Death makes me famouz

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2013
  • Opdateret: 15 dec. 2014
  • Status: Færdig
Jeg ved jeg bliver en stjerne en dag. Og jeg ved jeg bliver nødt til at dø, for at blive det.
Sådan tænker den 17 årige Charlie, som planlægger århundredets selvmord - og at komme tilbage som spøgelse, for at høste sin succes. Men kan selvmord være svaret på alt? Bliver hun overhovedet kendt? Bliver hendes død det værd? Hvis hun altså kan gennemføre det.

15Likes
18Kommentarer
996Visninger
AA

12. En masse tanker

Jeg kiggede måbende på min mor. "Mener du virkelig det?" Spurgte jeg hende tøvende. Hun kunne da ikke sætte mig på forsiden? Jeg vidste jeg var smuk, jeg vidste jeg var god og jeg vidste at jeg kunne finde ud af at pose, men at komme på forsiden i så stort et magasin lød meget uvirkeligt. "Ja, jeg mener det skat. Du ved da godt jeg ikke ville joke med sådan noget." Sagde hun smilende. Hun havde jo ret. Hun joker aldrig med noget om sit magasin, og det ville være lige før man fik dødsstraf, hvis andre gjorde.

I et halvt løbende, halvt akavet forsøg på at få et kram med min mor. Jeg var glad. At være med i et magasin ville være en ting, at være på forsiden ville være en helt og aldeles anden ting. Noget der ville være så stort, at det ikke ville kunne forklares. Det ville samtidig give mulighed for en god overskrift, når det kom til mit fremtidige selvmord. "Ung forsidemodel dør en tragisk død". Eller måske en anden mere fangende historie. Jeg er ikke så god til overskrifter, det måtte jeg lade journalisterne om.

Min død... Tænk at jeg har tænkt på noget så morbidt som min egen død, efterhånden en hel dag. Stille drejede jeg mit hoved fra side til side, og indåndede den friske luft. "Kommer du?" Råbte min mor. Hun stod ovre ved bilen. Hvor lang tid havde jeg stået og tænkt, denne gang? Jeg var godt nok ved siden af mig selv i dag, og der var egentlig ikke nogen særlig god grund til det.

Med faste og hurtige skridt halv løb jeg over til bilen. Hurtigt fik jeg sat mig ind, og taget sikkerhedsselen på. "Husk sikkerhedsselen, mor." Sagde jeg irriteret. Hun glemte det meget tit. Bilen var endnu ikke startet, og dimsen der plejer at bippe når man kører uden sele var derfor ikke begyndt.

Lidt småsur og med et drillende udtryk i ansigtet fik hun taget den på, imens hun halvsmilede til mig. "Hvad skal vi lave, når vi kommer hjem?" Spurgte hun mig. Hendes stemme lød meget interesseret. "Jeg ved det ikke rigtig. Kan vi lave ansigtsmasker?" Svarede jeg håbende. Ansigtsmasker med min mor, samtidig med pedi- og mani- cure var noget af det bedste i verdenen. Vi hyggede altid, og fik snakket om alverdens ting.

En tanke strejfede mig. Jeg ville ikke kunne få mani- og pedi-cure når jeg var et spøgelse...

Vi begyndte at køre, og jeg begyndte at tænke. Hvad var det egentlig jeg var ved at rode mig ud i? Jeg vidste at jeg ville gøre alt for at blive kendt, men det var for at kunne gøre en forskel. For at kunne hjælpe andre, og for at kunne blive et forbillede for mange. Ikke et falsk og uopnåeligt idol, men en der ville kunne række ud, og virkelig gøre en forskel. Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg ville være det. Det var mere en følelse end en viden. Det var noget der bare var der, som en stemme der konstant hviskede i mit ører, at det var det der var meningen med mit liv. -Eller min død. Hvad end der kommer først.

Bilen kørte ind i indkørslen. Gruset lød meget højere end det plejede. Min mors mund bevægede sig, men jeg hørte ikke rigtig efter. Et panikanfald byggede sig langsomt op inde i mig. Jeg lukkede øjnene i.

Jeg var død. Min lette spøgelseskrop svævede over byen. Jeg kiggede ned af min hals. Halskæden var væk. Det havde virket. Jeg havde dog aldrig troet, at det ville være så ensomt at svæve oppe i ingenting. At være ingen steder, samtidig med at være alle steder.

Hurtigt måtte jeg finde min familie. Fortælle dem jeg havde det godt. Selvom jeg egentlig... Ikke havde det godt. Jeg "havde det" faktisk slet ikke på nogen måde. Jeg var der bare. Hvis jeg havde følelser ville jeg græde, men jeg var kold som is, og uden et hjerte. Kun en transparent krop. Hvis man overhovedet kunne kalde hvad jeg var en krop. Hvis mine følelser stadigvæk var i live, hvis jeg stadigvæk var i live, ville jeg ryste.

Jeg måtte væk. Hvad havde jeg gjort? Kunne jeg dø rigtigt? Kunne jeg forsvinde. Alt var bedre end at føle intet. Jeg vidste ikke hvordan jeg havde det. Jeg kunne ikke finde ud af hvordan jeg havde det. Det eneste jeg havde var mine tanker, og hvad er de uden følelser de kan kobles sammen med? Jeg ville væk.

Fuld af sved vågnede jeg op fra mit mareridt. Mit syn var sløret, og jeg kunne ikke kende stedet. Væggene var hvide, jeg kunne høre bippen. Var jeg på hospitalet? En silhuet sad ved min side. Var det min mor? Mit syn klarede lige så stille op, og jeg kunne se det ikke var min mor. Det var en helt anden end min mor. Hurtigt kiggede jeg ned af min hals. Halskæden var der stadigvæk. Jeg kiggede op igen. Heksen sad der.

Hvor er jeg? Tænkte jeg. Jeg turde ikke sige noget, min hals føltes hæs.

"Du er i en drøm". Fortalte hun med den igen så unge stemme. "Jeg tænkte over dit ønske. Du er så ung, fuld af ambitioner. Hvorfor vil du spilde dem på at dø? Jeg ville derfor vise dig hvordan det ville være." Sagde hun sagte.

Vise mig hvordan det ville være? At dø? At være spøgelse? Hvis det kun var en drøm var det ikke sikkert det ville være sådan i virkeligheden. Eller er jeg bare for uvillig til at se det? Er jeg overhovedet på et hospital?

"Ja, du er på et rigtigt hospital. Du fik et anfald. Jeg kunne kun kontakte dig via en drøm. Din mor sidder ved dig." Sagde hun stille.

Hvor jeg dog hadede tankelæsning. Men selv hvis jeg talte, ville det være mine tanker. Jeg var jo i en drøm? Og før var jeg i en drøm, som var i en drøm. Inception all over again.

"Du har det meget svært med virkligheden, mit barn. Ved at holde fokus. Hvis du virkelig vil være kendt må du gøre noget ud af dig selv. Du kan ikke bare få det ned i dit skød, som med alt andet. Du taber dit fokus alt for ofte."

Taber mit fokus? Jeg sætter mål, og jeg når dem. Men måske jeg tager vejen over hegnet, istedet for rundt om? Og hvad mener hun med jeg ikke kan få det i mit skød, som alt andet? Jeg får meget, men ikke alt.

"Såså, mit barn. Jeg vækker dig nu. Tag den med ro. Hvis du vil have et andet ønske, så tag på halskæden og tænk. Din underbevidsthed ved hvad den skal gøre."

Og vågen var jeg. Det hele var en drøm. Min mor sad ved sengen, og holdte min hånd. Jeg var træt...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...