Nine month's. |One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 aug. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Igang
Natalee Texas, vågner op fra en nat som ingen skulle tro. Hun gik i seng med hendes kæreste's bedsteven. Natalee er som mange andre piger, køn, klog, flot, men ikke helt. For så ville hun ikke have forholdet til den verdensberømte Louis Tomlinson. En fejl fandt sted på 17 Black, en fejl som kun kan begås af Natalee. Harry og Nat endte ud med at have sex. Og efter 3 uger finder hun ud af at hun er gravid med Harry. Natalee er 18 og om ingen omstændigheder klar til barn. Hvordan reagere Harry når Natalee fortæller ham at han skal være far? Og aller vigtigst hvordan reagere Louis? Og resten af bandet? Og ville mangermentet overhovedet acceptere det? Hate træder i karakter, og det gør Nat utroligt usikker på om hun overhovedet ville beholde barnet. Det bliver ikke ligefrem en dans på roser for den unge Natalee... [Følg med] *Læsning på eget ansvar*

37Likes
30Kommentarer
2173Visninger
AA

4. The truth.

"Baby? Hvad sker der?" Hans hænder lagde sig på mig, mens han stille løftede mig op i hans favn. Hvad skulle jeg dog sige? "D-d-det er ikke n-noget!" Rystede jeg, mens tårerne langsomt landede på hans arm. Uden ord, bevægede vi os over mod sofaen. Trangen til at kaste mig over ham, lege vilddyr og være totalt uimodståelig, steg højere og højere. Men jeg kunne ikke få mig selv til det. Eller jeg kunne ikke nænne mig selv det.


Jeg kiggede ham dybt ind i øjnene, mens jeg mærkede hvordan hans blik studerede min ødelagte krop. Tårerne , mine blodsprængte øjne, og mit tøj som var gemmenblødt af tårer. Hans ansigt bevægede sig tættere på mit, indtil hans ramte mine læber. Et lille støn slap mine læber. Vores tunger legede, mens vores kroppe begge var ustyrlige. 


Så dum som jeg jo var gik jeg med på den.


Jeg lå ovenpå Louis, mens vi ragede på hinanden. Louis tunge stak helt ned i halsen på mig, men jeg kunne i gøre modstand. Han havde godt fat, og jeg var jo med på den, ikke?


"Louis," stønnede jeg. Kysset havde varet længe nu, og jeg havde brug for luft. 
"Baby," stønnede han mod mine læber. Vi havde bevæget os rundt, eller skulle jeg sige at vi bare havde en vild leg på sofaen? Jeg havde mine ben rundt om livet på Louis, mens mine fingre kørte gemmen hans svedige hår. 


Vi trak os begge for at få luft. Den nydelse som jeg havde haft i kysset var allerede væk. Min mave bar på den største skyldfølelse. Min krop var helt ødelagt, så træt og udmattet. Harry's store hænder, ja de kan tage fat. 


Jeg havde ondt i hele kroppen, og det tærrede mig som en sindsyg. Det var så dejligt at se Louis igen, men på en måde ikke. "Harry fortalte du var på hospitalet?" Han kiggede med store øjne på mig, og forventede sikkert en god forklaring. "J-jeg, eh..." "Jeg skulle besøge en gammel ven," jeg var hurtig, men ikke med de skarpeste ord. "Han sagde du besvimede?" Jeg satte mig op i sofaen mens Louis stadig lå ned. "Ja, det gjorde jeg også." Kunne den redes? "Men, sagde du ikke lige du skulle besøge en ven?" "Det... Det ved jeg ikke," jeg sukkede, og kiggede ned på mine nøgne fødder. Det var klart, jeg var gemmenskuet. 


"Jamen-." "Gider ud ikke godt stoppe med at presse mig sådan, jeg er ikke til for spørgsmål." Jeg rejste mig brat op. I det øjeblik havde jeg lyst til at forsvinde ned i den kop der stod foran mig, på det lille stenbord. "Hvad er der galt med dig?" Han satte sig op i sofaen, med et stift blik. Jeg svarede ikke men kiggede i stedet for ned i gulvet. "Baby, undskyld. Jeg ville ikke presse dig til noget du ikke ville svare på men ville du ikke godt fortælle det, så svært kan det da heller ikke være?" "Du fatter det bare ikke, vel?" 


Jeg løb over til trapperne, mens jeg fulgte hvert eneste trin jeg kom op ad. Fandt det nærmeste rum, og kastede mig ind. Låste døren, og smed mig på sengen. For de fleste ville det ikke gøre dem noget at gå i seng med Harry. Men Louis er mine kæreste, og Harry er min ven og jeg går op af ham hele tiden. Alle Larry shipperne, eller hvad deres fans kalder dem ville slå mig ihjel. 


Selvfølgelig kunne jeg lade være med at sige at jeg havde været i seng med Harry, og jeg kunne lade som ingenting. Men det er ikke noget jeg bryder mig ret meget om. 


Trinene fra trappen knirkede, mens jeg kunne hører Louis løbe ude på gangen. De stoppede lige udenfor døren. "Baby, luk mig ind!" Hvorfor var jeg også så godtroende at lade ham kysse mig. Jeg svarede ikke, men lod mine hænder glide kort over nøglen. Skulle jeg låse ham ind? "Luk nu op babe," han hamrede en smule på døren, men alligevel nok til at jeg begyndte at ryste. 


Mine hænder, arme, og ben rystede sindsygt meget, jeg overvejede så meget at lukke ham ind. Og alligevel ikke. 


Hånden som jeg stille havde ladet glide over nøglen var blevet urolig, og jeg var kommet til at låse døren op. Jeg faldt ned på gulvet. Det var som om nogen havde givet mig stød gemmen kroppen, og jeg bare ikke kunne falde til ro. 


Louis samlede mig op for anden gang, ogplacerede mig lige så fint på sengekanten. "Baby, hvad er det? Hvad sker der?" Han trak mine hænder op til hans bryst, mens han prøvede at holde dem i ro. "Du ville hade mig for altid når jeg fortæller det..." Jeg sukkede dybt. Han ville aldrig kunne gætte hvad det var, men det var heller ikke nødvendigt. "Jeg ville da aldrig hade dig! Jeg elsker dig, og det har jeg ingen planer om at lave om på." Han kiggede tilfreds ned på vores hænder, som hurtigt var blevet flettet sammen. "Du lover du ikke ville hade mig?" Jeg prøvede mig frem, lidt uskyldig og bag facaden var jeg så skyldig som aldrig nogensinde. "Det lover jeg baby," han så, så rolig ud. Men ja, han vidste det jo ikke.


Jeg trak vejret dybt, mens jeg øvede ordene inde i hovedet. "Jeg gik i seng med Harry igår," jeg åndede lettet ud, og kvalmen som havde været der var falmet lidt, kun lidt. Hans øjne dræbte mig på stedet mens et par vrede tårer for ud af hans øjne. Det gjorde så ondt at se ham sådan. Også når jeg vidste det var mig der var skyld i det hele. Jeg havde det forfærdeligt.


"Du? Du gik i seng med Harry?" Hans vejrtrækninger blev dybere og dybere, men jeg kunne ikke gøre noget for at hjælpe. Jeg havde gjordt nok skade. "Hvordan kunne du?" "Louis, jeg kan forkla-" "Du behøver ikke forklare i detaljer, om hvordan i lå op ad hinanden, helt nøgne. Ellers tak." Tårerne begyndte at presse på, eftersom de ord havde ramt plet. "Jeg tror vi har brug for en pause, hvis du ikke kan holde dig til en. Måske er det bedst for os begge, hvis du flytter ud af lejligheden, et godt stykke tid." Det var som om tiden stoppede. Sagde han lige det? Det gjorde han ja. 


Jeg nikkede meget langsomt, mens jeg prøvede at forstå hvad det var der skete. Det sidste jeg så før jeg faldt ned på sengen igen var Louis som forlod værelset. Vi havde så mange perfekte minder i dette rum, eksempel havde jeg min første gang i dette rum. Gode tider, ja, ja. 


Jeg førte mig over til skabet, og åbnede det. Louis duft fyldte hele skabet.  Godt nok har jeg ikke ret meget tøj, jeg er ikke en guldgraver. 


Jeg tog en af Louis sorte bluser ud af skabet, og knugede den ind til mig. Duften fyldte mine næse, jeg kunne ikke leve uden den duft. 


Jeg fandt en kuffert, og begyndte at pakke mine ting. 


Jeg kunne intet stille op, tårerne flød over alt. Louis ville aldrig tilgive mig, aldrig. Og hvor skulle jeg nu også bo? Det er faktisk Louis der har ret til huset, han betalte mest, og det jeg betalte var nærmest 5 år's opsparing, måske lyder det lidt overdrevet i din hjerne, men jeg har heller ikke ret mange penge.


Selvfølgelig havde Louis tilbudt mig nogle penge, men nej. Man må lærer at stå på egne ben.  Jeg kunne jo prøve at spørge en af mine veninder om jeg måtte bo hos dem. Der er bare det at jeg har ikke ret mange frieeeends. Jeg er lidt af en enspænder. Mange directioners er vilde med mig, de elsker mig. De spørger om vi ikke kan hænge ud en dag, blive bedste venner, men er venskab virkeligt sådan? Man bliver jo venner fordi man har noget tilfælles og noget at snakke om, ikke? 


Jeg kiggede ind i det tomme skab. Hvordan ville mit liv nogensinde komme til at hænge sammen igen? Louis var mine eneste ene, alt jeg nogensinde havde ønsket mig. Og ikke nok med det ville han nok ikke engang sige farvel når jeg går, intet kram, intet. Men han havde dog ikke sagt at han ville gøre det forbi. Jeg måtte søge ly hos Frej, en af mine meget specielle veninder. Hun har en sygdom der gør hende lidt skør i hovedet, praktisk talt, ret meget. Men jeg har lært at leve med det, jeg har levet med det i 18 år, vi har fuldt hinanden gemmen livet. Lige fra fødslen.

 

*  *  *

 

Jeg stod klar med min lille sorte kuffert i hånden, og en håndtaske i den anden. Mens en lille fin jakke hang over min arm. Jeg tog en dyb indånding før jeg tog mod, til at bevæge mig ned af trapperne. 

 
*Louis Synsvinkel*


Havde jeg nu gjort det rigtige? Jeg har gjort en masse dumme ting som jeg har fortrudt. Og hvorfor havde Harry ikke fortalt noget om det. Vi havde det sjovt i dag, og det lod ikke til der var noget galt med ham. Måske var han bare ligeglad med det hele? Men det plejer han ellers ikke være.


En kold brise klamrede sig fast til min nakke. Kuffertens hjul kunne høres fra lang afstand. Jeg havde stilt mig ud i gangen, klar til at tage imod hende. Faktisk havde jeg ikke lyst, men man er vel en gentleman. 


For enden af trappen. Der stod hun. Så smuk som altid. Hendes brune kastanje farvede hår svajede over hendes skuldre. Det føltes helt forkert det jeg havde gang i, og afligevel ikke. Jeg var næsten hundrede sikker på mit valg, men det er ikke nok med næsten. Jeg trak hende ind til mig mens jeg nød hendes dejlige duft. 


Hun trak sig lidt væk, mens jeg stod og så lidt forlegen ud. Det skulle bare havde været et kort kram. "Jeg må gå." Hendes stemme knækkede lidt i mængden, og øjenkontakten mellem os døde. Det var måske det sidste jeg så til hendes smukke øjne i en evighed. "Farvel," ordene jeg aldrig havde troet jeg skulle sige til hende, var lige kommet ud af min mund. 


Hendes kuffert rullede over dørtrinnet, mens hun forsvandt i mængden. Hvor var jeg dog dum. Jeg smækkede døren bag mig, og kiggede lidt rundt omkring. Hvor blev nuet af? Også fordi jeg ved hun er så skrøbelig, og følsom. Jeg er en komplet idiot, jeg må lægge fortiden bag mig, og glemme det.


Men det kan jeg ikke.

 

 

________________________________________________________

3 Kapitel! Jeg bliver så ekstremt glad når jeg kommer på og ser jeg har fået flere favorit lister, det gør mig mere glad end nogensinde. Tusind tak, det betyder meget mere end i tror. x undskyld hvis der er gået lidt tid mellem dette kapitel og det gamle, det er ikke meningen men vi er jo alle startet i skolen igen. Og så håber jeg også det er okay jeg har lavet et nyt cover, da det andet ikke helt var så optimalt. Og igen tusinde gange tak, jeg håber jeg laver kapitlerne lange nok. :)  Bye peeps.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...