Hate That I Love You - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2013
  • Opdateret: 21 okt. 2013
  • Status: Igang
19-årige Sarah Valerie Walker har ikke aldrig haft et nemt liv, med en stedfar der ikke behandler hende ordneligt og en mor, der er for blind til at opdage noget. Da hun en dag får tilbudt at tage med One Direction på tour, for at blive stylistassistent, ser hun straks chancen for at komme væk fra den forfærdelige tilværelse hun indtil nu har levet i.
Da hun møder drengene forelsker hun sig straks i deres venskab, og bliver helt overvældet over, at de inviterer hende med ind og behandler hende som en hver anden pige.
Men der er noget der ikke stemmer omkring Valerie, hun kan ikke finde ud af at sætte hår, lægge makeup eller noget som helst andet, og hun virker i det hele taget ret malplaceret i hele denne situation.
Samtidig med, at touren skrider frem, og spørgsmålet om hendes gøren på den hænger alle over hovedet, begynder hun lige så stille at udvikle lidt mere end venskabelige følelser for en, måske to, af drengene.

68Likes
104Kommentarer
4163Visninger
AA

7. 5. Trouble Sleeping, Confessions and Cars Driving By

 

Valeries synsvinkel:

 

Fem koncerter i London i streg i O2 Arena kunne jeg godt bruge. Det betød flere hoteller, og jeg ved godt, at der er det der helt specielle over ”life on the road”, men det tog altså lidt tid at blive vant til, så jeg glædede mig til at få mit eget værelse og lidt privatliv igen. Det var også to uger siden jeg sidst havde haft det.

Tiden gik bare sindssygt hurtigt.

Jeg lå i min køjeseng i bussen og mærkede vejen bumle under mig. Jeg lå nederst som altid, jeg kunne godt lide det, lide at mærke at vi flyttede os, at tiden gik. Liam sov allerøverst, han sagde at han ikke kunne sove, hvis han lå helt nede ved jorden, det larmede for meget.

Jeg havde ikke rigtigt nogen idé om, hvad klokken var, men jeg havde egentlig heller ikke brug for at vide det, så ville jeg bare begynde at tælle timer til jeg skulle op igen. Hvilket altid gjorde en endnu mere vågen end man var i forvejen.

Jeg rullede om på siden, så jeg lå med ansigtet ind mod væggen. Jeg hvilede panden mod den kølige væg og samlede hænderne under min kind.

Over mig lå Niall, og over ham var vidst Lou. Eller var det Paul? Jeg kunne ikke huske det, alle havde rokeret pladser i går, jeg ved faktisk ikke helt hvorfor, jeg tror det var noget med, at Zayn ville over i den anden bus fordi han selvfølgelig ville sove sammen med Perrie, som var med os på tour lige nu, og så havde alle ligesom haft lyst til en ny plads. Besværlige mennesker.

Ingen havde dog haft lyst til at overtage min plads, det var som om gulvpladserne var forbandede. Ingen ville have dem. Det var altid dem, der tabte i Fifa, som skulle tage dem.

Jeg mærkede uroen tage fat i min krop, og jeg vendte mig igen om på den anden side for at ryste den af. Jeg ville gerne bare sove nu. Jeg orkede ikke at være træt i morgen.

Irriteret over den manglende søvn slog jeg knytnæverne ned i dynen, og endte med at sparke den helt af. Jeg satte mig krumrygget op i min køje, og trak tæppet ud til gangen fra, og stak mine bare ben ud.

Det hjalp for det mest at gå en lille tur, hvis jeg ikke kunne sove. Ikke at jeg kunne gå så langt, men så i det mindste ned bagerst i bussen, så jeg kunne kigge ud af bagruden, det havde en underlig beroligende effekt på mig, bare at se bilerne køre forbi os, kaste skygger i natten.

Jeg rejste mig op i den mørke gang og rettede på min sove-T-shirt, så den dækkede min røv.

Jeg listede væk fra sovegangen og kom ud forbi toilettet og det lille køkkenindhak. Jeg fortsatte så langt jeg kunne indtil jeg kom til en masse sofaer, der var indbygget i væggene, og de store vinduer, som jeg elskede at kigge ud af.

Er ur lyste rødt op i mørket og afslørede at klokken var fire om morgenen.

Jeg rystede på hovedet over mig selv, og satte mig på lædersofaen, trak benene op under T-shirten, og krummede mig sammen til en lille kugle.

Det var ikke sådan, at jeg havde haft direkte hjemvé endnu, men jeg var begyndt at få de her underlige øjeblikke, hvor jeg ikke kunne tænke på andet end derhjemme og et tomt hul indtog min krop.

Måske savnede jeg det, som jeg aldrig havde haft. Måske savnede jeg at have noget at savne.

Jeg rystede på hovedet at mig selv, jeg havde intet at savne.

Jeg blev forstyrret i mine tanker ved fodtrin på gangen. Jeg kiggede op, og så Harry komme gående ud imod mig.

 

”Hvad laver du oppe på denne tid?” spurgte han mig forundret, og slog sig søvnigt ned ved siden af mig.

”Jeg kunne ikke sove, dig?” svarede jeg uskyldigt og trak på skuldrende.

”Samme, hvilket er underligt, jeg plejer ikke ligefrem at have problemer med at sove” jokede han med en umådelig dyb og hæs stemme, der kom nok kom af, at han lige var vågnet.

”Der var ikke noget der vækkede dig?” spurgte jeg ham nysgerrigt, han virkede ikke som en, der havde ligget vågen hele natten.

”Jeg drømte bare” sagde han ligegyldigt, og lænede sig op ad bussen.

”Hvad drømte du?” spurgte jeg interesseret, og kunne ikke tage øjnene fra hans ansigt, der selvom han var vågen, stadig bar præg af søvnens sårbarhed.

”Jeg drømte om derhjemme” sagde han kort, og tilføjede så, ”jeg drømte om Gemma.”

Gemma var hans storesøster, som han virkede til at savne meget. Han havde fortalt mig om hende, flotte ord. Jeg glædede mig til at møde hende engang, så jeg kunne sige det til hende. Det ville hun sikkert blive glad for.

”Var det en god drøm?”

Han kiggede op på mig, og trak på skuldrene, ”det ved jeg ikke, det var ret underligt, den var god fordi vi var børn og vi legede, hun var prinsesse, jeg var prins” han holdt en kunstpause, ”men det var en trist drøm” tilstod han og rystede på hovedet, ”undskyld det lyder fjollet, det er lige meget, det var bare en åndssvag drøm.”

Jeg himlede med øjnene af ham og rykkede tættere på ham.

”Harry, fortsæt, jeg vil gerne lytte” sagde jeg gennemtrængende.

”Er du sikker? Det er altså bare en dum drøm, jeg ved ikke hvorfor jeg vågnede af den” snakkede han udenom.

”Fortsæt” kommanderede jeg, og tog hans hånd.

Hans øjne fandt mine, og jeg nikkede opmuntrende til ham. Bilernes lygter, der lyste det lille rum op, gav  genskær i hans øjne, som var det månelys, det skabte en magisk stemning.

”Jeg ved ikke, jeg tror bare, at jeg savner hende, det var som om, jeg ved ikke, drømmen sluttede bare rigtig hurtigt, og ja, jeg blev flået væk og pludselig var vi begge to for store til at lege” afsluttede han og fik et usikkert udtryk i øjnene, hans blik flakkede rundt i lokalet.

”Hvornår skal du se hende igen?” spurgte jeg ham, og fik hans blik til at falde til ro ved mit.

”Hende og mor ville prøve og se om de kunne komme til et af vores shows i Matchester” sagde han ud i luften, og rettede så opmærksomheden mod mig, ”hvorfor er du vågen?”

Nu var det min tur til at trække på skuldrene, og pludselig kunne jeg mærke tårerne presse på. Helt uventet og uforklarligt udstødte jeg et gisp, et højt hulk, og derefter mærkede jeg tårerne male mine kinder.

”Kom her” sagde han, og trak mig ind til sig. Jeg lod mit hoved hvile op af hans brystkasse og lade hans åndedrag berolige mit, så jeg langsomt fandt den rigtige rytme igen.

”Er du okay Val?” spurgte han mig bekymret, og nussede min skulder.

Jeg nikkede uden at sige et ord.

”Er det hjemvé?” gættede han.

Denne gang rystede jeg på hovedet.

”Hvad så? Hvad er det? Val, du ved at du kan sige det til mig” hviskede han mig i øret, og kyssede mig på håret, efterlod et brandmærke, der hvor hans læber rørte mig.

Jeg tog en dyb indånding, og rettede mig op, så jeg kunne se ham i øjnene.

”Det er det der er problemet, jeg har ikke hjemvé” tilstod jeg, og følte mig beskidt efter at have sagt det højt.

Det var en ting at tænke det, men at sige det var slemt. Hvad ville min mor ikke sige? Hvad med Jim?

”Hvorfor ikke?” spurgte Harry mig forsigtigt, det var som om han kunne mærke at dette var farligt territorium.

Jeg havde aldrig fortalt nogen om Jim eller min mor. Ikke direkte i hvert fald. Heller ikke damen i butikken, det var bare som om hun havde gættet det. Havde Harry mon også det?

Kunne jeg sige det til ham?

Siden første gang vi havde snakkede sammen havde jeg følt mig tæt på ham, tættere end jeg havde været på nogen i hele mit liv, og jeg havde kun kendt ham i lidt over en måned. Var det underligt?

Jeg bed mig i læben og sendte ham et advarende blik, et blik der sagde, at det her var mere end småting. Det her var noget andet.

”Valerie, du behøver ikke at sige noget” hviskede han, og kiggede ned på vores hænder, der knugede hinandens.

”Jeg vil gerne Harry, virkelig, men jeg kan ikke, det er bare så kompliceret” hviskede jeg, og slap hans hånd, for at tørre en tåre væk fra min kind.

”Det er okay, vi behøver ikke snakke om det nu, bare vid, at jeg er her, okay?” beroligede han mig, og trak mig ind til endnu et trøstende og med garanti livsreddende knus.

”Tak” fremstammede jeg ned i hans T-shirt og lukkede øjnene.

”No problemo” svarede han, og trak sig væk fra mig, ”mon ikke vi skulle se om vi kan sove igen?” spurgte han mig fornuftigt. Jeg nikkede og rejste mig.

Før vi forlod denne del af bussen og gik tilbage til soveafdelingen greb jeg hans hånd, og holdt ham tilbage.

”Jeg har aldrig sagt det til nogen, men jeg lover dig, det skal nok komme, jeg lover det” sagde jeg lavt, og kiggede ham dybt seriøst i øjnene. Han skulle vide, at det ikke havde noget med ham at gøre, han skulle vide, hvor vigtig han allerede var blevet for mig. Det var vigtigt at han vidste det.

 

***

 

Da vi ankom om morgenen tror jeg at alle i bussen vågnede, hvis de ikke allerede var det, for vi blev velkommet af omkring tusind piger, der skreg så det ringede i ørerne, da bussen kørte fordi dem og ind i indhegningen.

Bussen havde tonede ruder, så vi kunne sagtens sidde med næserne mod glasset og lave klamme grimasser til alle fansene, der ikke anede, at de skreg direkte ind i Nialls ansigt.

”Ha, ha, se hende der, hende med de store krøller, hvad er det, der står på hendes T-shirt?” grinte Niall og rakte tunge af dem alle sammen.

Vi kørte langsomt forbi dem. De vagter som var blevet udstationeret prøvede deres bedste på at holde alle pigerne i sikker afstand fra bussen, men der var selvfølgelig et par steder, hvor de ikke holdt øje, så pludselig hørtes et bump.

”Hvad fuck var det?” spurgte Niall bekymret og lænede panden mod ruden i håb om at kunne se noget.

”Det var vidst en der løb ind i bussen” sagde jeg foruroliget.

”Ej nu må de stoppe, de bliver jo dræbt, hvis de bliver skubbet ind under bussen” sagde han og rejste sig op, ”hallo, kan vi ikke få nogle flere vagter på? De kan slet ikke  styre det, de få der er der ude, der er lige en pige, der er løbet ind i bussen!” råbte Niall ned af midtergangen, og fik flere til at komme ned og kigge ud af vinduerne sammen med os.

”Jo for fanden” mumlede Paul og rystede på hovedet, ”Niall, vi mangler få meter og så er vi inde, tror du ikke at det går?”

Niall nikkede, ”jo, jeg kan bare ikke lide at de er så tæt på.”

Jeg rejste mig og gik ind til min køje, hvor min taske lå smidt i fodenden. Jeg fandt et par jeans og en striktrøje frem, som jeg lige akkurat nåede at hoppe i inden vi holdte.

Jeg kunne ikke forstå, hvordan alle de piger, kunne få sig selv til at sætte deres liv på spil for fem drenge, som de ikke kendte, bare for at se dem, det var virkelig underligt.

Da bussen stoppede var jeg en af de første til at hoppe ud af bussen. Det var en kold morgen, og selv når solen skinnede direkte på en på en varmede det ikke. De piger havde uden tvivl stået her siden tidligt i morges, før solen overhovedet var kommet frem.

Den friske vind, der ramte mit ansigt, da jeg trådte ud i døråbningen føltes som at få plasket koldt vand i ansigtet.

”Hvem det end er så luk døren for helvede!” skreg Louis et eller andet sted inde fra bussen, hvor han sikkert sad i boxershorts og frøs, så jeg hoppede hurtigt ned og smækkede døren efter mig.

Skrigene var dobbelt så høje, som inde i bussen, så duede de lydtætte vægge alligevel en lille smule. Jeg trak ærmerne ud over mine allerede holde hænder, og brugte dem som vanter.

Det holdte allerede en masse lastbiler, der afskar fansenes blikke fra bussen, men jeg kunne ikke dy mig for at stikke hovedet forbi siden af bilen og kigge på fansene og deres desperate skrig efter autografer og kram.

Da de fik øje på mit hoved forstærkedes skrigene, og jeg trak mig hurtigt væk igen. Det var jo sindssygt det her.

Jeg begyndte at gå hen mod arenaen, som lige var blevet åbnet, det var sikkert nogen af vagterne, der var kommet ud for at hilse på drengene.

Det var underligt, jeg havde stort set ikke lukket et øje i nat, men jeg følte mig ikke spor træt. Faktisk følte jeg mig frisk. Friskere end jeg længe havde gjort. Måske var det på grund af min og Harrys snak i nat, han havde været så sød, virkelig sød. Han havde gjort det klart, at jeg kunne stole 110 procent på ham, hvilket jeg aldrig havde prøvet før. Måske var det rent faktisk tid til at fortælle ham om Jim. Hele emnet virkede bare så malplaceret i denne boble af lykke, som jeg levede og åndede i nu, som jeg havde befundet mig i siden touren var startet. Jims temperament og ulækre hænder hørte ikke til her.

Jeg mærkede kvalmen brede sig ved mindet om hans hænder, der altid var fugtige og kolde, en klam kombination, som var han syg. De hænder, der altid var overalt. Og mor, mor der var så syg, at hun ingen ting kunne.

”Hej,” det gav et sæt i mig, jeg vendte mig om for at se Zayn og Perrie komme gående op til mig.

”Åh I gav mig et chok” sukkede jeg, og lyste så op i et smil. Som de kom gående der holdende i hånd med morgenhår, og røde kinder lignede de noget, der var sendt fra himlen. Jeg vidste at Perrie ikke havde tid til at komme med os på tour efter de her koncerter, hun var jo selv en del af et pigeband, som også havde ret stor succes.

Jeg greb mig selv i at stirre på hende uden hæmninger og misunde hendes mere end jeg nogensinde havde misundt nogen  anden. Hun havde virkelig alt.

”Skal du med ind og have morgenmad Val?” spurgte Zayn mig, da de kom op på siden af mig.

”Jo, det vil jeg gerne, det var faktisk også det jeg var på vej til” grinte jeg, og så begav vi os ind i den varme arena. 

________________________________________________

Jeg håber at I er ved at få et indblik i Valeries forhold med drengene, og ja, især Harrys. 

Hvad tror I, at hendes hemmelighed er, hvorfor kan hun ikke sige det til Harry?

Der kommer snart endnu et kapitel, så husk nu at like og sætte på faves!

xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...