Death makes me famouz

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2013
  • Opdateret: 15 dec. 2014
  • Status: Færdig
Jeg ved jeg bliver en stjerne en dag. Og jeg ved jeg bliver nødt til at dø, for at blive det.
Sådan tænker den 17 årige Charlie, som planlægger århundredets selvmord - og at komme tilbage som spøgelse, for at høste sin succes. Men kan selvmord være svaret på alt? Bliver hun overhovedet kendt? Bliver hendes død det værd? Hvis hun altså kan gennemføre det.

15Likes
18Kommentarer
1027Visninger
AA

5. Heksen og baglokalet

Det gjorde meget ondt at lande på det hårde gulv. Dog fik jeg hurtigt rejst mig op, på trods af min forvredet ankel. Derefter børstede jeg mig af og kiggede nu op. Næsten alle menneskerne i det store rum kiggede enten på mig, eller på suppen, der var landet på den ældre kones barm. Hun så overrasket ud og var helt forstenet af chok. Jeg tog noget køkkenrulle, og humpede over til hende for at tage suppeskålen væk, og tørre op. Jeg kunne se den havde ødelagt hendes i forvejen beskidte tøj. Tomatsuppe var ikke kendt for at være nem at få af.

"Åh, det er jeg virkelig ked af!" Udbrød jeg med en meget medfølende stemme. Med en fast bevægelse tog jeg hånden ned i lommen og ledte efter min pung. Jeg fandt efter lidt roden rundt en 500 kr. Seddel, som jeg gik over og gav hende.

"Jeg er virkelig ked af det, det var ikke meningen. Jeg gik bare rundt i mine egne tanker, og så så jeg ikke din pind..." Undskylede jeg mumlende. Hun kiggede på den store seddel og kiggede så op på mig. Derefter kiggede hun på seddelen igen og rakte ud efter den.

"Det er venligt af Dem," begyndte hun høfligt med sin hæse stemme "Men jeg har alt hvad jeg har brug for." Sluttede hun, hvorefter hun kiggede på sin pind, derefter op på mig, og så strakte hun sin arm ud igen, for at give mig pengene tilbage.

"Kom med her." Sagde hun, da jeg havde taget pengene. Jeg var forvirret. Først spildte jeg meget varm suppe ud over hendes tøj, derefter prøver jeg at give hende penge, som hun i øvrigt nægter at tage imod, og så skal jeg gå med hende. Hvilket jeg også gjorde. Jeg ville gerne vide hvad hun ville mig, og jeg ville gerne høre hvorfor hun ikke ville have pengene.

Jeg fulgte hende med museskridt, eftersom hun ikke gik særlig hurtigt, helt hen til baglokalet, som hun af en eller anden grund måtte have vidst var der. Jeg troede kun det var de frivillige der kendte til det, da det stod langt væk fra suppe uddelingen og var gemt af et par vægge.

Da vi var gået ind af døren stoppede hun og kiggede på mig.

"Det var venligt det du gjorde, mit barn." Nærmest hviskede hun med et smil på læben. "Som tak vil jeg gerne opfylde et ønske for dig." Sagde hun lidt højere. Jeg kiggede bare undrende på hende. Et ønske? Vidste hun ikke, at der ikke fandtes magi? Var hun dement eller på en anden måde syg? Hun kunne godt have alderen til det.

"Hov hov hov, jeg har lige rost dig for din venlighed, og så tænker du sådanne ting om mig?" Hvæssede hun af mig. Hvordan pokker kunne hun læse mine tanker? Jeg var overbevist om at hun nok kunne et eller andet, men tankelæsning og magi var to vidt forskellige ting.

"Det ved jeg godt. Men ikke for mig." Smilte hun skummelt, imens hun sagde ordene langsomt, nærmest som om hun smagte på dem. Jeg undrede mig lidt over hvordan jeg kunne tage det så roligt. Damen havde lige givet mig et ønske. Derefter læste hun mine tanker. Jeg burde virkelig flippe ud, og alligevel var jeg så rolig. Så helt nede på jorden, og tryg. Selvom jeg stod i et lille lokale, med et gammelt svagt lys, og sammen med en gammel heks. Hvorfor? Jeg var lige ved at åbne munden og spørge om netop dette, men jeg nåede det ikke.

"Jeg har den effekt på folk." Fortalte hun glad. Jeg lagde mærke til at hendes stemme var helt normal, og den lød nærmest ung. Hvordan kunne det være? For et kort øjeblik siden var den hæs...

"Altså, i stedet for at tænke over hver en lille bitte ting, så sig i stedet hvad du ønsker dig. Jeg har ikke hele dagen, og du skal vel også i skole?" Snappede hun af mig. Hun lød slet ikke som en gammel dame mere. Hun talte hverken høfligt, hæst, eller gammeldags. Dog tog jeg hendes råd, og begyndte at tænke over et ønske. Jeg havde nærmest alt hvad jeg kunne tænke mig. Og så alligevel ikke. Jeg var ikke kendt, eller tilbedt. Jeg havde ikke over tusind fans.

"Drop den tanke, det er imod min magis regler, at gøre den slags. Så ville alle jeg mødte jo være rige, berømte og sådan. Sig mig, har du aldrig set tegnefilm?" Jeg kiggede måbende på hende. Det var altså lidt frækt at rode rundt i mit hoved, og ikke give mig en chance for at tale. Jeg havde efterhånden ikke brugt min stemme i 5 minutter, og alligevel havde vi ført en samtale. Et ønske, et ønske, tænkte jeg. Hvad kunne jeg ønske mig, som ville få mig til at være kendt, men samtidig ikke på en direkte måde?

Det var sværere, end jeg lige troede, at tænke over det. Lige siden jeg havde set min første tegnefilm om magi, havde jeg altid ønsket mig at få et ønske, og dagen var nu kommet, og jeg kunne bare ikke finde på noget at ønske mig. Den eneste ting jeg mangler, den eneste ting jeg vil have, den var imod reglerne for ønskning.

Jeg kneb øjnene sammen, rynkede på næsen, og prøvede at efterligne Peter Plys' tænke udtryk, men det hjalp ikke. Indtil jeg kom i tanke om tidligere i dag. Indtil jeg kom i tanke om min mor, hvad vi havde snakket om. Indtil jeg kom I tanke om Yala.

"Kan du slå mig ihjel?" Spurgte jeg så...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...