Death makes me famouz

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2013
  • Opdateret: 15 dec. 2014
  • Status: Færdig
Jeg ved jeg bliver en stjerne en dag. Og jeg ved jeg bliver nødt til at dø, for at blive det.
Sådan tænker den 17 årige Charlie, som planlægger århundredets selvmord - og at komme tilbage som spøgelse, for at høste sin succes. Men kan selvmord være svaret på alt? Bliver hun overhovedet kendt? Bliver hendes død det værd? Hvis hun altså kan gennemføre det.

15Likes
18Kommentarer
1002Visninger
AA

15. En anemone-hva-for-noget?

Prøver blev taget. Både den ene scanning, den anden scanning, blodprøver, spytprøver, tisseprøver, sågar hårprøver. Måske de ville klone mig for at bringe min skønhed ud i verden?
Det var godt min mor ikke kunne læse tanker. Hun ville kigge endnu mere alvorligt på mig end hun allerede gjorde. Hun var for bekymret til jokes. For at være ærlig var jeg også bekymret. Jeg har aldrig hørt om hårprøver, medmindre man blev voldtaget eller noget i den stil. Jeg havde læst at man kunne se sæd i håret eller sådan noget, hvor klamt det end lyder. Men det er ikke hvad jeg skal tænke på.

Heksen havde ret. Jeg mister alt for hurtigt fokus. Mine tanker går altid ned af den mest snirklede sti i stedet for at følge "Det gule fortov".

Efter prøverne var taget blev jeg kørt ind på mit hospitalsværelse igen. Der var ikke nogen der sagde noget om noget. Min mor var stadigvæk inde på værelset. Hun så ud som om hun blundede. Hendes hår hang som et mørklægningsgardin ned foran hendes ansigt. Da jeg kom tættere på kunne jeg se hun havde grædt. Hendes ellers så perfekte make-up var løbet. Jeg troede ellers hun brugte vandfast.

Den første mascara hun nogen sinde havde givet mig var en vandfast. Hun havde fortalt at det var den eneste slags man kunne regne med. Så kunne man både græde og se godt ud. Efter hun havde færdiggjort den sætning endte vi begge to med at græde af grin, og hun sluttede af med at pege tæt på sine øjne og sige "Se, det virker," med et fjoget grin. Min mor var virkelig min bedste ven.

"Hvad så, mor?" nærmest råbte jeg til hende. Det gav et gap i hende at nogen talte til hende. Hun må vidst have sovet lidt mere end jeg troede. Jeg sendte hende et stort smil. Hun havde altid fortalt hun elskede mit smil. Det fik mine øjne til at glimte. Det kunne også være min vandfaste glimmer mascara der gjorde det, og ellers hjalp den i hvert fald godt på vej.

"Gik det godt med prøverne?" spurgte hun halvtræt. Man kunne ligefrem høre den tidligere gråd i hendes stemme. Jeg ville ikke spørge ind til det. Jeg regnede ikke med jeg var syg med noget alvorligt, og tog det hele meget positivt.

"Det regner jeg med, mor. Jeg er sikker på jeg får 12!" jokede jeg. Endnu engang sendte hun et hævet øjenbryn min vej. Jeg skulle lære ikke at spytte alt ud jeg tænkte. Og at tænke i en lige linje. Jeg måtte virkelig høre mere efter hvad heksen sagde. Når nogen er i ens hoved ved de som regel hvad de taler om.

Hun nåede ikke at svare med andet end blikket før lægen kom ind. Hendes kittel var lidt mere grå i det end sidst, og hendes rynker var mere tydlige. Jeg tror hun var træt.

"Hej Charlie. Jeg skal lige spørge dig om lidt spørgsmål inden vi tager yderligere tests. Er det okay med dig?" Spurgte hun smilende. Jeg nikkede og gjorde plads i min hvide hospitals seng til at hun kunne sidde der. Dog følte jeg mig ret dum da hun trak en kontorstol hen til sengen, som stod og gemte sig i hjørnet. Den var blå og stor, og den eneste ting med farve inde i det hvid-grålige rum. Hvorfor dælen så jeg den ikke før? Jeg må virkelig være syg. Jeg tænker ikke engang flabet. Måske er jeg bare træt. På trods af de 2 dages søvn.

"Godt Charlie," sagde hun i mens hun satte sig på stolen. "Har du haft det mærkeligt dagene op til dit anfald? Set ting du ved ikke findes, hørt ting, eller er fantasi kommet til virkelighed?" spurgte hun. Ikke andet end en heks, en magisk halskæde, et ønske om at komme tilbage fra døden som spøgelse, og...

"Hey, jeg stod da model for dig, ikke mor?" spurgte jeg. Nu var jeg i tvivl. Hun nikkede, og jeg åndede lettet op. Lægen kiggede på mig. Helt tæt på var hendes make-up faktisk ikke særlig god. Hun havde nogen billige mærker på, og hendes mascara var klumpet. Jeg stolede nu lidt mindre på hende. Hendes hår var dog stadigvæk pænt tæt på.

Hun tog det som mit svar, men tog mig for en sikkerheds skyld alligevel ned til en eller anden form for hjernescanning. I det mindste kunne jeg nu vise min mor at jeg havde ret. At jeg rent faktisk havde en hjerne. Hvem vil ikke elske at kunne hive sådan et billede frem, når nogen tror de skal spille klogere end en?

Efter det var gjort blev jeg kørt tilbage til værelset hvor min mor stadigvæk ventede. Hun så ikke så trist ud som før. Jeg tænkte tilbage på photoshootet. På hvorfor min mor ikke rigtig vil have mig i den slags arbejde, og besluttede mig for at spørge.

"Mommy?" Jeg brugte altid Mommy når jeg skulle spørge om hvad der for mig, var ubehagelige spørgsmål. Hun havde luret den, og satte sig derfor ret op, og gav mig 'give-it-to-me'-tegnet. Jeg trak vejret dybt ind.

"Hvordan kan det være, du ikke vil have. jeg skal være model?" spurgte jeg så hurtigt min mund havde svært ved at følge med. Det var egentlig ikke et særlig underligt spørgsmål, men for mig var det en stor ting. Jeg drømte om rampelyset, om at blive kendt, og det at være model kunne åbne en hel masse muligheder for mig. Jeg er smuk, jeg elsker mennesker, og jeg kan håndtere en del.

Hun sukkede dybt.

"Fordi, min kære... Da jeg var ung stod jeg model en del. Det har jeg også fortalt dig før. Dog har jeg aldrig fortalt hvor krævende det var," Hun holdte en dramatisk kunstpause. "Jeg skulle op kl. 6 hver dag, jeg måtte næsten ikke spise noget. Jeg kunne selvfølgelig træne, men jeg måtte heller ikke have for mange muskler. Til sidst blev jeg så usund og så træt, at jeg fik så store poser under øjnene, at man ikke kunne dække dem med make-up. Det er ikke noget jeg ønsker for dig, skat. Faktisk ønsker jeg ikke rigtig berømmelse for dig. Det er et hårdt og tærende job. Nogen må vel synes det er det værd. Dog vil jeg heller ikke stå i vejen for dig. Du er efterhånden gammel nok til at bestemme om du vil være model, eller have et andet job. Der er altid en ledig plads til dig på magasinet."

Hendes talestrøm stoppede endelig. Jeg sad målløs i den lille, grimme, dumme hospitals seng. Jeg lukkede mine øjne hårdt i, og prøvede at koncentrere mig omkring det hun lige havde sagt. Kunne det virkelig være rigtigt, at min egen mor ikke ønsker jeg skal være berømt, kan det virkelig være rigtigt at hun ikke...

Jeg nåede ikke at færdiggøre mine tanker, eftersom lægen kom ind. Hun havde et alvorligt udtryk i ansigtet, og gik også meget strikt.

"Charlie..." sagde hun med en alvorlig mime. "Vi fandt en aneurisme i din hjerne." sluttede hun.

Uhm. Ahva.

"En Anemone-hva-for-noget??" udbrød jeg med et forvirret udtryk i ansigtet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...