A Flashback starts.

En sygeplejerske og en soldat mødes i 1958 ved åbningen af den amerikanske kirkegård i Normandiet.

De mødes ved en gravsten, sygeplejersken brors gravsten.

De opdager de begge kendte broren, de snakker sammen og bid for bid dukker for længst glemte minder op.

Soldaten der havde hukommelsestab og derved ikke kunne huske sin forlovede, for langsomt minderne tilbage efter tolv år.

Sygeplejerskens minder om hendes forlovede og hendes bror dukker op, hun husker stille og roligt hvad der skete for tolv år siden.

Historien stykkes sammen bid for bid indtil de til sidst står med svaret, svaret om hvad der skete den nat for tolv år siden.

2Likes
0Kommentarer
360Visninger
AA

2. Don't you remember ?

 

Be quite, everything will be alright, not today but maybe tommorow, just fight for the dawn.

 

 

Alt er så stille.
Stilheden er overvældende, men de er jo også på en kirkegård.
Ikke hvilken som helst kirkegård, de er på den amerikanske kirkegård i Normandiet.
Kirkegården er lige åbnet for omverdenen og veteraner, året er 1958.

Kvinden bevæger sig yndefuldt rundt mellem alle de over 9300 kors der spreder sig udover skråningen, hun håber på at finde et af de kors hun leder efter.

Manden går bare rundt og prøver at fokuserer på korsene, det ligner han prøver at komme i tanke om et navn, men et som han ikke kan huske.

Begge bevæger de sig hen mod den samme bænk, en bænk med udsigt mod vandet og korsene, en udsigt så overvældende at mange ikke ville kunne klare den.

De sætter sig begge ned, kvinden er så yndefuld da hendes blik glider over på manden.

Mandens blik rammer kort kvindens, et lille glimt af genkendelse glider over hans ansigt, men kort efter er det forsvundet.

Deres øjne spejder rundt og prøver desperat ikke at møde hinandens, men forsøget er spildt da de begge for øje på et kors- det kors de har ledt efter.

Robert V. Hill står der, derudover står der også hvor han er født, hvor og hvornår han døde.

Begges øjne fyldes med tårer da de ser korset, på samme tid rejser de sig for at komme hen til korset.

De vælter næsten over hinandens ben i forsøget på at komme hen til korset, det ender med at manden trækker sig tilbage i det han husker en lille ting- en ting der vil få betydning senere hen.

Kvinden falder på knæ og trækker et lille foto op af lommen, et foto af en pige og en dreng der står sammen med deres forældre, pigen med flettet hår i an krans og en enkelt blomst i hånden, drengen i skjorte med en arm om sin lillesøster, de ligner en lykkelig familie.

Manden kigger lidt på billedet og dvæler ved det, "Kendte du ham?" Spørger han med en forsigtig stemme hvis hun nu skulle bryde sammmen.

Hendes blik fyldes med flere tårer, men hun er modig nok til at løfte blikket og kigge ham i øjnene, "J-ja det g-gjorde j-jeg, han var min bror" for hun frem.

En mærkelig følelse kører gennem mandens hoved, at han burde holde om hende og beskytte hende.

Han ligger forsigtig en arm om hende, hendes blik kører fra korset op på ham.

"K-kendte du ham da også?" Spørger hun med en sårbar stemme.

"ja, eller jo det tror jeg nok, j-jo det gjorde jeg" Siger han forsigtig, "Vi var vidst nok i samme kompagni" Slutter han af.

Hendes blik bliver forvirret som om hun prøver at placerer ham et sted men ikke kan huske hvor.

"H-hvis i var i samme kompagni, hvorfor er du så ikke sikker?" Spørger hun usikkert manden, hans blik rammer hendes, han ligner en der er ved at bryde sammen.

" J-jeg fik hukommelsestab, kort efter dagen, så jeg kan ikke rigtig huske noget fra de tre år der gik forud" Svarer han letter stammende mens tårerne presser sig på.

Hendes blik møder hans, " Jeg var sygeplejerske ved fronten, og min forlovede er stadig savnet, han er formentlig død men det ville bare være rart at vide at han er død i stedet for at skulle gå hjemme i frygt for han ikke er det"

Hans øjne flakker usikkert rundt, og fokuserer igen på hendes ansigt.

" J-jeg kan ikke engang huske min forlovede, ikke andet end bitte små brudstykker af de ting vi lavede, hendes ansigt er væk og jeg kan heller ikke huske hendes navn" hans ansigt laver en grimasse mens han prøver at huske.

Hun kigger sørgmodigt på ham og roder lidt ved sit mørkebrune hår.

" Min forlovede og min bror døde formentlig begge pågrund af mig, jeg forsøgte
at hjælpe en men havde ikke set tyskeren så min bror og forlovede skød ham men min bror blev ramt og jeg forsøgte at redde ham men havde ikke de ting jeg manglede, min forlovede passede på mig i mens men det endte med der kom nogen flere tyskere som var på vej til at flygte, han kastede sig efter dem og det var sidste gang jeg så ham" Siger hun mens tårerne blidt strømmer ud ad hendes øjne, små krystaller fra hendes grønne øjne.

Han kigger på hende og flyder lidt væk mens han prøver at fortælle hvad der skete for ham, i hvert fald det han kom i tanke om.

"Jeg kan huske jeg sagde farvel til min forlovede, hun rakte mig et enkelt brev før jeg tog af sted, jeg nåede aldrig at læse det, jeg gav hende det tilbage. 
Din bror holdt en peptalk for os inden vi tog af sted og var på vej i land, han kom hen til mig bagefter og vi snakkede for ikke at blive nervøse.
Jeg mener han talte om en pige, hvilken kan jeg ikke huske men det var enten dig, min forlovede eller hans kæreste"

Hans øjne glider ned på hendes ansigt, hun sidder stadig og kigger ud i luften mens hun knæler ved sin brors grav.

" Jeg må have kendt dig, men hvem du er ved jeg ikke" siger hun med en underlig stemme.

Hun kigger på ham, hendes blik borer sig ind i hans.

" Okay, mig og min forlovede startede med at sige farvel, jeg tror der var et eller andet han gav mig tilbage, måske nogen penge.
Han kyssede mig før han gik ned i båden, jeg vendte mig om og vinkede kort før jeg gik over i båden jeg skulle være i.
Jeg snakkede med de andre sygeplejersker om hvordan vi mødte vores kærester eller forlovede.
Eftersom alle kendte min forlovede startede jeg, min forlovede og jeg mødtes tre år før det her, han havde trænet og havde passet på min bror men var selv kommet til skade så jeg tog mig af ham.
Han spurgte så på et tidspunkt om jeg ikke ville med ham i byen efter han var blevet rask, jeg svarede ja og sådan mødtes vi"

Soldaten kigger på hende og forsætter sin egen historie.

" Jeg kan ikke selv huske hvordan min forlovede og jeg mødtes, noget siger mig at jeg inviterede hende men jeg er ikke sikker.
I hvert fald endte vi på stranden, Utah.
Vi var nervøse og bange men sprang ud i det alle sammen, din bror og jeg sprang ud sammen, vi var forvirrede men løb bare frem og begyndte.
De andre fulgte bagefter og vi kastede os frem, andet kan jeg ikke huske"

Hendes øjne glider op på ham, og hendes stemme lyder igen.

" Det sikkert rigtigt men jeg husker at bagefter da vi begyndte at komme kæmpede min forlovede og bror side om side som brødre ville gøre, jeg bar desperat og løb frem.
Jeg forbandt og prøvede at rede folk men nogen gange er det svært, alt for svært. 
De fleste døde mellem vores hænder, vi prøvede at redde dem men vi fejlede, vi fejlede alt for mange gange.
Jeg fandt efter et par timer en der lå væk fra de andre og prøvede at redde ham, det var så der min bror og forlovede kom"

Hendes blik glider op på ham.

"Må jeg se din ring?"

Hun trækker forsigtig en kæde op og en smuk blomstering kommer til syne.

"H-han gav mig den" stammer hun og kigger på ham med tårer i øjnene.

"Nej, det gjorde jeg" Siger han.

 

-------------

 

Jeg vil lige påpege at denne historie er en jeg selv har fundet på.

soldaten Robert V. Hill er en rigtig soldat hvis gravsten står længst mod beskueren på billedet der er brugt til coveret.

Jeg har ikke brugt vanvittig lang tid på dette Oneshot og det kan være at hvis jeg for tid jeg retter det og skriver mere på det.

Jeg har længe haft denne historie i hovedet, den har bare kørt og kørt.

Min idé startede i Frankrig på den bænk med udsigt mod vandet og gravsten, jeg har så udviklet den og føjet mere til.

Men jeg håber i kan lide den C:

 

XoXo

Who do you think?/Ellen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...