Death makes me famouz

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2013
  • Opdateret: 15 dec. 2014
  • Status: Færdig
Jeg ved jeg bliver en stjerne en dag. Og jeg ved jeg bliver nødt til at dø, for at blive det.
Sådan tænker den 17 årige Charlie, som planlægger århundredets selvmord - og at komme tilbage som spøgelse, for at høste sin succes. Men kan selvmord være svaret på alt? Bliver hun overhovedet kendt? Bliver hendes død det værd? Hvis hun altså kan gennemføre det.

15Likes
18Kommentarer
1040Visninger
AA

9. Selvstyrende ben

Denne dag havde slet ikke givet mening, og det at silhuetten nu var forsvundet var endnu en del, jeg ikke forstod noget af. Derfor ville jeg heller ikke tænke mere på det. Jeg havde lige åbnet døren, og trådt ud på den lille grusvej, der så fint pyntede til det smalle suppekøkken. Det så dog større ud indvendigt. Jeg trådte forsigtigt på stenene der belagte jorden, og fik gået op til enden af vejen. Jeg kunne enten vælge at gå hjem, som jeg havde sagt til Sue jeg ville, eller jeg kunne gå den anden vej, og gå i skole, som jeg havde sagt til min skole at jeg ville.

Valget var ikke helt så svært, som man skulle tro. Jeg havde brug for at have en lidt normal dag, og jeg havde samtidig brug for opmærksomhed. Derfor blev vejen til skolen den retning jeg valgte. Det kunne umuligt blive mere underligt, end det jeg havde oplevet. Magi der eksistere. Magiske halskæder, hekse, silhuetter og damer der forsvinder, samt at vandre rundt i ens hoved, kunne virkelig gøre noget ved en pige.

Som jeg tænkte på det jeg havde oplevet slog det mig pludseligt, at jeg faktisk var rigtig træt. Mine ben begyndte lige så stille at skælve, og ville bestemt ikke finde sig i, at gå hen mod skolen, som jeg ellers havde bestemt mig for. Ligeledes ville mine fødder ikke rykke sig den vej, og prøvede at vende sig om.

Uden at kunne kontrollere mine egne bevægelser fulgte jeg bare med, til det sted de nu ville have mig hen. Til min lettelse kendte jeg byen og dens veje ret godt, og jeg ville ikke kunne fare vild, så længe vi holdte os inde i den. Dog viste det sig hurtigt, at mine ben bare ville hjem. De gik langsomt og rystende på gaderne, imens min overkrop hang lidt bagud. Det føltes som om jeg ikke kunne følge med. Jeg kunne lige forstille mig hvordan det måtte se ud. Det ville højest sandsynligt ligne, at jeg enten prøvede høje hæle for første gang, eller at mine ben var lavet af spaghetti. Ligemeget hvad, var jeg glad for, at der ikke var så mange til at se det.

Desværre kendte jeg næsten alle i byen, og i stående, eller vaklende, sekund ville jeg ønske jeg bare var en normal person, der bare kunne gå rundt som hun havde lyst til. På den anden side lavede andre stjerner også sjove ting. Jeg var en stjerne, trods alt, så hvorfor kunne jeg ikke opføre mig latterligt? Også selvom det ikke helt var min mening at gøre lige netop dette. Det hjalp stadigvæk lidt på det. Jeg lukkede øjnene, og begyndte at tænke på alle mine tilbedende fans, der ville lægge blomster på min gravsten.

Endnu engang var jeg så forslugt i mine tanker, at jeg ikke lagde mærke til vi stod foran min hoveddør. Mine ben var stoppet lige foran, og det virkede som om, at jeg havde fået kontrollen igen. Et kort øjeblik overvejede jeg, at gå tilbage til skolen, men tanken blev skudt ihjel da mine ben begyndte at ryste endnu engang. Selvom det at jeg ikke kunne styre mine ben burde havde gjort mig lidt mere nervøs, var det igen som om nogen passede på mig, og jeg var ikke bange. Desuden var det at gå inde i sit eget sind meget mere underligt.

Hvis jeg kendte min mor ret, var hun endnu ikke taget af sted på jobbet. Hun skulle møde på chef tidspunkter, som hun kaldte det, hvilket ofte betød aldrig. Hun kunne også nemt arbejde hjemmefra. Hvis der var problemer havde hun både computer og mobil, man kunne kontakte hende på. Dog var der sjældent problemer.

Jeg fumlede lidt med min nøgle, som jeg havde taget op fra min skoletaske. Dog nåede jeg slet ikke at sætte den i låsen, før min smukke mor åbnede døren. Hun smilede, men så på mig med et spørgende ansigt.

"Jeg fik det dårligt i suppekøkkenet, og Sue sendte mig hjem..." Svarede jeg svagt, og fik et falsk host til at komme ud af min mund, for at understrege min pointe. Jeg tog min hånd for munden, så det så lidt mere ægte ud. Hun kiggede på mig, og jeg vidste hun ikke troede på mig. Hun var min mor, og jeg kunne ikke snyde hende.

"Det er okay." Svarede hun forstående. "Min model har lige aflyst, og fotografen jeg har hyret har kostet mig en formue, samt taget en evighed om at booke. Derfor får du lov til at blive hjemme, hvis du kan stå model. Gør dig klar, skat. Så kører vi. Gå gå, vi har travlt." Fortsatte hun. Hun gjorde tegn til at jeg skulle gå op på mit værelse, med begge hænder, da hun sagde den sidste del. Jeg turde ikke andet, end at gøre som hun sagde. Desuden havde jeg ikke noget imod at stå model for min mor. Jeg havde gjort det et par gange, da jeg var mindre. Min naturlige skønhed var dengang et hit hos fotograferne, men min mor mente ikke jeg skulle gå den vej. Hun selv havde stået model i en tidlig alder, og det havde givet hende unødvendige stress rynker, sagde hun.

Det så dog ikke ud til at være et problem, at jeg skulle stå model når hun selv skulle bruge det. Jeg var bare glad. Selvom jeg højest sandsynligt kun ville være på den side alle springer over i min mors magasin, ville jeg være i. Jeg ville blive set. Det ville alt i alt hjælpe mig med, at komme lidt mere frem i verdenen, som kendt. En uventet mulighed, så at sige.

Efterhånden var jeg nået op af trapperne. Mor havde ikke sagt, hvordan jeg skulle gøre mig klar, men jeg regnede med, at jeg skulle tage noget andet tøj på. Måske lidt make-up? Nej... Jeg ville blive stylet hos stylisten når vi kom. Derfor redte jeg blot mit hår, tog lidt lipgloss på, sprøjtede med lidt parfume og gik ned. Min mor så alligevel ud til at have så travlt, at hun ikke lagde mærke til jeg ikke havde skiftet. Hun smilede bare da hun så mig, og gjorde tegn til at jeg skulle skynde mig ud i bilen. For jeg skulle være model.

Jeg ville blive set, verden rundt, af modeinteresseret folk, eftersom det var det min mors magasin som regel handlede om. Jeg ville blive lige den del mere kendt, end jeg havde kunne klare på egen hånd. Min mor havde givet mig en fantastisk mulighed. Mere fantastisk end hun kunne forstille sig. En idé tog form i mit rodede og stille sind. En plan til mit spektakulere selvmord.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...