Behind Those Glasses {One Direction}

Livet er langt fra så let som en leg, hvilket er noget Marcel mærker meget til. Han er skolens absolutte nørd, der bliver mobbet og gjort grin af hver dag. Ingen kan lide ham.
Som en komplet modsætning har vi Kimberly. Kimberly McElroy - en af skolens øverste og mest populære piger. Hun lever livet, og nyder hvert sekund. Endda så meget, at hun indgår et væddemål med en af sine veninder - Veronica, hvor offeret er ingen ringere end Marcel. For hvor meget skade kan det gøre?
Kimberly får til opgave at skulle tilbringe så meget tid med Marcel som overhovedet muligt, så han vil invitere hende med til en noget så omtalt begivenhed - Prom. I væddemålet indgår der også en aftale om, hun skal få Marcel til at forelske sig i hende, så hun i sidste ende bare kan knuse hans hjerte.
Men fortryder hun, da hun finder ud af, hvad der gemmer sig bag de nørdede briller, det kiksede tøj og gelehåret?

406Likes
901Kommentarer
48470Visninger
AA

28. My everything


Forsigtigt smøg jeg mine fingre om hendes, inden jeg stille fik hende trukket med mig ud af bilen. Hun gøs kort ved min berøring, hvilket fik mig til at tage hele min arm om hendes hofte.

”Vi er der s-snart, babe,” halvhviskede jeg i hendes øre, mens jeg igen sørgede for, at det sorte bind jeg havde taget om hendes øjne, stadig dækkede, sådan at hun intet kunne se.
Hvis hun endte med at kunne se hvad jeg havde i sine at gøre, ville det ødelægge hele den overraskelse, som Gemma og jeg, i lang tid havde planlagt.
En overraskelse vi havde haft gang i, selv inden alt det med Liam og Kimberly skete.

”Bare du ikke fører mig ud på en mark eller noget, Marcel, så er jeg sådan set glad.”
Hendes ord fik mig til at grine kort, mens jeg trak hende om husets hjørne, hvorefter jeg så tog en dyb indånding. Det her var vores endestation.

”Det ved du g-godt, jeg a-aldrig ville kunne finde på.” Endnu en dyb indånding blev så taget fra min side af. ”Men du skal vide at vi er her n-nu. Så jeg vil tage b-bindet af dine ø-øjne meget langsomt. Dog bliver d-du nødt til, at l-love mig, at du holder d-dine øjne lukket.”
Hun nikkede kort, inden jeg fik trukket bindet fra hendes øjne. Og som lovet havde hun dem stadig lukket.
Da jeg følte, at jeg var klar til at afsløre overraskelsen for hende, bad jeg hende om, langsomt, at åbne øjnene.

Vores fingre var stadig flettet sammen, og da hun så hvad jeg havde fået sat op, kastede hun sig om halsen af mig. Hendes handling, fik en varm følelse til at gå gennem min krop, og fik mine knæ til at føles som gele.

”Hvor er det smukt. Har du gjort alt dette?” Det var ikke svært at se, at hun var rørt over hele situationen. For da vi trak os fra hinanden, kunne jeg så hvordan hendes øjne skinnede og var blanke.

Jeg nikkede kort som svar, inden jeg selv studerede omgivelserne.

Vi stod placeret midt i den store pavillon, min mor engang havde fået lavet, mens vandet fra vores lille sø, omringede os. Altså kunne man kun komme ud til pavillonen ved at gå af den bro, der forbandt fastlandet og den flotte træbygning. Dog var det de mange små og funklende lys, der gav stemningen et romantisk twist.
Gemma og jeg havde brugt oceaner af timer på, at tilrettelægge det hele, og havde særudvalgt alle lyskæderne, samt de steder hvor de hang.
Fordi at mørket også havde lagt sig om os, gav satte lysene virkeligt deres præg på det hele, med deres oplysning.

Kimberly sagde ingenting, men stod bare og kiggede fra det ene sted til det andet. Jeg kunne nemt se, at hendes blik flakkede.

”K-Kimberly?” hviskede jeg i hendes venstre øre, efter at have trukket hende ind i endnu et kram. Hun svarede ikke, så jeg valgte at fortsætte med at snakke.

”M-må jeg få den sidste d-dans?” Selvom Kimberly og jeg havde kendt hinanden i et godt stykke tid efterhånden, blev jeg alligevel nervøs, når det kom til at spørge hende om noget.
Om det var noget ved hende der gjorde mig nervøs, eller om det var chancen om at blive afslået, vidste jeg ikke.
Der var bare noget over hende, som jeg ikke rigtigt kunne sætte ord på.

Noget positivt og unikt.

Forsigtigt lagde hun armene om min nakke. ”Nej,” svarede hun så stille, mens et skummelt og luret smil plantede sig om hendes læber. ”du må få den første. Men kun hvis du synger ”isn’t she lovely” mens vi danser.”

Efter det var sagt, lagde hun så blidt sine læber mod mine, mens vi stille begyndte at rokke frem og tilbage. Da kysset blev afbrudt, begyndte jeg så stille at synge:

"Isn't she lovely
 
Isn't she wonderful
 
Isn't she precious
 
Less than one minute old
 
I never thought through love we'd be
 
Making one as lovely as she
 
But isn't she lovely made from love"

Mens dansen var i gang og mens jeg blev ved med at synge for hende, lovede jeg mig selv, at jeg ville huske denne aften, og dette øjeblik i al evighed. For endeligt var Kimberly og jeg sammen. Endelig var der ingen til at forstyrre os, og ingen til at gøre grin af mig.
Godt nok havde jeg ændret mig vedrørende mit udseende – takket været min søster. Men det ændrede ingenting. Jeg var stadigvæk Marcel Styles.
Den dreng der var forelsket i pigen foran mig. Den dreng, der havde lært at elske noget så højt, som jeg elskede hende.

”Marcel, der er noget jeg gerne vil sige til dig.” Pludseligt stoppede hun op, og kiggede på mig med et blik, der ikke var til at tyde. Et blik der viste en form for alvor, men også viste en form for uvished og forvirring. ”Jeg er ked af det der skete tidligere i dag. Det med Liam.” Hun sukkede dybt, og rettede blikket mod gulvet under os.
”Det var ikke meningen at han skulle komme, for jeg havde klart givet udtryk for, at jeg ville til Prom med dig. En beslutning, som jeg ville stå ved. Men så tog han mig med, og så havde du ingen date. Og så dukkede du pludseligt op med Gemma, og lignede en hel million. Du havde forandret dig så meget med dit nye look, og alle kiggede på dig. Alle gav dig opmærksomhed. Især de andre piger. Alle – ”

”Vil du være s-sød at lade v-være med at s-sige mere?” Igen hviskede jeg ordene så stille for hende. Som måtte ingen andre høre det. ”For du ved godt, at de andre piger ikke betyder noget for mig.” Med en finger placeret under hendes hage, fik jeg hendes hoved løftet, sådan at vores øjne mødtes. ”Det er jo kun dig jeg vil have.”

Mine ord så ud til at overraske hende. Ikke bare på en måde, som havde jeg lige indrømmet alle mine følelser for hende. For dem kendte hun vel forhåbentligt godt til i forvejen. Hun så ud til at være overrasket over noget andet, jeg enten havde gjort eller sagt.

”Kimberly? Sig noget, please.”

”Marcel, du… Du stammede slet ikke. Det er første gang, jeg har hørt dig sige så mange ord, uden overhovedet at stamme.” Et ægte Kimberly-smil viste sig på hendes læber, da ordene forlod hendes mund. Og hun havde ret i det hun sagde. Jeg havde ikke stammet på ét eneste tidspunkt, da jeg havde forklaret hende, at hun var den eneste jeg ville have.

”Det er fordi jeg mener det. Kimberly… Vil du –” Jeg blev nødt til at tage en dyb indånding, inden jeg kunne fortsætte det, jeg ville spørge hende om.
For med mine følelser for hende, med det fact at hun pludseligt kunne få mig til ikke at stamme, og med de ting vi havde været igennem sammen, fandt jeg det som det rigtige tidspunkt, endeligt at tage skridtet videre.

”Kimberly McElroy. Vil du være min kæreste?”

THE END!

Vi er kede af, at meddele at dette var det sidste RIGTIGE kapitel. Amalie og jeg har dog stadig en epilog i vente for jer, så fortvivl ikke. 

Kan I lide det sted vi valgte at stoppe novellen? FOR HVAD SVARER KIMBERLY?

/Frederikke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...