Hate That I Love You - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2013
  • Opdateret: 21 okt. 2013
  • Status: Igang
19-årige Sarah Valerie Walker har ikke aldrig haft et nemt liv, med en stedfar der ikke behandler hende ordneligt og en mor, der er for blind til at opdage noget. Da hun en dag får tilbudt at tage med One Direction på tour, for at blive stylistassistent, ser hun straks chancen for at komme væk fra den forfærdelige tilværelse hun indtil nu har levet i.
Da hun møder drengene forelsker hun sig straks i deres venskab, og bliver helt overvældet over, at de inviterer hende med ind og behandler hende som en hver anden pige.
Men der er noget der ikke stemmer omkring Valerie, hun kan ikke finde ud af at sætte hår, lægge makeup eller noget som helst andet, og hun virker i det hele taget ret malplaceret i hele denne situation.
Samtidig med, at touren skrider frem, og spørgsmålet om hendes gøren på den hænger alle over hovedet, begynder hun lige så stille at udvikle lidt mere end venskabelige følelser for en, måske to, af drengene.

68Likes
104Kommentarer
4161Visninger
AA

4. 3. Show start, Tour Busses and a Cute Picture

 

Harrys synsvinkel:

 

Det havde været fantastisk på scenen, gud hvor havde jeg savnet det. Alt ved det. Skrigene, lysene, atmosfæren. Rushet af adrenalin, der løb gennem blodet når hele salens skrig overdøvede ens tanker. Og det bedste af det hele var, at jeg ikke stod heroppe alene, jeg stod her sammen med fire andre, der havde det på præcis samme måde som mig. Hvis jeg så et sjovt skilt kunne jeg straks grine over det med en af de andre. Hvis fansene skreg så højt, at vores stemmer ikke nåede ud til dem, hvis de sang med, hvis lysene blændede os, så behøvede jeg blot at kigge dem i øjnene for at vide, at de var lige så overvældede som jeg selv. Det var umuligt ikke at elske denne del af jobbet. Når man stod på scenen blev man mindet om, hvorfor man gjorde dette. Hvorfor man opgav sit privatliv og brugte oseaner af tid på at tage billeder med piger, som råbte og skreg og tudede en op i ansigtet. Der var ikke noget jeg ikke ville gøre for at opnå denne følelse, den var unik.

 

Da vi havde afsluttet What Makes You Beautiful, som var den sidste sang i showet og løb væk fra scenen så jeg Valerie sidde i sit hjørne, og kigge opslugt på os.

”Sådan drenge, fantastisk show!” udbrød vores tour manager Paul, og klappede os alle sammen stolt på skuldrene. Jeg var hurtig til at vende mig om til en hoppende Niall, der stadig var helt oppe at køre. Hvem prøvede jeg at narre, det var jeg sgu da også.

”Hold nu kæft, hold nu kæft!” skreg han, og omfavnede mig. Jeg smilede så mine kæbemuskler gjorde ondt, og rakte en arm i vejret til Liam, der kom løbende ned af trapperne lige fra scenen.

Han grinede over hele ansigtet, han kunne slet ikke sige noget, han grinede bare og fik til sidst fremsagt et halvkvalt: ”hørte I det?” hvorefter han gav mig en high five, der ville noget.

Louis og Zayn kom hylende ud fra tæppet og hoppede op på os andre, mens de hujede op. Jeg blev overdynget med klap på hovedet, og lykønskninger fra alle backstage, og glemte for en stund Valerie, som stadig sad i sit hjørne og nu grinte af os.

 

Da vi efter en stund gik ind i vores omklædningsrum stod munden ikke stille på nogen af os.

”Jeg har savnet det her, jeg har så meget savnet det her” udbrød Louis lykkeligt, og begyndte at knappe skjorten op.

”Samme her, hold nu kæft, hørte I deres reaktion da vi begyndte på Little Things, jeg tror aldrig, at jeg har hørt noget lignende” tog Liam over og smed sig i en stol, der stod i hjørnet.

”Prøv at tænkt, at vi er i gang igen” sagde Zayn drømmende, ”jeg mener, vi skal til at gøre det her hver aften, igen!”

Vi begyndte at grine over den åndssvage tanke, at dette var vores liv, mens vi tog tøjet af og stak i det gamle.

”Puha, jeg kunne godt trænge til et bad” sagde jeg, og rystede på hovedet, over min fugtige t-shirt, som jeg havde haft på på scenen.

”Et bad med Valerie?” sagde Louis og sendte mig et frækt blik.

”Hvad?” sagde jeg skingert. Den havde jeg ikke lige set komme.

”Oh Valerie, meassure my hair, please” gjorde Zayn nar og fik Niall til at flække af grin.

”Ej stop lige drenge” sagde jeg seriøst, og slog ud efter Zayn med min klamme t-shirt.

”Hvad så Harold?” spurgte Louis mig stadig smilende over før.

”Synes I ikke, at det virker lidt underligt, at hun bare kommer her?” spurgte jeg dem og tilføjede i sjov; ”jeg mener, hun skal jo helt klart ikke ordne vores hår.”

Drengene trak på smilebåndet over min kommentar.

”Spørg Lou, virker hun ikke meget mor-agtig overfor hende, gør hun ikke?” sagde Niall og trak på skuldrene.

”Tjo, det gør hun vel” sagde jeg, og trak i min gamle t-shirt, selvom jeg mest havde lyst til at gå i bad først.

”Hun virker lidt mystisk, det vil jeg godt gå med på” sagde Liam. Endelig en der forstod mig.

”Tror I ikke, at det kommer?” spurgte Louis, ”jeg mener, vi har jo først lige mødt hende, det er da klart, at vi ikke ved alt om hende endnu.”

”Det er heller ikke på den måde jeg mener det dumme” sagde jeg irriteret til ham, ”jeg synes bare at hun virker anderledes på en… uforklarlig måde.”

”Uforklarlig som i tiltrækkende” fortsatte Louis, og jeg vidste, at jeg ikke skulle uddybe det yderligere med ham lige nu, han var stadig alt for meget oppe at køre over showet til at kunne tage det seriøst. Jeg havde faktisk slet ikke tænkt på Valerie på den måde, overhovedet ikke. Der var jo ingen tvivl om at hun var smuk på den lidt mystiske og hemmelighedsfulde måde med hendes lange kastanjebrune hår og de gennemtrængende blå øjne, men jeg aldrig tænkt over, at hun var lækker.

”Never mind” sagde jeg opgivende, og samlede mit tøj sammen.

”Nej Harry, undskyld, det var ikke på den måde jeg mente det” var Louis hurtig til at sige, og lagde en hånd på min skulder.

”Jeg ved det godt, måske er det bare mig, der har det sådan” sagde jeg ligegyldigt, og vred mig langsomt fri af hans greb.

”Hey Harry, vent” sagde Liam idet jeg skulle til at gå, ”jeg kommer med.”

Jeg nikkede, og ventede.

”Vi ses i morgen drenge!” råbte jeg til de andre, og tog i døren.

”Ses Styles” hilste Zayn, og vinkede.

 

”Jeg har godt lagt mærke til det” sagde Liam da vi havde forladt omklædningsrummet.

Jeg nikkede, ”jeg ved ikke, hvad det er, men jeg synes bare, at hun virker lidt malplaceret i alt det her, synes du ikke?”

”Jo, men jeg tror at Niall har ret, prøv at spørge Lou i morgen” sagde Liam lavt, og nikkede i retning af Valerie, der tøvende var på vej mod os.

”Fedt show” sagde hun nervøst, og fik mig igen til at undre mig over hendes usikkerhed. Vi bed jo ikke.

”Tak” smilede Liam og kiggede afventende på mig, det var her jeg skulle sige noget.

”Jo tak, det var super dejligt at være på scenen igen” sagde jeg til hende.

Super dejligt? Hvad var det for noget at sige?

”Fedt” sagde hun og kiggede sig lidt utilpas omkring, ”nåh, men det var bare det, vi øh, vi ses i morgen.”

”Vi ses” sagde Liam overbærende og trak mig med mod udgangen, hvor en taxa ventede på os. Vi kørte ubemærket af de mange skrigende piger, der nu stod i mørket udenfor og skreg på, væk.

 

***

 

 Næste dag, da vi mødte, gik jeg direkte mod Lou, der stod og snakkede med Ben Winston og Katy.

”Lou, må jeg lige snakke med dig?” spurgte jeg hende kort, og nikkede mod madbordet, hvor jeg gik hen og tog en cola. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg præcis ville spørge om, men jeg havde bare brug for at vide lidt om Valerie, for tanken om hende og hendes tilstedeværelse på touren havde holdt mig vågen hele natten.

”Er der noget galt?” spurgte hun mig bekymret. Jeg havde måske lydt lige lovlig dramatisk.

”Nej, nej, slet ikke, jeg tænkte bare på Valerie, du virker til at være meget sammen med hende” sagde jeg lavt.

”Ja, hvad med det?” spurgte hun forvirret, og rystede på hovedet over mit hemmelighedskræmmeri.

”Hun virker bare meget, jeg ved ikke, malplaceret her, gør hun ikke?” røg det ud af mig. Lous ansigt fik pludselig alvorligt udtryk, og hun kiggede mig direkte i øjnene.

”Harry, pigen har været igennem nogle svære ting i sit liv, og nu er hun her, hos mig, hos os, og er en del af crewet, okay?” sagde hun alvorligt, ”nu må I ikke være for hårde ved hende.”

”Hør, Lou, jeg har ingen intentioner om at være hård ved hende eller noget, jeg vil bare gerne være hendes ven, hun virker bare svær at komme ind på, det er alt” forsvarede jeg mig selv, jeg havde ikke ment det på den måde.

”Det er jeg sikker på, at hun ville elske” sagde Lou og tog en kiks fra buffeten.

”Men hvad er det så, hvad er der galt med hende siden…”

”Det må hun fortælle dig, hvis hun vil, det er op til hende” afbrød Lou mig belærende.

”Ja okay” jeg var ikke vant til at hun var så seriøs, hun plejede som regel at grine hele tiden.

”Hør, undskyld, jeg vil bare ikke have, at du presser hende til at fortælle, tag det roligt med hende, hun er faktisk en rigtig sød pige også selvom hun virker lidt stille og usikker og alt det der” afsluttede hun.

”Det tror jeg gerne” sagde jeg, og åbnede min cola.

 

Jeg kunne ikke fjerne tankerne fra Valerie, hvad var hendes store hemmelighed?

Tanken om hende sad i baghovedet på mig de næste mange dage. Jeg havde besluttet mig for at være åben og venlig over for hende, jeg kunne lige så godt få hende til at føle sig veltilpas, der var jo ingen grund til, at hun skulle gå rundt og være bange for at snakke med os. Og ja, det gjaldt os alle. Det var ikke fordi jeg havde tænkt mig at spørge drengene om de ikke please ville være venner med hende, nej, jeg havde bare tænkt mig at være åben. Så skulle det hele nok komme.

Da vores første rejsedag var kommet og jeg så hende stå i et hjørne af parkeringspladsen med sin lille grimme sportstaske, undskyld Valerie, men jeg fattede stadig ikke, hvorfor hun slæbte rundt på den, så jeg snittet til at gribe ind.

 

”Hey” sagde jeg afslappet, og satte mig på trappen, som hun stod ved.

”Hey” svarede hun igen, og satte sig ved siden af mig.

”Glæder du dig til at komme af sted?” spurgte jeg hende nysgerrigt.

”Ja, jeg glæder mig til at komme væk fra London” sagde hun drømmende, ”hvor er det nu vi skal hen?”

”Glasgow” sagde jeg og nikkede, ”altid et sindssygt puplikum.”

”Fedt” sagde hun med et smil, ”der har jeg aldrig været.”

”Vi har spillet der før, dengang vi var på x-factor tour” forklarede jeg.

”Gud ja, det er da hundrede år siden er det ikke?” spurgte hun og kørte en tot hår om bag øret. For en gangs skyld havde hun ikke sin sorte beanie på. Hun var meget kønnere uden, hun så på en måde yngre ud sådan.

”Jo, to år” svarede jeg og blev pludselig helt sentimental, det var fandeme lang tid siden.

”Wow, er det ikke underligt at tænke på, hvor meget I har opnået siden da?” spurgte hun nysgerrigt og bed sig nu i læben. Sig mig flirtede hun med mig?

”Jo, nogen gange kan jeg ikke helt tro det” tilstod jeg, ”faktisk kan jeg aldrig forstå det.”

Hun udstødte et sødt lille grin, og fortsatte så:

”Det er også meget at kapere.”

”Præcis, lige i overkanten nogen gange” smilede jeg.

Vi rejste os, og gik hen imod de to busser, der var ved at være klar til at køre.

”Har du fået din bagage ind i en af dem?” spurgte jeg hende, og gik hen mod den ene bus, hvor Niall hang ud af vinduet for some reason.

”Det her er alt jeg har med” sagde hun og løftede op i sin taske.

”Virkelig?” sagde jeg måbende, hvordan kunne man leve af så lidt? Jeg pakkede altid de underligste ting, for ikke at tale om Louis. Måske var hun bare ligesom Zayn, stjal alle andres ting, men på den anden side, hun var jo den eneste pige på hendes alder her, så hvem skulle hun stjæle fra?

”Ja” sagde hun og nikkede, fornemmede jeg en smule ærgrelse i hendes stemme?

 

”Så kører vi folkens!” lød det fra Paul lidt herfra, og gik hen imod vores bus. Alle andre, der ellers havde siddet rundt omkring samlede nu også deres ting sammen og begyndte så småt at forsvinde ind i busserne.

Jeg elskede vores tourbusser, selvfølgelig kunne det godt blive lidt meget nogen gange, og manglen på privatliv kunne drive en hver til vandvid, men det ændrede dog ikke på, at alle minderne fra Up All Night hang ved og gjorde alt det besvær det hele værd.

Vi rejste os og begav os hen mod busserne, hun gik lige så langsomt og lydløst bag mig, og kiggede med store øjne på de røde  busser.

 

”Nåh, kommer du med her? Eller vil du hellere holde Sex and the City-maraton med de andre piger?” spurgte jeg hende og svingede mig ind i den ene røde bus, hvor Niall for få sekunder havde hængt ud af vinduet, stadig kiggende på hende.

”Jeg har alligevel aldrig været en Sex and the City-pige” sagde hun med et grin, og gik med mig indenfor.

 

”Har du set busserne før?” spurgte jeg hende idet vi trådte ind i den.

”Nej, kun ude fra” sagde hun forsigtigt og kiggede sig nysgerrigt omkring.

”Jamen så har du jo brug for en tour” sagde jeg og blinkede til hende, ”kom med her.”

Valerie fulgte villigt med, og jeg førte hende ind til det der vel kunne kaldes for stuen i bussen, hvor de andre drenge sad og var ved at få fladskærmen til at virke.

”Du kan smide din taske her” sagde jeg til hende, og nikkede hen mod væggen, hvor en eller anden allerede havde sit sin taske.

”Okay” sagde hun og kastede den derhen.

Drengene kiggede op ved lyden af vores stemmer.

”Harry, kan du ikke få tv’et til at du’?” spurgte Zayn mig bedende og kiggede frem bag det.

”Vi skal spille Fifa” meddelte Louis tilfreds fra sofaen, hvor han allerede sad og dasede.

”Kan Louis ikke hjælpe, han laver ikke noget” sagde jeg henkastet til Zayn, og fik en pude i hovedet af Louis.

”Hej Valerie, kan du lide Fifa?” spurgte Louis hende med et grin.

”Jeg har aldrig spillet det før” sagde hun og med et var det som om den pige jeg lige havde snakket med var forsvundet, og den generte og usikre Valerie kom frem.

”Har du aldrig spillet det?” måbede Niall, der nu også kom og satte sig i sofaen.

”Nope” sagde hun og rystede på hovedet.

”Jamen det må vi da gøre noget ved” sagde Louis bestemt og smilede til hende, ”vil du ikke være med?”

”Skal vi tage touren senere?” spurgte jeg hende, hun trak på skuldrende.

”Det kan vi godt” endte hun med at sige.

”Okay, lad os spille Fifa” sagde jeg opstemt, og gik hen for at sætte mig i sofaen.

”Hvem sagde, at du måtte være med?” spurgte Louis mig flabet, mens Zayn delte kontrollerne ud, han havde endelig fået sat stikkene rigtigt i.

”Niall, Louis, Valerie og mig, en, to, tre, fire” talte Zayn og satte sig ved siden af Louis med et grin.

”Så finder jeg da bare Liam og laver noget sjovt med ham” sagde jeg næsvist og rakte tunge af dem.

”Sorry, han kører derop med Andy mate” grinte Zayn.

”Jamen hvordan skal jeg klare mig uden Payno?” klynkede jeg og fik Niall til at grine. Som sædvanlig.

”Slå røven i sædet og kig på, du kunne godt bruge en lektion eller to i at spille” grinte Louis ondt.

”Ha ha ha” grinte jeg ironisk og satte mig ned ved siden af Valerie og fandt min telefon frem.

 

Der gik ikke lang tid før alle var opslugte af spillet og råbte og skreg over kontrollerne. Så vidt jeg kunne se var det Louis og Valerie mod Zayn og Niall.

”Argh kom nu Val!” råbte Louis højrystet til en forvirret Valerie, der holdte kontrolleren som var det et eller andet giftigt.

”Kom nu hvad, det her giver ingen mening, han løber jo ikke når jeg trykker på denne her knap!” råbte hun panisk tilbage.

”Det er fordi det er den forkerte knap du trykker på” gav Louis igen, og kiggede kort på mig, ”Harry, hjælp hende!”

Jeg rystede grinende på hovedet.

”Øh Val,” jeg kunne faktisk godt lide Louis’ kælenavn til hende, det var alligevel så langt at sige Valerie hver gang, ”prøv at se her.”

Jeg rakte ind over hende, og styrede hendes hånd over på den rigtige knap, ”det er denne her du løber med, den anden skyder du med” forklarede jeg hende pædagogisk, og modtog et dask fra hende.

”Jeg er ikke tungnem Harry” skændte hun, og tog remoten fra mig igen.

Hun trykkede på et par knapperm og lidt efter jublede hele stadion. Valerie havde scoret.

Louis og jeg sendte lange blikke til hinanden, mens Valerie solede sig i midten med et irriterende stort smil.

”Sat på plads” grinte Zayn og fik både mig og Louis til at kigge olmt på ham.

 

Spillet endte 3-2 til Louis og Valerie, der efterfølgende dansede sejrsdans i hele bussen, og fik alle andre til at stirre måbende efter sig, de måtte da være vant til Louis’ opførsel efterhånden.

 

”Hvad laver I så, når I sådan er af sted, keder I jer ikke ekstremt meget?” spurgte Valerie nysgerrigt mens vi sad i sofaerne og spiste slik.

”Fifa” sagde Niall.

”Fifa tuneringer” uddybede Louis.

”Alle slags video spil er accepterede” sagde Zayn dybt seriøst og puttede en M&M ind i munden.

”Så I er egentlig bare en flok forvoksede nørder?” grinte Valerie og proppede også munden med M&Ms.

Hendes pludselige selvsikkerhed havde faktisk ikke overrasket mig, jeg havde hele tiden vidst at hun også gemte sådan en side af sig selv.

”Det kan man godt sige, ja” grinte Louis også og skævede til mig, han havde lagt mærke til at jeg ikke sagde så meget.

”Men når I så ikke spiller videospil, for I må da blive trætte af det til tider, hvad laver I så?” ville hun vide.

”Vi snakker” sagde Niall kort for hovedet.

”Om hvad?” spurgte hun og løftede op i øjenbrynene.

”Alting” svarede han, ”hvad der lige falder os ind.”

”Liam havde også sådan en kort, hvor han tegnede vores rute ind og alle de steder vi har besøgt, gad vide om han stadig har det” fortalte jeg, og håbede det. Det var så sjovt, at kigge tilbage på.

”Ej hvor fedt” sagde hun oprigtigt og smilede til mig.

”Hvor glæder du dig allermest til at komme hen?” spurgte jeg hende så.

”Alle vegne, jeg har aldrig været ude af England før I hele mit liv, jeg har ikke engang et pas” grinede hun, ”jeg ved godt, at det er ret trist.”

”Ha, det er ligesom mig, jeg havde heller aldrig været ude at rejse før One Direction” grinte Zayn.

”Hey vent nu lige lidt, har du ikke et pas?” spurgte Louis mistroisk.

”Nej” sagde Valerie, ”hvorfor?”

”Fordi vi er på vej på world tour” grinte han og gentog, ”hun har ikke et pas.”

”For helvede” bandede hun, ”hvad gør jeg så?”

”Vi må vel få lavet et til dig, bare godt at du kom i tanke om det nu” sagde Louis og klappede hende på skulderen, ”det skal nok kunne nås.”

”Men vi kører jo til Scotland nu, hun skal sgu da bruge sit pas right away” sagde Niall uforstående.

”Øhm… fuck” lød det undrende fra Louis, der havde sat sig med benene over kors og hvilede hagen i hænderne.

”Hvad gør vi så?” spurgte Valerie bekymret og rejste sig op, for at gå lidt frem og tilbage. Det hjalp som regel på bekymring.

”Vi må vel holde ind og få taget nogle pasbilleder til dig og så se om vi ikke kan slippe over grænsen til Scotland uden at vise pas, de plejer alligevel ikke, at stoppe bilerne” sagde Zayn fornuftigt og afventede en reaktion.

”Er det ikke kun i Schweitz de stopper bilerne?” spurgte Niall dumt.

”Aner det ikke, men mon ikke det går, vi må bare bestille et eller andet eksprespas, kan vi ikke få Paul eller Sally til at ordne det for os?” spurgte jeg de andre drenge, da jeg ærligtalt ingen idé havde om, hvordan man fik lavet pas. Min mor havde ordnet mit.

”Jo, kom jeg finder Paul, han sidder vidst ude foran, så får vi ham til at stoppe op” sagde Niall effektivt og forsvandt ud af fjernsynsrummet.

”Ej, det må I altså virkelig undskylde” sagde Valerie lavt til Zayn, Louis og jeg, og smilede undskyldende til os.

”Never mind, det var jo ikke til at vide, at du aldrig havde sat foden uden for England før” sagde Louis muntert, og klappede hende på skulderen.

”Jeg føler mig bare så åndssvag” sukkede hun.

”Hey, jeg ved hvordan du har det, man føler sig lidt trist og deprimerende ved tanken” smilede Zayn til mig.

”Præcis” sagde hun og nikkede, men smilede dog til Zayn.

”Ved du hvad, første gang jeg skulle op i et fly, det var selvfølgelig sammen med drengene, der prøvede Louis at bilde mig ind, at det ville snurre rundt i luften og alt muligt, sikke han fik beroliget mig dengang” sagde Zayn, og puffede grinende til Louis, der også smilede lidt.

”Af en eller anden grund har jeg ingen problemer ved at forestille mig det” grinte Valerie, og fik mig til at ånde lettet op. Den Valerie, som hun havde præsenteret os for før, da vi, eller rettere sagt de, spillede Fifa var tilbage.

”Nej vel” sagde Zayn stadig grinende, og rejste sig, ”skal vi ikke gå ud og se, hvad Niall finder ud af?”

”Jo, lad os” istemte jeg og rejste mig fra sofaen, og efterlod Valerie med Louis, selvom jeg var sikker på, at de snart ville komme.

På vej ud til Paul og Niall stødte vi på Josh, Sandy og Ben, der sad og pillede ved et eller andet på deres computere, mens Dan bare sad ovre i hjørnet med sin guitar og øvede greb eller noget i den stil. Jeg havde aldrig fattet, hvordan man kunne gå så meget op i et instrument, at man brugte tid på bare at røre ved det. Men på den anden side, vi lavede jo også de der underlige stemmeøvelser, som Helene støvede op rundt omkring, hele tiden, det var vel det samme.

”Hvad så? Kan det lade sig gøre?” spurgte Zayn Niall idet vi så ham sidde oppe foran sammen med Paul.

”Ja, ja, det er okay” sagde Paul og lød pludselig træt.

”Er alting okay?” spurgte jeg bekymret. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg kunne bare ikke lade være med at påtage mig alt ansvaret omkring Valerie, der var et eller andet over hende, der gav mig lyst til at passe på hende.

”Selvfølgelig, jeg tænkte bare lige på, hvor vi kunne tage hen” sagde Paul og gned sine tindinger.

”Øh, jeg har en idé” kom det fra Zayn.

”Hvad så?” spurgte vi i kor og kiggede op på ham.

”Kan Ben ikke bare tage billedet med et af sine mange kameraer?” spurgte han og skævede til ham få meter bag os.

”Selvfølgelig” sagde Paul bekræftende, ”hvorfor tænkte jeg ikke på det?” grinte han, og kaldte Ben hen.

Det var intet problem, og han lovede at tage billederne lige så snart vi ankom til Glasgow. Desuden sagde Paul, at han nok skulle få bestilt et pas, det behøvede vi ikke at tænke på, så da Louis og Valerie kom grinende ud til os var der slet ikke noget at komme efter, vi var klar til at fortsætte til Scotland.

 

***

 

”Okay, sæt dig på skamlen, og sørg for at rette ryggen” instruerede Ben bag kameraet. Vi var ankommet til Scotland for omkring en time siden, og var trods det var aften, og vi burde hvile os før koncerten i morgen aften.

”Skal jeg tage håret om bag ørerne?” spurgte hun, og afprøvede nogle forskellige teknikker, der blot fik hendes lange glatte hår til at se uglet ud. Vi kunne godt bruge Lou lige nu, da ingen af os fem drenge havde den fjerneste idé om, hvordan man satte håret pænt.

”Det tror jeg ikke du behøver, så længe du ikke viser tænder, er det vidst okay” sagde Ben, og lagde hovedet på skrå.

Det handlede altså ikke om, hvad der så pænt ud, men kriterierne for pasbilledet.

”Okay” sagde hun og opgav at sætte håret op, lod det blot hænge løst ned over skuldrene som det plejede.

”Godt, jeg tager lige et par stykker, bare kig ind i linsen, og ja, sørg for at ligne dig selv” sagde han og trykkede på afløserknappen.

Jeg var vidst ikke den eneste, der opdagede at Valerie, i det øjeblik han havde sagt: sørg for at ligne dig selv, havde fået en forvirret rynke i panden.

”Hvordan fuck ligner man sig selv?” grinede hun forvirret, mens hun sad der på taburetten foran den hvide væg, og så ret sød ud.

”Gå efter abelooket” sagde Louis sødt, og lavede en grimasse af hende.

”Åh tak Louis!” sagde hun sarkastisk og prøvede at stoppe med at grine, så vi kunne komme videre.

”Okay, er du klar? Bare kig ind i kameraet og ignorer de idioter” sagde Ben og hentydede til os andre, der ikke kunne holde latteren inde.

”Ja, ja, det er altså bare svært at have dem til at stå og grine af mig” beklagede hun sig, og skulede til os.

”Undskyld, vi skal nok opføre os ordenligt” sagde Zayn og skævede til Louis, der stadig afprøvede forskellige abe-grimasser.

”Ignorer dem, jeg tager et nyt et nu” sagde Ben og gjorde klar til at tage billedet.

Valerie rette ryggen og samlede hænderne i skødet, så hun kom til at ligne en lille skolepige. Hun løftede hagen og trak op i mundvigene uden at vise tænderne.

Knips.

”Super godt” roste Ben hende, og skubbede mig og Niall væk, da vi prøvede at kigge over hans skulder, for at se billedet.

”Hey!” beklagede vi os, ”må vi ikke godt se Valerie?”

”Ikke før jeg har set!” råbte hun og viftede faretruende med armene, mens hun løb op til kameraet og afskar os vejen.

”Åh nej, ad, ad, ad, jeg hader billeder af mig selv” beklagede hun sig sekundet hun så dem.

”Så slemt kan det da ikke være” insisterede Niall, og jeg skubbede hende væk, så vi kunne se dem.

”Harry, nej, flyt dig, I må ikke se dem” hvinede hun, og prøvede at stoppe os.

Billederne var slet ikke slemme, faktisk var de ret gode af pasbilleder at være, jeg mener, de er jo som sagt forfærdelige. Jeg lignede en ungdomskriminel på mit, for ikke at tale om Zayns, jeg grinte lidt ved tanken, han lignede en misbruger. Jeg skævede til Niall, han lignede et lille skræmt barn på sit.

Men Valerie, hun så faktisk sød ud. Som hun sad der, klistret op af den hvide væg og kiggede uskyldigt på os med hendes store blå øjne. Jeg ville bare ønske, at hun havde smilet ægte, så ville det have været perfekt.

Jeg bladrede lidt videre i billederne og fandt et af dem, hvor hun flækkede af grin.

”En skam du ikke må smile på pasbilledet” sagde jeg henkastet til hende, og viste hende billedet, ”det her er ellers vildt godt.”

Hun kiggede mistroisk op på mig.

”Nej Harry, bare nej, jeg ligner en fed ko på det” sagde hun kort, og tog kameraet ud af hænderne på mig.

”Hvad var der nu galt med det billede?” spurgte jeg forvirret, og mærkede Louis klappe mig forstående på ryggen.

”Piger og billeder” sukkede han, og jeg nikkede opgivende. 

___________________________________________________________

Tusind tak for alle faves og likes, det er jeg virkelig glad for! 

Hvad synes I om, at det er skrevet fra Harrys synsvinkel? Fungerer det for jer? 

Tell me what you think :) 

xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...