Death makes me famouz

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2013
  • Opdateret: 15 dec. 2014
  • Status: Færdig
Jeg ved jeg bliver en stjerne en dag. Og jeg ved jeg bliver nødt til at dø, for at blive det.
Sådan tænker den 17 årige Charlie, som planlægger århundredets selvmord - og at komme tilbage som spøgelse, for at høste sin succes. Men kan selvmord være svaret på alt? Bliver hun overhovedet kendt? Bliver hendes død det værd? Hvis hun altså kan gennemføre det.

15Likes
18Kommentarer
1026Visninger
AA

10. En kjole, en pige og en fotograf

Vores bil, var som alt andet, et prægtigt eksemplar. Det var en lamborghini, i en grå farve, med blå hjul kapsler, og andre mindre detaljer i samme farve. Min mor elskede den bil, og den var også super lækker at køre i. Dog ville jeg ikke tænke for meget over en bil, som jeg så ofte kørte i. Jeg måtte fokusere på model jobbet, og på at jeg skulle gøre min mor og mig selv stolt. Selvom jeg ikke var professionel havde jeg udseendet med, og det måtte kunne gå.

Det første jeg så, da vi kørte ind på den store plads hvor photo shootet skulle forgå, var at den røde løber var foldet ud. Dog var der ingen beskidte skoaftryk på, og jeg fik fornemmelsen af, at det mest var for pynt. Måske det var den jeg skulle posere på? Det var i hvert fald det sted, hvor der var mest lys, og jeg så da også skyggen af et kamera, der pegede den vej.

Min mor holdte på pladsen, og vi steg ud. Jeg nåede kun lige at stille det sidste ben ud på jorden, og så blev jeg trukket direkte med over til make uppen. Jeg troede et kort øjeblik, at mine ben og fødder måske ville rende af med mig igen, men til mit held, og som en glædelig overraskelse var dette ikke sagen.

Jeg blev kastet ned på en stol, og stylisterne begyndte straks at sætte mit hår op, samt at give mig sminke på. De nåede dog ikke meget, eftersom et "stop!" lød, hvorefter de gjorde som stemmen bad dem om, og stoppede med et sæt.

"Hun skal have tøjet på først, og derefter skal hun styles." Lød en blid, dog maskulin, stemme bag mig. Jeg gættede på, at dette måtte være fotografen. En der skulle styre alt. For at være ærlig undrede det mig også lidt, at jeg fik sminke lagt, og håret sat, før jeg skulle have tøj på, eftersom det jo ville kunne ødelægge al deres arbejde, når det skulle over hovedet. Det måtte også være det der bekymrede fotografen. Eller hvad han var. Min mistanke var endnu ikke blevet bekræftet.

"Vær hilset, ærede frøken. Det er mig der skal tage underskønne billeder af dig, og må jeg sige. Jeg tror din skønhed kommer til at gøre arbejdet godt. Mit kamera vil blot fange den." Sagde han, med en påtaget accent. Han både lød og så feminin ud, kunne jeg se i spejlet, som jeg først lige havde opdaget. Det sad lidt over mit hoved, og jeg havde derfor ikke set det før.

Med et smil vendte jeg mig om, og kunne nu rigtig se ham. Han var det, jeg sammenlignede med en rigtig fotograf. Eller blandede jeg det sammen med designere? Ligemeget hvad indeholdte dette billede både klichéer og fordomme. Han formåede dog at leve op til det hele. Hans tøj var vildt og anderledes, i farver som rød, orange, gul og blå, og han havde store ærmer på, som jeg normalt ville sammenligne med tøj man danser salsa i. Han var en ung fyr, og alligevel virkede han lidt gammel, men det kunne lige så godt være pga. hans nøgne hovedbund. Man måtte dog sige, at han kompencerede for det i ansigtet, hvor han havde skæg over det hele. Små grå hår. Hvis man kiggede på ham fra afstand, ville man nok tro han elskede at lege julemand. Og dog. Hans skæg var alligevel ikke så langt igen.

"Jamen tusind tak." Jublede jeg smilende til ham. Det ville alligevel være spild at blinke, eller hentyde til flirt. Jeg kunne tydeligt både se og høre, at han spillede for det andet hold. Ligemeget hvad var han heller ikke min type. Dog kan jeg godt lide at få lidt flirt ind, for at gøre det hele sjovere. Især når man skal arbejde sammen. Heldigvis kan jeg altid flirte med kameraet, og inden dagen er omme, er det næsten garanteret det vil elske mig. Hvis ikke det allerede gør det, altså.

Han smilede tilbage til mig, og gik derefter videre. Kort efter kom endnu en stylist, med den smukkeste kjole jeg nogensinde havde set. Den var hvid, og gik til lidt ned over knæene. Der var sat mange perler på, der glimtede i solen, som stylisten holdte den op, for at vise mig den. Derudover var der røde detaljer på. Både i halsen, samt nederste del af kjolen var der røde bånd, der fulgte kanten. Der var bitte små røde perler, der gav ærmerne et lidt puffet look, og så var der et stort rødt bånd lidt under brystet, som gik om bagi, og blev en stor rød sløjfe.

Fotografen kom igen over til mig, og der var et eller andet omkring mit bryst der fangede ham. Han kiggede meget interesseret, og hvis ikke det var fordi man tydeligt kunne se, hvad han var til, ville jeg blive forarget.

"Hvor har du den overdådige halskæde fra?" Hvinede han med den mest tøsede maskuline stemme, jeg havde hørt i mit liv. Jeg kiggede ned af mig selv, og den smukke magiske halskæde lyste lidt op. Hvad kunne jeg svare?

"En sød vintage forretning på strøget." Løj jeg hurtigt. Jeg lagde mærke til hans øjne lyste op, som han kiggede på halskæden. Hans øjne var meget dybe, og meget blå. De var fantastisk flotte, og passede rigtig godt til det tøj han havde valgt. Han var jo også den slags mand. Hov, fordom. Upsi.

Som en snarlig stjerne prøver jeg ikke at have for mange fordomme om folk. De fleste plejer alligevel ikke at holde stik, og det er bedre at lære folk at kende fra bunden af, end på falske rygter, og grimme fordomme, som normalt ikke passer.

"Den passer perfekt til kjolen." Hvinede han endnu engang, men denne gang som en lille pige. Jeg smilede bare kort, imens jeg gav et lille nik. Der var ikke rigtig noget at svare. Stylisten, der stadigvæk stod med kjolen i armene, fik tegn af fotografen til, at hun skulle give den videre til mig. Jeg blev derefter vist over til et lille hus, som jeg ellers havde gættet på var toilettet. Det skulle jeg åbenbart klæde om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...