Nine month's. |One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 aug. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Igang
Natalee Texas, vågner op fra en nat som ingen skulle tro. Hun gik i seng med hendes kæreste's bedsteven. Natalee er som mange andre piger, køn, klog, flot, men ikke helt. For så ville hun ikke have forholdet til den verdensberømte Louis Tomlinson. En fejl fandt sted på 17 Black, en fejl som kun kan begås af Natalee. Harry og Nat endte ud med at have sex. Og efter 3 uger finder hun ud af at hun er gravid med Harry. Natalee er 18 og om ingen omstændigheder klar til barn. Hvordan reagere Harry når Natalee fortæller ham at han skal være far? Og aller vigtigst hvordan reagere Louis? Og resten af bandet? Og ville mangermentet overhovedet acceptere det? Hate træder i karakter, og det gør Nat utroligt usikker på om hun overhovedet ville beholde barnet. Det bliver ikke ligefrem en dans på roser for den unge Natalee... [Følg med] *Læsning på eget ansvar*

37Likes
30Kommentarer
2115Visninger
AA

2. Hospital.

Jeg vågnede. Smurt ind i en blanding af Harry's sved og mit sved. Det havde været en sindssyg aften. Hvis jeg tænker mig om så udover at have haft sex med Harry, har jeg kysset med 2 andre fyrer. Det bliver et mareridt når jeg skal fortælle det til Louis. jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige til ham. "Jeg gik i seng med Harry i går, og så kyssede jeg med Jake og Austin." Det kan man ikke rigtigt sige vel? Nej. Jeg havde åbenbart fået ret meget at drikke siden jeg var gået med Harry hjem. Og hvordan var vi kommet hjem? Harry havde også fået en masse at drikke, men jeg tror jeg fik mest.

Jeg rejste mig fra sengen, og vaklede lidt rundt. Jeg vidste ikke helt hvad jeg lavede, og hvad jeg skulle gøre? Jeg kunne ikke komme hjem, min mobil lå hjemme. Jeg ville helst bare stikke af fra Harry. Jeg har ikke noget imod ham, men at jeg skal kigge ham i øjnene, og lige frem snakke med ham, nej tak. Ikke efter i går. 

Jeg fik sneget mig ud i køkkenet, og fandt Harry's mobil. Skulle jeg ringe til en og få et lift hjem? Det ville være dumt ikke at gøre det, men også ret dumt at gøre det. Ingen skulle finde ud af at jeg har været sammen med Harry. For rygterne bliver hurtigt spredt her i byen, inklusiv hele verden. Jeg fik hurtigt tastet en af mine veninders nummer ind. Ella, 20 år, meget livsglad og en man altid kan komme til. Så ved i det.

"Ja det Ella," hun sang det, og det gav en sød følelse i min mave. Eller måske var det bare det det igår. "Hej, kan du komme og hente mig?" Jeg bed mig nervøst i læben, og håbede på Harry ikke kunne hører mig. "Det kommer an på dit navn," "Natalee her." Adressen hviskede jeg, mens jeg kunne hører et par fortrin på trappen. Lyden var stoppet og jeg var godt klar over der kun var en væg mellem os nu. Jeg skyndte mig at lægge på, og spænede som en sindsyg ud på toilettet. Gulvet knirkede ude på den anden side af døren. Så var der ingen vej uden om. Når Ella kom ville jeg blive afsløret af dem begge, og jeg ville blive fuldstændig til grin. 

Det bankede på døren, jeg gøs. Og så kom de fire ord jeg lige præcis havde forudset. "Natalee luk mig ind," troede han jeg ville gøre det? For så var han godt nok dum. Jeg svarede ikke. Jeg krøb lidt sammen nede på gulvet, og prøvede at holde mig selv i ro. "Natalee kom nu ud!" Jeg gav ikke engang en vejr trækning, nej. "Hvis du ikke kommer ud og jeg ind." Nåh ja, hvor er jeg dum. Han havde sikkert en ekstra nøgle, som alle normale mennesker. 


Jeg trak mine knæer op til ansigtet, mens mine arme stille faldt om mine ben. "Kom nu ud derfra."  Jeg lod mit blik ligge dødt hen over gulvet mens jeg spottede en lille skabning med store ben. En edderkop. "AGRH." Skreg jeg, og hoppede 10 cm op i luften, ca. "Hvad sker der? Luk mig nu ind," ja nu var jeg klart afsløret. "Aldrig," mumlede jeg. Og stilte mig på toiletbrættet. Intet kunne få mig ud af badeværelset. Never in your wildest dreams. "Så må jeg jo bare vente," jeg kunne hører Harry som stille sank ned af døren. Uhyggeligt. 


Harry har faktisk et overraskende pænt toilet, det troede jeg ikke om ham. Jeg har dog været i huset før men jeg plejer ikke tisse så meget, så jeg har faktisk kun været på dette toilet en gang før, og det er ca. 2 år siden. Helt tilbage i 2011 da Louis og jeg fandt sammen. Jeg sad på starbucks sammen med Eleanor, Louis x, de snakker aldrig sammen mere. Men ja, Eleanor sagde jeg skulle lærer ham at kende. Og det gjorde jeg så, og så blev vi forelskede. Og siden den tid har jeg ikke snakket med Eleanor. Jeg savner hende faktisk, men da hun nu sagde jeg aldrig i hendes lange liv skulle kontakte hende igen, så tør jeg ikke gøre det. 

"Nat kom nu ud derfra! Vi bliver nød til at tale om det her," det gav et sæt i mig, og en tårer blev til flere. Aldrig. Aldrig Harry. Jeg holdte snøftene og hulkende inde, og prøvede at skjule tårerne med noget vand og papir hvis han nu skulle have den ekstra nøgle. 


Der var gået et par tavse minutter, hvor jeg bare havde stået og fjernet rester fra min make up aften før. Harry måtte været gået for længst, men alligevel siger min mave fornemmelse at jeg ikke skal gå uden for den dør. Jeg satte mig på gulvet igen. Og ja jeg fik fjernet edderkoppen, det var skide uhyggeligt, men noget måtte jeg gøre. En nøgle drejede i hullet. Og dørhåndtaget blev revet i og døren gik op.


Harry stod og spærrede døren, hans højde og dybde spærrede sådan set alt. Jeg rejste mig stille. Jeg vidste det. Jeg kunne ikke komme forbi ham. Han gav mig et  blik.  Et blik ingen ønsker. Hans ansigt udtryk sagde mig en masse. Det var nærmest somom han ikke ønskede dette øjeblik i hans liv. Men det forstår jeg godt, det gør jeg heller ikke. Det var jo en ridse i hans perfekte liv. Men hvordan har jeg det ikke? Der var akavet stilhed. Det var mest akavede og pinligste øjeblik i hele mit liv. 


Min krop begyndte at ryste og mine øjne begyndte at svimle. Min krop rystede så meget at jeg til sidst ikke kunne stå på mine ben. Jeg måtte overgive min krop til satan. Jeg landte hurtigt på gulvet, hovedet først og der efter resten af kroppen. Det sidste jeg nåede at se var Harry som hurtigt reagerede på min uforberedte besvimelse.

 

*  *  *


Jeg vågnede i en blød seng med en drop i armen. En krøltop sad i stolen overfor mig. Harry. Jeg lukkede øjnene igen. Men det virkede ikke helt. Jeg troede jeg fik lov til at sove længere så min ekstreme hovedpine måske kunne forsvinde. Men fordi et par læger spottede mine åbne øjne ude fra gangen, strømmede det ind med læger. Eller ihvertfald 5 læger.  De lysede mig ind i øjnene, men de fik ingen succes af det da jeg bare svimlede hen igen. 


"Ja der er helt sikkert noget galt her," en masse læger stod rundt omkring mig, de tog min puls, og stak et par flere nåle ind i mine arme. Jeg forstod ikke noget, men jeg var dog godt klar over at jeg var besvimet og slået hovedet hårdt ned i stengulvet. 

Harry maste sig ind foran nogle læger, og kiggede panisk på mig. "Er du okay?" Jeg nåede ikke at svare, før et par pokkers læger afbrød Harry's og min samtale. "Unge fyr, du bliver nød til at gå. Dette er ikke noget for sarte sjæle." Jeg gøs. Ikke noget for sarte sjæle? Skulle de skære mig op eller hvad. Sådan lød det ihvertfald. "Jeg har det fint, kan i ikke bare lade mig gå?" Plagede jeg, mens en varme steg mig til hovedet. "Du har feber, og du falder hen. Vi kan ikke bare lade dig gå. Plus at du har lavt blodsukker." "Hvor lang tid skal jeg være her? Spurgte jeg, mens Harry's øjne lagde sig på mig. "Det kommer an på hvordan du har det imorgen. Vi kan ikke se frem i tiden det bliver du nød til at forstå," whaaat. Det er jo sådan noget min mor plejede at sige. Da jeg var mindre altså. "Men jeg har det helt fint" jeg satte mig op i sengen, og hvilede mig på mine håndflader. "Det kan vi jo se du ikke har søde. Du behøver ikke lyve." Okay, nu hader jeg officielt læger. Wow de er trælse. Harry stod og betragtede mig med et par bekymrede blanke øjne. Vent havde han grædt? Nej han var bare træt. I knew it. Faktisk var det ikke så slemt at se Harry i øjnene. Jeg mener hans øjne er flotte grønne. Han havde knappet sin skjorte op, alle knapperne, som han nu plejer. Så man kan se hans 2 fugle, på brystet. 


Jeg måtte indse det. Hvis jeg skulle overleve på dette hospital måtte jeg for det første have noget sukker til hjernen, noget The, og et Glamour magazine. 


Lægerne begyndte stille at arbejde på noget rundt om mit hoved. De fandt noget forbinding. Hvad var der nu sket med mit hoved? "Hvad er der da med mit hoved?" Hvis man ikke spørg lærer man ikke noget, hvis man gør lærer man 100% noget. "Du skulle nødig forbløde derfor giver vi dig en forbinding på." Ja okay. Så kan jeg godt regne ud at jeg har et sår i panden. Øv.


"Undskyld?" Jeg rakte en hånd i vejret som tegn på hjælp. "Ja?" Spurgte en af lægerne, på afdelingen. "Jeg er ret sulten, jeg har ikke fået morgenmad? Har i en kantine?" Lægen nikkede på hovedet, og pegede og henførte til hvorhen jeg skulle gå. Jeg prøvede at komme ud af sengen det var så svært. Jeg gav et lille støn fra mig da jeg endelig var hoppet ud af hospital sengen. Først der gik det op for mig at jeg ikke rigtigt kunne gå. Og det andet at Harry havde siddet og kigget på mig hele tiden. Priceless. 


Jeg faldt sammen på gulvet, hvor efter en læge straks kom og samlede mig op? Kan man sige det sådan. 


"Unge mand, de kunne vel ikke tage ned og købe hende det hun skulle have?" Harry nikkede langsomt. Men hans blik sad stadig på mig. Ja det var klart jeg havde forbinding på, og lignede nok en mumie. Jeg så Harry forlade værelset mens en læge stod og famlede med et par piller. "Her, de ville hjælpe dig med feberen og din hovedpine." Hun rakte mig pillerne som jeg hurtigt fik slugt. Hun forlod også stuen, mens lagde jeg mig til rette i mine egne tanker. 

 


_________________________________________________________________

Det er så første kapitel! Jeg ville endelig gerne hører hvad i syntes, det ville være dejligt med både ris og ros! Og hvis gad Like ville det være super! Tak x

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...