Behind Those Glasses {One Direction}

Livet er langt fra så let som en leg, hvilket er noget Marcel mærker meget til. Han er skolens absolutte nørd, der bliver mobbet og gjort grin af hver dag. Ingen kan lide ham.
Som en komplet modsætning har vi Kimberly. Kimberly McElroy - en af skolens øverste og mest populære piger. Hun lever livet, og nyder hvert sekund. Endda så meget, at hun indgår et væddemål med en af sine veninder - Veronica, hvor offeret er ingen ringere end Marcel. For hvor meget skade kan det gøre?
Kimberly får til opgave at skulle tilbringe så meget tid med Marcel som overhovedet muligt, så han vil invitere hende med til en noget så omtalt begivenhed - Prom. I væddemålet indgår der også en aftale om, hun skal få Marcel til at forelske sig i hende, så hun i sidste ende bare kan knuse hans hjerte.
Men fortryder hun, da hun finder ud af, hvad der gemmer sig bag de nørdede briller, det kiksede tøj og gelehåret?

406Likes
901Kommentarer
48081Visninger
AA

5. Now or never


Efter at have hentet Josh i lufthavnen lørdag formiddag, kørte vi hurtigt forbi huset for at sætte hans ting af, hvorefter vi kørte hjem til Zayn og Veronica. Jeg havde lovet at komme og hjælpe med at gøre klar. De var mine bedste venner, og jeg var ofte imponeret over, hvor gode venner de kunne forholde sig i skolen. De sad ved bord med mig og de andre til dagligt; noget jeg ikke ville kunne gøre med nogle af mine søskende. De var dog begge to flyttet hjemmefra, da de var fire og seks år ældre end mig. Mine forældre fik børn i en ung alder...

"Hey beauty" smilede Ve og trak mig ind i et kram. Selvom det var under 24 timer siden, vi sidst så hinanden, manglede vi hinanden. Hun var min bedste veninde på godt og ondt, og vi manglede hinanden, når vi var væk.

"Hey" hilste jeg og trak mig lidt væk fra hende. Hun lignede Zayn på mange måder, men var langt mere feminin at se på, både i ansigtstræk og bevægelser, men også formerne og stemmen. Hvis man ikke vidste, der var næsten to år mellem dem, skulle man tro, at de var tvillinger. Det havde jeg også troet, indtil jeg fandt ud af, at de rent faktisk gik på to forskellige årgange. Veronica gik på min årgang og i min klasse - de fleste af dem - og Zayn på årgangen over mig.

"Josh" hilste Ve og gav Josh et hurtigt kram. Josh og jeg havde datet i en kort periode for lang tid siden, men vi var begge enige om, at langdistanceforhold ikke lige var sagen. Derfor blev vi venner, og det havde vi været lige siden. Det sjove ved Josh var, at han var lavere end både Ve og jeg selv. Men hans skæve, søde smil og krøllede, brune hår gjorde ham cute at se på, og jeg var faldet for ham dengang. Nu var han en af mine tætteste venner, selvom han boede i Skotland.

"Zayn" smilede jeg og hoppede i armene på ham. Han så både overrasket og chokeret ud, da jeg hoppede om halsen på ham og spændte benene om livet på ham, men han greb straks fat om mig og holde mig oppe.

"Jeg er da også glad for at se dig" grinede han og satte mig ned. "Hvor er det bare længe siden - 22 timer?"

"Du er så sjov, hva'?" sagde jeg dystert og vadede ind i deres hus. Jeg havde en følelse af, at deres hjem var mit andet hjem. Jeg var kommet her så ofte siden første skoleår, at jeg næsten boede her også. Deres forældre elskede mig - ligesom alle andres - og de lod mig komme og spise med, sove og være med til så mange familiearrangementer, som jeg overhovedet orkede. De var søde nok.

"Kom" hørte jeg Ve sige, nok til Josh, og lidt efter joinede de mig i sofaerne.

"Det var lige før, jeg ikke kunne komme med" annoncerede jeg, da de alle sammen havde slået numserne i sæderne.

"Hvad?" spurgte Ve og hørte selvfølgelig ikke ordentligt efter. Hun lignede en fisk, hvis øjne var ved at poppe ud af hovedet. "Kan du ikke komme med?"

"Jeg er her jo, din dumpap" skændte jeg kærligt, mens Zayn lavede facepalm. "Mine forældre har fået andet brev fra skolen"

"Måske skulle du gå mere op i timerne" foreslog Josh, og jeg vendte demonstrativt øjne ad ham og han skubbede til mig. "Følge med i timerne"

"Det gør jeg også" protesterede jeg, men Veronica hostede falskt som protest, og jeg sendte hende sammenknebne øjne. "Jeg prøver, men jeg kan ikke forså matematik og geometri"

"Måske skulle du overveje lektiehjælp" foreslog Zayn, og jeg måbede. For fanden da! Hvad var der med dem og deres lektiehjælp?!

"Ja, af ham nørden der" nikkede Ve, og jeg kunne seriøst have slået dem alle sammen. "Martin"

"Marcel" rettede jeg hende - selv overrasket over at jeg kendte hans navn.

"Whatever" mumlede hun og viftede afværgende med hånden. "Men du kan jo bare spørge ham, om han ikke vil hjælpe dig med lektierne. Bare nogle gange de næste par uger"

"Og tilbringe tid med ham og blive offentligt ydmyget" udbrød jeg, og hun bed sig i læben. Det havde hun måske ikke lige tænkt over. "Ellers tak"

"Vil du ikke have bedre karakterer?" spurgte hun, og så indså jeg, hvad jeg måtte gøre.


Weekendens fest var vildt hyggeligt, selvom vi kun var ti mennesker. Zayn og Ve havde hver inviteret tre venner, ud over Josh og jeg, så vi rundede lige præcis de ti. Josh og jeg blev og sov til søndag, hvorefter vi måtte tage hjem til mig, da Josh skulle tilbage til Skotland igen. Jeg måtte se mig vældig uvellidt hos mine forældre, der bare hovedrystende måtte sendte mig op i seng, så jeg kunne blive klar til mandagen. Og da mandagen kom, følte jeg mig langt fra oplagt og klar. Ve havde tvunget mig til at spørge Marcel om lektiehjælp, selvom jeg vidste, at det ville blive undergangen på mit sociale liv. Jeg så virkelig igen grund til, at Liam skulle have mere på mig, end han havde i forvejen, men jeg måtte gøre det. For min egen, og Ve's, skyld. Da vi så sad i kantinen til frokost, var jeg umådeligt fraværende. Jeg kunne ikke koncentrere mig om min mad, og jeg kiggede hele tiden over på hans bord. Hvorfor skulle en nørd gøre mig så nervøs? Måske fordi han var undergangen af mit sociale liv og

"Nu" hviskede Ve, der i dagens anledning havde ditchet Jackson og sad sig ved siden af mig. "Nu eller aldrig"

"Aldrig" mumlede jeg og så bedende på hende. Hun rystede dog på hovedet og nev mig blidt i siden, så hun tvang mig op og stå.

"Kom så" prøvede hun at opmuntre mig, men det hjalp ikke spor. Jeg havde det som om, hele spisesalen så på mig, mens jeg gik den korte vej fra vores bord og hen til nørdernes.

"Marcel?" spurgte jeg, så lavt jeg kunne, men han så ikke op fra sin bog. I stedet kiggede nogle af de andre nørder, men det var ikke dem, jeg skulle bruge. "Marcel?" Denne gang var det højere, og han så op og vendte sig rundt. Der blev stille et øjeblik, hvor jeg bare stirrede på ham, mens han så utålmodigt på mig og skubbede sine fedtede brilleglas på plads. De så endnu mere fedtede ud tæt på.

"J-ja" stammede han og så dog en smule bange ud. Troede han, at jeg ville høre ham ondt?

"Jeg har brug for noget lektiehjælp, vil du...?" Mere nåede jeg ikke at spørge om, før han svarede klart og tydeligt, så hele salen hørte det.

"Nej" Det var som om, det ord gav genlyd gennem hele salen, og alles blikke blev vendt mod os. Det var nu, jeg skulle dø. Det var nu, mit sociale liv var slut. Hvad mente han med nej?

"Hvad?" fik jeg endelig over mine læber, og hele salen forhold sig tavs. Jeg følte mig som underholdningen i den pause, og selvom jeg normalt elskede at være center for opmærksomheden, forbandede jeg hvert sekund, han holdt mig hen.

"J-jeg kan ikke hj-hjælpe dig" stammede han sig videre igennem endnu en sætning og skubbede igen til sine brilleglas. Han havde grønne øjne - det havde jeg aldrig før set.

"Du er den klogeste nørd her på stedet" sagde jeg og satte armene i siden; jeg kunne ikke tabe ansigt overfor ham. "Jeg har brug for hjælp til mine lektier, og du skal hjælpe mig"

"K-kan du ikke sp-spørge en anden?" spurgte han og vred sine hænder i skødet.

"Er du bange for at være alene med en pige?" råbte en eller anden, og på grund af at vedkommende rejste sig op, så jeg, det var Marc. Selvom han var den sygeste idiot, hjalp det i den situation, at han kom med en dumsmart bemærkning. Marcel sank en klump  og hev ud i sin skjorte, der sad en smule stram om hans tynde hals.

"O-okay så" fik han frem, og en lettelse skyllede ind over mig. "Hvo-hvornår vil du læ-læse?"

"I eftermiddag" annoncerede jeg, og han nikkede tungt. Med et tilfreds smil marcherede jeg tilbage til bordet, hvor jeg glad satte mig ved bordet.

"Jeg har en idé" lyste Ve og rakte en finger i vejret. Hun dæmpede stemmen og så indtrængende på mig. "Jeg vil vædde med, at du ikke kan få ham til at forelske sig i dig, så han i sidste ende ender med at invitere dig med til prom" Hun smilede stort over hele hovedet, og jeg løftede skeptisk et øjenbryn af hende. Nogle gange havde hun de mest latterlige idéer, men denne gang...

"Udfordrer du mig?" spurgte jeg. Dog toppede jeg og gav hende hånden. Hvad havde jeg at miste, når jeg allerede havde vundet? Hvad skulle der kunne gå galt - han var jo bare en nørd. 

_________

OVER 100 LIKES OG 170 FAVORITLISTER!!!! YOU GUYS ARE THE BEST!

Det betyder så sindssygt meget for både Amalie og jeg! Derfor valgte vi også at dele Amalies vidunderlige kapitel med jer i dag! Som en tak!

Og hvad syntes I om, at Kimberly går med til at lave et væddemål som kommer til at gå ud over søde Marcel? OG HAR I FUNDET UD AF HVOR VERONICA ER FRA? (Skriv jeres gæt i en kommentar)

Derudover syntes jeg også at vi skal takke Amalie for et fantastisk kapitel!

Ha' en fantastisk dag, venner! Og igen - TUSIND TAK!

//Frederikke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...