Behind Those Glasses {One Direction}

Livet er langt fra så let som en leg, hvilket er noget Marcel mærker meget til. Han er skolens absolutte nørd, der bliver mobbet og gjort grin af hver dag. Ingen kan lide ham.
Som en komplet modsætning har vi Kimberly. Kimberly McElroy - en af skolens øverste og mest populære piger. Hun lever livet, og nyder hvert sekund. Endda så meget, at hun indgår et væddemål med en af sine veninder - Veronica, hvor offeret er ingen ringere end Marcel. For hvor meget skade kan det gøre?
Kimberly får til opgave at skulle tilbringe så meget tid med Marcel som overhovedet muligt, så han vil invitere hende med til en noget så omtalt begivenhed - Prom. I væddemålet indgår der også en aftale om, hun skal få Marcel til at forelske sig i hende, så hun i sidste ende bare kan knuse hans hjerte.
Men fortryder hun, da hun finder ud af, hvad der gemmer sig bag de nørdede briller, det kiksede tøj og gelehåret?

406Likes
901Kommentarer
48718Visninger
AA

20. Will you go to prom with me?


(LYT TIL "LITTLE THINGS" MENS DU LÆSER DETTE KAPITEL)

Livet var ikke altid helt så nemt, som folk beskrev det til at være. Det kunne jeg uden tøven skrive under på. For der var på det seneste stykke tid sket så meget i min verden. Så mange ting, at jeg næsten ikke vidste hvad og hvem jeg skulle tro på.

Liam havde for en kort stund siden, fortalt mig at Kimberly holdt mig for nar, fordi hun havde haft et væddemål kørende med Veronica. Et væddemål der gik ud på, bare at udnytte mig. Mere havde jeg ikke fået af vide om det. Dog måtte jeg indrømme at det gjorde mig såret, at få sådanne ting af vide. Ufatteligt såret. For hvad skulle jeg tro på?
Liam havde aldrig nogensinde haft noget nyttigt at fortælle mig, så hvorfor skulle han tale sandt denne gang? Og selv samme dag som jeg havde fået de oplysninger fortalt, var Kimberly dukket op foran min hoveddør. Noget der egentligt overraskede mig, eftersom vi ikke havde en lektieaftale den dag.

Ja hun havde ligefrem kysset mig, for derefter at udtrykke sine følelser for mig. Hun forklarede mig, at hun følte noget for mig, og at hun ligefrem godt kunne lide mig. Endnu en ting der gjorde mig så forvirret, at jeg hverken kunne kende forskel på op eller ned.
Men hendes ord glædede mig.

For selvfølgelig kunne jeg jo også godt lide hende. Ingen tvivl om det.

Jeg tror bare problemet var, at jeg var bange for at binde mig. Bange for at knytte mig for meget til én person, da det aldrig var noget der var sket før. Aldrig havde en pige fortalt mig, at hun havde følelser for mig, så jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere.

Skolen var som den plejede. Marc var stadig på nakken af mig en del gange om dagen, og lektieaftalerne fortsatte med Kimberly. Ja hun begyndte ligefrem at bestå sine prøver, hvilket bestod at jeg i det mindste havde gjort et eller andet rigtigt.

Men når det var sagt, kørte mit liv egentligt ret godt.

Det var også derfor jeg stod ude foran Kimberlys dør på nuværende tidspunkt. Vi havde tidligere på dagen fået weekend fra skolen, så jeg havde en god grund til netop at stå hvor jeg stod lige nu.
Mørket havde lagt sig over byen, og det var kun månen og alle gadelygterne der oplyste natten.

Forsigtigt bankede jeg på den store hoveddør, mens jeg hurtigt rettede på mine briller. Mit hår, der efter mit bad tidligere på dagen, krøllede som sindssygt, stod ud til alle sider, og røg af og til ned i ansigtet på mig. Så da døren åbnede sig, var jeg ved at rette på de ustyrlige krøller.

”Marcel… Hv-hvad laver du her?” stammede Kimberly da hun åbnede døren. Det var sødt når hun ikke rigtigt kunne finde ordene, og på en måde mindede det mig på hvordan jeg selv snakkede. For min stammen var blevet bedre. Alligevel var det som om, at det gik helt galt når jeg var i Kimberlys selskab. Som om hun gjorde mig så nervøs, at jeg begyndte at stamme mere end nogensinde før.

”J-Jeg har en ov-overraskelse til di-dig.” Hendes øjne lyste op ved mine ord. For det var sandt – jeg havde en overraskelse til hende.

”Kom me-med mig,” fortsatte jeg, inden jeg forsigtigt rev fat i hendes håndled og trak hende med mig.
Hendes fingre smøg sig stille ind i mine, og hånd i hånd gik vi rundt om hendes hus, og om i hendes store baghave. Jeg var efterhånden blevet meget kendt i denne have, eftersom jeg havde brugt en del tid her de seneste par dage. Noget kun jeg, min mor og søster, og Kimberlys forældre kendte til.
Dog ville Kimberly snart finde ud af, hvorfor vi netop befandt os her.

”Marcel, hvad skal vi?” Ordene blev hvisket så stille, at de godt kunne være svære at høre, hvis man ikke gik så tæt som vi gjorde. Jeg rystede hurtigt på hovedet som svar. For hun skulle ingenting vide. Tiden ville vise hende, hvad jeg havde i sinde.

Hun valgte at tie stille, mens vi begav os vej længere og længere væk fra hendes hus. Da vi kort tid efter kom til en afkrog af hendes baghave, bad jeg hende om at holde sine øjne lukkede.
Jeg begyndte så tøvende at gå langsomt fremad, mens jeg holdt vejret.

Da en lille, oplyst pavillon dukkede op foran os, kunne jeg ikke lade være med at storsmile.
Lyskæderne hang så smukt ned fra tagryggen af den, mens stearinlysene oplyste stedet og gav det hele et romantisk twist.

Indenfor i den lille bygning, havde jeg bredt et stort tæppe ud på gulvet, hvilket jeg fik sat Kimberly ned på. Hun havde stadig sine øjne lukket, og skulle lige til at åbne dem, da jeg slap grebet om hendes hånd.

”Ik-ikke endnu,” grinte jeg, inden jeg så greb fat i det der forhåbentligt ville ende med at blive hovedattraktionen denne aften. Jeg rettede kort på den nye og ternede trøje jeg havde taget på til denne begivenhed, inden jeg også satte mig ned på gulvet. Ja jeg havde rent faktisk taget andet tøj på, end mit normale skole outfit.
Gemma havde tidligere på dagen beordret mig til at tage et bad og havde ligeledes fundet mit tøj frem, som jeg nu havde på. Hun havde fortalt mig, at jeg godt kunne se nogenlunde ud her til aften.

”Du må gerne åbne øjnene nu,” hviskede jeg, helt uden at stamme.

Tøvende og usikkert åbnede Kimberly sine øjne, men lukkede dem hurtigt igen da hun fandt ud af, hvad hun var omgivet af. Dog blev de igen åbnet med et sæt, og et stort og lykkeligt smil bredte sig om hendes læber.

”Marcel… Hva-” Jeg afbrød hende hurtigt, ved at lade mine fingre køre over strengene på guitarren, jeg havde i mine arme. Det havde været mit hemmelige våben, og da en stille melodi blev spillet grundet mine handlinger, tog jeg en dyb indånding inden jeg så begyndte at synge:

“Your hand fits in mine

Like it's made just for me

But bear this in mind

It was meant to be

And I'm joining up the dots

With the freckles on your cheeks

And it all makes sense to me

 

I know you've never loved

The crinkles by your eyes when you smile

You've never loved

Your stomach or your thighs

The dimples in your back at the bottom of your spine

 

But I'll love them endlessly

 

I won't let these little things slip out of my mouth

But if I do, it's you,

Oh it's you,

They add up to

I'm in love with you,

And all these little things

 

You can't go to bed,

Without a cup of tea,

And maybe that's the reason

That you talk, in your sleep

And all those conversations

Are the secrets that I keep

Though it makes no sense to me

 

I know you've never loved the sound of your voice on tape

You never want to know how much you weigh

You still have to squeeze into your jeans

But,

 

You're perfect to me

 

You'll never love yourself

Half as much as I love you

You'll never treat yourself right, darlin'

But I want you to,

If I let you know, I'm here for you,

Maybe you'll love yourself,

Like I love you

 

I won't let these little things

Slip, out of my mouth,

But if it's true,

It's you, it's you,

They add up to,

I'm in love with you,

And all your little things”

 

Det var for mig en stor overvindelse, pludseligt at skulle synge for Kimberly. Og ikke nok med at jeg sang for hende, så forklarede jeg også hende om mine følelser. De følelser jeg havde for hende.
Hun fortjente at vide hvad jeg syntes om hende. Hun fortjente at kende mig fuldt ud, og hvad var bedre end at spille en sang for hende, som jeg selv havde skrevet? En sang jeg havde brugt uendeligt lang tid på, men som var det værd.

Og da tiden var inde til det, stillede jeg hende det spørgsmål jeg gennem en længere periode, havde haft til overvejelse så mange gange;

”Kimberly? Vil du være min ledsager til dette års prom?”

 

 

Årgh kærlighed!!! *-*

Da jeg læste dette kapitel første gang kunne jeg dårligt få vejret; er I ikke også enige i, at Frederikke er utroligt kreativ, og Marcel er for nutski!

Jeg gad altså godt inviteres til prom på den her måde... Og så af Marcel!

Nå, men tilbage til den virkelig verden!

Tusind tak fordi I læser med! Det betyder HELE VERDEN for os. Jk, I er for dejlige! Har I husket at like? ;)

// Amalie <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...