Death makes me famouz

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2013
  • Opdateret: 15 dec. 2014
  • Status: Færdig
Jeg ved jeg bliver en stjerne en dag. Og jeg ved jeg bliver nødt til at dø, for at blive det.
Sådan tænker den 17 årige Charlie, som planlægger århundredets selvmord - og at komme tilbage som spøgelse, for at høste sin succes. Men kan selvmord være svaret på alt? Bliver hun overhovedet kendt? Bliver hendes død det værd? Hvis hun altså kan gennemføre det.

15Likes
18Kommentarer
1007Visninger
AA

6. Oh, oh, oh it's magic, you know

Jeg kunne mærke min brystkasse gøre ondt, for hver evig eneste lille vejrtrækning jeg tog, efter jeg sagde de 5 små ord. Jeg kunne mærke hvor store problemer jeg havde, og jeg kunne mærke mine øjne der var tæt på at lukke i for sidste gang. Ikke på den måde tænkte jeg inderligt. Det ville ikke være muligt at tale i dette stadie. Jeg var ved at blive dræbt.

To forvirret øjne kiggede underligt og mistroisk på mig.

"Hvad mener du med 'Ikke på denne måde'? Jeg har intet gjort dig. Ikke andet en at stirre og undre mig." Svarede den gamle kone. Jeg kiggede bare måbende på hende. Ikke gjort noget ved mig? Hun var ved at dræbe mig for guds skyld. Hvordan kan man kalde det intet? Mit liv var da en lille smule værd, ville jeg alligevel mene.

"Jeg har intet gjort dig, barn. Måske det bare var noget du bildte dig ind? Det er trods alt et meget stort og mærkværdigt ønske, du kan klare selv, med piller, knive og den slags. Sågar bare gå ud foran et tog. De fleste i din situation ville nok mere ønske sig noget, så de ikke gik med de tanker." Hun talte meget hurtigt, og lagde ekstra tryk på det sidste "ikke". Hvis hun bare kendte mine tanker om mit ønske ville hun måske forstå det lidt bedre. Hov... Hun kendte da mine tanker.

"Jeg kan kun læse de tanker du tænker i tænkende stund. Jeg kan ikke læse de tanker der ligger i dit baghoved." Svarede hun høfligt. Jeg kiggede lidt på hende. Måske jeg skulle fortælle den ældre heks, hvorfor og hvordan jeg ville dø. For egentlig ville jeg ikke dø, ikke sådan helt, jeg ville udføre det mest spektakulere og fantastiske, samt gribende, selvmord i hele verdenshistorien. Så alle ville huske mig for det. Og så ville jeg gerne tilbage som spøgelse, så jeg kunne opleve det. Eller ihvertfald tilbage på en eller anden måde. Måske i en andens kro...

"Jeg må lige stoppe dig der." Snerrede hun hårdt. Jeg lukkede min mund, som om jeg havde sagt noget forkert, når jeg i virkeligheden slet ikke havde talt i snart 10 minutter. Jeg havde tænkt, og hvordan kan man lukke ned for sine tanker?

"Det du ønsker dig er ikke umuligt..." startede hun ud, "Men det er heller ikke helt uden risiko. Jeg har aldrig gjort det før, og jeg må indrømme, at det virkelig er et meget... unikt ønske. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal gribe det an. Hvis vi faker din død, så"

Min tur til at tale. Min tur til at afbryde.

"Jeg er ikke en faker. Hverken i live, eller i døden. Derfor kan der ikke tales om, at der skal fakes." Sagde jeg standhaftigt, og satte en hæl ned i jorden, for at understrege min pointe. Armene blev lagt over kors, og jeg kiggede på hende med et tilfredst smil. Hun sendte et smil tilbage. Et af de slags smil, der fortæller en, at man er så langt ude at man ikke kan bunde. Hun vendte derefter det hvide ud af øjnene, hvilket så ret underligt ud, eftersom hun var en ældre kvinde, og da hun mest havde lidt gullige øjne, kunne det vel ikke kaldes at vende det hvide ud af øjnene?

"Stop lige din tænkestrøm. Jeg ville hjælpe dig, fordi du var sød mod mig. Siden da har du bedt mig om at slå dig i hjel, tænkt grimme ting om mig, svaret frækt igen, og afbrudt mig. Derudover ved jeg godt jeg ser gammel ud, men prøv du at have levet 100 år, så skal du bare se hvor pæn du ville komme til at se ud." Hun tog sig lang tid om at udtale alle ordende, men alligevel lød det som om hun talte hurtigt. Selvom hun brugte et sekund på hvert ord, så formåede hun alligevel at få det til at lyde som om, hun skyndte sig.

Endnu engang havde hun gjort mig helt paf, og endnu engang var jeg helt rolig. Jeg var hverken bange, irriteret, vred eller trist. Jeg havde faktisk ikke nogen negative følelser i min krop. Det måtte nok være den energi heksen sendte. Eller jeg regnede da med det var energi.

"Helt ærligt, mit barn, kan vi snart komme videre? Selvom jeg er en heks gør mine knæ ondt af at stå op, og dit bizarre ønske giver mig migræne. Hvad vil du have af mig?" Hun kiggede intenst på mig. Hun forventede noget af mig, det kunne jeg se. Det var der jeg lagde mærke til alle hendes rynker. Hun havde meget tydlige, dybe rynker. I panden var der flest, derefter under øjnene, samt hendes store næse. Jeg rystede på hovedet inden jeg nåede til munden. Hendes før så intense blik så nu småirriteret ud, og jeg var igen ude på et vildspor. Der var bare et eller andet ved hende der tryllebandt mig, og fik mig til at lægge mærke til selv de mindste deltajer.

Tryllebandt... Ha, den havde jeg ikke lige tænkt over. Det at jeg ikke kunne koncentrere mig længe nok til et ordentligt ønske var egentlig hendes skyld. Hun kunne bare lade være med at bruge sin magi på mig allerede, og så ville vi nok være kommet videre allerede.

I det samme min tanke var færdiggjort mærkede jeg en kulde. Jeg mærkede en vægt der løftede sig af mine skuldre, og mine ben begyndte at ryste og skælve. Jeg kunne knap nok stå oprejst. Derefter gik jeg i panik. Jeg havde lyst til at skrige, og kiggede rædselsslagent rundt i det lille baglokale, jeg havde stået i lidt for længe nu. Lige da mit stemmebånd skulle til at give efter for min lyst til at skrige kom der en varm fornemmelse over mig igen. Den samme der havde været før kulden og skælven. Mine ben stoppede med de bevægelser de før havde gentaget, og magien lagde sig som et tæppe omkring mig. Beskyttede mig.

"Fint nok, jeg kommer til sagen, jeg har fattet pointen." Sagde jeg alt imens et lille smil formede sig på mine læber. Det gik lige op for mig, at da jeg havde rystet havde damen ikke været der, men her stod hun igen, som om hun aldrig havde været væk. Hun havde garanteret løftet trolddommen, som jeg bad hende om. Min krop var gået i panik efter at den havde fundet ud af magi eksisterede, og så havde hun lagt magien ned igen. Derfor måtte jeg nu komme til sagen. Jeg skulle finde ud af, hvordan jeg brugte mit ønske bedst, på vejen mod succes. I de dødes rige, måtte det vel være.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...