Death makes me famouz

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2013
  • Opdateret: 15 dec. 2014
  • Status: Færdig
Jeg ved jeg bliver en stjerne en dag. Og jeg ved jeg bliver nødt til at dø, for at blive det.
Sådan tænker den 17 årige Charlie, som planlægger århundredets selvmord - og at komme tilbage som spøgelse, for at høste sin succes. Men kan selvmord være svaret på alt? Bliver hun overhovedet kendt? Bliver hendes død det værd? Hvis hun altså kan gennemføre det.

15Likes
18Kommentarer
996Visninger
AA

18. On the frontpage

3 uger senere...

"Hey Charlie, jeg har en overraskelse til dig" Min mor kom smilende ind i hospitals rummet. Hun plejede ellers at se halvtrist ud, med et falsk smil og halvlukkede øjne. Dette smil var dog rigtigt. Det var sandt, og det fik mig til at smile med hele mit hjerte. Det var min mors berømte "smittende smil" som hun havde brugt meget i sine model dage.

"Uh, uh, hvad er det?" Jeg kiggede spændt på hende. Hvis jeg havde haft en hale ville den have flippet helt ud, og den ville have matchet mine puppy-dog eyes helt perfekt. Jeg gjorde store øjne, da jeg, efter at have givet hende et søgende blik fra top til tå, fandt en tyk pakke som hun gemte på ryggen. Eller rettere, prøvede at gemme på ryggen. Den var større og tykkere end hendes spinkle krop, og var derfor ret så nem at se. Der var rødt gavebånd omkring, og flot rødt gavepapir. Farverne mindede mig om min halskæde og om kjolen jeg havde haft på til photoshootet.

"Kan du gætte hvad det er?" Spurgte hun drillende. Hun vidste udemærket at jeg hadede den slags spørgsmål. Men jeg lod det ikke gå mig på. Jeg ville få en gave! En gave kun til mig! Efter tre rådne uger uden gaver, eller rettere sagt, uden store gaver, havde jeg brug for den! Jeg måtte vide hvad der var i nu. Mine fingre var elektriske efter at få fat i den pakke. De kriblede og krablede og løb af sted med mig, lige så snart pakken var inde for rækkevide. Min mor rakte den langsomt frem, så der gik alt for mange spændende sekunder. Jeg måtte se hvad der var i pakken...

"OH MY GOD" udbrød jeg. Tårer sprang ud af overraskelse. Jeg kunne ikke tro det. Mine fingre havde revet både bånd og gavepapir af pakken på rekord tid, og i pakken var der en af de mest fantastiske gaver jeg kunne drømme om.

"Designeren syntes du skulle have den. Han elskede dine billeder." Min mor smilede stolt. Jeg smilede stolt, og kiggede igen ned i æsken. Der lå kjolen fra photoshootet, samt min mors magazin med mig på forsiden. Det var en del af en drøm der var virkelighed. Det var virkelig den bedste gave. Jeg så så smuk og prof ud på forsiden. Jeg hørte til der. Jeg ville være model. Selvom min mor advarede mig om hvor hårdt det ville være, så ville jeg kæmpe. Jeg ville gøre mit bedste for det. Jeg ville helt klart ikke lade det give mig et usundt liv.

Der var gået tre uger siden jeg var blevet indlagt. Lægerne havde givet mig medicin, taget prøver og gentagende gange spurgt hvordan jeg havde det, og om jeg havde nogen hallucinationer. Jeg havde ikke set heksen siden min drøm, og heksen var nok bare en illusion. Det endeste der var svært at forklare var halskæden... Hvis den var virkelig burde heksen også være virkelig, og jeg kunne tydeligt se halskæden på forsiden. Den matchede kjolens røde detaljer endnu bedre på et billede end i virkeligheden.

"Jeg hørte din mor var her, og tænkte jeg ville komme ind. Jeg har noget at fortælle jer." Lægen kom ind på værelset. Hendes hår så værre ud i dag end det ellers havde gjort. Hun så også ekstra træt ud. Måske hun havde haft lange vagter de sidste par dage? Eller måske havde hun ikke fået nok kaffe.

"Du er klar til at blive opereret på, men som I nok kan gette er der visse risikoer man løber, når det hele forgår i hjernen." Hun tog en dyb indånding og fortsatte, "I værste tilfælde er der døden. Derudover er der også risiko for at miste..." Jeg stoppede med at høre efter. Det ville kun gøre mig mere bange, og min mor bekymrede sig for os begge. Jeg skulle bare koncentrere mig om at overleve. Så simpelt var det.

Operationen ville forgår om 2 dage. Jeg skulle bare forberede mig mentalt. Jeg ville ikke give op. Jeg havde endelig et mål. Drop døden og bliv model! En flot og elegant talsperson. Jeg ville tale med min mor om det, og igennem hende ville jeg kunne få gode kontakter. Selvom hun er i mod det vil hun stadigvæk hjælpe. Hvis noget skal gøres, skal det gøres ordentligt siger hun som regel, og med dette ved jeg hun vil hjælpe.

Jeg kommer til at blive okay... Selvom jeg er bange vil jeg ikke lade det stoppe mig.

Operationsdagen kom. Det ville være en vågen operation siden de skulle være sikre på min hjerne stadigvæk virkede selvom de mufflede rundt derinde. Jeg brød mig ikke om idéen om at nogen skulle rode rundt derinde. Tænk på alle de underlige ting de ville finde. Endnu mindre brød jeg mig om at skulle lugte til mit eget kød. Hvad hvis jeg bliver sulten af lugten af hjerne? Og min egen endda? Hvad vil de så gøre? Skære en bid af og severe det til frokost? Ad, ad, ad. Hvordan pokker sniger sådanne tanker sig altid op på mig?

Roligt og sikkert blev jeg kørt ind i operations rummet. Alt var hvidt og gråt. Der var redskaber som skalpeller, sakse og nåle. Alle pinligt sterile, så meget at de glimtede. Jeg havde sagt farvel til min mor, hun havde sagt at vi ses. Ingen grund til at tro nogen andre ting. Jeg ville overleve det her. Jeg troede på heksen, som nok kun var fantasi, og havde bedt om at få min halskæde med mig ind. Jeg ville holde den under hele vejen.

"Vi begynder nu. Bare svar på vores spørgsmål, og koncentrer dig kun om det." En ældre mand med en ru stemme kiggede på mig. Han var iklædt blå scrubs og jeg kunne kun se hans øjne. Jeg nikkede bare, og han spurgte mig derefter om mit navn, min alder, hvad jeg lavede, og nogen nemme matematik spørgsmål og den slags. Jeg kunne ikke mærke smerte, men jeg kunne høre de klamme lyde de lavede fra mit hoved. Jeg kunne lugte blodet. Jernen i blodet. Jeg havde lyst til at lukke øjnene. Jeg var bange.

Bip. Bip. Bip. Bip.

Jeg kunne mærke uroen i rummet. Panikken. Angsten. Jeg kunne mærke at jeg havde lyst til at sove. Alt omkring mig blev slørret.

Jeg vil ikke dø...

"Vi mister hende" var det sidste jeg nåede at høre før jeg lukkede øjnene og faldt i en dyb søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...