Death makes me famouz

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2013
  • Opdateret: 15 dec. 2014
  • Status: Færdig
Jeg ved jeg bliver en stjerne en dag. Og jeg ved jeg bliver nødt til at dø, for at blive det.
Sådan tænker den 17 årige Charlie, som planlægger århundredets selvmord - og at komme tilbage som spøgelse, for at høste sin succes. Men kan selvmord være svaret på alt? Bliver hun overhovedet kendt? Bliver hendes død det værd? Hvis hun altså kan gennemføre det.

15Likes
18Kommentarer
1027Visninger
AA

8. En silhuet i skyggerne

Uden besvær lukkede jeg øjnene, og pressede dem så hårdt sammen, at min pande og kinder begyndte at gøre ondt. Mine hænder var stadigvæk som limet fast på den smukke halskædes vedhæng, og i det øjeblik ønskede jeg højere end noget andet, at vide hvad i alverden der lige var sket. Jeg var dog stadigvæk helt rolig. Som om at det betryggende tæppe vævet af den fineste magi, endnu ikke var taget af mine skuldre, og stadigvæk lå beskyttende rundt omkring mig.

Halskæden begyndte at lyse i det øjeblik. Ikke helt så meget, som den havde gjort i hænderne på den ældre dame, men nok til at mine i forvejen lukkede øjne, ikke turde åbne sig af frygt for at blive blændet. For mit indre øje så jeg halskæden for mig, jeg så lyset, og jeg så tilbage på alt det der var sket. Damen kom frem for mit indre. Hun kom pludseligt, og selvom jeg troede det var mine egne minder, mine egne tanker, kom hun som et chok. Jeg stirrede mistroisk på hende, som jeg havde gjort da jeg så hende i baglokalet, da hun var her, og fortalte om magi. Lige så forsigtigt rakte hun hånden ud, og gjorde tegn til jeg skulle komme med.

Vi var ingen steder, og samtidig var vi overalt. For mit blik var der kun sort, men samtidig så lyst. Det var højest sandsynligt på grund af den stadigvæk lysende halskæde. Jeg fulgte efter hende, da hun begyndte at gå, og selvom det føltes som jeg ikke gik nogen vejne, så forandrede det hele sig. Selvom det føltes som om jeg bare gik på et løbebånd, kom jeg videre. Det mørke og lyse forsvandt, og blev til små gule noter. Den slags man tit ser hængende rundt omkring, og som koster omkring en tyver for en pakke i det lokale supermarked. Den slags som jeg ikke har set nogen bruge særlig tit, eftersom vi oftest skriver sms'er og e-mails til hinanden. De gule noter kom ligeså stille frem i massevis, imens damen begyndte at forsvinde.

Der stod en masse små ord på dem alle. Jeg kunne dog ikke læse dem, hvilket var underligt da det forgik i mit hoved. De gule sedler stirrede mig lige i fjæset, som jeg stirrede på dem. Dog burde en død ting som papir ikke kunne kigge, og det at det modsatte sig dette burde gøre mig bange. Hvilket jeg ikke var. Efter lidt tids vandren rundt, og lidt tid med at prøve at tyde sedlerne gik det op for mig, at dette ikke længere var mine tanker. Damen var herinde, og jeg havde på fornemmelsen hun ville fortælle mig noget.

Med hastige bevægelser kiggede jeg i hver afkrog af mit sind efter hende. Jeg løb, jeg gik. Selvom det hele blot forgik i mit hoved, i mine tanker, blev jeg forpustet, og kunne høre mig selv pruste efter luft. Jeg kunne mærke jeg havde ladet mine øjne hvile lidt, og de var stoppet med at være helt sammenklemte. Det havde desværre ikke gjort, at mit hoved var stoppet med at gøre ondt. Det dunkede bare. Lille bitte mig, der vandrede rundt inde i mit eget hoved havde ingen problemer, men store almindelige mig havde en del. Ondt i hovedet, vejrtrækningsproblemer, og hænder der var som limet fast med superlim til den smukkeste halskæde i verden. Selvom dens udseende efterhånden ikke stod klart i mine tanker, kunne jeg stadigvæk huske, hvordan den fik mig til at føle. Dog ville jeg ikke kunne beskrive det.

En silhuet dukkede op ved siden af en note, der var på noget lidt mere grønligt papir, i forhold til de andre. Jeg kunne ikke forstå hvad der stod, men tog den alligevel ned, efter jeg var gået hen til den. Selvom det umiddelbart havde set ud som om, at silhuetten og sedlen havde været lige ved siden af hinanden, var silhutten ligeså langt væk, som da jeg stod og så på den, før jeg gik over til sedlen.

Det hele virkede så uvirkligt, og samtidig vidste jeg at det hele var virkeligt. Jeg tog den grønlige seddel i min lille lomme, som sad på brystet af min søde kjole. Derefter kig jeg hen mod silhuetten. Jeg vidste ikke hvad der ventede mig, men jeg vidste at det forgik i mit eget hoved, og at intet slemt kunne ske. I hvert fald ikke slemmere end at dø, hvilket jeg alligevel havde besluttet mig for, at jeg ville. Som sagt, intet slemt kunne ske. Alligevel følte jeg en svag panik, der skreg i min underbevidsthed. Jeg kunne ikke gøre noget ved den, men jeg vidste den var der. Det hele føltes lige pludselig så virkeligt. Alt jeg følte, så, selv hvad jeg duftede. Min egen parfume, og suppe. Den suppe jeg spildte over damen.

Silhutten blev større og større, og lignede til sidst en stor klump, på størrelse med et menneske. Mit hjerte begyndte at hamre på lille, tanke mig, og jeg tog automatisk min ene hånd op på det, inde i mit hoved. Det var ikke mit hjerte der hamrede, det var den lille grønne seddel...

Den dunkede, og føltes helt varm. Jeg tog den op af den fine lomme, og foldede den ud. Ligesom med kviterringerne havde jeg krøllet den en anelse for meget. Jeg så kort på sedlen, og de før så underlige ord, var nu blevet læslige. Jeg læste højt for mig selv, og silhuetten hvis den lyttede.

"Når du dør vil denne halskæde mærke det, og gøre dig til et spøgelse, præcis som du ønskede."

Det var det. Der stod ikke mindre, og ikke mere. Jeg havde gået hele mit hoved igennem for 18 små ord, damen ikke lige kunne have fortalt mig, inden hun gik. Hvad pokker var hun for en? Hvorfor holdte mine hænder fast på halskædens vedhæng?

Halskæden... Det var først der jeg kom i tanke om silhuetten i halskæden. Det lignede den samme silhuet der gemte sig bare et lagen af tanker i mit hoved. Jeg vidste endnu ikke hvad silhuetten betød, men jeg var ligeglad. Jeg smilte for mig selv. Et dumt smil. Som når man fatter en joke 5 minutter efter den er blevet fortalt, og alle andre allerede har grinet færdig.

Jeg kunne mærke mine hænders limtag på det lille hjerte var ved at fortage sig, og jeg tog dem derfor ligeså stille af, og lod dem hvile sig. De gjorde utroligt ondt. Derefter gik jeg ud af det lille baglokale. Alt virkede så normalt, og det beskyttende tæppe lå stadigvæk omkring mig. Det var let som en fjer,og usynligt, men jeg vidste det var der.

"Hey unge dame, hvor har du været i al den tid? Og hvor er damen du spildte suppe over? Er du klar over der er gået over en time?" Sues vrede og bekymret stemme ramte min eufori. Følelsen af lykken og velvære jeg netop havde haft, forsvandt lige så stille. -Men tæppet blev.

"Oh, undskyld Sue.." Mumlede jeg. "Damen gik ud af bagdøren, og jeg blev lige pludselig ramt af sygdom, og har kastet op siden hun gik. Dog har jeg det bedre nu. Det må du virkelig undskylde.." Løj jeg fortsat med en svag stemme. Hun kiggede på mig, og vidste ikke helt, om hun skulle købe den forklaring eller ej.

"Så må du hellere gå hjem, søde." Sagde hun så smilende, efter et par tavse sekunder. Jeg nikkede med et svagt smil, og gik hen mod døren.

"Wow forresten, sikke en pæn halskæde! Jeg kan især godt lide hjertet." Råbte Sue efter mig. Jeg kiggede mig over skulderen, smilede, og kiggede derefter ned på halskæden. Silhuetten var væk...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...