Nine month's. |One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 aug. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Igang
Natalee Texas, vågner op fra en nat som ingen skulle tro. Hun gik i seng med hendes kæreste's bedsteven. Natalee er som mange andre piger, køn, klog, flot, men ikke helt. For så ville hun ikke have forholdet til den verdensberømte Louis Tomlinson. En fejl fandt sted på 17 Black, en fejl som kun kan begås af Natalee. Harry og Nat endte ud med at have sex. Og efter 3 uger finder hun ud af at hun er gravid med Harry. Natalee er 18 og om ingen omstændigheder klar til barn. Hvordan reagere Harry når Natalee fortæller ham at han skal være far? Og aller vigtigst hvordan reagere Louis? Og resten af bandet? Og ville mangermentet overhovedet acceptere det? Hate træder i karakter, og det gør Nat utroligt usikker på om hun overhovedet ville beholde barnet. Det bliver ikke ligefrem en dans på roser for den unge Natalee... [Følg med] *Læsning på eget ansvar*

37Likes
30Kommentarer
2193Visninger
AA

6. Can I trust him.

"Jeg er her fordi at jeg skal besøge min farmor," jeg tog mig til hovedet, og håbede på det ville være en god undskyldning i hans øjne. "Hvorfor sagde du så ikke bare det, så kan vi vel følges?" "Følges? Hvad mener du?" Jeg kiggede undrende på ham. "Din farmor bor jo i Mullingar, jeg skal hjem, vi har fået et par fridage," jeg kiggede syrligt på ham, havde jeg lige sagt jeg skulle over til min farmor, pis pis pis. What to do. "Men mit tog går først midnat, det gør dit vel ikke?" Jeg håbede på det bedste. "Mit går om et kvarter," han virkede lidt som om det var noget han lige glædede sig til. "Men jeg kan jo bare bytte mine billetter til om et kvarter istedet?" Jeg kiggede smilende over til ham, mens vi ligepludselig stod i et kram.


Jeg fik hurtigt byttet mine billetter, og efter et kvarter var vi steget på toget.


"Jeg sidder inderst!" Fniste jeg, og skubbede til niall med min ene hofte. "Fint, du skal da også bare altid have din vilje," snøftede han. Jeg skubbede min kuffert op over os, og fik derefter ret hurtigt presset mig ned i sædet. "Hvorfor har du kun en kuffert med? Jeg troede du var en pige," grinede han, og smilte til mig. "Du skulle nødig tale," mumlede jeg og trak min iPhone op ad lommen. "Nårh, ser man der," mumlede en gammel dame hæst, som sad lige overfor os. "Er i kærester?" Jeg kiggede op fra min mobil, og var nær ved at tabe den. Hun sad med en avis i hånden og benene over kors. "Nej, vi er bare venner" forsikrede jeg og pegede skiftende over på niall, og jeg. "I ser ellers søde ud sammen," sagde hun og kiggede ned i avisen.


Jeg tog en dyb indånding og kiggede ud af vinduet.  Hvorfor sagde hun mon det? I forvejen havde jeg også andre ting og tænke på. Jeg havde stadig min mobil i hånden, helt svedig af min nervøsitet. Faktisk havde jeg ingen anelse om hvorfor jeg var nervøs, det var måske bare det damen havde sagt. "I ser ellers søde ud," det gentagede sig selv uendelige gange inde i mit hovede. 


Jeg trak mine blå hørertelefoner op ad min lomme, og skuede ud af øjen krogen at niall sov. Hvis det stod til ham sov han hele dagen, og spiste det halve af tiden. Men det er vel også normalt for drenge i den alder, ellers er det bare ham der er unormal.  Eller mænd.

 

*  *  *

 

"Vågn op," jeg vågnede ved siden af niall. "Hvad?" Jeg trak lidt på mig, "vi skal af nu," "klart," mumlede jeg, og lettede min røv. Niall tog min kuffert ned til mig, da jeg var for lille til at få den ned igen. Øv. 


Jeg steg af, lige med niall i hælene. "Niall, jeg tænkte på... Kunne jeg ikke tage med dig, jeg besøger bare min farmor imorgen?" Han trak lidt på skulderen mens lagde hovedet på skrå. "Mh... Det ved jeg ikke lige om det går" mumlede han og kiggede undvigende ned i jorden. "Niall..." Jeg lavede de sødeste øjne, så uimodståeligt. Jeg havde jo heller ikke en aftale med min farmor og faktisk var hun også på ferie. Shit.


"Okay, men vi tager direkte hjem, jeg har ikke fået mad i fem timer snart, ved du godt hvor hårdt et pres det er?" Han kiggede alvorligt på mig, men jeg tog det ikke seriøst. "Ja, helt fint med mig," jeg trak niall lidt ad vejen indtil vi fandt en taxa. Niall havde penge, selvfølgelig, og heldigvis. 


"Jeg plejer ellers aldrig kører i taxa," jeg sad lidt og studerede de pæne læder sæder, og sad så stille så muligt. Niall tog det som normalt, helt rolig og vant til det. "Niall, jeg tænkte på?" "Mh," mumlede han, og kiggede over på mig. "Har du ikke lige 15 kroner?" Han kiggede underligt over på mig, "hvad skal du da bruge 15 kroner til?" Han lavede en underlig grimasse som jeg ikke rigtigt forstod. "Til en pakke Gajol? Jeg er blevet ret så afhængelig," "Der ligger også en 7-eleven, henne på hjørnet her," jeg åndede lettet ud, jeg skulle bare have mine smøger. 


Der var en akavet stemning mellem os, jeg kan ikke rigtigt forklare den men det føltes bare forkert. "Niall? Er der noget galt?" Jeg svingede hovedet over mod ham, tre centimeter fra at slå ham med min hestehale. "Ja," jeg var ved at åbne min mund og bare lade den ligge sådan. Der plejede ellers aldrig være noget i vejen. "Natalee, jeg føler mig ensom, glemt af dem jeg elsker," han kiggede fortabt over på mig, med en tårer i øjenkrogen. Jeg har aldrig set ham så trist, og forfærdet. Jeg havde det somom jeg kunne mærke hvad han følte, mærke hvordan han havde det. "Hvordan," svarede jeg kedeligt tilbage. Jeg kiggede svagt forude, for ikke at knibe en tårer. "Jeg savner en jeg kan være sammen med hele tiden. Jeg har været single i tre år, tre år, det er altså meget." Jeg afbrød han, hurtigt da jeg kunne fornemme at det ville blive langt. "Hvad er det du hentyder til?" Jeg rystede uforstående på hovedet. "Jeg savner Holly," mumlede han nedtrykt. Det gav mig lyst til at græde, fordi jeg var tilstede da han gjorde det forbi med hende, jeg husker nemt hvor ked af det han var blevet efter, det tog mange måneder at få ham op igen. En masse minder om Louis og mig begyndte lige pludselig at flyde rundt i hovedet på mig, lidt ligsom små strømme. "Jeg føler med dig," sagde jeg uden viden om hvad jeg havde gang i. "Hvad mener du?" "Jeg savner da også Holly," jeg var så tæt på at sige det med Louis. Jeg burde skamme mig. 


"Jeg savner hendes blonde hår som lige så fint ligger på hendes skuldre, af hendes blå dun jakke, hendes duft, hendes grin, hendes øjne, hendes-." "Hvorfor tager du så ikke ud og besøger hende? Hun bor vel stadig her i byen." Spurgte jeg. "Mh..." Var det eneste der kom ud af ham. "Det gør hun vel," han sukkede, og kiggede ud af vinduet. 

Ærligtalt forstår jeg ham godt, han har ikke haft en kæreste i tre år. Det ville jeg ikke kunne klare, men hvem ved, måske bliver jeg nødt til det. 

 


*  *  *

 

Taxaen stoppede, og niall og jeg stod ud. Foran os lå et flot hvidt hus. Faktisk har jeg aldrig været hos niall før, hvilket også er lidt mærkeligt. "Er det virkeligt dit hus?" Spurgte jeg for at bryde den akavede og stille stemning. Selfølgelig kunne jeg godt genkende det, men jeg havde bare lyst til at spørge. "Ja, det er ikke noget særligt," han kiggede over på mig og sendte mig et lille smil. Han trak sine to kufferter med sig, med mig i hælene. 


"Du bor flot," mumlede jeg, og kiggede rundt. "Tak," jeg kunne hører han sundede sig. "Men det gør man vel også når man er mange millioner," hostede jeg op. "Tror du stadig Holly kan huske mig?" Slyngede han ud i luften som et hurtigt emneskift. "Sikkert, du var hendes store kærlighed ikke?" Sagde jeg sikkert, og bevægede mig ind i stuen. "Tror du hun kan huske mig eller ikke?" Gentagede han. "Hun kan sikkert godt huske dig, det er jo ikke mere end tre år siden i har snakket sammen, vel?" Okay, well, måske knuser jeg hans følelser, men jeg er også knust. Så kunne vi jo græde sammen? 


"Vi snakkede sammen da vi skulle spille i  MSG, jeg prøvede uendelige gange at ringe op til hende, og da hun endelig tog den var det kun et 'Hej, held og lykke' efter det forsvandt hun i røret. Siden har jeg ikke hørt fra hende." Han kiggede trist ned. Jeg blev selv helt trist, af den lange forklaring. "Niall jeg er virkeligt ked af det på dine vejne," jeg lagde hovedet lidt på skrå, og faldt ned i sofaen. "Men hey, jeg har en god idé, kunne vi ikke holde en film aften?" Prøvede jeg opmuntrende. "Virkeligt? Jeg har ikke haft en film aften i mange måneder," et smil dukkede op på hans læber, og på en måde gjorde det mig glad. 


"Vi kunne kører i drive in, den ved siden af kirken, og finde nogle film nede i kiosken, på hjørnet," sagde jeg opmuntrende. "Du kender Mullingar godt, hva" min farmor boede i huset ved siden af niall's, derfor kendte jeg det hele så godt. "Hvad går du ellers og fordriver din tid med?" Spurgte han, nedladende somom jeg intet havde at tage mig til. "Faktisk så har jeg lige været på hospitalet," hov, sagde jeg det. "J-jeg mener, ø-hh..." "Hvad er der sket?" Han kiggede bekymret på mig. "Det var ikke noget, du ved jo godt jeg altid har haft meget lavt blodsukker," han nikkede på hovedet og lænede sig lettet tilbage i sofaen. 


Jeg kunne mærke hvordan min skyldfølelse stadig sitrede inde i mig, jeg måtte fortælle det til nogen, men kunne jeg stole på niall?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...