Behind Those Glasses {One Direction}

Livet er langt fra så let som en leg, hvilket er noget Marcel mærker meget til. Han er skolens absolutte nørd, der bliver mobbet og gjort grin af hver dag. Ingen kan lide ham.
Som en komplet modsætning har vi Kimberly. Kimberly McElroy - en af skolens øverste og mest populære piger. Hun lever livet, og nyder hvert sekund. Endda så meget, at hun indgår et væddemål med en af sine veninder - Veronica, hvor offeret er ingen ringere end Marcel. For hvor meget skade kan det gøre?
Kimberly får til opgave at skulle tilbringe så meget tid med Marcel som overhovedet muligt, så han vil invitere hende med til en noget så omtalt begivenhed - Prom. I væddemålet indgår der også en aftale om, hun skal få Marcel til at forelske sig i hende, så hun i sidste ende bare kan knuse hans hjerte.
Men fortryder hun, da hun finder ud af, hvad der gemmer sig bag de nørdede briller, det kiksede tøj og gelehåret?

406Likes
901Kommentarer
48090Visninger
AA

3. What a loser


"Sikke en taber" grinede Marc og gik en stor bue uden om nørden, der lå på gulvet med sine bøger spredt rundt om sig. Marcel, hed han vistnok. Han kørte en hånd gennem sit brune hår - det før havde været redt tilbage med voks eller gelé - men nu sad en smule uglet omkring hans hoved, mens han ihærdigt prøvede at få samlet sine papirer og bøger sammen, inden forskellige forbipasserende fik sparket dem alt for langt væk eller ødelagde dem.

"Taber" fnøs Veronica og fik min opmærksomhed væk fra ham på gulvet. "Hvem er han egentlig?"

"En eller anden nørd" brød Zayn ind og rystede på hovedet af Marcel, der nu havde fået samlet tre ud af de fem bøger, mens Marc og to andre sparkede rundt med den fjerde, mens den sidste og femte bog så ud til at være forsvundet i menneskemængden på gangen.

"Han går i vores matematikklasse" fortalte jeg, men det virkede ikke som om, Veronica og Zayn havde tænkt så langt.

"Gør han?" spurgte Ve, og jeg nikkede kort. "Whatever"

"Skal vi ikke gå til frokost?" foreslog Zayn, og jeg nikkede. Jeg smed hurtigt min taske ind i skabet, inden jeg vendte mig imod gangen igen, og kastede et sidste blik på nørden, inden jeg fnøs en smule hånligt af ham og satte kursen mod kantinen sammen med Veronica og Zayn.

"Jeg forstår ikke, hvordan man kan være så kikset" sukkede Ve og slyngede sin arm om min.

"Nogen skal jo være det" sagde jeg og trak på skuldrene, inden vi trådte ind i kantinen, hvor alles blikke øjeblikkeligt blev vendt mod os.

"Der kommer de"

"Flyt dig"

"Pas på"

"Tvillingerne"

"Kimberly McElroy"

"Wow"

Jeg måtte indrømme, at hver gang vi passerede gennem menneskemængden i kantinen, kunne jeg ikke lade være med at føle mig høj. Alle deres kommentarer, de stirrende og måbende blikke, og den måde de flyttede sig på. Som om de ikke turde komme helt tæt på.

"Jackson!" hvinede Veronica, da hun fik øje på sin kæreste i køen til maden. Hun sprang ham i møde, kyssede ham kærligt og tog sin bakke. Zayn og jeg stillede os lige bag dem, og jeg kunne ikke lade være med at vende øjne ad dem. De var da søde nok, men til tider irriterende.

"Hey Kimberly!" kaldte en fyr ved en af bordene, og jeg smilede kunstigt til af basket-fyrene. Han havde kort, sort hår, markerede kindben, og hvis jeg ikke huskede helt forkert, var han også ret høj. Hvis det var endnu en invitation, kunne han godt holde sig væk. Siden der kom løbesedler op rundtomkring på gangene og i klasserne omkring festen, havde jeg modtaget mindst fem invitationer inden frokost og gerne mindst dobbelt så mange efter. Dog havde de alle fået et nej, for jeg nægtede at tage til prom med en kikset date. Veronica skulle selvfølgelig af sted sammen med Jackson, Zayn kunne ikke helt vælge mellem to piger, men havde næsten besluttet sig. Selvom festen var langt ude i fremtiden, var forberedelserne allerede godt i gang, hvilket godt kunne stresse de fleste elever allerede. "Er det stadig et nej?"

"Ja, og det vil det altid være, Luke" sagde jeg og vendte ryggen til ham for at tage mad over på min tallerken. Fraværende, med tankerne på festen, fik jeg anskaffet mig noget mad, og lige i hælene på Veronica og Jackson med Zayn ved min side, fandt vi vej ned til vores bord.

"Se dig for, taber" skændte Zayn, da endnu en af nørderne passerede os og tilfældigvis snittede Zayn med sin albue. "Urg!"

"Gad vide om nørderne egentlig inviterer hinanden til prom" mumlede jeg, da vi alle havde sat os ned. Liam og hans kæreste Sally kom også og satte sig ved bordet, og så var der næsten fuldt hus.

"De kommer slet ikke" snakkede Ve med munden fuld af mad. "De er ikke inviterede"

"Er de ikke?" spurgte jeg og så måbende på hende.

"Hvorfor interesserer du dig pludselig for nørderne?" spurgte Liam og så anskuende på mig. "Er du også en?"

"Selvfølgelig er hun ikke det" blandede Zayn sig, og jeg lagde armene over kors. Det var typisk Liam at prøve at nedgøre mig på den måde. Jeg kunne ikke så godt lide ham, for han var ikke særlig sød, men det var hans kæreste Sally til gengæld. Meget sødere.

"Hvad fik du i matematikprøven?" spurgte Veronica og pegede på mig med sin plasticgaffel.

"Gæt" sukkede jeg og bed mig i læben. Mine forældre ville ikke blive glade, når jeg kom hjem med en matematikprøve, hvor over halvdelen var fejl. "21 ud af 50"

"Du har virkelig brug for hjælp" måbede Sally og så medlidende på mig.

"Du kan jo få lektiehjælp af en af dine nye venner" sagde Liam sarkastisk og grinede kort. "En af nørderne"

"Det lyder ikke som en helt dårligt idé" drillede Veronica, og jeg ville kaste noget efter hende, hvis jeg havde noget, jeg kunne undvære. Dog ville jeg ikke være med til at starte en madkrig, så jeg sendte hende bare et surt og sigende blik.

"Hold nu kæft" vrængede jeg og sendte hende himmelvendte øjne. "Se dem lige" Vi kiggede alle sammen over på det bord, hvor alle nørderne var samlet. Ham fra gangen sad og spiste ved bordet sammen med de andre nørder, mens han havde hovedet begravet i en bog. Han var iklædt en morfarvest ud over en hvid skjorte, sorte bukser der var trukket godt op mellem benene og brune sejlersko. Alt i alt; kikset. Hans blik scannede hurtigt bogen, mens han gumlede løs på sin mad. Jeg kunne slet ikke forstå, at han kunne holde ud bare at sidde og læse. Jeg var måske ikke den mest flittige person i skolen, men jeg holdt altså pause fra bøgerne, når jeg spiste. hvert tiende sekund skubbede han de alt for store, fedte briller på plads på næsen, men de blev ved med at glide ned. De var tapet sammen over næsen og sad en smule skævt - måske fra de mange gange Marc havde givet ham tæv.


"Det gør jo næsten helt ondt at se på dem" sukkede Veronica adskillelige minutter efter og skubbede sin bakke fra sig. "Er du færdig, Kim?" Hun så over på mig, og jeg havde netop tygget min sidste bid færdig.

"Jep" nikkede jeg og tog min bakke i hænderne. "Later, guys" Sally, Jackson og Zayn vinkede kort, mens Liam fokuserede på sin mad. Havde jeg nævn, at jeg engang havde datet den idiot?

"Elsker dig" sagde Veronica til Jackson, inden de snavede hinanden sønder og sammen, inden vi forlod bordet. Urg, hvor jeg bare ikke savnede det. Ve og jeg forlod kantinen, med et hurtigt stop ved vores skabe for at hente vores bøger, og vi gik til geometri. Som om matematik ikke var nok, havde vi også geometritimer, og jeg stank! Ve var den brainy, og jeg havde looket. Det var vi blevet enige om tre dage inde i første skoleår, da vi mødte hinanden. På trods af Veronicas umådeligt store viden, placerede vi os bagerst i lokalet. Helt henne mod vinduerne så jeg kunne side og glo ud af vinduerne, indtil timen var forbi. Geometritimerne fredag eftermiddag var en killer, men det betød til gengæld weekend. Jeg havde allerede planlagt en weekend med Zayn, Veronica og min ven Josh. Zayn og Veronicas forældre var ude af byen i weekenden, så der ville være fest hos dem lørdag, og Josh kom på besøg fra Skotland. Han skulle selvfølgelig med til fest, og jeg havde glædet mig til festen i flere uger snart. Så jeg havde allerede en god weekend i sigte... Derfor skulle timerne fredag bare overstås hurtigst muligt. Og overraskende nok gik timerne stille og roligt, og før jeg vidste af det, var timen slut. Det eneste højdepunkt i timen, var Luke blev smidt ud af timen for at være flabet - noget med noget buksevand eller noget. Klokken ringede, og hele klassen rejste sig nærmest synkront, og klasselokalet rungede af lyden af stole, der skrabede hårdt mod gulvet. Bøgerne blev pakket sammen, og jeg tog Veronica under armen, inden vi begav os mod udgangen. Dog blev jeg stoppet, lige inden vi trådte ud i friheden.

"Miss Elroy?" spurgte vores mandlige lærer og vinkede mig hen til sig. Han var sidst i 60'erne, havde grå skægstubbe og havde en skaldet plet i nakken. Veronica gik bare ud på gangen for at vente, for det var ikke første gang en lærer skulle tale med mig efter timerne.

"McElroy" rettede jeg ham, og jeg hørte ham mumlede et stille 'jaja'.

"Med hensyn til dine karakterer..." begyndte han, og jeg prustede irriteret. Jeg vidste godt, at mine karakterer i både matematik og geometri ikke var de bedste, og jeg havde gang på gang lovet bedre, men jeg kunne ikke. Mine forældre ønskede så inderligt, at jeg ville blive økonom eller arbejde i en bank eller noget, men matematik og regning var ikke lige min bedste side som sagt.

"Jeg ved det godt" skyndte jeg mig at sige, inden han kom med sin forelæsning om hvor meget han ønskede bedre karakterer og at han snart ville kalde mine forældre til samtale. "Jeg skal nok" Jeg vendte øjne af ham, inden jeg trak min taske på plads på skulderen og satte efter Ve.

"Får du ikke bedre karakterer indenfor fem uger, ryger du ud af skolen, Elroy!"

"Det er McElroy" råbte jeg efter ham og tøffede ud af døren. Det var min anden advarsel. Tredje advarsel, og så var der ud. Det var altså ikke særlig godt...


Mine forældre virkede ikke helt glade, da jeg samme aften smækkede mit karakterblad på bordet, og min far sendte mig et sigende blik. 'Det er ikke godt nok' -blikket. Jeg hadede at skuffe dem, men samtidigt havde de altid sagt, at man ikke kunne gøre mere, end man nu gjorde. Stemningen under aftensmaden havde været trykket og

"Du tager ikke til fest i weekenden" sagde min far iskoldt, og jeg måbede.

"Det mener du ikke?!" udbrød jeg og så på min mor efter støtte, men som sædvanligt holdt hun med min far.

"Du bliver nød til at forbedre dit gennemsnit" sagde han og så på sit ur. "Så kan vi tale fester derefter"

"Vi har fået brev fra skolen" indskød min mor, og jeg vred mine hænder under bordet. Pis også! Det værste var, når skolen skulle blande mine forældre ind i det. "Du bliver smidt ud, hvis du ikke forbedrer det inden fire uger, maks., og så må du se dig om efter en anden skole, og vi betaler ikke for transporten" Min nuværende skole lå dejlig tæt på huset, som vi altid havde boet i, så transport havde ikke været nogen forhindringer. Der lå dog ikke rigtig andre skoler i god afstand, så jeg måtte netop skulle bruge offentlig transport, hvis jeg skulle skifte skole. Som om det overhovedet var en mulighed!

"Er der ikke nogle af de andre elever, der kan hjælpe dig med lektierne?"

"Du kan finde dig en lektiehjælp" nikkede min mor, og jeg måbede. Det var anden gang den dag, nogen havde foreslået mig lektiehjælp. Jeg var da ikke så dum - det var jo bare to fag, som jeg  alligevel ikke skulle bruge efter skolen. Jeg kunne godt regne to og to til fire, og så lidt til, men jeg var ikke dum! Måske til det mest avancerede matematik og geometri, men ellers ikke.

"Kan skolen ikke hjælpe dig med det"

"Det skal du sku ikke regne med" fnøs jeg, og min far trommede utålmodigt i bordet med sin gaffel.

"Du skal forbedre dine karakterer, Kimberly"

"Jaja" mumlede jeg, og min far hamrede i bordet med en knyttet næve og rejste mig forhastet.

"Kimberly Grace McElroy!" skændte han og så rasende på mig. "Forbedr dine karakterer, eller du kan sige farvel til alt der hedder computer, mobilregning og penge!"

"Far; det mener du ikke!"

"Du kan lige prøve mig" truede han og satte sig ned igen. "Fordi jeg er i mit gode hjørne i dag, får du lov til at tage til festen i weekenden, men kun fordi Josh kommer. Derefter er der ingen fester, shoppeture eller noget, inden dine karakterer er bedre - meget bedre"

"Tak" takkede jeg, da jeg indså, at det ikke hjalp at skændes med min far. "Jeg skal nok forbedre dem"

"Det håber jeg for dig" sagde han og rejste sig. End of discussion, og jeg havde ikke vundet. I det mindste fik jeg min fest... 

A/N - OG VI ER I GANG!

Siden Amalie ikke selv kunne få dette kapitel publiceret, måtte jeg lige gøre det for hende! Og syntes I ikke også, at hun har skrevet et fantastisk stykke? (Ja hun er ret så talentfuld) :)

MEN - Hvad syntes I om novellen indtil videre, og kan i genkende VERONICA? (hvis ja - HVORFRA?)

Derudover takker, nejer og bukker vi for alle jeres søde kommentarer, for ALLE FAVORITLISTERNE OG JERES LIKES! Det er jo helt VILDT at den allerede har næsten 120 favoritlister og 66 likes! WOW!

Ha' en fantastisk weekend søde venner!

/Frederikke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...