Death makes me famouz

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2013
  • Opdateret: 15 dec. 2014
  • Status: Færdig
Jeg ved jeg bliver en stjerne en dag. Og jeg ved jeg bliver nødt til at dø, for at blive det.
Sådan tænker den 17 årige Charlie, som planlægger århundredets selvmord - og at komme tilbage som spøgelse, for at høste sin succes. Men kan selvmord være svaret på alt? Bliver hun overhovedet kendt? Bliver hendes død det værd? Hvis hun altså kan gennemføre det.

15Likes
18Kommentarer
1013Visninger
AA

7. Ren rubinrød magi

Det var ikke svært at vide, hvad det egentlig var jeg ville. Det svære var, at skulle ønske det på den rigtige måde. Selvmordet kunne jeg nok godt stå for selv, men det at skulle blive vagt til live igen, det var et problem. Det problem jeg skulle bruge ønsket til at løse. Heksen havde sat sig ned på en spand i det lille baglokale, og det var først der jeg mærkede hvor trætte mine ben var, af at stå op. Hvor længe havde vi overhovedet stået herinde? 10 minutter? 20? 30? Måske en hel time. I så fald ville jeg nok få skæld ud af Sue, når jeg endelig kom ud.

Ønsket... Det var der jeg kom fra. Måske jeg skulle ønske at blive et spøgelse. Jeg kunne begå selvmordet og så vende tilbage, for at høste min succes. I det skjulte vel og mærke. Var det nu overhovedet det værd? Et ønske kunne jeg i realiteten bruge til mange ting. Det hus til de fattige, som jeg havde tænkt på før jeg faldt, f.eks. Så mange ønsker og så lidt tid. Jeg lukkede langsomt øjnene, som når man er ved at sove, men prøver at holde sig vågen. Jeg trak vejret dybt ind, og prustede det ud. Tankerne lod jeg strømme, for at finde ud af præcis hvad jeg ville.

Det var det samme ønske der kom op igen og igen. Spøgelses ønsket. Men det var på den anden måde sygt. Jeg ville måske nok blive kendt, og jeg ville helt klart opleve det. Dog ville jeg lade hele min familie være tilbage, mine venner, og jeg ville være død. Min krop ville være død. Mig, Charlie, 17 år, død. Ville jeg kunne bære den tanke? Ville jeg fortryde hvis det var det ønsket blev brugt på?

Min livslange drøm var at blive kendt, og det var det jeg måtte stile efter. Jeg vidste hvad jeg måtte gøre. Det var som om rengøringsmidlerne i det lille baglokale begyndte at lugte og dufte endnu mere, end de havde gjort først. Lidt sjovt, for det plejer egentlig at være omvendt. Hvis man kan lugte noget lige når man går ind, lægger man som regel ikke mærke til det, når man har været der lidt tid. Endnu en distrahering. Jeg måtte fokusere. Tænke klart. Ikke drage forhastede beslutninger, og fortælle mit ønske. Hvis altså mit ønske var muligt. I tegnefilm, når man får 3 ønsker, så plejer man ikke at kunne ønske sig rigdomme, kærlighed eller at få nogen vækket til live. Jeg kiggede derfor på hende, den lille gamle kone, vel vidende at hun havde hørt alle mine tanker. Hver og en, og så ventede jeg. Ventede på svaret.

"Det kan godt lade sig gøre. Dette er ikke en tegnefilm. Det er det virkelige liv. Desuden... At gøre en død til et spøgelse er ikke det samme som at vække en død til live, og det er derfor muligt." Hun talte endnu engang langsomt. Den hæse stemme var stadigvæk væk, og hun lød bedrøvet. Hun kiggede ned på den spand hun sad på, og trak vejret ind. Hun beholdte det inde i lidt tid, hvorefter hun stille og roligt pustede det ud igen. Det var kun fordi der var så stille i det lille rum, at jeg kunne høre den lave lyd, der lød som et dybt suk.

Jeg kunne ikke sige, at jeg ikke forstod hende. Enhver der havde været inde i mit hoved, ville nok blive lidt trist. Dog vidste jeg hvad jeg ville. Nu manglede jeg bare at planlægge mit selvmord, eller hvordan jeg nu skulle dø, og så blive til et spøgelse.

"Hvordan kan jeg få fat i dig?" Spurgte jeg stille, og hurtigt. Jeg ville nå at sige noget, og tænkte derfor højt. Det var det mest normale jeg kunne finde på, i denne her meget anderledes og underlige situation. Hun kiggede trist på mig, rejste sig op, og gik over til mig. Stille og roligt. Med meget præcise bevægelser,slog hun sine hænder sammen, så de lå præcis finger mod finger. Håndflade mod håndflade. Derefter messede hun et par underlige ord, meget lavt. Det lød mest af alt som en omgang vrøvl. Det var der jeg så det ske. Det mest virkelige tegn på at magi virkelig fandtes.

Hun løftede stille og roligt sin ene hånd fra den anden. Der skinnede lys ud til alle sider, og oplyste hele rummet endnu mere. Hendes ansigt var meget koncentreret og alle rynkerne var igen kommet tydeligt frem. Lyset blev stærkere, og hånden blev løftet højere op. Jeg blev nødt til at knibe øjenen sammen, for ikke at blive blændet. Midt i al lyset var der en halskæde. Den smukkeste halskæde jeg nogensinde havde set.

Den røde, flotte kæde var lavet af et metal jeg ikke kendte, og glimtede som rubiner, når solen rammer dem lige rigtigt. Det søde vedhæng var formet som et hjerte, og inde i det røde hjerte, var der en silhuet af en figur, jeg ikke kunne finde ud af hvad var. Jeg var tryllebundet af halskædens skønhed, og som lyset rundt om forsvandt, blev den bare smukkere. Den hang bare der, mellem hendes hænder, uden snore, og uden andet en ren magi. Jeg lukkede øjnene, blot for at være sikker på den var virkelig, og at den stadigvæk var der, når jeg endnu engang åbnede dem. Da jeg åbnede øjnene var den der ikke, og konen var ligeledes væk. Dog mærkede jeg noget tungt på mit bryst. Jeg kiggede ned, og halskæden hang der, rundt om min hals.

Roligt førte jeg mine tynde fingre op til den, blot for at snitte den et par gange, med mine fingrespidser. Den var blød, men samtidig hård. Måske det slet ikke var et slags metal? Måske det var sådan magi føltes i fast form? Før jeg vidste af det havde mine hænder grebet om hjertet på halskæden. Jeg prøvede at løsrive dem fra den, men de holdte fast. Jeg kunne heller ikke rive den over hovedet, men jeg stod bare der. I et baglokale, med mine hænder "bundet" til en halskæde, der var lavet ud af ren magi, uden noget som helst spor på, hvad der nu skulle ske...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...