Death makes me famouz

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2013
  • Opdateret: 15 dec. 2014
  • Status: Færdig
Jeg ved jeg bliver en stjerne en dag. Og jeg ved jeg bliver nødt til at dø, for at blive det.
Sådan tænker den 17 årige Charlie, som planlægger århundredets selvmord - og at komme tilbage som spøgelse, for at høste sin succes. Men kan selvmord være svaret på alt? Bliver hun overhovedet kendt? Bliver hendes død det værd? Hvis hun altså kan gennemføre det.

15Likes
18Kommentarer
994Visninger
AA

2. Jeg er en stjerne

Jeg bliver en stjerne. Jeg er en stjerne. Jeg er den største stjerne. Det ved jeg, at jeg er. Men af en eller anden grund er det som om, at andre ikke kan se det. Jeg er populær i skolen, men der er ikke helt nok fans eller beundrere. Jeg fortjener respekt, kærlighed, storhed.

Roligt satte jeg mit hår pænt op i en hestehale foran mit spejl. Jeg redte det hår der strittede imod tilbage, fik det pænt sat og gentog processen, indtil mit hår var perfekt. Derefter kom det til makeuppen. Min fine, delikate, blege hud passede perfekt, i kontrast til mit brune krøllede hår. Der skulle ikke særlig mange stylingsprodukter til, før jeg selv var tilfreds med mit spejlbillede. Mine brune øjne der matchede mit hår stirrede på mig. Jeg brugte lidt eyeliner, lidt mascara og så var jeg klar. Min hud var flot og glødende fra naturens side. Jeg levede sundt og havde sjældent bumser.

Da jeg var færdig foran spejlet, nærmest svævede jeg over til den anden side af rummet. Frustreret ledte jeg al mit tøj igennem for bare at gå det over igen, og igen, indtil jeg bestemte mig for en sød lille lyserød kjole. Den havde en lomme omkring brystet og var nedringet, men ikke så meget at det var decideret frækt. Bare så jeg kunne få drengene til at ville se mere. -For det var sådan en stjerne gjorde. Hvilket jeg var. Det ville ingen nogensinde kunne lave om på. Den gik til lidt over knæene og havde en fin blondekant.

Jeg vidste, hvad jeg var værd, og jeg ville på ingen måde skjule, at jeg vidste det. Det fortjente jeg ikke. En stjerne skal have lov til at udtrykke sig, vise hele verdenen hvem man er, gøre sig til, lave skandaler og opføre sig som en diva men dog stadigvæk med et godt hjerte. Man skulle ikke rigtig tro det, men jeg er faktisk en venlig person. Dog er jeg også selvbevidst, og det kan nogen gange godt få mig til at virke egoistisk.

Hurtigt valgte jeg at tage lidt smykker på. Noget enkelt men samtidig noget der havde en historie og fik folk til at kigge en ekstra gang. Et par stik øreringe der forstillede små guldstjerner, en halskæde af guld med et stjernevedhæng, og et armbånd der bare bestod af en guldkæde. Jeg var nu klar til skolen.

Gymnasiet ventede ikke for nogen, heller ikke en stjerne som jeg selv og inden jeg kunne tage helt hen til skolen, havde jeg lovet at komme forbi med nogen varer i suppekøkkenet. Et sted der lavede suppe til de hjemløse. På trods af at de fleste i denne by var velhavende, var der ligeså mange, hvis ikke flere, der enten ikke havde så mange penge eller var helt flade. De stakler. Der kom også tit folk som havde lidt penge, for at få et gratis måltid i suppekøkkenet. Ingen sagde noget til det, og der var suppe nok, til at alle kunne få, så det var heller ikke et problem.

Et stille men dybt suk slap mine læber. Det gjorde mig trist at tænke på mennesker, der havde mindre end jeg selv. Dog gjorde det mig glad indeni, at jeg kunne hjælpe lidt, på den måde jeg gjorde. Som sagt, jeg er ikke egoist.

Med langsomme skridt gik jeg over mod min taske, tog den halvt på ryggen og gik over mod døren og ned af trappen. Det var en gammel træppe lavet af træ, og brædderne knirkede når man trådte på dem. Der var udskåret de flotteste ting på gelændret, og jeg mærkede altid på det og fulgte det med fingrene. Da jeg nåede næstsidste trin, hoppede jeg ned til gulvet og smilte lidt af min egen barnlighed. På trods af at jeg var 17 år, så lavede jeg stadigvæk en ting, som jeg lavede da jeg var omkring de 12-13 år. Nogen af tingene, som denne, havde jeg gjort lige siden vi flyttede ind i huset, da jeg var 5. Dengang faldt jeg dog en del gange, men rejste mig altid op, imens jeg grinede.

Min mor ventede på mig, med morgenmad to go og min frokost. -Kendte mennesker smurte nok heller ikke selv deres frokost. Jeg smilede, tog det og kyssede hende på kinden. “Har du hørt hende der Yala er død?” Spurgte hun mig. Jeg kiggede undrende på hende. Jeg vidste helt ærligt ikke hvem Yala var og rystede derfor på hovedet. “Hende der pigen, der var med i det der sangprogram, men ikke nåede videre. Hun begik selvmord, eller det tror man da det er, og nu bliver der holdt mindecermoni for hende, og en hel masse på facebook skriver om hende. Jeg tænkte du måske ville vide det. Du elsker jo det der sangprogram.” Svarede hun mig.

Hvordan kunne en pige der havde været i TV en enkelt gang, og som tydeligvis ikke havde stjernepotentiale, være mere berømt end... mig? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...