Nine month's. |One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 aug. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Igang
Natalee Texas, vågner op fra en nat som ingen skulle tro. Hun gik i seng med hendes kæreste's bedsteven. Natalee er som mange andre piger, køn, klog, flot, men ikke helt. For så ville hun ikke have forholdet til den verdensberømte Louis Tomlinson. En fejl fandt sted på 17 Black, en fejl som kun kan begås af Natalee. Harry og Nat endte ud med at have sex. Og efter 3 uger finder hun ud af at hun er gravid med Harry. Natalee er 18 og om ingen omstændigheder klar til barn. Hvordan reagere Harry når Natalee fortæller ham at han skal være far? Og aller vigtigst hvordan reagere Louis? Og resten af bandet? Og ville mangermentet overhovedet acceptere det? Hate træder i karakter, og det gør Nat utroligt usikker på om hun overhovedet ville beholde barnet. Det bliver ikke ligefrem en dans på roser for den unge Natalee... [Følg med] *Læsning på eget ansvar*

37Likes
30Kommentarer
2116Visninger
AA

5. "I'm here because..."

 
Jeg var blevet smidt ud af mit eget hus, ud af mit eget liv. Jeg måtte have tid til af forstå hvad der var sket. Jeg trak min lille kuffert med mig, hen til det nærmeste busstoppested. 


*   *   * 


Jeg var kommet helskindet hjem, altså til Frej. Trods bus stoppede 100 gange i minuttet. Jeg var i på vej op ad en lille sti som førte op til huset. Smukt som altid, en flot stor vedligeholdt villa. Sådan en ser man ikke mange af her på egnen. De fleste er grimme, brune, og med ukrudt op ad  murene, ikke ligefrem det der lokker. Bare hun nu var hjemme. Tankerne fløj gemmen hovedet på mig, og det var klart. 


Jeg trykkede ned i håndtaget. Låst. Jeg prøvede også at banke på, men der skete intet. Selvfølgelig, hun var taget på ferie. Kan man være mere dum? Næste håb er Susan, hende der hold festen i husker nok. Men hun har nok de sygeste tømmermænd, også selvom det er hele to dage siden. Hun fester som en fra The Valleys, hvis det ikke var for hendes 20 år. 


Susan boede to huse væk, ikke så langt at gå. Yesss. Jeg steg ind i garagen, bankede på og ventede på hun ville åbne. To sekunder efter var døren åbnet, og hendes glade ansigt kom til syne. "Nat, min skat. Hvad så? Mangler du et sted at sove? Eller er du bare blevet smidt ud af Louis?" Hun kiggede ned på min kuffert, og grinede.


En kniv, en kniv i mit hjerte, ja han havde smidt mig ud. "Ja," tårerne begyndte at presse på. Men jeg ville ikke græde mere, det havde jeg lovet mig selv. "Årh, søde. Kom indenfor." Hun stak en arm rundt omkring mig, og smækkede døren i. 


"Hvad så mus?" Vi havde sat os ved hendes cafébord, ude i hendes køkken. "Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde, jeg er lost." Jeg sukkede og tog en slurk af min kakao. "Prøv, jeg er her for dig" jeg tog en dyb indånding klar til at erindre de sidste to dage. 


"Ser du..." Jeg skulle lige til at fortælle da jeg blev afbrudt af en høj støj ude fra badeværelset. Årh  du kære Gud, drengebesøg?


"Har du fået kæreste på?" Jeg fnes en smule, men ikke ret meget, trods mit lortehumør. "Det kan man sådan set godt sige." Hun grinede, næsten gryntede. "Hvem er så den heldige?" Jeg smilede, og rynkede øjenbryn. "Det er noget pjat det der,  man kan ikke rigtigt kalde det kærlighed men mere en lille ussel flirt, en beskidt en af slagsen." "Det havde jeg ellers ikke troet om dig. Var det ikke dig der var blevet voksen?" "Hør her, Harry er her. Vi er ikke kærester, det er ikke noget." Hun smilede over til mig. Harry? Jeg må væk, med detsamme. "E-er Harry her? Som i Harry Styles?" "Ja, ham med krøllerne, og smilet." Jeg rykkede med det samme stolen ud, og nærmest kylede den tilbage ind i bordet, så kakaoen fløj op. "Ej, undskyld." Jeg tog mig selv i at smadre et af de dyreste porcelæn glas, i hele den hvide verden. Klodsmajor. 


"Det må du virkeligt undskylde, det var ikke min mening." Stammede jeg. Jeg fik mig selv helt om i det røde felt. Stresset, og ernomt dum. Jeg befandt mig ikke engang 5 meter væk fra Harry. "Hvad sker der for dig?" Spurgte hun brat. "Jeg bliver nød til at gå," jeg små løb ud i gangen, tog min kuffert og så var jeg ellers den der var skredet.


*  *  *

 

Her befandt jeg mig så, på banegården. Siddende op ad en stinkene skraldespand. Jeg havde siddet der næsten to timer, alle bænkene var optaget og hver gang folk gik for at nå deres tog kom der bare flere, og flere for at overtage deres pladser. 


Egenligt havde jeg ikke tænkt mig at tage et tog eller noget, nej. Jeg havde tænkt mig at sove på banegården. Jeg kunne jo godt tage over til mine forældre, men det ville ikke være optimalt i den sitation som jeg har sat mig selv i. 


Gamle koner klædt i noget der lignede håndklæder, trak deres børnebørn med ind i bussen, mens de ældre herre stod med en øl i hånden, kun for at virke mandlig. 


"Og du holder dig bare væk," råbte en ældre kone som havde en tyk hjemmelavet cigarette i hånden. Menneskerne omkring hende kiggede underligt på hende, det samme gjorde jeg. Jeg trak mig lidt sammen, der var koldt og på en anden måde varmt og fugtigt af alle de hårdtarbejdende mennesker, som løb ud og ind af togene. Min mave længes efter mad, sidste måltid jeg havde fået var morgenmad 8:43 am, og nu var den 9:10 pm. Jeg kunne så godt en sneakers, en coke, og sushi. De ord havde jeg valgt at pine mig selv med. 


Hvis jeg ikke havde taget med Harry hjem, havde jeg lige nu været sammen med Louis, hjemme. I stedet for at være på en kold banegård hvor duerne fløj rundt. Og gamle, trætte mennesker som råber op om hvordan de syntes milijøet skulle havde været. Og hvis jeg havde haft nogle jeg kunne tage hjem til havde gjort det, men problemet er at de alle er ude og rejse, luksus liv. 


Kulden var begyndt at trænge ind under min jakke, og lugten af fastfood havde gjort mig sulten. Jeg forlod perronen og smuttede over til den nærmeste pølsevogn på hovedbanegården, da en tanke slog mig ned. No money, no honey. Jeg havde glemt penge, dem som jeg havde lagt frem hjemme på mit lille natbord. Pokkers også. Kunne det blive værre. Ovenikøbet havde jeg en uimodståelig trang til en smøget cigarette. Jeg listede mig lidt om bag vognen, og prøvede at skjule mit elendige smørede smil. Jeg havde ikke tænkt mig at stjæle noget. Bare låne. 


Jeg sneg mig om på siden af vognen da en kunde havde bestilt en pariser sandwich, jeg nuppede den mens de begge kiggede væk. 


Måske skulle jeg ikke havde gjort det, okay nej det skulle jeg ikke. Men nu er den spist, og det hjælper ligsom ikke. Der var jo ikke nogen der opdagede mig, der er faktisk aldrig nogen der opdager mig, jeg forsvinder tit i mængden. Jeg har brunt hår, fregner, lav, og totalt forvirret, kan man tage fejl? Folk ser mig tit som en eller anden dum pige, fuld af penge. Bare fordi man er kæreste med en verdenskendt er det ikke sikkert man har røven fuld af penge. Nogle er født men en guld ske i røven, uopdragen og forkælet, sådan nogle var der mange af da jeg altså gik i skole. 


Jeg stod og gnaskede i sandwichen, somom jeg ikke havde spist i hundrede år mindst. Jeg havde dårlig samvittighed over hvad jeg lige havde gjort, men alligevel ikke, jeg var sulten. Jeg gik videre over mod en bænk, den var tom så heldigvis kunne jeg lige holde en pause. Jeg sad og studerede hvordan folk gik og slæbte på små børn, tasker og kufferter, og nogle kunne ikke finde hinanden. 


Jeg var blevet så stresset af og til at jeg måtte ud for at få luft. Prøv at forstille dig alt den svedige, og smøgede luft af folk som bare oser for at komme videre til deres tog. Forfærdeligt ulækkert at være i. Jeg gik ud på perronen og ventede, ventede på noget som ikke rigtigt fandtes. Ventede på toget som ville tage mig med til et liv i kærlighed, jeg har altid været dårlig til kærlighed, altid. Jeg dumper mig altid. Måske er det bare meningen at jeg ikke fortjener det, ligsom alle andre gør. 


Jeg satte med ned på en rusten bænk, ved siden af en gammel gråhåret mand. Men det passede mig egenligt helt fint, jeg har ikke noget imod gamle mænd. Han stak sin hånd ned i lommen, og trak en pakke cigaretter frem. Jeg kiggede lidt over efter pakken som han så fint havde placeret i sin hånd. "Ville du have en?" Hostede han. "Øh, jo tak." Jeg kunne ikke få mig selv til at sige nej, desuden havde den værste trang. "Her," jeg stak smøgen i munden mens han trak en lighter op ad lommen og tændte smøgen for mig. "Tak," mumlede jeg, og kiggede ned. "Hvad laver en ung pige som dig her? Jeg har godt siddet og set hvordan du er lusket rundt, har du ikke noget sted at tage hen?" jeg sukkede højlydt, men alligevel lavt nok til at ingen kunne hører det. "Det er ret kompliceret," jeg kiggede lidt væk for at bryde den akavede stemning, men det var vidst allerede klaret da jeg så en skygge foran mig. "Nat? Hvad laver du her?" Det blonde hår kom til syne, det var Niall, selvfølgelig. Jeg rejste mig og stirrede igennem hans tonede solbriller.


 "Øh," Han hev smøgen ud af mundvigen på mig og smed den på jorden. "Hvad gjorde du det for?" Spurgte jeg, og kiggede undvigende på den nedtrampede smøg. "Det er ikke godt for dit helbred," han rystede på hovedet og lagde hans hænder på mine skuldre. "Niall kan du ikke bare lade mig være? Jeg har det ikke ret godt nu," jeg fjernede hans hænder og trak mig lidt væk. Niall og mig er venner, tæt på bedste venner men ikke helt. "Shhh.." Han tog sin pegefinger og førte den op til min mund. "Ingen skulle kunne genkende mig," han kiggede bebrejdede på mig. "Det nok forsent nu ikke," jeg rev hans solbriller af, og pegede over mod en flok vilde piger. "Hyg dig," jeg tog hans solbriller med mig, og satte den i min krave nær min kavalergang. 


Jeg gik videre, videre til nærmeste bænk hvor der ikke var nogen Niall. Men da jeg lige troede jeg var sluppet fra ham var han der igen. "Jeg er ikke færdig med dig," mumlede jeg. Jeg tog det ret seriøst, hvis det ikke var for hans stramme mund og min dirty minded hjerne. "Hvad er det du vil mig?" Udbrød jeg og lavede fagter med armene. "Har du drukket? Eller hvordan er det du opfører dig? " Han rynkede med øjenbrynene. "Lad mig nu være, jeg gider ikke tale om det," jeg kiggede undvigende rundt omkring mig, det var som om alt blev sort og jeg kun kunne se Niall. "Så du er her altså fordi du har drukket?" Han så ret seriøs ud, hvilket nok også var det han var. "Nej... Altså..." Jeg hev lidt efter vejret, jeg var så nervøs. Jeg kunne jo ikke bare fortælle det til Niall, Niall ville sikkert fortælle det til Louis. Han stod og pinede mig med hans smil som bare ventede på en god forklaring. "Jeg er her fordi..." Min stemme knækkede over flere gange, og min hals blev tør og ubehagelig.

 

_________________________________

Hej! Undskyld jeg ikke har skrevet i laaaaaaang tid, skulle lige komme igang igen, eller hvad man nu siger. Det undskylder jeg virkeligt! Jeg kunne godt tænke mig noget konstruktiv kritik, og noget om hvad i syntes? Hm, ja. Har ellers ikke så meget andet og sige end at i næææææste afsnit kommer der meget mere om drengene! Bye.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...