Death makes me famouz

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2013
  • Opdateret: 15 dec. 2014
  • Status: Færdig
Jeg ved jeg bliver en stjerne en dag. Og jeg ved jeg bliver nødt til at dø, for at blive det.
Sådan tænker den 17 årige Charlie, som planlægger århundredets selvmord - og at komme tilbage som spøgelse, for at høste sin succes. Men kan selvmord være svaret på alt? Bliver hun overhovedet kendt? Bliver hendes død det værd? Hvis hun altså kan gennemføre det.

15Likes
18Kommentarer
1137Visninger
AA

17. Selv Charlie kan tænke dybt

"En Anemone-hva-for-noget??" udbrød jeg med et forvirret udtryk i ansigtet.

"En anyurisme" svarede doktoren i den grålige kittel svagt. Hun virkede langt mindre professionel end hun havde gjort ellers. Jeg prøvede at få styr på mine tanker. Overvejede situationen og prøvede at tænke om jeg havde hørt om det før. Efter lidt tid kom jeg i tanke om at have set noget om det i diverse læge-tv serier.

"Vil jeg dø?" spurgte jeg overvejende, med en meget langsom orddannelse. Mine ord skælvede som virkeligheden gik op for mig. Jeg var for ung til at dø. Jeg var ikke blevet kendt endnu. Jeg skulle begå selvmord og blive til et spøg.... Ehm. Vent nu lige. Var det virkelig hvad jeg ville?

Som døden kom bankende på min dør blev jeg pludselig bange. Det var ikke gået op for mig før nu hvad jeg havde gang i. Hvordan kunne jeg være så dum? Hvordan kunne jeg tænke sådan noget? Jeg ville ikke dø. Jeg vil ikke dø. Jeg vil leve. Jeg vil kæmpe. Jeg vil finde et talent. Jeg vil overleve!

Med hurtige og faste bevægelser rev jeg drops ud fra mig. Jeg ville ikke blive her mere. Jeg kunne ikke blive her mere. Det hele var bare endnu en drøm som heksen gav mig for at skræmme mig. Det måtte helt klart være det. Intet var virkeligt. Jeg ville absolut ikke dø hverken i dag eller i morgen.

Som jeg prøvede at komme ud af værelset kom min mor ind foran mig.

"Rolig, skat. Hvis du ikke bliver og hører hvad lægen siger, så kan det være... Så kan det være" Hendes stemme knækkede over. Hendes make-up og tårer havde givet hende røde og store pandaøjne. Hun skælvede. Hun rystede. Hun græd. Hun var bange. Jeg var bange. Vi kiggede på hinanden i et kort stykke tid, hvorefter jeg blev beroliget. Jeg var klar til at høre på lægen nu. Med en rolig krop trak jeg vejret dybt ind med lukkede øjne, og gjorde mig klar. Lægen måtte have fornemmet situationen og gik i gang med at forklare.

Hun forklarede at en anyurisme kunne få folk til at se ting der ikke findes. Trykke på noget i hjernen og på den måde gøre ting mere besværlige. Især når det er i hjernen. Hun forklarede at den var ret så stor, og derfor ikke kunne opereres på med det samme, men at de ville prøve at formindske den på en eller anden måde. Tror jeg. De ville i hvert fald gerne have at jeg blev i noget tid, ind til de kunne operere. Jeg gjorde ikke andet end at nikke. Ikke andet end at være bange.

Et par gange kiggede jeg over på min mor. Hun så skræmt ud, men hver gang jeg så på hende skyndte hun sig at smile trøstende. Lugten i hospitalet begyndte at overvælde mig. Der lugtede lidt som i suppekøkkenet, bare mere sygt. Af gamle mennesker. Af varm suppe og mad, men også af sygdomme. Af bakterier. Som en kvalm og tung lugt man ikke ville kunne give op. Lige nu ville jeg helst være i skoven. Eller ligge på en mark.

"Så det er sådan det er" Lægen kiggede op efter hun havde talt færdigt. Først for sent opdagede jeg at jeg igen havde ladet mine tanker strømme. Jeg havde ikke hørt alt. Jeg må have set hamrende forvirret ud, eftersom min mor bare sendte mig et smil der fortalte mig at hun havde hørt alting og nok skulle fortælle mig om det senere.

Et dybt suk fra den dybeste del af min mave forlod min mund som lægen var gået. Min krop begyndte at ryste. Hvad skulle jeg gøre nu? Jeg så ned på mine rystende hænder,og opdagede at det dryppede. Først tjekkede jeg loftet, men det så meget tørt ud. Det var først efter min mor gav mig et lommetørklæde at jeg opdagede jeg græd. Tårerne strømmede ud, og jeg kunne ikke stoppe dem. De flød ud og jeg begyndte at hulke. I det mindste er jeg ikke kendt lige nu. Det ville være en skam hvis en paparazzi fik dette billede af mig. Så svag jeg er.

Men... Jeg vil ikke stoppes. Jeg vil være kendt. Bare ikke som død. Jeg vil finde et talent. Men. Hvad kan jeg egentlig? Jeg kan godt stå model, men siden mor er imod det ved jeg ikke om det er en god idé. På den anden side kan jeg vist ikke rigtig andet end det.

Der kom flere tårer og jeg begyndte at græde rigtigt. Jeg var hjælpeløs. Jeg kunne ingenting. Jeg var en forkælet møgunge som bare ville have mere og mere. Jeg ville være kendt kun for at være kendt. Hvordan kan jeg være så egoistisk? Hvordan kan jeg være et forbillede for andre, når jeg har tænkt på at dø for at andre vil se op til mig? Hvordan kan selvmord være vejen frem?

Min hjerne gik stille ind i fortvivlelsens labyrint. Lige meget hvor mange gange jeg prøvede at vise den vejen ud blev den ved med at gå ind i en blindgyde. Den kunne ikke finde vejen ud. Lidt efter lidt blev jeg mere deprimeret.

Hospitalslugten hjalp ikke på det. Sengen hjalp endnu mindre. Tøjet hjalp mindst. Grå, hvid, sort. De eneste farver i mit rum kunne ikke engang kaldes farver. I mens jeg var gået ind i "Charlies Hjerneland" havde min mor sat sig til at sove igen. Jeg havde sagt hun gerne måtte gå hjem,og at hun bare kunne komme tilbage dagen efter, og gerne med noget tøj samt nogen af mine ting, men hun ville ikke gå fra mig før besøgstiden var slut. Heller ikke selvom alt hun lavede var at sove. Måske jeg skulle tage hendes gode eksempel.

Lidt efter lidt faldt jeg ind i drømmeland. Selv jeg, Charlie, kan åbenbart tænke dybt nogen gange...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...