Don´t worry, Be happy

En pige ved navn Hanna, har det meget svært. Hendes mor er alkoholiker, og har aldrig taget sig Hanna. Hanna har altid haft det svært, men nu har hun besluttet sig for at lukke alt ude. Hun har ændret sig selv og er blevet iskold, hendes stil har hun også ændret. Men en dag tager hende og hendes bedste veninde i byen. Hun for lidt og drikke og ender i snak med Harry, de holder kontakten og de støder på en masse problemer. Kan hun klare det?

7Likes
0Kommentarer
579Visninger
AA

4. Why

Jeg tog mine ting, og rejste mig op og skulle til at gå "Godmorgen Hanna" sagde Harry. "Øhhh.. Godmorgen, jeg tror jeg smutter nu" sagde jeg med et lille smil. Jeg havde ingen ide om hvorfor jeg var taget med dem hjem. Jeg havde kun kort snakket med dem. "Okey, men så ses vi jo" sagde Harry mens han kløede sig i håret. "Ja farvel" smilede jeg.

Jeg tog mine taske, og trådte ud af døren. Jeg ved ikke hvad der gik ad mig, jeg plejer ikke tage med fremmede hjem. Men de var jo meget venlige, og sjove. Man kunne se The London Eye herfra, så det var tæt på der hvor jeg bor. Jeg tror det tar 10 min, at komme hjem herfra. 

Jeg stod foran hoved døren, ærlig talt gad jeg ikke ind, men det kunne jeg vel blive nød til. jeg fik taget mig sammen til at gå ind, der stank af øl og sprut i hele huset. Jeg gik bare hurtig forbi og så op på værelset, det lignede min mor sov. Jeg satte mig i stolen og tog min mobil, og så jeg havde fået en sms. 

'Det var hyggeligt i går :))' stod der. 

'Hvem er du? :)) xx' skrev jeg tilbage, selv om jeg nok godt kunne regne ud hvem det var.

´Haha, det er Harry :)´ fik jeg hurtig en besked tilbage om. 

Arhh, det tænkte jeg nok ;) Et smil kom frem på læber.

 

Jeg gik ned i stuen, "Hanna kom lige" råbte min mor. Jeg gik ind til hende, hun var helt væk. "Hanna, du skal sige når du går en anden gang" Hun skulle ikke sige hvad jeg skulle, nej for hun kan bare skride. Jeg havde lyst til at slå en eller anden lige nu, min vrede til min mor kan ikke beskrives. "Jeg gider ikke høre på dig" sagde jeg vredt. "JEG TRÆT AF DIG, OKEY?" Råbte jeg til hende, ja hun kunne bare komme an. "Kan du så snakke pænt" sagde hun surt. "Du skal ikke tale til mig, du har ALDRIG gjort noget for mig! Bare..." Jeg råbte, jeg skulle have vejret. "Bare skrid ud af mit LIV!" Skreg jeg til hende, jeg var lige glad. Hun betød igen ting for mig, jeg mener ingen ting. Det eneste hun har gjort er bare at ødelægge mit liv, jeg vil ikke være som jeg er. Men det er jeg, hver dag ønsker jeg at jeg kunne være som alle andre, og ikke have en mor som er alkoholiker. 

Hun rejste sig op og gik over mod mig, jeg sendet hende dræber øjne. Hun kunne dårlig nok gå, så fuld som hun var. Jeg fulgte vær eneste skridt, hun tog. 

Hun stod foran mig, jeg var ikke bange, jeg var iskold. Vi kiggede hinanden i øjne, jeg kunne se vrede i hendes øjne. Jeg sendte hende nogle iskolde øjne, som hentydning til jeg ikke var bange og hun igen ting betød. Hvilket hun jo ikke gjorde, hun har altid været på vershus og drikke sig fuld. "Hanna, du skal aldrig tale sådan til mig igen" sagde hun, mens jeg fik hendes klamme ånde i hovedt. Ja altså forstil dig en der ikke børster tænder, og drikker hele dagen. "Alt er din skyld, Ja din FUCKING skyld" Sagde jeg spydigt, lige i hovedet på hende. Hun kiggede surt, og inden jeg nåde at se mere. Løftede hun sin hånd og..

Klaskede hun mig den sygeste lussing. Jeg var ved at falde, smerten i mind kind. Det ringede på døren, fuck det. Smerte min kind, jeg løb med tåre i øjne "Fuck dig! Din fede ko, jeg har ingen ting til åres for dig mor" Skreg jeg, mens min stemme knækkede. Min kind, fuck hende. Jeg løb, jeg skulle væk fra min syge mor! Jeg åbnede hoved døren, og smækkede den i alt hvad jeg kunne. 

Jeg stødte ind i en person, tårene trillede ned af mine kinder, smerten kunne ikke beskrives. Jeg åbnede øjne og så Harry stå foran mig, hvad lavede han. Jeg kiggede og løb ud til fortorvet, han skulle ikke se mig sådan her. "Hanna, hvad sker der" råbte han. 

Jeg kunne mærke ham bag mig. Jeg kunne ikke gå mere, alle mine tanker i hovedet, smerten i min kind. Mit hoved var ved at springe, jeg prøvede at holde tårene tilbage, men det gik ikke så godt. 

En arm lagde sig om min skulder, jeg kiggede ned i jorden. "Hvad laver du her?" mumlede jeg mens, tårene løb ned af mine kinderne. "Øhh.. du glemte noget" stammede han. 

Jeg tror ikke han vidste, hvad han skulle gøre. Jeg stod og græd af smerten i min kind, samt smerten i mit hjerte. Det ikke første gang min mor har slået mig, men aldrig så voldsomt. Hun betyder ingen ting for mig, for mig er hun ikke min mor.

Vi stod lidt væk fra huset, nogle små hulk forlod min mund. Hvad skulle jeg gøre, det gik ikke så godt med at være stærk. Han tog sine hænder, og lagde dem under min hage. Lige så stille løftede han mit hovedet op. Jeg kiggede ham ikke i øjne, det kunne jeg ikke. Mine kinder var fyld med tåre, jeg havde lyst til at skrige. "Hvad fuck er der sket Hanna, hvem har gjort det?" Lød det forvirret fra Harry, han lød som en der ikke vidste hvad han skulle gøre. Forstår ham nu godt, han kommer for at give mig en ting, jeg havde glemt. Efter kommer jeg løbene, og gradene ud af døren.

"Hanna, kom vi tager hjem til mig nu!" sagde han bekymrende. Han lagde sin arm om mig, og fulgte mig langsomt hen til han bil, mens han hviskede i mit øre "det skal nok gå Hanna." Jeg græd og små hulk kom fra mig, jeg kunne ikke klare det. Jeg gjorde som han sagde, jeg havde jo ikke andre steder at tage hen.

Vi sad inde i bilen, der var meget stryget stemning. Jeg sad og græd, og Harry vidste ingen ting om hvad der var sket. Jeg kan bare ikke mere, min mor er fuld hverdag. Hun har aldrig været der for mig, jeg var tit alene hjemme, fordi min mor ude og drikke sig fuld. Det hårdt at have en mor, du aldrig kan snakke med eller hygge sig med. Og samtidig med det har jeg heller ikke en far, og resten af familien ser jeg heller ikke så meget til. Ja fordi min mor drikker, holder aldrig aftaler osv. Så der er ikke rigtig nogle i familien jeg ser. Ja og sådan har hele mit liv været, alt har jeg gjort selv. Jeg ændrede mig selv, for at virke lige glad med alt, sådan føler jeg mig stærkere. 

Vi var her nu, min kind gjorde ufattelig ondt. Harry kom over til mig, lagde armen om mig. "Tusind tak Harry" mumlede jeg, mens et lille hulk forlod mine læber. "Shhh, det skal nok gå, jeg er her for dig" hviskede han stille. 

Harry bankede på døren, der trillede stadig tåre ned af mine kinder. De andre drenge var hjemme, men det var lige meget nu. Jeg kunne høre dem inde i huset. 

"Heeej" Louis åbnede døren, et stort smil kom frem på hans læber da han så os, men det ændrede sig hurtig, da han så jeg græd. Han kiggede underligt på mig "Hvad sker der Hanna, kom inden for" sagde han, med en bange stemme. De andre drenge kiggede på os, og de så alle meget skræmte ud. 

Jeg fandt toilettet, da jeg ville se min kind. Jeg kiggede i spejlet FUCK, man kunne se min mors hånd. Jeg havde et stort rødt hånd aftryk på min kind. Vreden i mig, kunne ikke beskrives. Hun, hun havde fucking slået mig så hårdt, at jeg havde hendes grimme hånd i hovedet. Der gik hun over stregen, jeg var så sur. ALDRIG skal jeg snakke til hende igen. En tåre trillede ned af min kind, hvem kunne finde på at slå deres børn. Ja min mor, fordi hun ikke elsker mig! 

Jeg trådte ud af toilet døren, mit hår hang ned af kinden, så det var svært at se hånden. Langsomt, fik jeg bevæget mig over mod stuen, hvor de andre var. Hvad skulle jeg gøre? 

Jeg gik langsomt gennem stuen, jeg kunne mærke deres blikke på mig. Jeg gik videre ind på Harrys værelse, jeg havde lige set det kort sidste gang. Jeg lagde mig i sengen, med hovedet i puden. 

Jeg kunne høre de andre "Hvad der sket Harry?" spurgte de triste om. "Jeg ved det ikke. Jeg skulle give hende noget hun havde glemt, og så kom hun gradene ud og jeg kunne høre hende råbe noget inde i huset" sagde han meget bekymrende. 

Jeg kunne høre nogle fortrin, men kiggede ikke. Der satte sig en på sengen, og lagde en hånd på min skulder. Jeg kiggede og satte mig op, det var Harry. "Har du lyst til at fortælle hvad der er sket?" sagde han med en trist stemme. Hans øjne borrede sig ind i mine, de var fulde af bekymringer. "Ha-ha-Harry, jeg kan ikke" stammede jeg, en tåre trillede ned af min kind. "Bare prøv, det helt okey jeg siger det ikke" Sagde han roligt. Noget sagde mig jeg kunne stole på ham, men noget andet sagde jeg ikke kunne, da vi ikke havde et tæt forhold eller noget i nu. 

_____________________________________________________________________

Jeg har ikke rettet det igennem. Hvad synes i om kapitlet? Tror i hun fortæller Harry om hendes mor?  

- Nicole :))

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...