Death makes me famouz

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2013
  • Opdateret: 15 dec. 2014
  • Status: Færdig
Jeg ved jeg bliver en stjerne en dag. Og jeg ved jeg bliver nødt til at dø, for at blive det.
Sådan tænker den 17 årige Charlie, som planlægger århundredets selvmord - og at komme tilbage som spøgelse, for at høste sin succes. Men kan selvmord være svaret på alt? Bliver hun overhovedet kendt? Bliver hendes død det værd? Hvis hun altså kan gennemføre det.

15Likes
18Kommentarer
1005Visninger
AA

14. Et hint sarkasme, og en knivsspids spydighed

Heksens drømmesyn havde givet mig klarhed. Jeg var ikke i stand til ikke at kunne føle noget. Det var ikke nok at vide hvordan jeg ville have følt, hvis mine følelser havde været der. Det var ikke nok at være. Men ville det blive sådan? Heksen havde selv sagt hun aldrig havde prøvet det før. At det var et mærkværdigt ønske, så hvordan ville hun vide hvad der ville ske? Prøvede hun blot at skræmme mig, eller var det en test, for at se hvor meget jeg egentlig var klar til at ofre, for at få mit ønske til at blive til virklighed?
Jeg var forvirret, svag, og uorienteret. Som jeg lå på hospitalet, og så ind i min mors mosebrune øjne. Vi havde begge brune øjne, men hendes var lysere end mine, og havde et grønligt skær over dem. Jeg havde altid være jaloux og facineret over de øjne. De var så varme, men samtidig strikte og proffessionelle.

Farven grøn skinnede ekstra meget igennem idag, og jeg kunne se hver en refleks i iris. Hun var meget smuk, min mor. Jeg så som hendes øjne blev mere og mere blanke, og hvordan det lykkedes en enkelt lille tåre at trille ud. Der tog hun hånden op, tørrede det våde væk, lukkede øjnene, trak vejret dybt, for så at åbne dem, og smile med sit mor-smil. Det hun altid brugte, når hun skulle være stærk på andres vejne.

Jeg havde dog ikke brug for at hun skulle være stærk for mig, i netop dette sekund, men det var alligevel rart at vide hun var der. Hendes før hvide, stramme kjole var blevet grålig, og fyldt med våde pletter. Hun havde haft grædt før jeg var vågnet.

"Det er okay, mor. Jeg har det okay." Hviskede jeg med en hæs stemme. Min stemme var faktisk så hæs, at jeg blev helt overrasket. Den lyd som om den ikke havde lavet andet end at skrige de sidste to timer. Hun smilede blot til mig. Hvor lang tid havde vi egentlig været her? Min mave begyndte at knurre, og jeg kiggede mig om efter et ur. Hun måtte have set hvad jeg ledte efter, og kiggede på sit armbåndsur.

"Den er aftensmadstid." Fik hun frem, i en meget opmuntrende tone, dog med undertoner af bekymring og tristhed. Jeg blev trist af at se hende sådan. Det måtte heller ikke være rart, at se sit eneste barn i en hospitalsseng, med en masse slanger i kroppen, samt væske. Vent... Hvorfor havde jeg slanger i kroppen? Jeg havde kun fået et mindre panikanfald. Eller havde jeg?

Rystende trak jeg vejret, så kontrolleret jeg kunne. Jeg lukkede øjenene, og prøvede med klare tanker at tælle langsomt til ti. Prøvede at slappe af.

1.
Træk vejret ind.
2.
Pust ud.
3.
Gentag.
4.
5.
Jeg fik en lille smule kontrol tilbage.
6.
Min krop begyndte at spænde.
7.
Vent... Hvor var jeg?
7.
Jeg tror jeg har talt til det.
9.
Næsten færdig.
10.

Med en hård lyd pustede jeg endnu hårdere ud. Jeg var nu så afslappet jeg kunne blive. På trods af at mine tanker blev ved med at afbryde mig, kunne jeg tænke lidt mere klart. Jeg kunne tænke ordentligt.

"Hvad dag er det? Hvorfor har jeg slanger i mit?" Spurgte jeg undrende, og kontrolleret, min mor. Hun kiggede trist på mig, og hendes flotte klare øjne, var igen ved at blive blanke.

"Du har været her i to dage. Lægerne ved ikke hvad der er galt. Du besvimede bare lige pludselig, og ville ikke vågne op. Men nu er du vågen, og vi skal bare vente på lægerne, som skal bestemme om du må komme hjem, eller ej." Hun talte hurtigt, og hver en lille stavelse kom ikke helt med. Jeg kiggede på hende, og selvom jeg hørte orderne, gav de ikke helt mening. Var jeg syg? Som i rigtig syg?

Lige som jeg havde tænkt tanken til ende kom lægen ind. Hun smilede til mig. Den hvide kittel hun bar måtte være helt ny, da det var den hvideste nuance af hvid, noget tøj kunne blive. Den passe fint til hendes blege hud, og lyse hår. Hun måtte være omkring de 35 år. Hun havde en lille smule rynker, men kun nogen man kunne se hvis man kneb øjnene meget sammen. Hendes make up dækkede dem i øvrigt også meget. Hun var en pæn kvinde, og jeg følte mig i det samme tryg, ved at være i hendes varetægt. Hvis hun var en lige så god læge, som hun var til at sætte hår og lægge make up, så var jeg i gode hænder.

"Godt at se du er vågen, Charlie." Hun smilede igen til mig, dog lidt kortere denne gang, hvorefter hun fortsatte, "Det var da besynderligt med dig, hvis du ikke har noget i mod det, vil vi meget gerne tage et par tests, nu når du er vågen. Medmindre du gerne vil hvile dig lidt, først?" Hun kiggede på mig, som om jeg ikke havde noget valg, men at hun bare spurgte af ren høflighed. Jeg kiggede tilbage på hende, med et blik der fortalte jeg havde gennemskuet hende. Hun grinede kort.

"Jeg har, udfra hvad min mor har sagt, hvilet mig i to dage. Jeg tror jeg har hvilet mig nok for nu. Vi kan godt gå igang." Svarede jeg hurtigt, og med et hint af sarkasme, med en knivsspids spydighed. Jeg havde trods alt ikke fået lov til at være spydig de sidste to dage. Kun til heksen, men det var ikke engang med vilje, eftersom hun bare læste mine tanker. Jeg så nu min mor kiggede på mig, med et løftet øjenbryn. Hun synes ikke min joke var sjov, eller passende, kunne jeg tydligt set på det blik hun gav mig. Derefter rejste hun sig op, og gik ud af værelset, efter anvisning fra lægen.

Lægen selv, afslåste min sengs hjul, og kørte mig ned af den smalle, hvide hospitals gang, for at få taget nogen prøver. Hvilke slags vidste jeg ikke. Som vi kørte kiggede jeg på de, engang, så fine hvide vægge, og kiggede på alle pletterne. Hver plet måtte have en historie. Jeg tror jeg anede et par få blodpletter, men ellers var resten fra noget andet. Nogen gullige og grønlige væsker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...