Death makes me famouz

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2013
  • Opdateret: 15 dec. 2014
  • Status: Færdig
Jeg ved jeg bliver en stjerne en dag. Og jeg ved jeg bliver nødt til at dø, for at blive det.
Sådan tænker den 17 årige Charlie, som planlægger århundredets selvmord - og at komme tilbage som spøgelse, for at høste sin succes. Men kan selvmord være svaret på alt? Bliver hun overhovedet kendt? Bliver hendes død det værd? Hvis hun altså kan gennemføre det.

15Likes
18Kommentarer
1006Visninger
AA

3. Selvmord og suppekøkkener

Jeg troede egentlig ikke at samtalen med min mor, om Yala, ville gå mig så meget på. Jeg havde ikke tænkt på andet, siden jeg fik det af vide, og det gjorde faktisk ondt på mig. Efter jeg var gået fra den afsluttede samtale og prøvede at fokusere, på hvad det nu lige var, jeg skulle hente til suppekøkkenet, sad der et par tanker og uhyggelige idéer fast. Hvis jeg ville være kendt, måtte jeg begå århundredets selvmord. Først skulle jeg dog lige opdages på en eller anden måde. For at det ikke skulle være løgn, så ville det jo på ingen måde være værd at dø for succes, hvis jeg ikke engang kunne opleve det. Hvis bare man kunne komme tilbage som spøgelse... Så ville det hele være meget lettere.

Hvad var det dog jeg tænkte på? Selvmord, vende tilbage fra de døde... Det lignede ikke mig at tænke så mørkt og så lavt om døden. Tænk bare hvad alle mine venner og mine forældre ville sige. Men selvfølgelig, så ville de være en stor del i min succes. De ville være dem der skulle ville mindes mig, hvis jeg var væk. Det var dem der skulle holde min sjæl i live, og sørge for at jeg blev kendt og der efter blev ved med at være det.

Dog var det kun en drøm. En syg og forviklet drøm som ikke ville komme til at ske. Ikke kunne komme til at ske. Det ville være umuligt at opstå fra de døde. Det ville være farligt at lege med den. Det ville også være farligt, at tage alle de mennesker der elsker mig for givet og gøre en sådan egoistisk ting. For ligemeget hvad, selv hvis det var muligt at blive til et spøgelse; så ville jeg aldrig kunne blive levende igen. Det ville ikke engang være sikkert, at det virkede. At blive kendt mener jeg. Mit liv er alligevel lidt værd. Det er godt, jeg har gode venner og veninder, jeg har penge, og jeg hjælper folk. Men på den anden side, så vil jeg gøre alt for at blive kendt. Jeg kan mærke, at jeg er ment til storhed. Til rampelyset. Til skrigende fans, der alle kender mit navn og ville give hvad som helst, for at røre mig eller få resten af min yoghurt, så de kan sælge den på ebay til en formue. Hvis jeg altså spiste Yoghurt. Jeg mangler folk der kender mig, hvor end jeg går. Jeg mangler et spotlight der kan få mig til at skinne, og jeg mangler at føle mig elsket.

De ting jeg mangler, er bare ikke lige det, som man sammenkæder med selvmord og døden. Og selvom jeg ikke ved, hvorfor jeg stadigvæk dvæler ved de tanker, må jeg vide om det ville kunne lade sig gøre. At stå op som spøgelse. Eller helt op, som en levende død. Bare uden den klamme zombie-der-vil-æde-folks-hjerner del. Den kunne jeg godt undvære. Især fordi jeg ikke tror, man ville blive særlig populær af at æde sine fans hjerner.

Da jeg havde endt min sidste tanke, var jeg nået til suppekøkkenet. Jeg havde fået hentet de gulerødder, boullionterninger og det oksekød, som jeg skulle have med. Jeg kunne lige nå at hjælpe lidt med suppen, før jeg gik videre hen til skolen. Personligt ville jeg aldrig selv spise suppe til morgenmad, men hvis man ikke havde andre valg, var man vel bare taknemmelig for det? Det er svært for mig, at sætte mig ordentligt ind i en fattigs tankegang. Ikke for at dele folk op. Dog er jeg vandt til 3 måltider om dagen, alt for meget tøj, sko, dyre uddannelser, og at jeg ikke mangler noget. Derfor kunne jeg på ingen måde forstille mig, hvordan det var ikke at have noget og blive nødt til at gå til andre, for at få mad.

"Hey, Sue! Jeg har de der ting med, håber jeg købte de rigtige, der var alt for meget at vælge imellem!" Råbte jeg, da jeg trådte indenfor i suppekøkkenet. Jeg kunne tydeligt se hendes smil. Hun var en af dem der kom tættest på at kunne blive kaldt en "fan" af mig. Selvom hun var en ret træt ældre dame som havde brugt en del år på at hjælpe til i suppekøkkenet, så var hun stadigvæk glad for det. Hun var også meget glad for mig. Hun bad mig ofte om at løbe små ærinder og hjælpe til på overtid samt underlige tidspunkter. Selv i skoletiden nogle gange. Dog havde jeg intet i mod det. Jeg fandt det meget hyggeligt, og jeg kunne godt lide at hjælpe dem der ikke havde så meget som mig. Sue smilede stadigvæk, men det havde ændret sig fra "Tusind tak fordi du er så hjælpsom" smilet til "Jeg bliver nødt til at spørge dig en tjeneste" smilet. "Hvad skal du bruge?" Spurgte jeg hende, med en irriteret, dog drillende stemme. Vi havde vores eget lille sprog. "Kunne du evt. Blive her lidt ekstra tid her til morgen? Bare og hjælpe med serveringen. Hende der skulle gøre det i dag er blevet syg, og jeg kan ikke, da jeg skal lave suppen..." Svarede hun. Jeg kiggede på hende. Vi vidste begge to, hvad jeg ville ende med at svare. Vi vidste begge to, at jeg ville ende med at blive. Alligevel ville jeg gerne føle at jeg havde magten lidt. Hvilket jeg egentlig slet ikke havde.

"Oh, forresten ser det rigtigt ud, det du købte. Må jeg bede om bonnen?" Sagde Sue lidt hurtigt. Jeg smilede og tog den op fra min lomme. Den var lidt krøllet sammen, og jeg fik blikket. Sue havde ofte fortalt mig, at jeg ikke skulle krølle bonnen, eftersom den skulle være letlæslig, for dem der betalte for tingene. Jeg smilede bare lidt flovt. Jeg vidste det jo godt. Jeg burde lægge den pænt ned i min pung, hvor den kunne ligge trygt og godt, ind til den skulle afleveres. Det var dog bare lettere sagt end gjort.

"Men hvad siger du så?" Spurgte hun. Hun hentydede til spørgsmålet fra før. "Oh, yea, jeg bliver her bare. Jeg ringer lige til min lærer, og siger jeg kommer lidt senere i dag." Og væk var jeg. Det var en af de gode ting ved suppekøkkenet. Jeg kunne slippe kvit og frit fra timer i skolen, hvis bare jeg var i suppekøkkenet istedet for. Hvis det altså ikke tog overhånd, selvfølgelig. Jeg skulle bare give lyd fra mig, og så var det i orden. Det var ikke et særlig langt opkald. Jeg præsenterede mig som Charlie, sagde endnu engang jeg var en pige, fortalte jeg var i suppekøkkenet, fik et par kærlige ord med på vejen om hvor godt det var jeg gav igen, af alt hvad jeg havde fået, og så blev der lagt på. Den samme runde, hver gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...