Hate That I Love You - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2013
  • Opdateret: 21 okt. 2013
  • Status: Igang
19-årige Sarah Valerie Walker har ikke aldrig haft et nemt liv, med en stedfar der ikke behandler hende ordneligt og en mor, der er for blind til at opdage noget. Da hun en dag får tilbudt at tage med One Direction på tour, for at blive stylistassistent, ser hun straks chancen for at komme væk fra den forfærdelige tilværelse hun indtil nu har levet i.
Da hun møder drengene forelsker hun sig straks i deres venskab, og bliver helt overvældet over, at de inviterer hende med ind og behandler hende som en hver anden pige.
Men der er noget der ikke stemmer omkring Valerie, hun kan ikke finde ud af at sætte hår, lægge makeup eller noget som helst andet, og hun virker i det hele taget ret malplaceret i hele denne situation.
Samtidig med, at touren skrider frem, og spørgsmålet om hendes gøren på den hænger alle over hovedet, begynder hun lige så stille at udvikle lidt mere end venskabelige følelser for en, måske to, af drengene.

68Likes
104Kommentarer
4270Visninger
AA

2. 1. Runaway, Superstars and a New Beginning

 

”Lille luder, hvad fanden bilder du dig ind?” råbet lød vredere end forventet, før end forventet. Jeg havde håbet, at jeg kunne nå at smutte før, han opdagede det. Jeg havde virkelig håbet, at han ville have sovet bare fem minutter mere.

”For fanden kælling, stands lige der!” en dør blev smækket op bag mig, og jeg forestillede mig min papfars normalt røde ansigt være lilla af raseri, og hans bare isse skinne af svedperler, der langsomt løb ned over panden på ham. Sådan havde jeg set ham hundredevis gange, alt for mange gange.

Jeg nægtede at vende mig om, at reagere på hans kald. Jeg fortsatte bare lige ud mod hoveddøren med sportstasken over skulderen.

Jeg hørte buldrende skridt bag mig, og jeg satte farten en smule op. Hvis han ikke snart dæmpede sig ville han vække mor.

”Hør her din lille bitch, tror du virkelig at vi falder for det trick? Et job? Hvem tror du, at vi er? Hvem fuck vil have dig til at arbejde for sig? Du er heldig nok, at have det job i supermarkedet. Men nu er det steget dig til hovedet var? Bare fordi nogen vil have dig betyder det ikke, at alle vil, for fanden da også. Du bruger det jo bare som undskyldning for at løbe, løbe væk som den lille sæk du er” sagde han hånligt, og lagde sin store fugtige hånd om min skulder, gav mig lyst til at brække mig.

Jeg fortsatte, trods taget i min ene skulder, mod udgangen, jeg ville ikke se på ham mere, ikke møde hans blodskudte øjne nogensinde igen.

”Hold nu kæft, du vækker mor” hvæsede jeg af ham, og prøvede at vride mig fri fra hans greb, men jeg kunne mærke, at hans pølsefingre, ikke havde tænkt sig at slippe mig, tværtimod bevægede de sig fra min skulder, og op i mit hår, hvor de flettede sig ind og greb godt og grueligt fat.

”Hør nu for helvede her Sarah, jeg har fået nok af dine næsvisheder, nu bliver du her og hjælper, vi gider ikke dine små narrestreger længere” snerrede han af mig, og trak til i håret, så det smertede i hele hovedbunden, som havde han sat ild til mit hår.

”Slip mig” pev jeg, stadig uden at skænke ham et blik.

Jeg mærkede hans anden hånd tage fat om min anden skulder og tvinge mig til at se på ham. Jeg lukkede øjnene, klynkende, han løftede mig nærmest i mit hår.

”Åben øjnene tøs!” skreg han mig lige ind i ansigtet, jeg kunne mærke spyttet ramme mine kinder og mine næse. Jeg rystede på hovedet, og sparkede i blinde ud efter ham.

”Sarah, hvordan ku’ du?” hørte jeg en træt stemme spørge, og åbnede det ene øje for at se min mor stå i døråbningen ind til stuen iført sin lyserøde morgenkåbe, der efterhånden nærmere var brun. Hendes fedtede blonde hår sad af lort til, sat op i en hestehale midt på hovedet, med pandehåret hængende ned over de trætte øjne med de sorte rander under. Hendes mundvige hang ned af, og rynkerne havde i de seneste par år overtaget alle de smukke træk der en gang var. I hendes ene hånd hang den lille lap papir, som jeg havde skrevet til dem i håb om, at de først ville opdage den i morgen, men selvfølgelig havde tv’et svigtet eller noget i den stil, så Jim var gået ud i køkkenet for at hente nye øl, og der lå den hvide lap og skinnede på køkkenbordet før jeg overhovedet var kommet ud af huset endnu.

Og her stod vi nu alle i entréen, overhovedet ikke, hvad jeg havde forestillet mig, da jeg skrev den. Hvorfor var det overhovedet jeg havde skrevet den? Hvorfor fuck var jeg så dum? Jeg skyldte ikke dem noget, ikke en skid. Jeg kunne jo bare have smuttet, de ville ikke savne mig, lige meget hvor vrede de var lige nu, så var det ikke fordi de ville savne mig.

”Mor, please prøv at forstå” bad jeg hende med min mest ydmyge stemme.

”Sarah, hvad er det her for noget?” spurgte hun mig og ignorerede totalt min ynkelige bøn.

Jim strammede taget i mit hår, og for sidste gang i mit liv kiggede jeg på ham, lige i øjnene.

Stadig med fingrene knuget om min sportstaske, åbnede jeg munden:

”Jeg hader dig dit svin.”

Ordene ramte ham som en lussing, og jeg så hvordan han gjorde sig klar til at slå, hvilket betød, at han slap taget i min skulder.

Lige før han ramte mig sendte jeg en spytklat direkte i ansigtet på ham, udnyttede øjeblikket, hvor han overrasket og rasende slap grebet i mit hår, for at tørre den væk, og så løb jeg.

Mod døren.

Ud af døren.

Væk.

Jeg hørte deres råb, som genfærd i natten, min mors skuffede skrig, Jims dødstrusler, jeg hørte det hele, men jeg var lige glad. Jeg så mig ikke tilbage.

Jeg løb da jeg så det blå metroskilt oplyst af en gadelygte.

Jeg løb ned af trapperne.

Jeg trippede bange, da jeg købte min billet.

Jeg løb ombord på toget.

Først da, da jeg var på vej væk fra dette hul, først da satte jeg mig ned og græd.

Tårerne trillede ned af kinderne på mig, jeg gispede efter vejret, men jeg fortsatte mine højlydte hulk. Der var alligevel ikke andre i denne vogn, ikke på denne tid af natten. Jeg skulle bare med til endestationen, central London, det var der jeg skulle hen.

Jeg græd ikke fordi jeg var ked af den brutale afsked, jeg mener, selvfølgelig kunne jeg godt have undværet den, men jeg var ikke ked af, at skulle af sted. Tværtimod, jeg var lettet. Jeg havde ventet hele mit liv på en chance som denne, en udvej fra det helvede, der havde været min hverdag i 19 år.

Jeg vidste ikke engang hundrede procent, hvad det var jeg skulle nu. Jeg havde bare taget jobbet.

Hvor lød det sindssygt, jeg fattede det stadig ikke. Det var jo ikke bare et normalt job, det var et job, hvor mad og tag over hovedet var en del af det, det var et job, hvor jeg blev betalt for at udleve min drøm, for at se verden.

 

Jeg var blevet hyret for at tage med en eller anden kendt på tour, jeg anede faktisk ikke hvem, det var ikke det vigtige ved jobbet, det vigtige var at jeg slap væk.

Jeg arbejdede i et lille supermarked i min by, og dag ud og dag ind kom den samme dame altid. Hun var vel oppe i 60’erne, men meget sød imod mig, vi snakkede tit sammen, da jeg ikke havde så mange andre at snakke med. Jeg mistænkte hende for, at bruge lidt for meget tid på at handle, bare for at holde mig med selvskab, men jeg havde skam intet imod det.

En dag, da jeg stod op brokkede mig lidt over alting kom hun med denne fantastiske mulighed. Hun sagde, at hun kendte denne her fyr, der stod for et eller andet stort, i hvert fald havde han brug for en assistent til en stylist, som skulle med denne her sanger på tour hele verden over. Hun sagde til mig, at hvis jeg ville, så kunne hun lægge et godt ord ind for mig, og måske, måske kunne jeg få jobbet.

Jeg havde ikke fattet mit held, da hun en uge efter kom tilbage og sagde, at jeg skulle ringe til denne her fyr. Og før jeg vidste af det havde jeg fået jobbet som stylistassistent.

 

Jeg snøftede, og rettede mig op i sædet, det eneste jeg havde med var min sportstaske, som var proppet til renden med tøj, og i bunden havde jeg gemt min opsparing, som var de penge, min mor og Jim ikke vidste jeg tjente på ekstratimer i supermarkedet. Ellers gik alle de penge jeg tjente til dem, what a life, right?

Jeg forstod faktisk ikke, hvordan jeg havde holdt det ud i 19 år, eller nærmere syv år, for det var først rigtigt startet da min mor mødte Jim, før ham havde det bare været os to. Det havde været hårdt, men vi havde vel egentlig klaret os godt. Men da jeg fyldte tolv år, blev min mor syg, hun kunne ikke arbejde mere, så jeg begyndte at lufte hunde når jeg kom hjem fra skole, og slå græs for alle naboerne, men det var ikke noget der slog til. Da Jim kom havde han nok til to. Han var lastbilchauffør, havde kørt i 30 år, så han havde en lille opsparing, som han gerne delte med min mor i bytte for husly og selvfølgelig sex. Jeg ved stadig ikke om hun rent faktisk endte med at elske ham, det eneste jeg vidste var, at han holdt os fra ikke at gå fuldstændig bankerot, dog med andre bekostninger.

Jeg tørrede øjnene og kiggede op på skiltet, hvor der stod London med røde, lysende blokbogstaver. Jeg var fremme.

Jeg rejste mig udmattet op, og gik hen mod dørene, der to sekunder efter åbnede sig og budte mig velkommen til London med et koldt vindpust. Det var trodsalt februar, og alt jeg havde på, var en grå striktrøje og en sort beanie, der holdt mit lange kastanjebrune hår væk fra ansigtet.

I mine slidte Converse begav jeg mig op af trapperne, og ud i Londons kølige nat, hvor jeg skulle få de næste par timer, før jeg skulle møde på arbejde, til at gå.

 

***

 

Jeg havde fundet et toilet, hvor jeg havde vasket mig og gjort mig i stand, før jeg skulle møde op ved the O2 Arena i London, hvor de første par shows åbenbart skulle afholdes. Jeg fandt ud af at mit metrokort stadig duede, så jeg fik hurtigt fundet en metro, der kørte mig til dørtærsklen.  

Med uro i maven, en blanding af sult og spænding, måske også frygt, gik jeg hen til en stor vagt, som stod ude foran arenaen, og holdt vagt.

”Undskyld mig, hvordan kommer jeg ind?” spurgte jeg ham usikkert.

”Showet afholdes først om tre dage” sagde vagten kort og afvigende.

”Jamen, jeg skal ind, jeg er… en del af crewet” sagde jeg tøvende, og prøvede med et falsk smil.

Shit, tænkt nu, hvis han nægtede at lukke mig ind, og hele min drøm stoppede her. Uden jeg overhovedet havde nået at udleve den. Det ville være alt for typisk.

”Må jeg så se noget ID?” krævede manden, og kiggede undersøgende ned på mig.

”Je-jeg, jeg har ikke noget med sir” mumlede jeg, og gennemsøgte mine lommer for en slags identifikation.

Hvordan kunne jeg være så dum at glemme det, den vigtigste af alle ting. Nu kunne jeg jo ligeså godt bare være en eller anden teenagepige, der prøvede at komme ind for at se hvem end det var, der spillede her om tre dage.

Jeg sukkede opgivende, ”hvad gør jeg så?”

Sikkerhedsvagten så mig an, ”er du sikker på, at du arbejder her?”

”Ja, hundrede procent” sagde jeg med den sidste snert af håb i stemmen.

”Så kom med” sagde han opgivende, og åbnede for lågen, der førte ind til en parkeringsplads, hvor en del lastbiler og to enorme busser holdt.

”Tusind tak” sagde jeg lettet til ham og stak ham endnu et anstrengt smil, det havde været en lang nat.

”Vent nu bare lidt, vi skal lige være sikker på, at du taler sandt” sagde han roligt, og førte mig ved armen ind i den store bygning.

”Jamen det gør jeg, og hvordan vil du dog tjekke det?” spurgte jeg ham forvirret, og småløb efter ham, for at prøve at følge med ham og min arm.

”Ved at spørge, sig mig så, hvem er din chef?” spurgte han mig utålmodigt om, og åbnede endnu en dør ind til et enormt baglokale. Der var mindst ti meter til loftet, og alt var sort herinde, vægge, gulve og loft. I den anden ende af lokalet rendte en masse mennesker rundt, ikke på den travle måde, det så nærmere ud som om de omfavnede hinanden, som om de ikke havde set hinanden i lang tid.

”Jeg ved det ikke, jeg er ny” sagde jeg panisk over denne pludselige menneskemængde nu kun få meter fra mig.

”Hør her, jeg er lige blevet ansat, jeg ved ikke af hvem, jeg ved ikke engang, hvem sangeren er, jeg skal være stylistassistent, det er alt, hvad jeg ved, og så at jeg skulle møde her” sagde jeg hurtigt til ham, og så bedende op på ham, ”har du ingen idé om, hvem der måske kunne have hyret mig?”

”Pige, jeg aner ikke noget om det her, jeg er bare vagt, jeg skal ikke med på touren, kun deres gigs her” startede han ud, og så alvorligt på mig, ”og hør så her, nu slipper jeg dig fri, du virker ikke ligefrem livsfarlig, men hvis det alligevel viser sig, at du ikke arbejder her, så var det ikke mig, der lukkede dig ind, forstået?” sagde han, og slap min arm.

”Totalt, tusind, tusind tak” sagde jeg lettet, og skulle lige til at gå, da han stoppede mig.

”To sekunder, jeg bliver lige nødt til at tjekke din taske og dine lommer før du går” sagde han og blinkede til mig.

”Nåh ja, okay” sagde jeg ligegyldigt, og lod ham tjekke alt hvad han ville.

”Det var vidst det frøken” sagde han, og rakte mig min taske tilbage, ”og held og lykke” sagde han og gik sin vej.

 

Jeg gik tættere på alle menneskerne, og kunne nu høre, at jeg havde haft ret, det var det rene gensyn.

Pludselig var der en mand, der rømmede sig og hævede stemmen:

”Og nu til fem drenge, der har savnet jer alle ligeså meget som I har savnet hinanden” sagde han, og bag ham gik en dør op, og så sandt som sagt kom fem drenge på omtrent min alder ud. De smilede alle voldsomt meget mens de gav hinanden high fives, og så direkte lykkelige ud.

Den ene fyr, som havde kort brunt hår, rømmede sig og sagde:

”Vi vil bare takke jer alle sammen for, at I gider at være med endnu en gang, og sige at vi glæder os utrolig meget til de næste otte måneder.”

De andre drenge nikkede, og efter det var de allerede ude blandt alle menneskerne, og blev begravet i kram.

Jeg stod stadig lidt derfra, men var tæt nok på, til at kunne mærke glæden blandt dem alle, det stak en smule i hjertet, og gjorde samtidig ondt i maven, hvad var det dog for noget jeg havde rodet mig ud i? Hvad lavede jeg her i denne lykkelige flok? Jeg kendte jo ingen, anede ikke hvad jeg skulle eller hvem jeg skulle henvende mig til, og mindst af alt havde jeg lyst til at gå hen til nogen og spørge, jeg ville jo for fanden ikke afbryde denne fest eller hvad det nu var. Jeg havde faktisk mest lyst til bare at smutte.

Da jeg vendte mig om stødte jeg direkte ind i en stor mand iført en blå T-shirt, der kiggede undrende ned på mig.

”Hvad laver du her?” spurgte han mig lige så undrende som jeg følte mig.

”Jeg, øhm, jeg skal arbejde på touren” sagde jeg stille, usikker på, om det ikke bare var bedst, at jeg løb for livet, langt væk fra disse glade mennesker.

”Ny?” spurgte han mig kort, og havde taget en lille ipad frem fra baglommen, eller hvor end han havde opbevaret den, for han havde ikke haft den for to sekunder siden.

”Ja” sagde jeg lettet, endelig en, der så ud til at have styr på tingene.

”Hvad hedder du?” spurgte han mig, og så mig an.

”Valerie” sagde jeg kort, ”Valerie Walker.”

Han kiggede ned på sin IPad, og stoppede så op, ”her står en Sarah Valerie Walker” sagde han, og så spørgende på mig.

”Bare Valerie” var jeg hurtig til at rette ham, jeg hadede det navn, og desuden mindede det mig alt for meget om der hjemme, det var nu jeg havde chancen for, at starte på en frisk.

”Okay Valerie, skal vi ikke introducere dig for alle nu hvor vi er samlet?” spurgte han mig muntert, og smilede til mig.

”Nej, det behøver du altså ikke” sagde jeg modvilligt, det var virkelig det som jeg havde mindst lyst til lige nu.

”Jamen, tro mig, her på teamet kender vi alle hinanden, så du kommer til at møde dem no matter what, så du kan lige så godt få det overstået” sagde han og begyndte at gå.

Jeg kiggede skræmt på ham.

”Hey, du behøver ikke at give hånd til alle, jeg introducerer dig bare, kom med” sagde han, og fortsatte sin gang mod flokken af mennesker.

”Hey, alle sammen,” sagde han med hævet stemme, ”som sagt har vi  nogle nye med i år, I har allerede mødt en del af dem, men Valerie her er lige ankommet” sagde han, og gjorde en gestus mod mig.

Jeg løftede forsigtigt den ene arm og vinkede kort, et svagt ”hej” undslap mine læber, og jeg var klar til at falde død om.

Jeg ved ikke om jeg havde forventet, at de alle ville sige: ”hej Valerie” i kor ligesom i børnehaven, men de gjorde heldigvis ikke noget stort nummer ud af det, de fleste nikkede bare smilende til mig, og en dame kom om til mig.

”Hej Valerie, jeg hedder Lou, du skal vidst være min assistent, kan det ikke passe?” sagde hun smilende til mig og rakte mig hånden.

”Jo, det tror jeg” sagde jeg lavt og tog den, derefter sendte jeg hende et genert smil, ”hyggeligt at møde dig.”

”I lige måde, der er som sagt tre dage til koncerten afholdes, og selve touren starter, så vi får ikke meget at lave i dag, men hvis du vil, så kan jeg vise dig lidt rundt og introducere dig til nogle folk her på stedet, kunne det ikke være meget rart?” hun lød meget mor-agtig i sin måde at tale på, hvilket jeg egentlig godt kunne lide, hun havde i hvert fald opfattet min generthed meget hurtigt.

Dog ville jeg aldrig have taget hende som den moderagtige type.

Hun var tynd, havde langt afbleget hår og tatoveringer hist og her. Hun havde en enkel ternet skjorte på, som hang åben over en hvid T-shirt og et par cowboybukser.

Jeg var glad for at folkene ikke bar præg af det glamourøse liv, de havde alle helt normalt tøj på, og fik mig ikke til at føle mig underdressed i mit halvkedelige tøj. Jeg havde ikke engang taget min beanie af, da jeg gik ind.

Det der havde undret mig mest var dog, at de fem fyre, som jeg gættede, ja, jeg var nærmest sikker på, at de var bandet, som touren omhandlede, ikke engang havde fint tøj på, det så meget normalt ud. Jeans, t-shirts, ja selv joggingbukser bar den ene, det hele var meget casual.

”Jo tak, det ville være super” sagde jeg med lidt højere stemme.

”Godt” smilede hun, og lagde en hånd på min skulder, ”du kan jo starte med min datter” sagde hun, og pegede på en lille pige på max to år, der kom løbende imod os.

”Hvor er hun dog sød” udbrød jeg, og satte mig ned på hug, i det Lou også gjorde det, for at tage barnet i sin favn.

”Lux, dette er Valerie” sagde Lou og smilede til mig.

”Harj Lux” sagde jeg på babysprog og kunne ikke lade værre med at ændre lidt på min stemme, ”harj med dig, hvor er du fin.”

Lou udstødte et grin, ”fantastisk, endnu en babysitter, var Lux.”

Den lille pige grinede, og greb fat i sin mors hår.

Lou tog hende op til sig, og vi rejste os op igen, ”ja, jeg har en baby med på touren, lidt anstrengende til tider, men det virker som om alle er meget glad for hende” grinte hun og smilede igen til mig. Jeg kunne allerede lide hende. Ja både mor og datter.

”Det lyder fantastisk, det er da vildt sejt, at du klarer begge dele” roste jeg hende.

”Jo tak, men min mand er for det meste også med, og nogen gange er hun hos ham, det skifter meget det hele” forklarede hun, ”og drengene er også fantastisk med hende.”

Nåh ja, drengene.

Det var faktisk lidt pinligt, at jeg ikke havde fået tjekket op på, hvem de var endnu, men jeg havde bare ikke haft tid, det hele var gået så hurtigt på det sidste. Og for at være helt ærlig, så havde jeg også været lidt ligeglad, men nu ville jeg faktisk gerne vide det.

Jeg havde stadig ingen idé om, hvem de var, jeg lyttede ikke så meget til boybands, faktisk havde jeg ikke så meget tid til at høre musik i det hele taget, for det meste hørte jeg bare radio, da den altid var tændt på arbejdet.

”Okay, her kommer Niall, ham må du hellere møde, du skal jo have fingrene i hans hår de næste mange måneder” sagde Lou, og banede sig vej frem gennem menneskerne.

Niall, jeg syntes jeg havde hørt det navn før.

”Niall, Niall, herovre!” kaldte Lou, og fik en lyshåret drengs opmærksomhed. Jeg syntes også, at jeg genkendte hans ansigt et sted fra, tv måske? Var de virkelig så kendte?

”Lou, hej!” udbrød han og gav hende et kram, ”og hej til dig Lux” sagde han, og nussede den lille pige i håret.

”Niall” sagde hun med sin babystemme, og fik både Lou og Niall til at grine.

”Og dette er Valerie, hun kommer til at sætte dit hår resten af året,” sagde Lou, ”hun er ny” tilføjede hun til sidst.

”Hej Valerie” sagde Niall, og rakte mig hånden.

”Hej” sagde jeg og smilede genert til ham, ”godt at møde dig” tilføjede jeg for høflighedens skyld. Jeg kunne ikke forstå at jeg stod og gav hånd til en superstjerne, og stadig ikke kunne huske, hvem han var.

Just kill me already.

”I lige måde, jeg vidste slet ikke, at vi skulle have en ny stylist” sagde han spørgende, og forventede vidst en forklaring. Jeg hadede seriøst smalltalk, like he could care less.

”Stylistassistent” rettede jeg, ”jeg skal holde Lous hårprodukter og den slags.”

”Fedt” grinte han, ”nåh, men hyggeligt at møde dig” sluttede han af, og gav mig et klap på skulderen før han forsvandt med et smil.

Meget venskabeligt.

”Sød ikke?” spurgte Lou mig da han var gået.

”Jo” istemte jeg, ”sød.”

”Derovre har vi Zayn” sagde Lou og pegede, ”skal vi sige hej?”

”Ja, okay” sagde jeg stakåndet. Jeg vidste pludselig med hundrede procentsikkerhed at det bandt, hvis hår jeg åbenbart skulle røre ved i otte måneder var One Direction. Jeg kunne ikke fatte, at det var det største band i verden, som jeg skulle på tour med. Og jeg mener de største. Der var nok ikke en person i UK, som ikke vidste hvem de var. Lige pludselig fandt jeg mig selv give hånd til Zayn, som lignede en model mere end en teenagedreng, eller hvor gamle var det lige at de var? De så ud til at være på min alder, selvom Zayn nærmere var mandelækker end drenget. Kæft den dreng havde nogle kindben, der ville noget for ikke at tale om hans smil, med tungen bag tænderne. Sindssygt sexet.

”Hej, Valerie” hørte jeg mig selv sige til ham, og modtage et stort smil.

”Hyggeligt at møde dig Valerie, jeg hedder Zayn” sagde han, og så mig an, ”du ser ikke så gammel ud, hvor gammel er du?”

”19” svarede jeg kort, mens jeg nysgerrigt prøvede at skille alle hans mange tatoveringer fra hinanden. Hele hans arm var jo dækket af dem.

”Fedt nok” sagde han anerkendende, ”nåh men, vi ses jo snart så.”

Snart som uafbrudt i de næste otte måneder eller?

”Klart” sagde jeg og nikkede.

 

Der gik ikke lang tid før vi stødte på Liam, som virkede meget venlig og nede på jorden. Han hilste mig med et kram, som jeg ikke lige havde været klar på.

”Glæder du dig til touren?” spurgte han mig åbent og smilede stort til mig, ligesom alle andre jeg havde mødt i dag også havde gjort. Jeg lagde hurtigt mærke til de mange smilerynker, som han fik rundt om øjnene hver gang han gjorde det, hvilket så utrolig sødt ud. Det var ham med det korte brune hår, der havde sagt noget i starten.

”Helt vildt” sagde jeg og tilføjede for ikke at virke for kort for hovedet, ”det må I da også gøre, har i været på verdenstour før?”

”Nej, aldrig hele verden. Vi var i UK, U.S.A. og Australien sidste år, men det er første gang vi skal til Europa” fortalte han ivrigt, og fik mig til at pille ved mit hår imens jeg så på ham.

”Så har I da også været vidt omkring” sagde jeg imponeret og tilføjede stille, ”men Europa, det bliver da også fedt.”

”Præcis, jeg glæder mig også vildt meget” grinede han, måske over at dette eventyr rent faktisk var hans liv. Sikke en omvæltning det må have været, ja for dem alle sammen.

 

Vi mødte også nogen af de andre stylister, som Lou virkede gode venner med, det var dog alle lidt ældre end mig, men ikke meget, måske i midten af 20’erne.

 

Til sidst stødte vi på Louis og Harrys, som stod i et hjørne og snakkede ivrigt. Ham, der introducerede sig som Louis var ikke specielt høj, han havde brunt hår. Han havde sådan et flot ansigt, igen var der nogle tydelige kindben på spil, og ja, så var han bare ret lækker. Ligesom Zayn. Suk.

Harry havde krøller, mørkebrune krøller. Han var høj og bred, men med de tyndeste ben, eller måske var det bare fordi han var iført de smalleste jeans jeg længe havde set. Desuden havde han nogle meget karakteristiske smilehuller, som jeg syntes, at jeg kunne huske fra tv. Og grønne øjne. Man kunne vidst også godt sige, at han også så ret godt ud.

”Hej Valerie, velkommen om bord” hilste Louis muntert og stak mig hånden.

”Tak” sagde jeg lidt overvældet og smilede prøvende til ham. Jeg fik virkelig gang i mundvigene i dag.

”Harry” sagde Harry også muntert, alle virkede så glade, jeg vidste ikke om det var gensynet eller om de bare var sådan generelt. Glade mennesker.

”Valerie” svarede jeg igen, og rakte ham hånden. Han havde virkelig pæne hænder. Åh gud, stop nu Valerie.

”Hvordan kan det være, at vi ikke har hørt om dig før?” spurgte Harry mig charmerende, og hentydede lidt til Lou, der stod ved min side nu uden Lux, der var løbet et eller andet sted hen.

”Jeg havde brug for en hjælpende hånd, er du klar over hvor filtret dit hår er efter du har sovet?” sagde hun drillende til Harry, og fik mig til at fnise svagt, jeg var overrasket over mig selv.

”Hey, det er da i hvert fald ikke mit hår, der tager længst tid” forsvarede han sig selv, og rystede derefter hele bundtet og satte det på plads med et strøg over panden.

 

***

 

Dagen gik med gensynshilsner, buffet og en smule snak om touren, forberedelser og sådan.

Efter Lous introduktionsrunde trak jeg mig tilbage til et hjørne med et stykke kage, og iagttog de andre. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle reagere på alt dette. Skulle jeg bare være med på den? Bare snakke med alle, lave sjov. Kunne jeg det?

Jeg vidste ikke, hvad det rigtige var endnu, men jeg behøvede vel heller ikke, at finde ud af det endnu. Faktisk ville jeg allerhelst forlade UK lige nu, eller i det mindste bare England. Kunne vi ikke bare tage til Dublin right away, der var der ingen fare for, at jeg skulle blive genkendt. Eller det var jo heller ikke fordi jeg var bange for rende ind i mor eller Jim, faktisk tvivlede jeg på, at de overhovedet ledte efter mig. De ville alligevel få det bedre uden mig, eller i det mindste få en mindre ting at bekymre sig om.

 

Hvad så nu? Hvad skulle der ske de næste dage? Touren var jo ikke startet endnu, tourbussen var ikke et aktuelt sovested endnu, heller ej et hotel gættede jeg på. Hvor skulle jeg gøre af mig selv indtil showstart? Jeg kunne ikke ligefrem tage hjem efter min flugt i nat, og jeg havde heller ikke lyst til at vandre rundt i Londons gader endnu en nat.

Kunne jeg blive her? Var der nogen, der skulle bruge det de næste par dage?

Jeg besluttede mig for at spørge Lou, om hvad der skulle ske.

Jeg fandt hende stå og snakke med en lidt ældre dame på omkring de halvtreds.

”Åh Valerie, hej, det her er Sally, hun har styr på det meste her på stedet. Og Sally, dette er Valerie, min nye assistent, fancy ikke?” introducerede hun os, og grinte fjollet.

”Hej med dig min pige” sagde Sally og rakte mig hånden.

”Hej” sagde jeg venligt, og kiggede derefter på Lou igen, ”hvad skal der så ske de næste par dag, altså indtil koncertdagen?”

”Der er prøver de næste par dage” svarede Sally for Lou, ”du behøver ikke overvære dem, men du er mere end velkommen til at komme og kigge” fortalte hun og smilede.

”Okay, tak, jeg regner med at komme” sagde jeg, og fortsatte så, ”et spørgsmål mere, i dag, da jeg skulle ind, jeg havde lidt problemer med rent faktisk at komme ind” forklarede jeg prøvende.

”Åh du tænker på et slags pressekort” var Lou hurtig til at forstå, og kiggede afventende på Sally.

”Sådan et skaffer vi dig da bare, indtil da kan du bare få mit nummer, så kan du ringe, hvis der bliver problemer eller noget i den stil” var Sally venlig at sige. Jeg trak min ældgamle mobil frem fra bukselommen, og tastede det nummer ind, som hun sagde.

”Du får også mit, så bare send en sms ikke” var Lou hurtig til at sige, så kodede jeg også hendes nummer ind. Jeg følte mig allerede helt fame.

”Tusind tak” sagde jeg, og trak mig så tilbage til mit hjørne, hvor min gamle, grimme sportstaske med alle mine ejendele stod parkeret.

 

Der gik ikke lang tid før det begyndte at tynde ud med mennesker, og snart var det kun drengene tilbage. Og selvfølgelig mig. Jeg havde tænkt mig at blive for natten, det burde da være muligt, at finde et stille lokale med en sofa eller noget i denne enorme bygning. Indtil videre havde jeg gemt mig i hjørnet, og håbede bare på at de snart ville gå.

 

”Jeg kan ikke forstå, at vi skal i gang igen” sagde Zayn lavt lidt fra mig henvendt til drengene selvfølgelig. Han stod og kiggede om bag et enormt sort tæppe, der hang fra loftet og ned til gulvet. På den anden side var den store arena, jeg havde tjekket.

”Det er sindssygt” istemte Louis, og klappede ham på skulderen.

Harry og Niall satte sig ned på trappen lige bag dem.

”Tror I at showet bliver godt nok?” spurgte Harry sløset fra trappetrinnet.

”Helt seriøst, så tror jeg at det bliver godt” sagde Liam alvorligt og stak hænderne i lommerne.

Helt seriøst så tror jeg at du har ret” lavede Louis sjov, og kiggede drilsk på Liam, der lavede en grimasse af ham.

”Og ved I hvad, hvis det viser sig, at det hele er noget værre lort, så skriger de sgu alligevel” jokede Niall ved siden af Harry.

”Åh hold nu kæft, kan I huske hende pigen, der havde redigeret sig selv ind på alle de der billeder af os?” udbrød Harry pludselig.

”Ja for fanden, hende der havde lavet denne der bog ikke? Kæft hun var sindssyg” grinte Louis højt.

Fantastisk photoshop” sagde Zayn ironisk og udstødte en sexet lille latter.

”Vil I ikke med på McDonald’s?” spurgte Niall midt i det hele.

”Jo mand, jeg er vildt sulten” istemte Harry og rejste sig op.

”Jeg har bil med” sagde Louis, og så var de allerede på vej væk.

”Hey drenge, vent lige” sagde Liam, som havde stået og kigget i min retning i et stykke tid, nu var jeg pludselig sikker på at han havde set mig.

”Hvad?” spurgte Zayn, og gik hen til ham. Liam hviskede noget i hans øre, og Zayn så nu også på mig.

”Hey, hvad laver du stadig her?” råbte han efter mig, og fik mig til at krybe ud af skjul.

”Jeg, jeg sad bare lidt” svarede jeg ligegyldigt, og gik hen imod dem med min sportstaske over skulderen, hvad gjorde jeg så nu?

”Jeg tror at vi smækker efter os, så skal du ikke med?” spurgte Liam venligt.

”Jeg ved ikke,” tøvede jeg, hvis jeg forlod arenaen nu havde jeg ingen steder at gå hen.

”Hvad ved du ikke?” spurgte han, de var nu alle sammen gået hen til mig.

”Det ved jeg ikke” sagde jeg og udstødte en lille nervøs latter.

”Bare slap af” sagde Niall beroligende til mig, hvilket ikke rigtig hjalp.  

”Havde du tænkt dig at blive her?” tog Harry nu over, og kiggede mig direkte i øjnene.

Jeg havde det lidt som et tredjegradsforhør, sådan som de stod i en cirkel omkring mig, de var lidt skræmmende, selvom jeg godt vidste, at de kun ville mig godt, sådan virkede de i hvert fald, jeg var vel bare ikke vant til alt den opmærksomhed.

”Jeg…” jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.

”Har du ikke nogen steder at tage hen?” var han hurtig til at uddybe.

Jeg mærkede tårerne presse på idet jeg rystede på hovedet.

”Hey, hey, kom her, det er okay” sagde han beroligende, og gik helt hen til mig, og omfavnede mig. Jeg så de forvirrede blikke han sendte de andre, men var ligeglad, jeg vidste godt, at jeg virkede helt messed up, som jeg stod her og græd foran dem få timer efter vi havde mødtes.

”Undskyld” sagde jeg efter lidt tids selvmedlidenhed og snøften, og trak mig væk fra Harry. Jeg tog mine beanie af, satte den på igen og rettede på tøjet.

”Det er okay, er du?” spurgte Louis mig bekymret, og kiggede undersøgende på mig.

”Ja, helt okay, ja” sagde jeg overbevisende og rystede gråden væk, samlede mig.

”Kom med os, du skal ikke sove her” sagde Harry, og tog ved mit håndled, som for at trække mig med dem.

”Ej, det behøver I altså ikke, jeg skal nok finde på noget” protesterede jeg, men for sent, de havde allerede besluttet sig for at rede mig, så der var intet jeg kunne gøre.

”Hør her Valerie, nu finder vi et hotel til dig, hvor du kan bo de næste par dage, lyder det ikke ok?” spurgte Zayn mig pædagogisk, og modtog et dask af Louis efterfulgt af et lille grin.

”Hvad? Det er sgu da rigtigt” forsvarede Zayn sig og rystede på hovedet.

”Zayn, det lyder skønt” sagde jeg og smilede oprigtigt til ham.

”Se selv, Valerie synes at det lyder skønt” vrængede Zayn, og fik os alle sammen til at grine. Det føltes fantastisk at gøre det igen. 

______________________________________________________________

Sååå, hvad synes I om det første kapitel? 

Jeg er selv helt opslugt af at skrive den (hvilket jo er godt for jer, haha). 

Tusind tak for alle faves og likes so far, det gør det virkelig bare endnu bedre at skrive. 

Kys og kram Maria

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...