg var ansvarlig.

”Ja hundrede, undskyld, jeg er bare lidt træt” sagde han afvigende. Der var helt sikkert noget galt.

”Harry seriøst, du kan sige det til mig, det ved du da” sagde jeg, og blev faktisk lidt vred over, at han ikke ville fortælle mig, hvad end det var, der gik ham på.

”Hvis der var noget ville jeg sige det Liam” sagde han og klappede mig på skulderen.

”Okay” sagde jeg nedtrygt, men besluttede mig for ikke at grave mere i det.

”Fik du sovet i bussen?” spurgte jeg ham. Han nikkede.

”Fifa?” foreslog jeg.

”Du er en død mand Liam James Payne” sagde Harry med sit sædvanlige smil, hvorefter vi gik af sted for at finde vores PS3.

 

***

 

Efter at have fået tæv af Harry i Fifa gik jeg ud af bussen for at finde Valerie, der som gættet var ude i Sarahs køkken for at hjælpe med aftensmaden.

 

”Vi får lidt travlt i morgen, hvis vi både skal nå Eiffeltårnet og Champs-Elysées”  sagde jeg og hoppede op på køkkenbordet.

”I know, jeg tænkte faktisk godt på det” sagde hun og tog fat i mine knæ, ”men hvad gør vi?”

”Tænkte, at Champs-Elysées sikkert også var ret hyggelig om aftenen, så vi kunne eventuelt tage ud at se gaden nu” foreslog jeg hende med et smil.

Jeg kunne se hendes ansigt lyse op ved mit forslag.

”Det kunne være fantastisk!” hvinede hun og gav mig et kram.

”Ja ikke? Følte mig også ret genial, da jeg fandt på det” grinede jeg og gengældte hendes knus.

”Skal vi så bare smutte nu?” spurgte hun mig ivrigt og begyndte at gå mod udgangen.

”Ja, hvorfor ikke? Jeg siger det lige til Paul, og får en vagt til at gå med os” sagde jeg og sprang ned fra bordet.

”Super, så finder jeg lige Lou eller Sally og spørger om jeg skal hjælpe med noget eller om jeg bare kan smutte” sagde hun, hvorefter vi skiltes.

 

Det var den bedste aften.

Vi kørte ind til centrum i en gammel fransk taxa, med en underlig chauffør, der blev ved med at snakke til os, selvom vi ikke engang forstod halvdelen af, hvad han sagde. Han satte os af ved Triumfbuen, og derefter fortsatte vi bare ned af gaden, der var fyldt med glad mennesker, som var ude og lufte deres sommertøj denne lune forårsaften.

Selvom klokken var omkring seks, da vi ankom, så havde stort set alle butikkerne åbne, hvilket Valerie tydeligvis var begejstret for. Jeg fik hende overtalt til at lade mig købe en at par lækre jeans, der sad vildt godt på hende, selvom det var noget af en kamp at få lov til. Hun ville bestemt ikke tage imod mine penge. Jeg fik hende heldigvis overbevist om, at det ikke var fordi hun var fattig, men bare fordi jeg var rig, at jeg betalte. Jeg følte mig virkelig dum, da jeg sagde det, men det lod til at synke ind, for i den næste butik købte hun også en kjole og senere hen et par forårssko, da hendes Converse var umådelig slidte.

Da vi havde gået rundt i noget tid, overraskende nok helt ubemærket, besluttede vi os for at tage på restaurant at spise. Vi gik rundt i lidt tid, men kunne ikke rigtigt finde et ordenligt sted, jeg mener, der var masser af dyre restauranter, men vi havde lyst til sådan et lille lokalt sted, hvor vi kunne få nybagt baguette og alt den slags.

Det endte med at vi stoppede en ældre fransk dame på gaden og spurgte om hjælp. Hun fortalte os om sådan en hyggelig restaurant, der lå i retning af Eiffeltårnet i en af de små sidegader.

Vi takkede hende mange gange og begav os af sted. Hun havde sagt, at den lå med udsigt til Eiffel, som ville være rigtig smukt her i solnedgangen. Valerie glædede sig helt vildt, og blev ved med at hoppe op og ned, hver gang vi så en gadesanger eller en mimer.

Da vi kom lidt væk fra centrum kom vi forbi en maler, der sad og tegnede Eiffeltårnet, det var først da, at vi opdagede, at vi rent faktisk kunne se det nu.

”Åh gud Liam, se det lige, hvor er det smukt” sukkede hun lykkeligt.

”Wow ja” sammentyggede jeg og lagde instinktivt begge arme om hende, da jeg stod bag hende.

”Excuse moi” lød det sprukkent fra den gamle maler, der var i gang med at male tårnet.

Vi drejede begge hovedet og kiggede afventende på ham.

”Be in le Image infront le Eiffel?” spurgte han os om på en blanding af engelsk og fransk.

”Åh jo, selvfølgelig” sagde Valerie og lød helt begejstret, ”kom Liam.”

Vi gik hen under et træ foran tårnet, og genoptog vores position fra før.

”s'il vous plaît  look at le Eiffel” sagde han og nikkede mod tårnet. Vi vendte os småfnisende om, det var lidt sjovt det her.

Vi blev stående i lidt tid, mig med armene om hende, vi skulle jo posere for maleren, men det var også rart sådan. Hendes kropsvarme lunede mig, nu da solen var ved at gå ned, og temperaturen faldt.

”For you” lød det efter lidt tid fra maleren, der havde revet papiret af sin blog.

”Til os?” spurgte jeg ham uforstående.

Han nikkede smilende og rakte det til os.

”Oui, oui, take it” blev han ved, indtil Valerie rakte ud efter det.

”Åh tusind mange tak, hvor er det flot” sagde hun oprigtigt og viste det til mig.

”Prøv lige at se os Liam, er det ikke bare smukt?” spurgte hun mig lykkeligt og pegede på os, der stod på gaden under træet med Eiffeltårnet hævet over os i baggrunden.

”Jo” mumlede jeg og strøg fingeren over det, ”den er virkelig flot.”

Jeg fjernede mig fra hende og tog ubevidst hendes hånd.

”Kom, lad os se at få noget mad, jeg er sulten”

”God idé” istemte hun og fjernede ikke sin hånd fra min. Den var faktisk lidt koldt.

”Fryser du?” spurgte jeg hende bekymret, og slap hendes hånd. Jeg begyndte at tage min jakke af, for at gøre det klassiske filmtræk.

”Her, tag min jakke” sagde jeg, som jeg altid havde drømt om at sige det, og lagde den over hendes små skuldre.

”Åh tak” sagde hun taknemmeligt og tog igen min hånd. Vi gik lidt videre og stødte nu på en lidt større gade, hvor en masse mennesker for frem og tilbage.

Som vi gik der, med snuden rettet mod Eiffeltårnet, hørte jeg nogen sige mit navn. Jeg kiggede mig diskret over skulderen og fik øjenkontakt med en ung pige.

Hun sagde det igen, denne gang højere og mere desperat, nærmest panisk. Derefter begyndte hun at løbe hen mod os.

”Liam, Liam, må jeg ikke få et billede?” hylede hun op. Jeg kunne allerede ikke lide hende.

Kunne folk da ikke bare fatte, at det var ret ubehageligt, at blive overfaldet sådan på åben gade? Jeg kunne meget bedre lide, når de bare kom hen til en og sagde hej. Selvfølgelig havde jeg intet mod billeder, det var bare måden hun tiltrak sig opmærksomhed på, der irriterede mig. Nu ville alle sikkert komme.

Og jeg havde ret.

Kort tid efter var vi omringet af højtråbende piger, der alle ville have et kram, et billede og have mig til at følge dem på Twitter.

Det værste ved det hele var, at Valerie og jeg blev nødt til at blive stoppet ind i en taxa og kørt hjem til arenaen og få ødelagt vores aften på grund af en eneste pige, der ikke kunne finde ud af at snakke lidt lavere.

Jeg lovede dog Valerie, at vi tog ud at spise, næste gang vi havde en aften fri.

 

Da vi kom hjem var alle stadig vågne, de sad midt på scenen og spillede tegn og gæt. Tour-trætheden havde selvfølgelig ikke ramt dem allerede her første dag, men jeg vidste, at der ikke ville gå lang tid før der ikke ville være nogen vågne, medmindre vi skulle optræde.

Valerie og jeg slog os til de andre, hun deltog i spillet og jeg fandt min telefon frem.

Liam Payne and his new girlfriend – see the exclusive pictures from their night in Paris!

Girlfriend? Den havde jeg ikke set komme. Jeg havde slet ikke overvejet det et sekund, at Valerie og jeg kunne ses som kærester, men nu hvor jeg tænkte tilbage på dagen, hvor vi havde holdt i hånden, jeg havde givet hende min jakke og alt det der, så var der noget der sagde klik.

Jeg havde bare slet ikke skænket det en tanke, at Valerie og jeg kunne være mere end bare venner.

 

***

 

Dagen efter havde vi fri indtil klokken to, så vi besluttede os alle for at tage ud til Eiffeltårnet. Vi tog af sted lige efter morgenmaden, så der forhåbentligt ikke var så mange ude endnu.

Vi blev stoppet ind i fire forskellige taxaer med en vagt i hver og så var det ellers bare af sted.

 

”Kom Liam, vi skal have et billede med Eiffeltårnet” sagde Louis og trak mig med hen til Harry, der allerede posede for Zayn, der ivrigt knipsede løs på kameraet.

”Harry, Harry, prøv at læn dig op af tårnet” foreslog Niall, der nu også var kommet til. Louis stillede sig i baggrunden med hætten slået op på sin hoodie og solbriller på og lavede swagtegnet. Jeg hoppede op på Harrys ryg og nåede lige at komme med i billedet før det blev taget.

”Her lad mig tage et billede af jer alle” lød det fra Katy, der sammen med Lou og Lux var spadseret hen til os.

”Okay, tak” sagde Zayn og gav hende hurtigt kameraet hvorefter han løb hen til os og fandt sin pose frem.

”Kom her Luxie” kaldte Louis, og fik Lux med på et billede. Seriøst, vi kunne blive ved sådan i evigheder.

Efter lidt tid fik jeg øje på Valerie, der kom gående hen imod os sammen med Sally og en vagterne, der hed Peter.

Hun vinkede til mig, og da Niall råbte, at hun skulle komme med ind i billedet, løb hun hen til os og faldt grinende ind i hans favn.

Det var underligt at tænke på, at hun for blot et par måneder siden ikke havde turdet at snakke med nogen af os. Nu var det slet ikke til at mærke på hende, hun lod ikke til at tænke over, hvordan hun opførte sig længere, det virkede endelig naturligt. Og jeg tror, at alle drengene var enige med mig i, at det var rart at have en pige med på settet på vores egen alder. Hun var ligesom blevet alles lillesøster, som blev drillet konstant, kastet ting efter, smidt vand på og lavet sjov med. Hun var blevet Louis’ yndlingsoffer at lave pranks på og ja, det hele virkede bare så ukompliceret.

Men alligevel var der noget over hende, noget mystisk som jeg ikke helt kunne sætte fingeren på hvad var. Måske var det måden hun var kommet til på og hendes mangel på steder at tage hen. Men det gjorde ikke længere noget, at hun ikke kunne finde ud af, at sætte vores hår, hun passede ind alligevel. Hun hjalp til i køkkenet, på scenen, kom med ideer og meninger om alt. Hun var faldet til.

Som hun stod der i Nialls arme og smilede, fik jeg lyst til at gå over og tage hende ind i mine egne. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at det var sket, men siden i går, da jeg læste det på Twitter, havde jeg ikke været i stand til at få tanken ud af hovedet om Valerie og jeg sammen.

Var jeg faldet for hende uden at have lagt mærke til det?

Jeg vidste jo godt, at jeg syntes hun var smuk, og jeg havde da heller ikke haft noget imod at se hende nøgen i svømmehallen. Men alligevel, jeg havde slet ikke tænkt over, at det kunne tages som andet end sjov, da jeg havde lænet mig op af hende. Okay, måske var det lidt mere sjov end det en storebror normalt ville lave med en søster, men en ven kunne da godt gøre det. En god ven.

 

”Hallo, Tommo kalder Payno, hallo” lød det bag fra, hvor Louis stod og rystede på hovedet af mig. ”Du var da vidst faldet i staver der, hva’ makker?” grinte han og begyndte at gå hen mod de andre, som uden jeg havde lagt mærke til det, var gået hen til tårnet.

”Ja, sorry” grinte jeg og gik med ham.

Hvor var Valerie?

Jeg fik øje på hende sammen med Harry. De stod lidt væk fra de andre. Og jeg der havde troet, at de ikke var venner længere. Jeg hørte Valerie slå en latter op og så hende røre Harry på skulderen. Han grinte også. Det så ikke ud som om der var noget galt der, måske havde vi bare overreageret.

Jeg gik hen til dem og lagde en hånd på hver af deres skuldre.

”Hvad så, vil I med op til toppen?” spurgte jeg dem muntert.

De kiggede begge forskrækket op på mig, men så nikkede Valerie.

”Ja for helvede, det er derfor vi er kommet” sagde hun og tog fat i min arm.

”Jeg finder lige Lou” undskyldte Harry sig og smuttede fra os.

”Hey Zayn!” kaldte jeg lidt for højt og slog hånden for munden.

”Bro, vent, vi kommer med!” sagde jeg i stedet og trak Valerie med hen til Zayn, der var ved at træde ind i elevatoren til toppen sammen med Lou.

”Jeg troede du var sammen med Harry?” sagde jeg uforstående til hende.

”Næh, jeg er lige her” fnes hun, ”måske sagde han Louis og ikke Lou?”

”Ja sikkert” mumlede jeg.

Pludselig mærkede jeg et ryk i elevatoren, og greb fat i Zayns skulder.

”Wow mand, er vi på vej op nu?” spurgte jeg og kiggede ned. Jorden kom længere og længere væk fra os.

”Fuck” lød det fra Zayn, der begyndte at grine nervøst. Det her føltes virkelig underligt.

”Kører vi skråt op eller?” lød det nervøst fra Valerie.

”Det tror jeg” svarede Lou, der også lød lidt bange.

Vi stod sådan i lidt tid før elevatoren endelig stoppede.

”Første dæk” bekendt gjorde Lou, ”skal vi ikke bare fortsætte til toppen?”

Vi nikkede alle og fortsatte turen op i den rystende elevator.

”En eller anden mind mig om hvorfor vi ikke bare tog trappen” pev Valerie skræmt og knugede min arm.

Heldigvis gik der ikke lang tid før vi var forbi første og andet dæk, og til sidst kunne træde ud på det mindste og øverste.

”Holy moly” mumlede jeg fascineret, og trådte forsigtigt ud af elevatoren. Jeg turde næsten ikke lægge alt min vægt på gulvet i frygt for, at det skulle brase sammen under mig.

Jeg gik langsomt hen mod kanten, og greb fat i gelænderet lige så snart det var inden for rækkevidde.

Der var sindssygt langt ned, og sindssygt smukt. Jeg tror, at man kunne se hele Paris herfra.

”Wow,” lød det ved siden af mig, hvor Valerie havde stillet sig, ”hvor er det bare smukt.”

Jeg nikkede overvældet.

”Hvad så Liam, er du bange? Du ser lidt anspændt ud” grinte Zayn og dunkede mig på ryggen.

”You’re not one to talk din vandhund” svarede jeg igen og puffede til ham, hvorefter jeg hurtigt tog fat i gelænderet igen.

”Hvordan kan du være så rolig Zayn?” spurgte Valerie ham målløst.

”Jeg ved ikke, det er jo ikke ligefrem fordi det hele pludselig siger – BANG!” råbte han og ruskede i hende.

Val undslap et lille skrig og slog ham hårdt på armen.

”Fuck dig” lød det hårdt fra hende, hvorefter vi alle sammen begyndte at grine.

”Seriøst Val, du er bare ikke meant to be mad” grinede jeg og lagde armene om hende.

”Det ved du da ikke noget om Liam, du har bare ikke mærket min vrede endnu” grinte hun og gav mig en blid albue i maven. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...