Koldere end døden

Det handler om 15årig Aleyna som med et bliver kastet ud i det 23årlig dødsspil... det viser sig at blive en kold fornøjelse!






Tager meget gerne imod Ris og Ros! :-D ps. Er igang med at skrive den helt færdig!!!

1Likes
0Kommentarer
269Visninger

1. Spillet

 

Jeg kan mærke panikken er ved at få fat! Jeg kan ikke styrer mig selv mere, jeg ryster over hele kroppen, det varme lag tøj gør det ikke bedre. Jeg kan se panikken i mine øjne blive genspejlet i cylinderen. Klark min stylist smiler over hele ansigtet til mig, ” Hvorfor smiler han? Han ved da hvad jeg eller vi bliver udsat for … jeg gad godt se ham kæmpe for sit liv på direkte tv! ” tænker jeg og kan mærke bitterheden, over at se den mand jeg har opholdt min sidste tid med, smile over min død. Jeg ved han er ligeglad med mig, han håber sikkert bare på et godt show, det gør alle i Capitol, og det er derfor jeg hader dem så meget. Jeg kan mærke at jeg bliver løftet op af, jeg ser de sidste glimt af Klark ” det bedste ved at dø” tænker jeg mens jeg bliver løftet op mod min undergang ”det er at jeg aldrig mere skal se Klark og, alle de andre fra Capitol” jeg når næsten ikke at tænke tanken til ende før jeg er oppe i arenaen.

Lyset blænder mig først, så jeg prøver et par sekunder at få vænnet mig til lyset. Efter det Prøver jeg at finde ud af hvor jeg er henne, det eneste ord jeg kan sige om arenaen er sne! Jorden er dækket af et tykt lag sne, man kan langt ude ane overflødighedshornet, og bag det nogle træer som sikkert ikke gode til at gemme sig i, da der ingen blade er på dem. Bare af stå stille et par sekunder har gjort hele min krop is kold, så jeg tør overhovet ikke tænke på i nat, ” Der dør sikkert mange” tænker jeg. Jeg ser rundt på mine konkurrenter, mange af den ser bistre ud, nogle bange, og andre kolde, jeg kan se den 12årige dreng fra distrikt 5, han hundefryser, man kunne få helt ondt af ham hvis, ikke jeg var nød til at slå ham ihjel. Platformen ved siden af drengen står min medsoner fra distrikt 10, William. Han er 17 og meget stærk, ham har jeg ingen chancer for at slå, så jeg håber at en anden slår ham ihjel, for jeg tror ikke kulden bider på ham. Han står helt urørt af kulden, jeg ville ønske jeg havde det på samme måde som ham. Jeg kan langsomt mærke en uro i min krop og jeg ryster både af kulde men også af skræk, jeg er nød til forberede mig på at løbe, så jeg stiller mig i position. ” når gonggongen lyder så løber du Aleyna! Overvej ikke at slås mod dem, så vinder du aldrig, tag hvad du finder på vejen, og så har du bare at komme væk! ” tænker jeg. Jeg ved jeg kan løbe hurtigt fordi, nogle gange hjemme i distriktet, kan der være sluppet et kvæg ud af stalden, og så har man bare af løbe stærkt. Nu må de 60 sekunder snart været udløbet…

Og der lyder gonggongen, jeg løber ud i ren forvirring og ved ikke helt hvor jeg skal løbe hen. Jeg løber i den retning som først falder mig ind. Jeg løber hen mod en rygsæk men pigen fra distrikt 8 indhenter mig, og spender ben for mig. I ren refleks griber jeg fat i hendes ene bukseben, så hun falder med hovedet ned i sneen. I de sekunder hun ligger nede benytter jeg mig på at få fat på rygsækken. Jeg kaster den hurtigt op på skulderen, og ser mig tilbage. Jeg kan se at pigen er væk, hun er sikkert løbet en anden retning, uden rygsækken. Det morer jeg mig meget over.  Jeg begynder at løbe mod skoven, mens jeg løber ser jeg mig et kort sekund tilbage, Jeg kan se at ambisonerne er ved at samle sig, henne ved overflødighedshornet, der ligger allerede massere lig derhenne. ” Hvis du ikke løber stærkt, så indhenter de dig” tænker jeg mens adrenalinen pumper i min krop. Jeg løber indtil jeg er et godt stykke væk fra overflødighedshornet, og dermed også ambisonerne, i trætoppen kan jeg hører nogle fugle synge, ”så må der være sikkert her. ” Da jeg løb lagde jeg ikke mærke til kulden, men det gør jeg nu! Jeg ved at jeg ikke kan tænde et bål, så er jeg så godt som død! Jeg tager med stive fingre fat i rygsækken, og åbner den. Det er faktisk en ganske stor rygsæk konstatere jeg, der er hvert fald plads til en lille sovepose, en drikkebeholder med vand i, nogle tændstikker, en kniv, en metal skål, snor, og lidt brød og tørrede frugt. ” det er en ganske godt fangst” tænker jeg og smiler lidt, men smilet forsvinder hurtigt, da et koldt vindpust får mig til at fryse i nu mere. Jeg tager drikkebeholderen og tager en lille slurk, jeg tør ikke at tag større da jeg ikke ved hvor jeg kan finde vand. Der selvfølgelig det alternativ at jeg kan varme noget sne men ikke nu. Jeg har faktisk bare lyst til at tage en lille lur, inden der sker noget anstrengende. Bom… det første kanon slag som betyder en død soner, der kommer 9 flere af dem, 10 døde sonere, det er som jeg forventede.  Jeg går over til et af de store træer, med stive lemmer, og kravler op i træet cirka 8 meter oppe.  Jeg vælger en stor og bred gren, Jeg ligger mig ned i soveposen, og binder derefter min rygsæk og mig selv til træet, det er en god og solid snor, jeg har fået fat i. Selvom jeg ligger nede i soveposen med en stor jakke på, er det stadig koldt, med det er er til at holde ud. Jeg kaster et sidste blik ud i arenaen, og falder i søvn. Da jeg vågner er det nat, jeg er iskold, men i live. Jeg blev vækket af et lys oppe fra, nu vises der de døde sonere. Pigen og drengen fra 3, pigen fra 4, ” hmm… pigen fra 4… de plejer da at gå sammen med ambisonerne, tænk hun døde! De plejer altid at overleve, hvert fald første dag! ” så er det drengen fra 5, jeg husker tilbage på ham, det var vel godt han døde, han ville dø af kulde under alle omstændigheder. Pigen fra 7, pigen fra 8, ” det var hende jeg sloges med! ” Drengen fra 9. Nu læner jeg mig frem og kigger jeg med tilbageholdt åndedrat… ” er han død? ” …. Drengen fra...11. ” når så er han ikke død ” tænker jeg og læner mig tilbage. Pigen fra 11, og drengen fra 12. Så lyder nationalsangen og derefter forsvinder aerofartøjet. Også sider jeg bare tilbage kold, træt, og alene. Jeg vælger at gå øst på, men i det jeg er på vej ned, hører jeg hurtige fødder hen over sneen, jeg skynder mig op igen. Jeg er lige kommet op da pigen fra distrikt 12 løber forbi mit træ og videre ud i natten. Lidt efter kan jeg hører tunge kroppe løbe i samme retning som mit træ. Jeg venter med tilbagehold åndedrat til de er passeret, men de stopper op og begynder at diskutere. ” Vi fanger hende aldrig! Hun er simpelthen for hurtig… vi fanger hende i morgen, vi følger bare hendes spor” siger pigen fra distrikt 1. ” måske er hun død inden, det er koldt i nat” Siger drengen fra 2, han lyder både glad og lettet. Han har sikkert ikke lyst til at løbe efter hende hele natten. Selvom jeg er langt oppe kan jeg høre dem tydeligt.  Drengen fra 1 som sikkert er overhovedet, kigger rundt på dem alle sammen med et tænksomt blik, ” okay så… Vi står lejer her! ” siger han med en dyb ryst. ”Åhh Nej, ikke her, ikke under det her træ! ”  Jeg ser med panik ned på dem… ” i morgen har de ingen problemer med at se mig! ”  De pakker deres mad ud og tænder et bål, mens de spiser snakker de om hvor dejligt det er at være med og om hvilke metoder de skal bruge til at slå os ihjel på. Jeg lytter til dem med væmmelse, men jeg syntes det er mere afskyligt at vide at der er nogle der har lært dem at gøre sådan noget. ” Victor… hvis du skulle dræbe en af dem som stadig er i live… Hvem skulle det så være? ” spørg pigen fra 2. Victor… drengen fra 1 kigger tænkende på hende, med et lumsk smil ” William fra distrikt 10! ”  Siger han brutalt ” hvorfor? ” spørg hun. ” Hvorfor ikke … Han kunne blive en trussel eller… han er en trussel, desuden fik han også gode karaktere! ” ”  Ja et 9 tal, men vi ved jo ikke hvad han viste, det kunne være hvad som helst” siger hun og begynder at grine ” han viste sikkert hvor god han er til at snøre sit snørebånd! ” Siger hun og griner, der gør de andre også men ikke Victor, han virker faktisk vred. ” Det spiller ingen rolle, hvad han viste, for de kunne lide det… ik…  Aurora?! ” det var bare for sjov” siger hun og ser overasket ud, ” jeg troede du ville grine af det ” ” Hvor sjovt er det, at vores største trussel går der ude, og bare venter på at dræbe os? ” ” jeg kan godt se det nu ” Siger Aurora, med et Irriteret blik. Efter en øjebliks tavshed, Siger drengen fra 2 noget ” Når… ” ” skal vi ikke få sovet lidt” ” jo lad os det, hvem holder udkig? ” spørg Victor. ” Det gør jeg! ” Siger pigen fra 1. så ligger de sig alle sammen ned i vær deres sove pose og ligger sig til at sove undtagen pigen fra 1, men ikke langtid senere sover hun også. ” hvad gør jeg? ” tænker jeg og prøver at finde en vej væk fra ambisonerne. ”det er åbenlyst at jeg ikke kan kravle ned til dem ” da Hende pigen fra 1 sider op af træet ” Måske kan jeg hoppe over i det næste træ der over ” tænker jeg og ser på træet som cirka er 2 meter væk. ” Hvis jeg nu bare stiller mig helt ud på spidsen af grenen, mens jeg holder fast i grenen ovenover, så kan det være at jeg kan kaste mig derover ” ” jeg må prøve! ” tænker jeg og samler mine til sammen, og tager rygsækken om på ryggen. Jeg rejser mig op på grenen jeg lå på, og tager et hårdt grab i grenen overover. Jeg går langsomt ud mod spidsen, mens grenen bøjer mere og mere ned af, den siger også lyde nu. Jeg udser mig en gren på det andet træ, tager mig sammen og hopper. Hoppet ligesom i slowmotion, jeg holder armene ud med spredte finger, jeg ser mens jeg kommer nærmere og nærmere træet. Og…. Der for jeg fat i grenen, jeg skynder mig at hoppe ned på den næste gren nedenunder og holder fat i den anden. Jeg skynder mig ind til stammen, der venter jeg, jeg på ha været stille for de vågner ikke. Jeg er lettet, at jeg er lige ved at grine, men jeg stopper mig selv inden en lyd kommer over mine læber.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...