Death makes me famouz

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2013
  • Opdateret: 15 dec. 2014
  • Status: Færdig
Jeg ved jeg bliver en stjerne en dag. Og jeg ved jeg bliver nødt til at dø, for at blive det.
Sådan tænker den 17 årige Charlie, som planlægger århundredets selvmord - og at komme tilbage som spøgelse, for at høste sin succes. Men kan selvmord være svaret på alt? Bliver hun overhovedet kendt? Bliver hendes død det værd? Hvis hun altså kan gennemføre det.

15Likes
18Kommentarer
1071Visninger
AA

20. Sandheden om halskæden

"Mener du virkelig det?" spurgte hun roligt.

Jeg vendte mig om i mit hospitalværelse, hvor jeg havde sovet med min krop. Der stod hun. Heksen. Hun havde ikke ændret sig.

"Undskyld" startede hun stille.

"Jeg prøvede virkelig at hjælpe dig, men du ville ikke høre. Jeg er virkelig ked af det. Sådan en ung pige. Men det er nu engang sådan halskæden virker."

Jeg stirrede på hende. Glad for at hun kunne se mig. Glad for at kunne tale med nogen. Glad for at blive lagt mærke til. Dog havde jeg så mange spørgsmål. Hvad mente hun med halskæden? Hvad mener hun med at det er sådan den virker? Hvem er hun? Hvad er halskæden?

"Jeg er halskædens slave. Mit job er at sørge for at halskæden får en ny ejer, når den gamle ikke længere kan bruges. Jeg fandt halskæden i år 1650. Jeg ved ikke hvordan den er kommet til denne verden. Dog ønskede jeg også med den dengang... Mit ønske var at leve for altid. Men alle ønsker kommer med en pris. I sær i denne verden hvor magi er meget begrænset. Halskæden kan ikke overleve uden en såkaldt 'opladning'."

Jeg trak vejret langsomt. Prøvede at forstå hvert et ord hun sagde til mig. Prøvede at smage ordene, så jeg bedre ville kunne forstå. Men jeg var blank. Hvilken pris?

"Du har brugt dit ønske, Charlie. Du må derfor betale prisen. Dit ønske var at du ikke ville dø. Halskæden er dog begrænset. Den kan ikke genoplive en død, og siden du var helt død, selvom det kun var i 5 sekunder, gjorde den det bedste den kunne. Du er nu halvt i live og halvt død. Halskæden virker sådan, at så snart ønsket er helt opfyldt, og ejeren er glad, så vil prisen blive betalt. Siden det er et lidt omvendt tilfælde med dig, så er det fordi du netop ikke er glad, at halskæden vil tage prisen. Prisen er dit liv, Charlie."

Hun må have brugt det der føltes som et tæppe igen. Hun har lige fortalt mig at jeg vil dø. At jeg skal betale med mit liv for ikke at dø. Men.... Var det hele så en løgn? Selv hvis jeg havde gået i gennem med det mest spektakulære selvmord ville det ende sådan her. Et spøgelse kan ikke blive set. Røre. Sanse. Jeg ville kun se sorg, og ende på samme måde som nu. Dog er jeg ikke bange. Som første gang vi mødtes. Første gang hun fortalte om magi. Hendes usynlige tæppe ligger omkring mig.

"Halskæden har altid haft brug for opladninger efter hvert ønske. Derfor kræver den skyggen. Silhuetten af den person der ønskede. Men du dør ikke helt der, Charlie. Halskæden vil tage dig til fange. Bruge din kraft, ind til den næste laver et ønske. Det er sådan det fungerer. Det er noget du skal vide. Jeg følger blot halskædens ordrer. Da du var sød ved mig prøvede jeg at stoppe dig flere gange i at lade dit ønske blive til virkelighed, men du var stædig, Charlie. Du var så opslugt af idéen om at blive berømt, at du glemte vejen for at blive det. Det har du vidst også forstået. Jeg er virkelig ked af det Charlie, men det er snart tid."

Hun så trist ud. Hun talte sandt. Jeg kunne se det i hendes øjne og hendes sørgmodige smil. Hun havde også ret. Jeg fandt ud af det hen af vejen. En simpel tanke blev til en livsfarlig en, og nu betaler jeg prisen. At være fanget i en halskæde... Hvorfor kan jeg ikke tage det seriøst? Altså, helt ærligt. Kommer jeg til at kunne tænke? Eller vil jeg bare dø, uden at være død? Måske det er et stort hus inde i halskæden. Gad vide om jeg skal gå på toilettet. Nu når jeg tænker over det har jeg ikke været på toilettet som spøgelse, så højest sandsynligt ikke. Optimistisk til det sidste, huh? Det er bedre end at skulle se al den sorg og håb igen.

Jeg vil aldrig vågne op. Min mor vil blive knust. Men er det ikke bedre at forsvinde helt, frem for at give hende håb om en dag der aldrig vil komme? Jeg ved det ikke. Lige meget hvor hårdt jeg prøver er jeg stadigvæk egoistisk. Selvom jeg ville hjælpe andre var det hele for mit eget ego. Var det virkelig det værd?

"Nogen finder halskæden ved et tilfælde, og laver et ønske uden at vide det før det er for sent. Andre bliver lokket af mig. Det er sådan det fungerer. Det er sådan halskæden kører rundt."

Disse ord var det sidste jeg fik af vide før hun forsvandt. Jeg havde stadigvæk halskæden. Den ville tage mig når det var tid. Det er sjovt hvordan der aldrig er nogen nem vej til de store ting alle vil have. Det er også sjovt at jeg er vokset så meget, kun for at dø. Tæppet må stadigvæk være om mig. Jeg føler mig så rolig. Jeg kan ikke få lov til at græde eller føle angst. Jeg kan ikke få lov til at føle mig utilpas. Den eneste følelse der er, er tryghed. En falsk og klam tryghed der presser alt luft ud af mine lunger.

Gad vide om det vil være sådan her ind til jeg forsvinder? Hvad sker der når jeg forsvinder?

Tænk hun fortalte mig alt det. Jeg ville ikke vide at jeg ville blive taget til fange. Jeg ville ikke vide at jeg ville dø helt. Jeg troede jeg ville vågne op. Se min mor. Kramme hende. Får hende til ikke at græde sig selv i søvn mere. Hvordan kunne jeg bare lade det gå så galt? Hvis jeg ikke ønskede ville jeg have været død nu. Jeg ville ikke behøve at tænke på min stakkels mor.

Lyset var så blændende. Jeg opdagede ikke hvad der skete før jeg blev løftet op i midten af de skarpe hvide stråler. Jeg hørte et lille tak i et kort sekund. Det lød som en pige. Jeg ville nu blive halskædens nye silhuet. Jeg ville oplade den...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...