Opgøret | Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2013
  • Opdateret: 4 aug. 2013
  • Status: Igang
Det er en stil jeg skrev til min 9. klasses afgangs ekamen sidste år. Jeg skulle skrive ud fra et billede hvor der var en dagligstue, stole var væltet og der var én bestemt ting jeg skulle have med - hvorfor var der blod på brevåbneren? Jeg har lagt en del andre historier ind, som ikke er fanfic, så det kunne være fedt at vide hvad I synes om dem. Jeg ved det er lidt anderledes, men ja! x

89Likes
46Kommentarer
1937Visninger

1. Opgøret.

Jeg vidste de stod bag mig. Jeg behøvede ikke vende mig om for at få det bekræftet, deres åndedrag afslørede det hele. De ventede på mig, ventede på min reaktion, som de allerede vidste de om lidt ville få. Deres stemmer prøvede ivrigt at trænge ind i mit hovedet, men med flere måneders øvelse, var det lykkedes mig at lukke dem halvt ude.  Det var lykkedes mig at lukke alt omkring mig ude, i perioder selvfølgelig. Det føles som om, at jeg var et helt andet sted, et sted uden andre, hvor der kun var plads til mig.

Jeg lod mit blik passere dem. De stod som altid foran døren i deres grimme hvide kitler, som var det eneste farverige i dette rum. Mit blik fandt hurtigt vinduet, og fulgte de regndråber, der trillede ned af glasset. Det hele gav en underlig uro indeni. Nervøsiteten skyllede ind over mig, ligeså hurtigt som dråberne ramte vinduet. Min facade var langsomt ved at lægge sig og lade stemmerne trænge ind. Mit blik flakkede forvirret rundt, og mødte deres øjne, som kiggede afventede på mig. ”Tilde?” det gav et sæt i min krop, da stemmen trængte helt igennem. ”Tag nu din medicin” sagde stemmen efterfulgt af et suk, som ikke var til at tage fejl af, at jeg skulle høre.

Jeg lå i min seng og kiggede ud i mørket. Min krop var afslappet pga. medicinen, og nu kunne jeg kun vente på, at mine øjne ville lukke sig i, og tage mig ind i en anden verden. En verden der var så dejlig afslappende, at jeg ønskede at forblive derinde. Jeg kunne mærke angsten stige. Det var på dette tidspunkt det hele skete. Jeg kiggede over mod døren, selvom jeg godt vidste, at der ikke kom nogen ind. Det var ikke tilladt at lade folk besøge nogen efter lukketiden, så hvorfor var jeg ikke tryg? Min krop begyndte at ryste, og en svag smerte i brystet var til at føle. Jeg kneb øjnene hårdt sammen og trak benene op under mig. Det føltes som om den knude jeg havde i maven var ved at springe. Det var det første jeg længe havde følt. Det gjorde ondt, og mine vejrtrækninger blev hurtigere. Det prikkede under mine øjenlåg, men jeg pressede bare øjnene hårdere sammen. Jeg skulle lukke smerten ude. Jeg skulle ikke lade minderne overtage mit sind. Jeg.skulle.være.stærk.

Pludselig gik en ukendt smerte igennem kroppen. Jeg spærrede øjnene op og lod et gisp trænge igennem mine smalle læber. Tårerne føltes så tunge, men jeg vidste, at hvis jeg lukkede øjnene ville min kamp være ovre, og minderne ville skylle ind som et vandfald. Min krop gjorde oprør og en smerte i halsen var til at føle. Det var længe siden min krop havde efterladt spor af sorg, og følelsen var så ukendt, at jeg ikke kunne kæmpe imod den. Det var som at have en ukendt virus i kroppen. Alt gjorde ondt, og alt var på højtryk for at få det til at forsvinde, men sommetider var det bare ikke nok. En tåre eller to trillede ned af min kind, og dér vidst jeg, at jeg havde tabt. Jeg lukkede langsomt mine øjne, og som forventede, skyllede minderne ind, men med en alt for hurtig fart, så jeg måtte kæmpe for at finde hoved og hale i det hele.

”Du kan da heller aldrig gøre noget rigtig” skreg min mor højt. Hendes tonefald kom bag på mig, og jeg hoppede forskrækket et skridt tilbage. Hun var ikke typen der skreg, det havde hun aldrig været, så hvorfor nu? ”Mor, er du fuld?” min stemme var så lille og skrøbelig, at jeg var usikker på, om hun overhovedet hørte mig. Hun vendte sig om med sådan en fart, at maleriet bag hende vippede. Mine små trætte øjne kunne ikke følge med. Hendes øjne borrede sig ind i mine, og hvis øjne kunne dræbe, så var jeg sikker på, at de havde gjort det.

”Jeg bad dig om at stille stolene her, men i stedet sætter du dem her!” hun pegede fra det ene sted til det andet, hvilket fik hende til at miste balancen. ”Mor!” råbte jeg højt og løb hen til hende. Hun var faldet ned på gulvet og prøvede nu at komme op. Jeg satte mig på hug og kunne langsomt lugte alkoholen fra hendes ånde. Hun var fuld! ”Mor lad mig” jeg tog fat i hendes arm. Jeg ville hjælpe hende! Jeg ville vise hende, at jeg godt kunne gøre noget rigtig for en gangs skyld. Hun havde længe skældt mig ud for altid at gøre det forkerte, men nu måtte jeg vise hende noget andet.

Jeg tog fat i hendes arm, men hun vred den hårdt tilbage, så vasen bag hende langsomt tippede fra side til side, og til sidst faldt og gik i flere tusinde stykker. Jeg spærrede øjnene op og kiggede på min mor. ”Undskyld! Det var ikke…” en smerte gik igennem min kind, og et højt klask lød i mine øre. Jeg tog mig hurtigt til kinden og fløj tilbage. Tårerne trillede hurtigt ned af mine kinder og skyldfølelsen fløj ind over mig. Min mor var kommet på benene og gik hen imod mig. Jeg lagde hovedet bag ud og mødte hendes øjne. Det gav et sæt igennem min krop, og langsomt overtog vreden min krop. Hvem var denne kvinde? Hendes øjne brændte, og det lignede en røgsky kunne stige ud fra dem når som helst.

Jeg kravlede et skridt baglæns og kiggede rundt i værelset. Det hele lignede sig selv. Jeg kunne genkende det hele. Spejlet der hang under maleriet, de røde farver på væggene. Men hvem var hun? ”Det er din skyld jeg er sådan her! Det er din skyld far forlod os! Det er din skyld han ikke engang vil betale børnepenge!” råbte hun og gik hen mod vinduet. Jeg var langsomt kommet op at stå, og mit blik fløj rundt fra den ene ende til den anden. Jeg kiggede hen mod chatollet og så min eneste udvej. Jeg gik hurtigt derhen og så den velkendte brevåbner, som jeg som barn havde leget med. Jeg kiggede hen mod damen som stod og hvæsede henne ved vinduet. En stemme indeni skreg, at jeg skulle gøre det nu, og jeg skulle gøre det ordentlig. Jeg ville aldrig blive fri hvis hun levede. Hun var den der ødelagde det gode i livet. Hun fortjente ikke at leve, det gjorde jeg! Og jeg skulle leve ordentlig.

Jeg gik langsomt og lydløst hen imod hende. Hun blev ved med at hvæse ord jeg ikke kunne høre. Jeg gad ikke høre dem. Stemmen i mit hoved lukkede dem ude og dirigerede mig hen til hende. Dybt inde i mig rørte noget på sig, men stemmen snakkede højere og tydeligere, og gav mig en underlig smerte i hovedet. Jeg tog et skridt mere og kunne så igen lugte alkohol. Jeg løftede armen i samme øjeblik som hun vendte sig imod mig, og hurtigt spærrede hun øjnene op og undslap et skrig.

Jeg bevægede mig i sengen og bed mig i læben. Vreden var overalt i mig, hvilket fik mig til at ryste.
 ”Hvad fik dig til at dræbe din mor Tilde?” Spørgsmålet var velkendt. Jeg fik det hver dag, og det var altid med den samme anklagende tone. Et grin undslap altid mine læber, og som altid svarede jeg høfligt og med et smil ”Hun var ikke min mor. Det har hun ikke været i lang tid” og med de ord var jeg endt bag fire mure, med læger og psykologer overalt. Men det var ligegyldigt. Det hele var ligegyldigt. Der var kun mig nu.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...