Last First Kiss (Lottie Tomlinson) [1D]

Louis Tomlinson, Louis Tomlinson. Det her er ikke en historie, hvor jeg møder ham, vi forelsker os og får fem børn og bliver gift. Mit efternavn bliver Tomlinson og vi ville leve lykkelig til vores dages ende. Det ville være underligt, da mit efternavn allerede er Tomlinson. Det er faktisk ikke nogen historie, det her er mit liv.
Mit navn er Charlotte Tomlinson, men jeg hader det navn Charlotte. Så jeg bliver kaldt Lottie.. Jeg er forelsket i Niall, den Niall fra samme band min bror er med i.
Men ingen ved det.

Hvis nogen eller Louis fik det af vide, jeg ville dø. Louis ville bare gøre grin med det, så det er noget jeg holder for mig selv. Ikke engang min bedste veninde ved noget om det.
Men hele mit liv bliver ændrede, da Louis har Niall på besøg i en uge efter deres tour..

131Likes
84Kommentarer
14294Visninger
AA

17. Kapitel 16

Jeg vågnede tidlig næste morgen, jeg besluttede at lave morgenmad til Niall. Jeg begyndte at lave pandekager, da jeg ville forkæle ham. I det bankede det på døren, og jeg gik ud for at se hvem det var. Jeg kiggede ud i gennem det lille hold i døren, og til min skræk stod ingen andre end min egen bror. Jeg havde aldrig set ham så sur før. Jeg havde lyst til at skrige, men jeg holde mig for munden og bankede langsom baglæns. Jeg løb op af trappen og ind til Niall så hurtig jeg kunne. "Niall Niall vågn op!" Råbte jeg. Niall satte sig forskrækket op og kiggede rundt i rummet. "Hvad sker der skat?" Spurgte han. Åhh han kaldte mig skat, ej det er der ikke tid til at sukke over Lottie. "Louis er her, han står uden for døren" sagde jeg og min puls satte igang igen. "Hvad?" jeg tror ikke Niall var helt vågen før, men nu var han. Han kom hurtig i tøjet og bad mig blive her oppe og låse døren, jeg skulle være klar til at ringe efter Zayn og Liam. Jeg panikkede, men fandt min mobil frem. Jeg fandt hurtig Liams nummer frem, og uden at tænkte over det ringede jeg ham op. Jeg opdagede det første da jeg kunne høre Liams stemme. "hallo?" Jeg tog røret op til øret og hviskede til ham "Du bliver nød til at komme hen til Niall og hjælpe, Louis er her" Sagde jeg. "Jeg kommer med det samme" Sagde Liam og lagde på. Jeg tog også og ringede til Zayn med det samme, og da jeg hørte Zayns stemme, kunne jeg også hører døren neden under gik op, jeg frøs. "Hallo, Lottie er du der?" Spurgte Zayn. "Ja" hviskede jeg stille. "Hvad sker der er du okay" han lød bekymret, jeg var faktisk i tvivl om han overhovedet vidste noget om det her. "Du bliver nød til at komme, Louis er her" Jeg fandt ret hurtig ud af at han godt vidste hvad der forgik, "Jeg kommer" også lagde han på. 

 

Jeg håbede virkelig drengene ville skynde sig her hen. Jeg kunne mærke en klump danne sig i min hals. Hvordan kunne hele mit liv kører så langt væk fra sporet, på kun to uger. Jeg var chokeret. "Hvor er hun?" Jeg genkendte Louis stemme og hele min krop for sammen. Jeg begyndte at græd og jeg kunne slet ikke stoppe. Jeg var så forvirret for første gang i de her to uger, følte det hele så forkert, tro mig ja der har hele tiden været noget som har fået mig til at kører videre, men nu er det som om det går op for mig alt hvad der er sket. Jeg rejste mg op fra Niall seng, hvis jeg havde gjort det i går havde det været vores seng. Mine arme krammede sig rundt om mig selv. Jeg havde på de sidste to uger opnået at blive så uvenner med min bror, date hans bedste ven, læbe hjemme fra og have sex, jeg har mistet min mødom til Niall fucking Horan. Jeg rystede helt. Alt hvad der forgik omkring mig var i slow motion og jeg hørte ikke mere efter hvad de snakkede om nedenunder. Jeg følte mig overhovedet ikke hjemme o det her hus mere. Jeg tog min taske og pakkede mine ting ned. I det kom Perrie styrtende ind på værelset, og jeg fik sådan en chok at jeg faldet. "Er du okay?" Hun fløj hen til mig og hjalp mig op. "Lottie du ryster jo kom" hun gav mig en krammer, og tog min taske. Jeg gik med Perrie nedenunder, og med det samme fik jeg øje på Niall, jeg kunne slet ikke genkendte ham. Mine øjne flakkede hen på Louis, som Zayn stod henne ved. Louis' øjne var så sort og jeg kunne heller ikke genkende ham. I det gik det op for mig hvad der var sket nedenunder, og make var grunden til mit break Down ovenpå, min underbevidsthed havde fortalt at det her ikke var godt. Louis og Niall havde faktisk slåsset. Louis havde faktisk slået Niall, min lille søde Niall. Perrie der forsøgte at få mig ud af rummet så hurtig hun kunne, var ikke klar på min næste trak. "Hvordan kunne du?" Råbte jeg til Louis. "Du har ødelagt mit liv" råbte jeg. "Kom med Lottie" sagde Perrie og fik mig ud a rummet. Jeg var helt fra mig selv, og pludselig sad vi i Perrie bil på vej hjem til dem. På en måde var jeg lidt spændt på at se deres lejlighed da jeg ikke havde ser den før.

"Kom med ind, så laver jeg en kop te" sagde Perrie og stilede min taske i det jeg regnede med var stuen. "Sæt dig hen i sofaen" sagde Perrie og forsvandt videre ud i et nyt rum. Jeg satte mig i sofaen og jeg kunne hører vandet koge og i det kom Perrie med et tæppe til mig. "Fortæl mig alt" sagde hun og satte dig ned. Først nu opdagede jeg at hun allerede havde sat te på bordet. Jeg har virkelig en langsom opfattelse lige nu. "Det hele ?" Spurgte jeg med svag stemme. "Det hele" sagde Perrie og smilede sødt. Jeg vidste godt at jeg burde fortælle alt, men noget af alt det her føltes altså for privat til at fortælle. Til sidst fik jeg dog fortalt det hele. Jeg sad med tårerne i øjnene, da jeg var færdig. Perrie forsøgte så godt hun kunne at stoppe hendes overraskede ansigt fra at skinne igennem. "Det er okay Perrie, det hele kommer også bag på mig når jeg fortæller det igen. Jeg har hele tiden ikke forstået min familie reaktion, men når jeg genfortæller det på den her måde kan jeg godt se hvordan de måske har følt og haft det. Jeg er stadig sur på Louis for at afsløre os på den måde, og ødelægge det hele. Men jeg savner min bror vil gerne have muligheden for at kunne være sammen med min familie men også at date Niall." Sagde jeg og sukkede. Perrie nikkede forstående. "Lige meget hvad står der jo intet om det her i aviserne, de ved kun at du og Niall er meget sammen her i London" sagde Perrie beroligende. Jeg nikkede og smilede svagt til hende. "Nu er der gået over en time, jeg går lige ud og ringer efter Zayn" sagde Perrie og rejste sig. Da hun var væk, fandt jeg min mobil frem og jeg ville have hele mit liv tilbage. Jeg ville starte med Em, for hvis alt det her ikke lykkedes ville jeg have hende som min eneste opbakning. Jeg sad længe og kiggede på hendes nummer, før jeg tog mig sammen og ringede hende op. "Hej det er Em" sagde hun og jeg blev så glad for at hører hendes stemme men også for at hun svarede mig. "Hej Em det er Lottie, før du siger noget vil jeg bare sige hundrede gange undskyld, jeg burde have stolet på dig og fortalt dig alt hvad der foregik i mit liv" sagde jeg og pustede ud. "Jeg forstår godt hvis du er sur på mig, men nu håber jeg du vil lytte og hører på det der er sket for mig de her to uger" sagde jeg. Jeg begyndte at græde igen, men fik mig fortalt igennem historien igen. Der var stille fra den anden side, det var jo forståeligt. "Jeg forstår godt hvis du ikke vil snakke.." Jeg blev afbrudt af Em. "Lottie, jeg savner dig urolig meget, du andet ikke hvor meget jeg har grædt de sidste par dage. Jeg er virkelig ked af det på dine vejene og jeg forstår fuldt ud at du ikke fortalte mig noget. Sig endelig til hvis jeg skal hjælpe med noget" sagde hun og klumpen i min hals som ellers var blevet så stor, så stor. Var nu helt væk. "Tak, lige nu skal jeg bare have snakket igennem med Louis og Niall, så ringer jeg bag efter også kommer jeg nok hjem. Hvis det her ikke går håber jeg, jeg kan bo ved dig" sagde jeg. "Selvfølgelig Gud hvor har jeg savnet min bedste veninde vi ses Lottie" jeg smilede. "I lige både bedste" sagde jeg og lagde på.

 

Jeg håbede virkelig drengene ville skynde sig her hen. Jeg kunne mærke en klump danne sig i min hals. Hvordan kunne hele mit liv kører så langt væk fra sporet, på kun to uger. Jeg var chokeret. "Hvor er hun?" Jeg genkendte Louis stemme og hele min krop for sammen. Jeg begyndte at græd og jeg kunne slet ikke stoppe. Jeg var så forvirret for første gang i de her to uger, følte det hele så forkert, tro mig ja der har hele tiden været noget som har fået mig til at kører videre, men nu er det som om det går op for mig alt hvad der er sket. Jeg rejste mg op fra Niall seng, hvis jeg havde gjort det i går havde det været vores seng. Mine arme krammede sig rundt om mig selv. Jeg havde på de sidste to uger opnået at blive så uvenner med min bror, date hans bedste ven, læbe hjemme fra og have sex, jeg har mistet min mødom til Niall fucking Horan. Jeg rystede helt. Alt hvad der forgik omkring mig var i slow og jeg hørte ikke mere efter hvad de snakkede om nedenunder. Jeg følte mig overhovedet ikke hjemme o det her hus mere. Jeg tog min taske og pakkede mine ting ned. I det kom Perrie styrtende ind på værelset, og jeg fik sådan en chok at jeg faldet. "Er du okay?" Hun fløj hen til mig og hjalp mig op. "Lottie du ryster jo kom" hun gav mig en krammer, og tog min taske. Jeg gik med Perrie nedenunder, og med det samme fik jeg øje på Niall, jeg kunne slet ikke genkendte ham. Mine øjne flakkede hen på Louis, som Zayn stod henne ved. Louis' øjne var så sort og jeg kunne heller ikke genkende ham. I det gik det op for mig hvad der var sket nedenunder, og make var grunden til mit break Down ovenpå, min underbevidsthed havde fortalt at det her ikke var godt. Louis og niall havde faktisk sloges. Louis havde faktisk slået Niall, min lille søde Niall. Perrie der forsøgte at få mig ud af rummet så hurtig hun kunne, var ikke klar på min næste trak. "Hvordan kunne du?" Råbte jeg til Louis. "Du har ødelagt mit liv" råbte jeg. "Kom med Lottie" sagde Perrie og fik mig ud a rummet. Jeg var helt fra mig selv, og pludselig sad vi i Perrie bil på vej hjem til dem. På en måde var jeg lidt spændt på at se deres lejlighed da jeg ikke havde ser den før.

"Kom med ind, så laver jeg en kop te" sagde Perrie og stilede min taske i det jeg regnede med var stuen. "Sæt dig hen i sofaen" sagde Perrie og forsvandt videre ud i et nyt rum. Jeg satte mig i sofaen og jeg kunne hører vandet koge og i det kom Perrie med et tæppe til mig. "Fortæl mig alt" sagde hun og satte dig ned. Først nu opdagede jeg at hun allerede havde sat te på bordet. Jeg har virkelig en langsom opfattelse lige nu. "Det hele ?" Spurgte jeg me svag stemme. "Det hele" sagde Perrie og smilede sødt. Jeg vidste godt at jeg burde fortælle alt, men noget af alt det her føltes altså for privat til at fortælle. Til sidst fik jeg dog fortalt det hele. Jeg sad med tårerne i øjnene, da jeg var færdig. Perrie forsøgte så godt hun kunne at stoppe hendes overraskede ansigt fra at skinne igennem. "Det er okay Perrie, det hele kommer også bag på mig når jeg fortæller det igen. Jeg har hele tiden ikke forstået min familie reaktion, men når jeg genfortæller det på den her måde kan jeg godt se hvordan de måske har følt og haft det. Jeg er stadig sur på Louis for at afsløre os på den måde, og ødelægge det hele. Men jeg savner min bror vil gerne have muligheden for at kunne være sammen med min familie men også at date Niall." Sagde jeg og sukkede. Perrie nikkede forstående. "Lige meget hvad står der jo intet om det her i aviserne, de ved kun at du og Niall er meget sammen her i London" sagde Perrie beroligende. Jeg nikkede og smilede svagt til hende. "Nu er der gået over en time, jeg går lige ud og ringer efter Zayn" sagde Perrie og rejste sig. Da hun var væk, fandt jeg min mobil frem og jeg ville have hele mit liv tilbage. Jeg ville starte med Em, for hvis alt det her ikke lykkedes ville jeg have hende som min eneste opbakning. Jeg sad længe og kiggede på hendes nummer, før jeg tog mig sammen og ringede hende op. "Hej det er Em" sagde hun og jeg blev så glad for at hører hendes stemme men også for at hun svarede mig. "Hej Em det er Lottie, før du siger noge vil jeg bare sige hundrede gange undskyld, jeg burde have stolet på dig og fortalt dig alt hvad der foregik i mit liv" sagde jeg og pustede ud. "Jeg forstår godt hvis du er sur på mig, men nu håber jeg du vil lytte og hører på det der er sket for mig de her to uger" sagde jeg. Jeg begyndte at græde igen, men fik mig fortalt igennem historien igen. Der var stille fra den anden side, det var jo forståeligt. "Jeg forstår godt hvis du ikke vil snakke.." Jeg blev afbrudt af Em. "Lottie, jeg savner dig urolig meget, du andet ike hvor meget jeg har grædt de sidste par dage. Jeg er virkelig ked af det på dine vejene og jeg forstår fuldt ud at du ikke fortalte mig noget. Sig endelig til hvis jeg skal hjælpe med noget" sagde hun og klumpen i min hals som ellers var blevet så stor, så stor. Var nu helt væk. "Tak, lige nu skal jeg bare have snakket igennem med Louis og Niall, så ringer jeg bag efter også kommer jeg nok hjem. Hvis det her ikke går håber jeg, jeg kan bo ved dig" sagde jeg. "Selvfølgelig Gud hvor har jeg savnet min bedste veninde vi ses Lottie" jeg smilede. "I lige både bedste" sagde jeg og lagde på.


Jeg havde snakket med Em i lang tid, og Perrie var stadig ikke kommet ind i stuen, hvilket gjorde mig urolig. Jeg kiggede rundt i den flotte store stue. "Så er jeg her igen" sagde Perrie og satte sig ved siden af mig. "Jeg kunne først ikke få fat på ham, men de er ved at snakke og Harry er også kommer for at hjælpe, men de går ikke så godt." Sagde Perrie trist. Jeg sukkede. "Hvad med at få Eleanor der ud, hun betyder alt for ham, måske kan hun få noget fornuft i ham?" Jeg så spørgerende på Perrie der lige skulle overveje det. "Ring til hende" sagde hun så og jeg ringede så hurtig jeg kunne" "Hej El" sagde jeg svagt. "Hey Lotlot" hun og jeg kunne hører hun var glad, hvilket gjorde det svære og sige det her. "Jeg har brug for din hjælp" sagde jeg. "Jeg ved godt Louis er sur" sagde hun, men jeg afbrød hende. "Ja men nu er han kommet til London og har sloges med Niall, drengene kan ikke løse det selv, du bliver nød til at komme og hjælpe" sagde jeg. Jeg kæmpede for hun ikke skulle høre græden i min stemme.

Eleanor skynde sig så hurtig hun kunne at komme hjem til Niall og hjælpe drengene. Perrie og jeg spiste alene om aften, og jeg stemningen var akavet. Jeg lå på en seng i et værelse og kiggede ud i luften. Døren stod på klem og klokken halv to kom Zayn hjem. Min dør var lige ud til gangen. "Eleanor er på et hotel med Louis lige nu, og Niall er sammen med Liam." Sagde Zayn og krammede Perrie. "Hvordan gik det?" Spurgte hun med uro i stemmen. "Det gik ikke særlig godt, Louis vil slet ikke lytte til Niall" sagde Zayn og sukkede. "Jeg tror vi skal have Lottie med i morgen" sagde Zayn og det gav et sus i min mave jeg blev så nervøs. "Skal jeg ikke tage med så?" Spurgte Perrie. "Det var en fin ide" sagde Zayn og de krammede. Jeg lagde mig om på siden, jeg fik et chok da døren gik op. Jeg regede ikke med de så mig. "Der ligge hun og sover" sagde Zayn. "Hun er en smuk og sød pige, jeg forstår godt Niall" Perrie skubbede drillende til Zayn. "Men jeg forstår også Louis" sagde han. "Det må svært at se Lottie vokse så hurtig op på den måde, også med medierne lige i nakken af os alle" sagde han og jeg forstod tydelig hvad han mente, men i deres øjne sov jeg stadig selvom jeg havde store øre og lyttede efter hvad de snakkede om. De gik ud af værelse, ikke engang før de havde lukket døren, falde jeg i søvn efter en lang dag. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...