Death makes me famouz

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2013
  • Opdateret: 15 dec. 2014
  • Status: Færdig
Jeg ved jeg bliver en stjerne en dag. Og jeg ved jeg bliver nødt til at dø, for at blive det.
Sådan tænker den 17 årige Charlie, som planlægger århundredets selvmord - og at komme tilbage som spøgelse, for at høste sin succes. Men kan selvmord være svaret på alt? Bliver hun overhovedet kendt? Bliver hendes død det værd? Hvis hun altså kan gennemføre det.

15Likes
18Kommentarer
1072Visninger
AA

11. On the catwalk, you know what I mean

"Vi er klar til dig nu!" Hørte jeg nogen råbe, uden for døren af det lille rum jeg stod og klædte om i. Der var trængt, og i forhold til de overdådige omgivelser udenfor, kunne jeg ikke forstå hvordan nogen kunne sætte et mikro rum her. Selv hvis jeg var en myre, ville jeg ikke have plads nok. Tøjet var kommet på, og jeg åbnede derfor døren, og tog et skridt ud. Selv uden håret og makeuppen vidste jeg, at jeg var smuk. Folk kiggede på mig, lidt skjulte. Som om de ikke ville lægge mærke til mig, men alligevel blev nødt til det.

Stylisten der råbte, at de var klar til mig, tog mig under armen, og skyndede på mig. Jeg skulle igen over til hår og makeup, så de kunne sætte det hele flot. -Nu når kjolen var kommet over mit hoved. Jeg var meget træt i forhold til den dag jeg havde haft, og var derfor meget glad for, at jeg kun skulle stå model i en enkelt kjole. Hvis jeg skulle skifte, få sat hår, skifte, få sat hår hele tiden, med 8 forskellige outfits ville jeg få et flip.

Makeuppen var klar, og der skulle bare lige sættes de sidste totter op i håret. Jeg var klar. Den sorte eyeliner fik mine brune øjne til at skinne igennem. Den knaldrøde læbestift passede perfekt til de røde detaljer på kjolen, samt min halskæde. Rougen gjorde mine kindben tydligere end de allerede var, og fik mig til at fremstå mere damet, moden og voksen. Mit intense blik stod jeg selv for, som jeg beundrede stylisternes værk i spejlet. Jeg elskede især den måde mit hår var sat på. Det mindede mest af alt om Audrey Hepburns frisure i "Breakfast at Tiffany's".

Med kontrollerende bevægelser rejste jeg mig op. Jeg kunne høre kald, om at folk ventede på mig. De var alle samlet om den røde løber, og som jeg havde gættet var det der vi skulle fotografere. Med faste skridt, i de høje hæle jeg havde fået på, gik jeg derover af. Jeg kiggede lidt rundt på de mennesker der var, og tog instinktivt min venstre hånd op til min magi halskæde. Bare for at være sikker på den stadigvæk var der, og det at røre ved den gjorde mig straks rolig. Ikke at jeg havde noget at være nervøs for. Jeg var smuk, jeg kunne styre mine bevægelser, og jeg vidste hvordan man flirtede med kameraet. På samme tid havde jeg verdens smukkeste kjole på, og noget virkelig flot hår. Alt var perfekt.

De ellers så faste skridt blev lidt roligere, og jeg trådte ind på den flotte røde løber. Den første til at betræde den, ville jeg tro. Fotografen kiggede intenst på mig, som om jeg var maleriet Mona Lisa. Lige så dyrebart, og lige så facinerende.

"Spind for mig!" Hvinede han derefter. Igen med den feminine stemme. Han stirrede intenst på mig, og det samme gjorde hans kameralinse. Den ventede bare på at kunne klikke løs. Jeg blev dog lidt fornærmet. At skulle spinde for ham, ville jeg sige var lidt underligt. Også selvom jeg godt ved, at han mente, at jeg skulle slå mig løs. Være en tiger. Måske han havde tænkt sig at sige "Spind for mig, Missekat!", men da det på mange måder nok ville virke upassende, var det godt han stoppede, da han gjorde.

Efter min sidste tanke endte stoppede jeg helt med at tænke, og slog mig løs. Posérede som gjaldte det livet. Stirrede intenst, gav bløde blikke, kiggede ondt, kiggede blidt, lavede trutmund, smilede, smilede ikke. Samtidig med jeg med bløde og fine bevægelser fik bevæget min krop rundt, på alle mulige forskellige måder. Jeg var næsten sikker på, at han ihvertfald ville finde et enkelt billede, han kunne bruge til noget. Det tog omkring 10 minutter, da han endelig gjorde tegn til, at jeg skulle stoppe.

"Det var amazing!" Smilede han til mig, med tryk på amazing. Jeg smilede stort igen. Der så jeg en skygge, der kom løbende over til mig. Med den dag jeg havde haft begyndte mit hjerte at pumpe. Mine håndflader blev svedige. Jeg lukkede øjnene, og prøvede at få min vejrtrækning under kontrol. Jeg vidste ikke hvad jeg kunne forvente, når jeg igen åbnede øjnene. Jeg vidste ikke engang hvorfor jeg flippede ud.

"Hvor klarede du det flot, min skat." Sagde min mor i en stille og rolig tone. Dog med lidt stolthed i stemmen. Jeg havde gjort det godt, og den løbende skygge var bare min mor. Kunne det være mere perfekt? Snart ville jeg være i et magasin, hvorefter jeg vil blive lidt mere kendt. Alt gik efter planen. En plan man egentlig ikke helt kunne kalde en plan endnu, da den blev udarbejdet efterhånden som ting gik som de skulle. Jeg manglede at blive lidt kendt, jeg fik et modeljob. Jeg manglede at kunne opstå fra de døde, jeg fik et ønske. Nu mangler jeg blot at finde på det mest spektakulere selvmord i verdens historien, og så skulle den gerne være der.

"Åh, skat, jeg håber ikke jeg pressede dig for hårdt. Du var virkelig bare fab!" Den maskuline, og dog så feminine stemme havde sat sig fast i mit hoved. Jeg kunne kende den over alt. Fotografen var igen kommet over til mig, efter at han havde pusset sit kamera, og lagt billederne op på computeren.

"Det gjorde du ikke," grinede jeg "Det var rigtig sjovt." Med den sluttende sætning kiggede jeg op på ham, og hans enorme smil. Det så nærmest skræmmende ud, og alligevel så afslappet, og trygt.

"Jeg MÅ bare fotografere dig en anden dag, kan jeg få dit nummer?" Hvinede han for 117. gang idag. Jeg stirrede på ham. Endnu en chance for at blive mere berømt. Hvorfor ikke? Dog cuttede min mor mig af, lige da jeg skulle til at sige mit nummer.

"Du kan få mit nummer, og aftale modeljobs via mig." Sagde hun med sin proffessionelle stemme, som hun så tit brugte i telefonen. Jeg vidste egentlig ikke hvad der var galt, men kunne på den anden side godt se det kloge i, at han ikke kunne komme direkte til mig. Eller... Jeg troede da jeg kunne se det kloge i det.

"Tusind tak." Sagde han, oprigtigt og taknemmeligt, og gik derefter hen til computeren han kom fra. Jeg kiggede på min mor, og hun smilede til mig.

"Du har virkelig været dygtig, skat. Jeg tror vi sætter dig på forsiden." Sagde hun, hvorefter hun vendte om på hælen og gik hen mod den samme computer, som fotografen. Sagde hun lige på forsiden?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...