Last First Kiss (Lottie Tomlinson) [1D]

Louis Tomlinson, Louis Tomlinson. Det her er ikke en historie, hvor jeg møder ham, vi forelsker os og får fem børn og bliver gift. Mit efternavn bliver Tomlinson og vi ville leve lykkelig til vores dages ende. Det ville være underligt, da mit efternavn allerede er Tomlinson. Det er faktisk ikke nogen historie, det her er mit liv.
Mit navn er Charlotte Tomlinson, men jeg hader det navn Charlotte. Så jeg bliver kaldt Lottie.. Jeg er forelsket i Niall, den Niall fra samme band min bror er med i.
Men ingen ved det.

Hvis nogen eller Louis fik det af vide, jeg ville dø. Louis ville bare gøre grin med det, så det er noget jeg holder for mig selv. Ikke engang min bedste veninde ved noget om det.
Men hele mit liv bliver ændrede, da Louis har Niall på besøg i en uge efter deres tour..

130Likes
84Kommentarer
13864Visninger
AA

18. Kapitel 17

Jeg vågnede tidlig næste morgen, da Perrie gik og snak lidt højt ud i køkkenet. De diskuterede hvordan de skulle fortælle mig om deres plan om at tage mig med. Jeg vidste det dog i forvejen, da de jo snakkede om det i går hvor de troede jeg sov. Jeg rejste mig og gik ud til dem. "Godmorgen" sagde Perrie og jeg satte mig. Jeg kastede mig over maden, imens stod Zayn og Perrie og overvejede hvordan de skulle fortælle mig om planen for i det. Til sidst fik jeg lidt ondt af dem og der "Hvornår kører vi så?" røg det bare ud af mig. De kigget chokket på mig og jeg smilede bare til dem. "Jeg hørte jeg godt i går, jeg er ikke et lille barn. Så ville jeg slet ikke kunne have klaret mig ind til nu. Jeg kender sandheden, det her er noget lort og vi skal bare blive gode venner. Men jeg ofre ikke mit forhold til Niall for det!" sagde jeg og kiggede næsten forpustet på dem efter min lange kører. Perrie satte sig ned ved siden af mig. "Du skal ikke ofre noget, vi vil bare gerne have alle er glade og ingen er sure eller såret." sagde han og tog min hånd. "For du kan være sikker på at Louis ikke kun er sur, den måde han reagere på er helt sikkert fordi han også er såret" sagde hun, hvilket fik mig til at miste min appetit. Jeg sukkede og skubbede maden fra mig og tårerne klemte på og klumpen i halsen blev kraftigere end nogensiden. "Så så Lottie, det skal nok gå, af hvad Zayn har sagt har det hele gået godt i går" sagde hun. "Men han sagde Louis var mulig?" jeg så spørgerne på hende. "Det er han også" sagde Zayn. "Det hele skal nok go, du skal bare snakke sammen og blive gode venner igen" sagde Perrie. 

 

Perrie og Zayn havde taget min kører helt rolig og vi var alle ved at gøre os klar. Jeg sad bare og kiggede ud i luften, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre ved mit hår eller hvad skulle tage på. Jeg følte mig helt magtløs over mig selv, men også hvad der skulle ske. Jeg besluttede mig for at tage noget tøj på som Louis havde set mig i før. Make uppen skulle være svag så jeg fremstod så ung og så genkendlig for Louis, det var vigtig at han kunne se mit gamle jeg i mig. Jeg var sikker på han så mig som en helt anden person lige nu. Jeg prøvede alt mulig med mit hår, men det blev bare hænge hår, da jeg ikke magtede andet. Jeg kom hurtig noget Foundation på og puder. Øjenskyggen var en lyserød guld farve med glitter. Jeg besluttede at gå direkte til mascaraen og droppe eyelineren. 

 

"Lottie er du klar?" spurgte Perrie ude fra gangen. "Ja kommer nu" sagde jeg og kiggede mig en sidste gang i spejlet, tog en dyb indånding og rejste mig selvom jeg ikke ville. Jeg gik ud i gangen hvor Perrie var ved at tage sko på. Jeg bandt mine så langsomt jeg kunne og tog så min jakke på. Zayn sad allerede i bilen, han stirrede bare ud i luften og fik et chok da vi endelig kom. 

 

Bil turen var virkelig akavet og vi sagde intet til hinanden. Jeg stirrede bare ud af vinduet imens London fløj forbi. Før jeg vidste af det var vi fremme ved et hotel, jeg kunne selv regne ud at det var her Eleanor og Louis boede. Vi gik hurtig der ind og den første jeg så var Niall og jeg fløj hen i armene på ham. "Jeg har savnet dig!" råbte han og løftede mig op i hans arme og kyssede jeg intenst på munden. "Nu skal vi bare have det her overstået" sagde han og tog min hånd. Vi fik ind i elevatoren og kørte op. "Det skal nok gå" sagde han og og klemte min hånd. Det hele var så underligt og det føltes ikke virkeligt. Jeg kiggede bare direkte ind i væggen og havde lyst til at begynde at græde. Hele turen i elevatoren var meget underlig, den føltes både som flere år, men det kom alligevel bag på mig da den åbnede, kom klumpen i halsen og jeg tog hårdt fat i Nialls hånd. 

 

Da Perrie åbnede døren ind til hotelværelset, var den første jeg så Louis. Jeg gik forsigtig ind og undrede mig over Niall var så stille og rolig omkring alt det her. Jeg havde troet at han ville være beskyttende og være i forsvars position hele tiden, men hans vejrtræning var stille og rolig.  Da vi var kommet helt ind, rejste Louis sig og gik lige i mod mig og jeg panikkede og kiggede op på Niall også på Perrie og til sidst på Louis der stod lige foran mig. Jeg kiggede direkte ind i øjnene på ham, jeg fik tårer i øjne og jeg rystede over hele min krop. Jeg kunne ikke kigge ham ind i øjnene, efter alt det vi havde været igennem, efter alt det jeg havde udsat ham for. De sidste to uger kørte rundt i mit hovedet.

 

Jeg havde både forelsket mig i min bror bedste ven og haft sex for første gang, hvilket min bror fandt ud af. Derud over havde jeg haft det største skænderi med min familie og stukket af hjemme fra. Jeg brude skamme mig og jeg burde virkelig undskylde for mig. Men jeg var lam og kunne intet sige. Jeg kiggede op på Louis igen. 

 

"Åhh Lottie, Du må ikke græde" sagde han og tog fat i mine arme. "Hør mig hver sød. Jeg er virkelig ked af det, jeg har opført mig fuldstændig uansvarlig og umoden" Hans øjne var fyldt med tårer. "Lottie jeg er virkelig ked af det!" sagde han og jeg krammede mig ind til ham. Alle de andre grinte lav og lettet. "Det her er kørt alt for langt ud" sagde Louis og krammede mig hårde. Jeg kunne ikke stoppe med at smile efter krammet, alt der var faldet sammen var blevet bygget op igen på den ene sætning som Louis sagde, den skulle helt klart skrives ned. Jeg smilede for mig selv. Jeg vendte mig mod Niall der bare smilede. Jeg hoppede op på ham og kyssede ham. "Men styr jer bare lidt, det er stadig en smule underligt det der" sagde han og vi grinte alle sammen. Jeg kunne ikke være mere lykkelig. 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...