Behind Those Glasses {One Direction}

Livet er langt fra så let som en leg, hvilket er noget Marcel mærker meget til. Han er skolens absolutte nørd, der bliver mobbet og gjort grin af hver dag. Ingen kan lide ham.
Som en komplet modsætning har vi Kimberly. Kimberly McElroy - en af skolens øverste og mest populære piger. Hun lever livet, og nyder hvert sekund. Endda så meget, at hun indgår et væddemål med en af sine veninder - Veronica, hvor offeret er ingen ringere end Marcel. For hvor meget skade kan det gøre?
Kimberly får til opgave at skulle tilbringe så meget tid med Marcel som overhovedet muligt, så han vil invitere hende med til en noget så omtalt begivenhed - Prom. I væddemålet indgår der også en aftale om, hun skal få Marcel til at forelske sig i hende, så hun i sidste ende bare kan knuse hans hjerte.
Men fortryder hun, da hun finder ud af, hvad der gemmer sig bag de nørdede briller, det kiksede tøj og gelehåret?

406Likes
901Kommentarer
48476Visninger
AA

22. Leave me alone, please


Liam Payne…

Ja hvad var det helt præcist han havde imod mig, siden han hele tiden opsøgte mig?

”Nå, er det så rigtigt det jeg hører?” Liam lænede sig arrogant op af skabene ved siden af mig, mens han begyndte at snakke til mig. Dog blev jeg ved med at rode videre i mit skab, som havde jeg ikke hørt ham. Det sidste jeg havde brug for lige nu var, at endnu en dreng her på skolen ville ende med at være på nakken af mig.
Jeg havde allerede nok i Marc.

”Er du nu også lige pludseligt blevet for smart til at svare mig, når jeg spørger dig om noget?” Han nærmest grinte højlydt, da ordenen forlod hans mund. Som fandt han det ret så sjovt at stå her, og prøve at føre en samtale med mig.

Da jeg igen ikke svarede, stillede han spørgsmålet igen, ”så er det rigtigt det jeg hører? Har du spurgt Kimberly om I skulle gå til Prom sammen?”

”Ja,” valgte jeg til sidst så bare at svare. Hvorfor kunne han ikke lade mig være i fred? Jeg vidste godt, at han tidligere havde været i et forhold med Kimberly, men de havde vel slået op for en grund. En grund der betød at de begge var single, og at Liam derfor ikke skulle og burde bære den så meget af, som han virkede til at gøre.

Han virkede ligefrem til at være jaloux på mig. Noget jeg ikke forstod. For der var ingen grund til at være jaloux på en som mig.
Jeg var jo bare en … nørd.

”Hvad har du så planlagt at gøre med blomster, og med jeres tøj?” Igen så han ikke ud til at give op, for da klokken pludseligt ringene, flyttede han sig ikke ud af stedet. Han blev stående.

”Det-det ved jeg i-ikke,” fik jeg fremstammet. Når det kom til tøjet og til blomsterne for begivenheden, måtte jeg indrømme at jeg ikke havde skænket det én eneste tanke.
Heldigvis for mig, var der da stadig lidt tid endnu inden årets absolut største event.

Han grinte kort, ”bare sådan du ved det. Så er Kimberlys yndlingsfarve lyserød, så du kan lige så godt komme i gang, freak, og bestille de blomster hun vil have.” Efter hans lidt stødende ord, drejede han om på hælen og rettede blikket den anden vej. Kort kiggede han tilbage på mig, mens han stadig gik, og råbte så: ”Jeg håber for dig at blomsterne ender med at være smukke, for med dig som ledsager, havde jeg godt nok ikke valgt at dukke op.”

Selvom jeg gennem hele mit liv havde prøvet på at forholde mig stærk, måtte jeg indrømme at præcist de ord ramte mig hårdere end noget andet.

Liam havde jo ret.

Jeg var ingenting målt i forhold til Kimberly, og hun havde sikkert bare følt sig tvunget til at tage af sted med mig. Måske hun endda kun gjorde det fordi hun havde ondt af mig.
Men noget gav ikke mening.
For hvis det var tilfældet, at hun bare følte sig tvunget til at tage med mig, hvorfor havde vi så kysset? Og hvorfor havde hun ligefrem indrømmet, at hun måske godt kunne lide mig?

Bare en lille smule?

Alligevel ramte Liams ord mig så hårdt, at jeg smækkede lågen til mit skab i, og kiggede ned i jorden, for ikke at få øjenkontakt med nogen. Dog nåede jeg lige akkurat at se en genkendelig skikkelse kigge på mig, med et sørgmodigt blik.

Kimberly.


”Marcel, kom nu ud fra det værelse. Du kan jo ikke gemme dig derinde for evigt.” Min søster stod igen og bankede forgæves på min værelsesdør. Hun havde gennem den sidste time prøvet på at få mig til at åbne, men det havde ikke været til nogen nytte.
Jeg havde ikke just lyst til at snakke med nogen på nuværende tidspunkt, og især ikke min alt for bekymrende storesøster.

”Marcel. Luk mig så ind, eller jeg bliver nødt til at brække døren op.” Hendes stemme lød så ængstelig, og det var nemt at høre hvor bekymret hun var.

Dog forstod jeg hende godt.

Da jeg var kommet hjem fra skole, efter en forfærdelig dag, havde jeg sat direkte kurs mod værelset, hvorefter døren blev låst. Siden da havde jeg ikke sat en fod udenfor min dørkarm, og det var efterhånden ved at være en tre-fire timer siden.

”Gem-gemma… Bare g-gå.” Det var ikke svært at høre i det jeg sagde, at jeg var nedtrygt. For det var jeg – det indrømmede jeg gerne.

Min søster sukkede kort, ”jeg går ikke før du lukker op, og fortæller mig hvad der er galt.”

Så dum og naiv som jeg var, endte jeg alligevel med at overgive mig. Så jeg låste op og lod Gemma komme ind til mig.

Hun kiggede søgende og spørgende på mig, inden hun gættede: ”det handler om hende Kimberly gør det ikke?” Gemma sagde ikke hendes navn med væmmelse i stemmen, men mere med bekymring, som havde hun set dette komme.

Jeg nikkede kort som et svar på spørgsmålet.

”Hvad er der sket mellem jer?”

Denne gang var det så min tur til at sukke. ”der e-er intet sket. Det er b-bare hendes e-ekskæreste, der er l-lidt på nakken af m-mig.” Da Gemma var som min bedste ven, min bedste halvdel, valgte jeg bare at lukke det hele ud.
Hun var til at stole på, og derfor vidste jeg også, at hun ville holde tæt med det jeg fortalte hende.

”Hvad har han sagt til dig?” Det var nu tid til, at hun begyndte at hæve stemmen. Hun placerede sine hænder på hofterne, og kiggede bestemt på mig.

”Marcel… Hvad har han sagt til dig?” Da jeg var tavs, stillede hun igen spørgsmålet.

”Han mente å-åbenbart ikke at Kimberly vi-ville gå til pr-prom med mig.” Min stammen blev altid utrolig slem, når jeg var nervøs, eller når noget gik mig på.

Sådan var det altid. Når jeg var i nærheden af Kimberly stammede jeg. Når jeg var nedtrygt, som nu, så stammede jeg. Men når jeg snakkede normalt med enten min mor eller min søster, kunne jeg godt klare at snakke, næsten helt uden at stamme.

”Hvad hedder han?” Åh nej dog. Når Gemma først begyndte at ville have navne på de folk der var efter mig, vidste jeg godt, at det ikke var for sjovt længere.

”Li-Liam Payne. Men Gems… Lad ha-ham være. Han fortjener d-det ikke.”

Hun satte sig ned i sengen, som jeg tidligere også havde placeret mig i. Forsigtigt tog hun så en arm om min skulder og pressede mig ind til sig.

”Uanset hvad der sker, Marcel. Så skal du huske at jeg er her ved din side. Ingen skal så meget som prøve på at messe med min fantastiske lillebror, for hvis det sker, skal jeg nok lige love dig for, at de får med mig at bestille.”

Hendes ord fik et lille smil til at blomstre sig frem på mine læber. Hun formåede altid at få mig i bedre humør.

”Men siden han ikke mener at du er god nok til Kimberly, hvilket vi begge godt ved du er, så syntes jeg vi skal vise ham at man ikke så nemt stiller sig op med Gemma og Marcel Styles.”

Jeg nikkede forstående i takt med at hun snakkede. Dog måtte jeg tage mig selv i at stoppe min nikken, da fire mistænksomme ord så forlod hendes læber:

”Jeg har en plan.”

 

 

Gad vide hvad Gemmas plan er... Hm... ;)

Ud over det; hvor mange fejrer 1. december med risengrød? Jeg gjorde! :D

Husk at følge med i Frederikke (og Laura G's julekaldender) som I kan finde på deres profiler! Jeg glæder mig allerede til at følge med! 

Glædelig 1. december! :D

// Amalie <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...