Death makes me famouz

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2013
  • Opdateret: 15 dec. 2014
  • Status: Færdig
Jeg ved jeg bliver en stjerne en dag. Og jeg ved jeg bliver nødt til at dø, for at blive det.
Sådan tænker den 17 årige Charlie, som planlægger århundredets selvmord - og at komme tilbage som spøgelse, for at høste sin succes. Men kan selvmord være svaret på alt? Bliver hun overhovedet kendt? Bliver hendes død det værd? Hvis hun altså kan gennemføre det.

15Likes
18Kommentarer
1179Visninger
AA

4. Magi, sol, måner og stjerner

Mit navn skabte ofte problemer hos en del. Det jeg hed Charlie som en pige, var noget der forvirrede folk. De gættede tit på at jeg hed Anna, Louise, Sofie, Emma, Freja, Lucy, Madison og nogen troede sågar jeg blev kaldt Aurora; ligesom Tornerose. Jeg var en smuk baby, og det giver åbenbart meget mening for folk, at man så kalder sin baby noget som flotte tegnefilms babyer bliver kaldt. På den anden side var jeg også smigret. Det var trods alt en kendt Disney prinsesse vi talte om, og hvem ville ikke ønske sig at ligne en af dem? Dog har jeg altid set mig mere som en Belle. Især fordi mit brune hår og øjne passede bedre til hende, end Torneroses solskinshår. Dog er de begge meget ydmyg, og det kan man vist ikke sige om mig. Jeg kunne også godt lide idéen om deres universer. Troldmænd, hekse, feer. Magi i det hele taget.

Sue kaldte fra køkkenet, suppen var næsten færdig, og jeg måtte gerne åbne dørerne for de sultne mennesker. Jeg kunne ikke se ret mange derude der stod og ventede. I blandt dem var der en ældre herre, med langt skæg og gammelt tøj på, samt en lille hat der ville flyve af hvis det blæste en lille smule mere. Han støttede sig op af en flot stok af mørkt træ. Der var også et par børn klædt i pjaltet stof. Det lignede forlagte gamle tæpper og tørklæder der bare var bundet sammen med en masse snore, så børnene ihvertfald ikke frøs. Mænd og damer var der også lidt af. Ingen stod ud, men de lignede alle nogen som virkelig satte pris på suppekøkkenet. Derudover var der en gammel dame med gråt hår. Hun stod meget foroverbøjet og hvilede på en stok, som alligevel ikke helt lignede en stok.

Det var en lang pind som bare lignede en gren man kunne finde ude i skoven. Dog på samme tid, så lignede den det flotteste stykke træ, jeg nogensinde havde set. Den var høj, højere end damen, og den glimtede da solen fangede den et kort sekund. Det var som om der var et eller andet over den som man ikke rigtig kunne forklare. Den ældre dame havde meget laset og misfarvet tøj på.

Da jeg var færdig med at se hvem der var derude, åbnede jeg smilende døren. Nikkede, sagde ting som hej, velkommen, håber suppen smager dig, der er ekstra smag i idag, håber I er sultne samt andre ting der hen af. Jeg nød at være høflig. Det gav mig virkelig en god følelse indeni. Især over for folk som jeg vidste satte pris på det. De fattige bliver ikke behandlet særlig godt i kvarteret. Selv dem der kun rodede i skraldespande i løbet af natten, får nogen gange hundende sendt efter dem. Hvis de gjorde det i fuldt daglys, kunne jeg i det mindste forstå hvorfor nogen gjorde sådan, men ikke om natten. De passer jo bare sig selv og prøver at skaffe mad.

Et dybt suk undslap mine læber, i det samme som Sue gik forbi med den store suppe gryde. "Jamen hvad er dog det for et suk? Er du ked af du misser lidt af din skole dag?" Spurgte hun drillende. Jeg smilte lidt til hende, trak på skuldrende og fulgte med hende. Jeg sukkede kun fordi jeg tænkte på de stakkels mennesker. Når jeg blev en stjerne og blev meget rig, ville jeg sørge for at de fik et helt hus for sig selv med tre måltider om dagen selvfølgelig. Sue øsede en skål suppe op og gav den til mig. Dem der skulle bo i huset skulle selvfølgelig selv hjælpe til, så det hele ikke blev serveret på et sølvfad. Jeg gik med faste og rolige skridt hen mod det bord der var længst væk fra mig. Jeg ville blot sørge for at der var mad på bordet, og ting de kunne bruge fri...

Jeg var gået så meget i mine tanker, at jeg ikke havde set den ældre kvindes pind. Jeg kunne mærke jeg var i luften, jeg kunne ikke finde fodfæste. Min venstre fod vred om. Det føltes som om jeg faldt i slowmotion. Jeg kunne se alt hvad der skete. Mine fødder der faldt over den fine pind, den skoldhede suppe der røg over mod den ældre kvindes barm, Sue der så forfærdet ud, og så kunne jeg se sol måner og stjerner.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...