Behind Those Glasses {One Direction}

Livet er langt fra så let som en leg, hvilket er noget Marcel mærker meget til. Han er skolens absolutte nørd, der bliver mobbet og gjort grin af hver dag. Ingen kan lide ham.
Som en komplet modsætning har vi Kimberly. Kimberly McElroy - en af skolens øverste og mest populære piger. Hun lever livet, og nyder hvert sekund. Endda så meget, at hun indgår et væddemål med en af sine veninder - Veronica, hvor offeret er ingen ringere end Marcel. For hvor meget skade kan det gøre?
Kimberly får til opgave at skulle tilbringe så meget tid med Marcel som overhovedet muligt, så han vil invitere hende med til en noget så omtalt begivenhed - Prom. I væddemålet indgår der også en aftale om, hun skal få Marcel til at forelske sig i hende, så hun i sidste ende bare kan knuse hans hjerte.
Men fortryder hun, da hun finder ud af, hvad der gemmer sig bag de nørdede briller, det kiksede tøj og gelehåret?

406Likes
901Kommentarer
47979Visninger
AA

14. You've got a friend in me


Venner? Ordet lød stadig helt underligt i mine øre.

Kimberly havde kaldt mig for sin ven. Hun havde rent faktisk indrømmet, at hun godt kunne lide mig som person. Noget jeg aldrig havde været vidne til før.
For ingen ville være min ven. Især ikke så køn en pige som hende.

Derfor var det også med højt humør, at jeg tog i skole dagen efter. Gårsdagens hændelser, havde fået mig ved nyt vemod, og jeg var klar til, at udstråle en energi, og glæde, som ingen kunne tage fra mig. End ikke en person som Marc.

Så på trods af alle de buler, skrammer og blå mærker jeg havde fået, under slåskampen, jeg havde været hovedvidne til dagen forinden, prøvede jeg på at smile, i det jeg gik gennem skolens gange.

Folk hviskede og snakkede om mig, hvilket ikke kom bag på mig. Det havde været en selvfølge for mig, at ignorere det gennem årene, så derfor gik det mig heller ikke yderligt på i dagens anledning. Dog var der noget anderledes i deres blikke her til morgen.
Blikkene jeg fik tilsendt var barmhjertige, og spørgende. Måske de alle havde set episoden i går med Marc, og måske de alle bare havde ondt af mig. Noget jeg ikke just manglede i mit liv.

Derfor gik jeg også bare hen mod mit skab, uden at give dem alt for megen opmærksomhed.

Hurtigt fik jeg kodet skabets kombination ind på låsen, sådan at den kunne åbnes. Derefter fandt jeg mine bøger frem til de kommende timer, og da jeg igen lukkede skabet, efter at have rettet lidt på mine briller, fik jeg jordens største chok.

For ved siden af mig – gemt bag lågen i mit skab, stod en pige med et stort smil placeret om sine læber.
Hun holdt selv nogle bøger i sine arme.

”Hej Marcel,” sagde hendes genkendelige stemme. En stemme jeg havde tænkt en del på, gennem de sidste 24 timer.

”H-hej Kimberly,” stammede jeg, mest af alt, fordi jeg  var overrasket over at se hende. Normalt plejede vi jo ikke ligefrem at snakke sammen i skolen. Især ikke her midt på gangen, hvor alle eleverne kunne se os. Noget der helt klart også var trådt i kraft. For en del blikke var igen rettet mod mig.
Grunden var nok, at jeg på nuværende tidspunkt, stod og snakkede med skolens populære pige.

Nørden – Marcel, snakkede med skolens pæneste og mest eftertragtede pige – Kimberly.

What a chok!

”Hvad skal du have i første time?” Smilet sad stadig placeret om hendes læber, da hun blev ved med at snakke til mig. Altså så det ikke ud som om, at hun havde i sinde at forlade mig.

”Engelsk skrivning,” svarede jeg uden ydre tøven. Skrivning var et af mine yndlings fag. Især når vi skulle udtrykke vores følelser i diverse tekster, digte og sange. Det havde altid været noget, jeg holdt meget af.

”Jeg skal have Historie. Så vi kan godt følges lidt af vejen. Klasselokalerne er trods alt lige ved siden af hinanden.” Hun var allerede begyndt at gå, mens hun stadig snakkede. Og da jeg ikke fulgte efter sådan uden videre, gav hun et klart tegn på, at det var okay, og at alt nok skulle ordne sig.
Der var intet af være bange for.

Alligevel blev jeg nødt til at spørge, ”hvorfor g-gør du d-det her?”  Mit spørgsmål kom bag på os begge. Især kom det bag på mig. For hvornår var jeg begyndt at være så ærlig overfor folk? Så åben?

Så spørgende?

”Hvad mener du Marcel?” Så selvom mit pludselige spørgsmål også kom bag på hende, bevarede hun alligevel roen, og snakkede med en så rolig og beherskende stemme, at det helt skræmte mig. Hvordan kunne hun tage det med ro?

Hvorfor var hun ikke ved at løbe skrigende væk, og hvorfor ignorerede hun mig ikke? Altså var der noget ved denne dag, og ved Kimberlys handlinger, der ikke virkede optimalt. Det virkede ikke rigtigt.

”D-du plejer a-aldrig a-at ville s-ses med mi-mig. Så hv-hvorfor er du s-så fli-flink v-ved mig i-i dag?” Jeg var for genert og nervøs til at kigge på hende. Hvad nu hvis hendes blik bare ville skræmme mig, og hvis det endte med ikke at være som jeg håbede. Hvad nu hvis hun bare gjorde alt det her, fordi hun stadig havde ondt af mig. Fordi hun følte sig tvunget til at følge op på, om jeg havde det godt, efter at hendes kæreste havde banket livet ud af mig.

”Lad nu vær’. Fortalte jeg dig ikke i lige i går, at du er min ven. Og venner er til for at hjælpe hinanden. Tror du, at jeg ville gå her sammen med dig, hvis jeg ikke havde lyst?” Den sidste sætning hun fik slynget ud, gjorde mig underligt til mode. For hvad mente hun helt præcist med den?

Var det et oplagt tegn på, at hun netop følte sig tvunget til at gå med mig?

”Du tænker alt for meget. Slap nu bare af. Vær den Marcel, som jeg er så heldig at opleve hver eneste dag, efter skole. For den Marcel er du ikke, når du er i skolen. Du er som to forskellige personer.”

Hun var så rar. Ja hun opførte sig ligefrem som den Kimberly, jeg netop også var vidne til at opleve hver dag efter skole. Hun virkede som den pige, jeg efterhånden, havde brugt en del tid med.
Ja altså når vi havde lektieaftaler. Intet udover det.

”M-men… H-hvad vil fo-folk ikke t-tænke om dig?” Jeg selv var ikke så bange for mit ry og omdømme. Det kunne alligevel ikke blive værre end det i forvejen var. Det var mere hendes ry jeg var bange for. Det ville med garanti ændre sig, hvis hun blev set med mig.
Hun ville blive stemplet som en taber, præcist ligesom jeg selv var. Noget jeg ikke ville have skulle ske.
For det fortjente hun ikke.

”Til helvede med, hvad folk tænker. De kan sejle deres egen sø, kan de! Hvis de har lyst til at tænke noget om mig, så skal de da bare have lov. Det er bare et tydeligt tegn på, at de ikke aner hvem Kimberly McElroy egentligt er.” At hun ligefrem brugte bandeord i sine antydninger og konstateringer, kom bag på mig. Denne her side af hende, havde jeg aldrig set før.

Det var som om, at hun brændte inde med et temperament så stort, men at hun alligevel havde så meget kontrol over det, at hun til dagligt, kunne holde det et minimum.

”Men dette her er mit stop. Vi snakkes senere.” Hun smilte hurtigt til mig, da vi var endt ude foran historie lokalet, hvilket var hendes undskyldning for, at skilles med mig.

Jeg nikkede kort, inden jeg selv satte kurs mod engelsk lokalet.


Dagen havde været lang, og da matematiktimen var ovre, ventede jeg et sekund med at pakke sammen, for at vente på Kimberly. Vi havde tidligere på dagen aftalt, at vi skulle studere sammen til en test, vi ville få i morgen.

Gennem hele dagen havde hun været så imødekommende, og havde snakket til mig, hver gang muligheden bød sig. I spisepausen, var hendes blik hele tiden rettet mod mig, og når vores blikke mødtes, smilte hun stort.

”Er du klar til at gå?” Hun stod troppet op ved siden af mit bord, og havde allerede pakket sine ting sammen. Tasken var også allerede på hendes ryg, og jakken i hendes arme.

”J-ja!” var det eneste optimale svar jeg kunne komme på.

I det øjeblik, hvor vi skulle til at gå ud af klassen, kunne jeg høre en stemme kalde på Kimberly. En stemme jeg gennem min tid i High School, havde prøvet at undgå.

”Aye babe. Havde vi en aftale senere i dag?” Da jeg kiggede hen på personen der snakkede, kunne jeg skimte et alt for genkendeligt ansigt komme mod os.
Jeg sukkede kort, inden jeg vente ryggen til af ren refleks.

”Har jeg ikke fortalt dig, at vi to er færdige sammen? Jeg vil ikke have noget med dig at gøre. Det burde du også have fundet ud af, efter dine handlinger i går.” Kimberly hævede stemmen, og lød mere alvorlig, end jeg nogensinde havde været vidne til. Hun var trods alt ikke ligefrem personen, der som sådan bare lige hævede stemmen uden nogen grund.

”Det kan du ikke mene, babe. Vi to hører jo sammen. Kom nu med mig hjem.”

”Jeg er ikke din babe. Og lad mig så være i fred.” Hun stoppede hurtigt med at snakke, for kun at gribe fat i min hånd og trække mig mod skolens udgang. ”Desuden har jeg også en aftale med Marcel.”

Den sidste bemærkning, råbte hun gennem gangen, hvilket fik denne specielle person til at holde mund. Hun havde været på min side, og havde beskyttet mig.

I denne sammenhæng var jeg glad for hendes handling. Også selvom, at det var normalt, at det var drengen der beskyttede og forsvarede pigen. Ikke omvendt.

Men tænk at Kimberly, lige havde formået at lukke munden på ingen ringere end Marc.

Altså måtte der være noget om snakken med at være hinandens venner, når hun gjorde ting som disse.

****

Kimberly og Marcel's venskab er nu officielt, og Kim lader sig ses med Marcel blandt andre mennesker. HVOR SØDT ER DET IKKE LIGE?

Så nu hvor de er sådan RIGTIGT venner, hvad tror I så der vil komme til at ske? 
(Skriv jeres forslag i en kommentar)

OG udover det, så har sødeste Amalie også lige udgivet et nyt oneshot som jeg syntes I skal tjekke ud! (Der vil enten kunne findes et link i en kommentar, eller på hendes profil)

Jeg håber I nyder jeres ferie. Jeg selv sidder i Kina lige nu, da jeg er på ferie herovre hos et hold venner, og siden klokken er ti i et, vil jeg nu gå i seng. 
Sov godt venner! 

/Frederikke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...