Death makes me famouz

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2013
  • Opdateret: 15 dec. 2014
  • Status: Færdig
Jeg ved jeg bliver en stjerne en dag. Og jeg ved jeg bliver nødt til at dø, for at blive det.
Sådan tænker den 17 årige Charlie, som planlægger århundredets selvmord - og at komme tilbage som spøgelse, for at høste sin succes. Men kan selvmord være svaret på alt? Bliver hun overhovedet kendt? Bliver hendes død det værd? Hvis hun altså kan gennemføre det.

15Likes
18Kommentarer
1075Visninger
AA

19. Charlies oplevelser på hospitalet

Da jeg vågenede op føltes alt forkert. Jeg kunne se jeg var i mit hospitalsrum, men lugten som før fyldte mine næsebor når jeg trak vejret ind var helt væk. Faktisk lugtede der af ingenting. Jeg kunne høre svage bip lyde fra ved siden af mig, men valgte at ignorere det. Lugten var der ikke, og det var underligt. Jeg prøvede at lukke mine øjne og sniffe så hårdt som jeg kunne, men det var som om selve lugtesansen var væk.

Med hurtige blik og hastige bevægelser kiggede jeg omkring i det lille rum. Der var ikke så meget at tage notis af, og alt så ud som det plejede. Min mor sad ovre i et hjørne og halvsov. Jeg lukkede øjnene endnu engang og pustede hårdt ud. Jeg var så bange. Operationen gik godt trods alt. De sidste ord jeg havde hørt havde skræmt mig, og jeg troede jeg ville dø. Dø før jeg nåede mine mål som jeg endelig havde fundet.

Jeg kiggede på min højre arm og så nogen slanger fra den. Med stille bevægelser flyttede jeg min venstre arm over for at fjerne dem, men med et blev min krop stiv. Mine fingre gik direkte igennem slangerne. Og armen. Og sengen. Hvad var der sket? Ingenting, nok. Jeg drømmer bare. Igen. Om lidt kommer heksen, som ikke findes, og fortæller at det hele bare er en drøm. Jeps, sådan bliver det.

"Mor..." hviskede jeg stille. Jeg ville ikke vække hende, men jeg blev nødt til at teste virkeligheden. Ingen reaktion.

"Moooooor" prøvede jeg igen lidt højere og mere irriteret. Stadigvæk ingen reaktion.

"MOAR" kaldte jeg hårdt og fast, men hun blev ved med at sove. Hun plejer ikke at sove særlig dybt. Hun plejer at vågne op bare man stirrer dumt på hende. Jeg er bange. I det samme jeg tænkte til ende trådte lægen ind. Hendes kittel var igen kridhvid og jeg regnede derfor med at det var morgen, så den var helt nyvasket. Måske hun kunne fortælle hvad der var sket.

"Hey..." prøvede jeg stille, og selvom hun stirrede direkte på mig skete der ingenting. Hun vendte blot om og kiggede derefter på min mor, som hun vækkede med rolig hånd.

"Hvad er situationen?" mumlede min mor søvnigt. Hun havde grædt igen.

"Operationen gik ikke som den skulle. Din datter mistede livet i 5 sekunder, hvorefter et uforklarligt lyst dukkede op. Hun kom tilbage til livet, men endte i et koma. Vi måler dog stadigvæk hjerneaktivitet fra hende, og håber hun snart vil vække op." svarede lægen med en meget alvorlig og professionel stemme. Jeg stivnede. Det gik langsomt op for mig. Jeg lå i koma, og alligevel kunne jeg se, høre og føle. Eller kunne jeg? Jeg kunne ikke lugte. Jeg kunne ikke røre min egen arm. Hvordan sad jeg overhovedet i min seng.

Hurtigt kiggede jeg ned. Jeg sad ikke i sengen, jeg svævede over den. Over min krop. Jeg var et spøgelse. Det var ikke en drøm. Mit ønske var blevet gjort til virkelighed. Min sidste tanke, "jeg vil ikke dø", i mens jeg holdte halskæden. Ellers ville jeg være død nu. Mit ønske fra start var opfyldt. Jeg var nu et spøgelse. Et spøgelse der ikke kunne bruge sine sanser, eller føle.

Det hele var dog anderledes fra drømmen heksen havde givet mig. Følelser som at være bange, trist, glad og den slags havde jeg stadigvæk. Jeg kunne bare ikke mærke mere. Jeg kunne ikke lugte. Mine sanser var væk.
Men jeg ville vel vågne igen, ikke? Ind til da måtte jeg hellere være optimistisk. Jeg måtte tænke positivt.

En. To. Tre. Gad vide om jeg er nøgen når jeg svæver ud af sengen? Det kunne være så typisk. Hvor fanden får et spøgelse også lige tøj fra? Er der spøgelsesbutikker? Og hvis jeg kan gå igennem alt, hvordan kan jeg så have tøj på? Dette ville dog ikke stoppe mig. Ud af sengen med mig, og bare lad være med at kigge ned. Så er det ligemeget. Jeg er åbenbart usynlig til alle andre. Hverken min mor eller lægen lod mærke til mig selvom jeg talte til dem, og sad i sengen.

Det her kan måske blive godt. Jeg kan gå rundt og høre alle folks private samtaler, og siden det er et hospital må der være mange. Derudover kan jeg også finde ud af hvordan det ville være hvis mit oprindlige ønske gik i opfyldelse. Eller måske jeg bare skulle gå tilbage til min krop, og håbe jeg vågner op.

Gå tilbage til min krop.... Hvad pokker er det for en underlig sætning? Intet normalt menneske vil nogensinde skulle tænke det. Men jeg forholder mig positiv. Jeg vil snart vågne op, blive model og derefter blive berømt. Alt er planlagt nu. Alt skal nok gå. Mit liv vil blive perfekt, og jeg vil blive den stjerne jeg altid har ønsket at være.

Med tanker om berømmelse og en lille smule storhedsvanvid gik jeg rundt på hospitalet. På trods af at der var mange mennesker var der ikke så mange interessante begivenheder. Der var de mange uheldige mennesker der var på det forkerte sted det forkerte tidspunkt. Der var en del hypokondere, der var gamle mennesker og deres ægtefælle, og der var små børn. Jeg fandt ud af at et spøgelse ikke kan græde. Men i mit hjerte græd jeg for de små børn... Jeg ville helt klart hjælpe dem på en eller anden måde, når jeg bliver berømt.

Dagende gik, og lidt efter lidt blev jeg mere og mere deprimeret. Jeg tog med min mor hjem, når hun ikke sad på hospitalet, og så hende græde sig selv til søvn på grund af mig. Jeg så hende halvsove gennem sit arbejde fordi hun sov for lidt derhjemme. Jeg så hendes altid så professionelle attitude falde fra hinanden lidt efter lidt. Jeg så mit billede i hendes på. Billedet af mig fra forsiden, og hvordan hun altid undskyldte til mig. Også selvom det ikke var hendes skyld. Alt hvad hun gjorde havde på en eller anden måde noget med mig at gøre, og det endte med at gøre ondt.

Jeg så Sue i suppekøkkenet bede for at jeg ville vågne snart. Jeg så de ældre mennesker spørge efter mig. Jeg så mine klassekammerater komme med blomster til mig. Jeg så alverdens smertefulde ansigter. Kun på grund af mig. Jeg har været en egoist. Jeg kan ikke tage deres sorg mere. Hvorfor kan jeg ikke vågne? Eller bare dø. Tag smerten væk, jeg kan ikke tage den mere...

"Mener du virkelig det?" spurgte hun roligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...